Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
En gastronomisk, italiensk krimikomedie i bedste Hercule Poirot-stil placeret i et toscansk baronat i 1895.
Den her er en lille bagatel, men den fungerer rigtig fint på egne lette præmisser. Vittig, velskrevet og underholdende og perfekt læsning på min flyrejse hjem fra Rom i dag.
Italienske Marco Malvaldis (f. 1974) The Art of Killing Well, som den hedder i den engelske oversættelse, vil appellere til elskere af den klassiske Agatha Christie-genre. >> Læs videre
Julia Alvarez blander i In the Time of the Butterflies fiktion og fakta, og resultatet er et levende og vedkommende portræt af fire søstre, deres valg og fravalg og konsekvenserne af dem i en skæbneperiode i et af verdenshistoriens mest modbydelige diktaturer, General Rafael Leonidas Trujillos Dominikanske Republik.
Mirabal-søstrene, i folkemunde også kendt som Las Mariposas (Sommerfuglene), har status af ikoner for den folkelige modstand mod Trujillos brutale og totalitære diktatur i den Dominikanske Republik.
De tre søstre, Minerva, María Teresa og Patria Mirabal blev den 25. november 1960 myrdet af Trujillos diktatur (som for et syns skyld – uden at regne med at narre nogen – maskerede mordene som en trafikulykke). Søstrene var involveret i en modstandsbevægelse mod Trujillo og tilkyttet et fejlslagent oprør. Forud for mordene på dem havde de alle tre tilbragt omkring ni måneder i fængsel og udsat for tortur. >> Læs videre
London er en fed by på mange måder. Jeg kom hjem med mange indtryk fra en forlænget weekendferie for en måneds tid siden. De vigtigste indtryk var – selvfølgelig – fra boghandeler, og jeg skylder at formidle nogle af dem.
Med en fokuseret indsats kan man nå rundt i en god del af byens mange fabelagtigt gode boghandeler på en weekend – og stadig have tid til at besøge et anseeligt antal pubber og diverse obligatoriske seværdigheder.
Bogpriserne er ikke chokerende meget lavere i London end i Danmark. London er således ikke New York i det stykke, men mindre kan gøre det, og hvis man bare køber nok, kan man jo spare meget. Jeg sparede meget den weekend. >> Læs videre
En enkel historie i et enkelt, veltempereret sprog om det intellektuelle bymenneske drøm om det enkle liv i pagt med naturen – en drøm, som fra begyndelsen er dømt til at forlise og ødelægge drømmerne undervejs.
Har du nogensinde haft drømmen om at hoppe ud af hamsterhjulet på kontoret, lade bylivets moderne bekvemmeligheder bag dig og købe en gård, en restaurant, en bar eller noget andet på en afsondret caribisk ø eller et tilsvarende sted for at leve det gode, enkle liv i pagt med naturen sammen med din kone/mand/kæreste?
I så fald skal du nok lade være med at læse In the Beginning Was the Sea. Eller også skal du netop læse den som anledning til lige at tænke efter en ekstra gang. >> Læs videre
Juan de Recacoecheas Andean Express er en slags boliviansk hilsen til Agatha Christies klassiker Mordet i Orientekspreseen. En noir-mordintrige i den lettere genre, som har sin største styrke i personportrætterne.
Faste læsere af K’s bognoter vil have bemærket, at jeg har bevæget mig lidt rundt i afrikansk litteratur de sidste par uger. Jeg har flere afrikanerne med i feriekufferten, men nu var det tid til et kontinentskifte til noget lidt lettere. Vi tager en tur henover Andesbjergene med bolivianske Juan de Recacoechea (f. 1935). >> Læs videre
“The full, final and completely complete title of my bullshit story is: Allah is not obliged to be fair about all the things he does here on earth. Okay. Right. I better start explaining some stuff.”
Sådan starter Birahima, ti eller tolv år (han ved det ikke helt selv), forældreløs og erfaren børnesoldat i 1990’ernes rædselsvækkende krige i Liberia og Sierra Leone sin historie i Ahmadou Kouroumas roman Allah is not obliged fra 2000.
Romanen tager sin begyndelse i Birahimas tidlige barndom i Elfenbenskysten. Efter morens død og et liv som gadebarn begiver han sig sammen med svindlertypen Yakouba mod Liberia for at finde sin tante. Her bliver de to dog hurtigt indrulleret i en af de liberiske oprørshære, hvor Birahima til sin store begejstring snart udstyres med sin egen AK 47 Kalashnikov. Gennem Birahimas øjne får vi fortalt den plagsomme historie om de ødelæggende borgerkrige i Liberia og Sierra Leone. >> Læs videre
Velskrevet, nyere angolesisk roman giver et interessant, om end flimrende, billede af Angolas plagede historie siden uafhængigheden.
Journalisten og forfatteren José Eduardo Agualusa (f.1960) er født i Huambo, Angola, 15 år før landet fik sin selvstændighed fra Portugal i 1975. Han bor i dag dels i Angola og dels i Portugal og Brasilien.
Omdrejningspunktet i A General Theory of Oblivion er den portugisisk fødte kvinde Ludo, som er flyttet til Angola med sin søster og svoger. I dagene op til Angolas uafhængighed i 1975 forsvinder søsteren og svogeren, og den verdensforskrækkede og agorafobiske Ludo vælger – bogstavelig talt – at mure sig inde i deres lejlighed for at hindre den skræmmende verden i at komme ind.
Her bliver hun de næste 30 år uden nogensinde at forlade lejligheden, mens hun overlever på et konservesforråd, grøntsager, hun dyrker på tagterrassen, og duer, hun fanger med små diamanter som lokkemad. Varmen holder hun ved at fyre med møbler og bøger fra det store bibliotek. Hun bevarer forstanden ved at tale med hunden (også efter, at den er død) og ved at skrive dagbog på væggene i lejligheden. >> Læs videre
Hold da helt kæft og hør efter! Det her er power-litteratur, der går lige i maven og i hovedet samtidig. Beskidt skønhed, saft og kraft, jazz og samba, jernbaner og diamantminer, sex og poesi, vold og filosofi – direkte fra den sydende smeltedigel i det post- (eller neo-) koloniale centrale Vestafrika. Det er litteratur, der rocker og rykker. Det er international verdensklasse. For pokker da, hvor er Fiston Mwanza Mujila bare sej!
Jeg er slået helt bagover. Tram 83 er min absolut bedste og vildeste læseoplevelse i år – og i det hele taget længe.
Fiston Mwanza Mujila er født i 1981 i minebyen Lubumbashi, Den Demokratiske Republik Congo. Han debuterede som forfatter med en digtsamling udgivet i 2013, men Tram 83 fra 2014 (engelsk oversættelse 2015) er hans romandebut. Og med den stryger han direkte ind på verdenslitteraturscenen. >> Læs videre
Bedømt på titlen og forsiden kunne man forledes til at tro, at congolesiske Alain Mabanckous Memoirs of a Porcupine er en børnebog. Det er ingenlunde tilfældet. Men den er faktisk fortalt af et pindsvin.
Alain Mabanckou (f. 1966) er en af det fransktalende Afrikas mest succesrige forfattere. Han er oversat til 15 sprog (men ikke dansk) og har vundet adskillige afrikanske og franske litterære priser, blandt andet for nærværende bog.
Memoirs of a Porcupine (‘Et pindsvins erindringer’) fra 2006 er en slags fabel fortalt i moderne form med afsæt i congolesiske myter (som også kendes fra andre steder i verden) om mennesker, der har et dyr som deres ‘dublet’, dobbeltgænger eller skygge. Det er en form for totemisme, men med den særlig vinkel, at der her er tale om et specifikt bånd mellem et individuelt menneske og et individuelt dyr (ikke en art). Et bånd, der er så stærkt, at mennesket kan give dyret ordrer og bruge det som redskab, og hverken mennesket eller dyret kan overleve, hvis den anden dør. >> Læs videre
Okay, okay, jeg er selv bevidst om det: Jeg trækker muligivs lovlig hårdt på tålmodigheden hos nogle følgere af K’s bognoter med disse to ugandiske langdigte fra 1966 og 1970. Lawinos sang og Ocols sang er ikke desto mindre ikke alene historisk interessante, men også i egen ret både overraskende underholdende og relativt lettilgængelige. De er værd at læse.
Okot p’Bitek (1931-1982) blev født i Gulu i det nordlige Uganda i en familie af det luo-talende acholi-folk på det tidspunkt, hvor Uganda stadig var et britisk protektorat. Han blev uddannet antropolog fra Oxford University i 1963, men flyttede siden tilbage til Uganda efter selvstændigheden.
Okot p’Bitek skrev oprindeligt sit mest kendte værk, Song of Lawino på acholiernes sprog luo, men oversatte det selv til engelsk til den form, det blev udgivet i første gang i 1966 (originalen på luo blev først publiceret i 1971). Opfølgeren Song of Ocol fulgte i 1970 som et selvstændigt værk, der imidlertid vil være svært at forstå, hvis man ikke kender Lawinos sang. Det giver derfor god mening, at de to langdigte udgives samlet som i den version, jeg har læst. >> Læs videre
Interessant sydkoreansk roman om undertrykkende samfundsnormer og kønsroller, dysfunktionelle familier, psykisk sygdom og erotisk besættelse. Det kan måske lyde som en lige lovlig blandet landhandel, og det er i en vis forstand også romanens svaghed – hvilket dog ikke skal få lov til at skygge for dens meget store kvaliteter.
I centrum for romanen står kvinden Yeong-hye, som har levet et stilfærdigt og ubemærkelsesværdigt liv som hjemmegående hustru, indtil hun – angiveligt foranlediget af nogle mystiske og voldelige drømme – fra den ene dag til den anden bliver vegetar, eller rettere sagt veganer, da hun ikke bare begynder at forsage kød, men også fugl, fisk og æg. >> Læs videre
Hvis du er i London og kun skal besøge én boghandel… så ville min første indskydelse være at parafrasere mit All-Times-Favourite-Tweet, som skyldes Lars Bukdahl: “Hvis du kun skal læse én bog i år… hvad fanden er der så galt med dig!?”
Anyway, det må anerkendes, at man på for eksempel en kort weekendtur kan være i selskab med medrejsende, der har andre interesser, så der må prioriteres. I så fald vil mit svar entydigt være: Daunt Books i Marylebone High Street.
Daunt Books holder p.t. stafetten som den bedste boghandel, jeg har besøgt noget sted, ever. >> Læs videre
Sære. Felisberto Hernández’ historier er sære. Meget sære. Men også sært fascinerende.
Jeg tør ikke give et bud på en sammenhængende mening i ret mange – om nogen – af novellerne i denne samling. Jeg har læst dem alle sammen, de fleste ret omhyggeligt, men jeg kan simpelthen ikke sige, hvad de handler om. Ikke desto mindre var jeg glad for at læse de fleste af dem.
Det eneste, man som læser kan være sikker på i selskab med uruguayanske Felisberto Hernández (1902-1964), er, at intet er, hvad det ser ud til. Francine Prose skriver i sit forord til samlingen, at Hernández formår at overbevise os læsere om, at vi må have haft de samme drømme som forfatteren (selv om vi måske har glemt dem). Det ved jeg nu ikke helt – jeg tror heldigvis ikke, at jeg har haft den slags drømme… >> Læs videre
Interessant og på sin vis fascinerende roman om det hårde liv på en lille, ækvatorialguineansk atlanterhavsø.
Juan Tomás Ávila Laurel (f. 1966) er født og opvokset på den lille vulkanø Annobón, 350 km fra den vestafrikanske kyst. Annobón hører under Ækvatorialguinea, et af Afrikas mindste lande og det eneste officielt spansktalende land på kontinentet.
Ávila Laurel har skrevet en mængde bøger, herunder både romaner, noveller, skuespil, digte og essays. By Night the Mountain Burns (opr. 2009) er den første og hidtil eneste af hans bøger, der er oversat til engelsk. >> Læs videre
Juan Rulfos Pedro Páramo fra 1955 er en mexicansk nyklassiker med stort K, som har haft enorm indflydelse på ikke mindst den efterfølgende latinamerikanske litteratur.
En del steder kan man se Pedro Páramo omtalt som forløber for den latinamerikanske magiske realisme (á la Gabriel García Márquez). Jeg tror nu ikke, at jeg ville kategorisere bogen som magisk realisme, for der er egentlig ikke noget specielt magisk eller eventyrligt over dens univers. Hvis man altså kan se bort fra, at alle personerne, inklusive fortælleren, er døde… >> Læs videre
Jeg var svært begejstret for mexicanske Yuri Herreras første roman oversat til engelsk, Signs Preceding the End of the World (2015, opr. 2009), så mine forventninger var store til den helt nye udgivelse på engelsk, The Transmigration of Bodies (2016, opr. 2013). Måske også urimeligt store. Ihvertfald blev de ikke helt indfriet.
The Transmigration of Bodies (han kan altså noget med titler, ham Herrera) er ikke nogen dårlig bog. Den er endda temmelig god. Den er bare ikke i nærheden af forgængerens høje klasse. >> Læs videre
Lad nu være med straks at klikke bort fra denne anmeldelse, når du hører, hvad Stallo handler om. For selv om handlingen kan lyde fjollet, så er det faktisk en helt god bog.
Stallo er nemlig noget så særpræget som en kombination af et stykke svensk nutidsrealisme, road trip, krimiintrige og eventyrgyser – fyldt med trolde, vætter og andet uvæsen.
Stallo er i samisk mytologi betegnelsen for urgamle troldevæsener, som evner at skifte ham mellem dyreskikkelse og menneskelignende former. Begiver man sig ud i romanen, skal man således være indstillet på at acceptere dens præmis og hovedpointe: At der gemt i de svenske skove den dag i dag findes tusind år gamle troldevæsener med telepatiske og magiske evner og en hang til at bortføre små børn – ikke for at spise dem (som regel), men bare fordi de godt kan lide at se på dem og være tæt på dem. >> Læs videre
Her på K’s omtalte jeg forleden Forlaget Korridors antologi UTOPIA [thirteen], udgivet i forbindelse med IMAGES festivalen Occupy Utopia 2013. Antologien rummede blandt andet en novelle af zimbabwisk/engelske Brian Chikwava.
I samme anledning udgav Korridor imidlertid også en tidligere novelle af Chikwava, Et øjeblik på 7th Street, oversat til dansk af Juliane Wammen, som en selvstændig, såkaldt chapbook, dvs. en lille, billig pjeceagtig udgivelse, i dette tilfælde blot seks stykker papir clipset sammen med et kartonomslag.
Det tjener til designer og layouter Simone Darø Kristensens ære, at han formår at få selv en sådan billig udgivelse til at fremstå lækker – her ved helt simpelt at trykke titel, forfatter- og forlagsnavn på en separat strimmel gråmeleret papir foldet omkring det sorte kartonomslag. Enkelt og elegant. >> Læs videre
Hmm. Jeg er en ret stor fan af Forlaget Korridor, som man kan have bemærket. Men min velvilje rækker altså ikke til at kunne omfatte forlagets seneste udgivelse med nogen begejstring.
Lise Harlev (f. 1973) er billedkunstner, uddannet fra Kunstakademiet i København og til daglig bosat i Berlin. Jeg er aldrig ligeglad er hendes skønlitterære debut.
Bogen består af 84 korte, selvbiografiske prosastykker, de fleste ikke længere end én eller to sætninger. Prosastykkerne udgør jeg’ets hverdagsobservationer, erindringer og reflektioner i denne stil: >> Læs videre
Hinnerk Obst har været i krigen, og nabobørnene synes, han ligner en dræber. Hinnerk har en pistol, og han har lige erkendt for sig selv, at han godt ville kunne spise menneskekød, hvis det skulle være. Det er midt om natten, og Hinnerk er rastløs…
Jerusalem er en bog, det er svært at få hold om – både, mens man læser den, og i eftertanken. Den er derfor heller ikke helt nem at anmelde. Men lad mig slå det fast med det samme: Jeg kunne godt lide den – den var en nydelse at læse fra start til slut.
Portugisiske Gonçalo M. Tavares (f. 1970) skriver i sin helt egen stil – og han skriver godt, rigtig godt. Som portugisisk litteraturs grand old man, José Saramago, er citeret for på forsiden af mit eksemplar: “Tavares has no right to be writing so well at the age of 35. One feels like punching him!” >> Læs videre
Forlaget Korridor er layoutmæssigt foran på point, allerede inden man får læst nogen af teksterne i denne fine, lille antologi fra 2013. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, for det er ikke første gang, jeg har lejlighed til at prise det omhyggelige og fine layoutarbejde, som kendetegner Korridors og forlægger/layouter Simon Kristensens kvalitetsudgivelser.
Og nej, jeg er ikke på kommission, men jeg vedgår at være en fan af dette lille forlag, hvis udgivelser i dén grad emmer af at være båret af kærlighed til litteraturen, og som er blandt de danske forlag, der bærer fanen højest, når det kommer til at demonstrere, hvad bogtrykkerkunsten kan, og som e-bogen aldrig vil kunne.
Antologien UTOPIA [thirteen] serveres i en lille brun æske i kraftigt karton. I æsken gemmer sig fem små sammenclipsede hæfter med hvert sit omslag designet af fotokunstner Sidsel Becker. Hvert af hæfterne er et selvstændigt lille værk på dansk i form af en kort novelle eller et længere digt. Endvidere rummer æsken også et tykkere hæfte med de samme fem tekster på originalsproget engelsk. >> Læs videre
Dette kan ikke være en udgivelse, der er sponsoreret af det grønlandske turistbureau. Jeg kan ihvertfald love for, at jeg ikke får lyst til at tage til Grønland lige med det første efter at have været på rejse i Zombieland med Sørine Stenholdt.
“Her lades alt håb ude” står der over porten til Helvede i Dantes Den Guddommelige Komedie. Det kunne også have været en passende advarsel til læserne af denne novellesamling. >> Læs videre
Lidt skjult i Tullinsgade på det indre Vesterbro ligger en af Københavns fineste, små boghandeler, Thiemers Magasin.
Thiemers Magasin blev oprindeligt startet af Christina Thiemer, som i 2013 imidlertid overtog tjansen som hovedansvarlig for Politikens Boghal, som hun stadig driver i god stil.
Det er Thiemers Magasin imidlertid ikke blevet en ringere boghandel af. Magasinet blev overtaget af Rikke Viemose, som på det tidspunkt vendte hjem fra et job som journalist i Washington, hvorfra hun til stor inspiration for en del af os også drev en bogblog med nyt fra den litterære scene i USA. >> Læs videre
Piazza Navona i Rom, den fjerde oktober 1599: Den italienske maler Caravaggio og den spanske digter Francisco de Quevedo duellerer mod hinanden i en indædt renæssancetenniskamp spillet med en sjælden tennisbold fremstillet af håret fra Anne Boleyns afhuggede hoved…
De to fordrukne kunstnere, slagsbrødre og spradebasser har begge så brutale tømmermænd, at de ikke husker noget om, hvad det egentlig var for en kontrovers, der første til, at den ene udfordrede den anden til duel natten før. Erindringen om nattens udskejelser kommer kun gradvist til dem i løbet af kampen og romanen. >> Læs videre
En fin lille kærlighedshistorie fra de kirgisiske stepper.
Søger man efter romaner fra Kirgisistan, så falder man snart over Tjingiz Ajtmatovs (1928-2008) lille roman Dzjamilja fra 1958. Oversat til mere end 100 sprog, som den er, må det så absolut være den mest kendte og læste kirgisiske roman gennem tiderne. Og det er bestemt også en fin historie, som stadig tåler at blive læst.
Dzjamilja er en enkel og rørende kærlighedshistorie, som udspiller sig i en lille landsby i Sovjetunionens Kirgisistan i 1940’erne. >> Læs videre
Sorg og svigt, fortielser og fortrydelser. Det er grundkomponenter i enhver god familie, men i Bill Cleggs amerikanske familiedrama Har du selv haft en familie?, som netop er udgivet på dansk, er familierne leveringsdygtige i det hele i lidt større målestok end de fleste.
Romanen starter med den ultimative katastrofe for den godt halvtresårige June Reid. Hele hendes familie omkommer ved en eksplosionsbrand i hendes hus – den selv samme morgen, hvor hendes datter skulle giftes. Junes ca. tyve år yngre kæreste Luke, hendes eksmand, hendes datter og hendes kommende svigersøn er fra det ene øjeblik til det andet væk. Kun hun selv overlever, da hun på tidspunktet for branden var i haven. >> Læs videre
Sublim novellekunst. Canadiske Alice Munro (f. 1931) vandt Nobels litteraturpris i 2013, og når man læser denne hendes seneste – og ifølge hende selv sidste – novellesamling, er det svært at være uenig i den hæder.
Alice Munro skriver om mennesker og livet, og hun gør det, så man på få sider kommer helt ind under huden på hendes personer. Munros stil er stilfærdig, rolig og omhyggelig, hendes sætninger og historier er uden store armbevægelser eller påtaget grandiositet. Men hold da op, hvor er det godt. >> Læs videre
I min jagt efter bøger fra hele verden faldt jeg på Lille Bogdag forleden tilfældigvis over denne lille roman af marokkanske Abdellah Taïa (f. 1973), som netop er udgivet på dansk på Arvids forlag.
Bogen er skrevet i fire distinkte dele. Første del er et tilbageblik i erindringen til en barndomsoplevelse, hvor jeg-fortælleren, den da tolvårige Abdellah, er tæt på at blive voldtaget af en flok ældre drenge. Abdellah var en dreng med feminine træk, som blev drillet med pigenavne af de andre drenge og allerede dengang vidste eller anede, at han var til mænd. I Abdellahs erindring skildres nær-voldtægtsoplevelsen med en særpræget blanding af frydefuld forventning og frygt.
I de næste to dele følger vi den voksne, unge Abdellah igennem forskellige forelskelser, fortvivlelser, forvildelser og forsøg på flugt. Han forelsker sig vildt og skuffes voldsomt, når kærligheden viser sig kun at være sex. >> Læs videre
Ja, det var så en fejl, at jeg kom til at købe denne her. Men nu er den læst, og så må den også anmeldes, Jeg beklager overfor følgere af K’s bognoter.
Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt for mig, men det var nok bogens lækre kvalitet, det smukke omslag og de fine illustrationer i bogen, som forledte mig – samtidig med, at det var en sydkoreansk bog, som man ikke støder på så tit, men som jeg jo ikke desto mindre skal læse en af i min læseudfordring Verden rundt i bøger.
Ahn Do-hyuns The Salmon Who Dared to Leap Higher har angiveligt solgt flere millioner eksemplarer i hjemlandet Sydkorea, siden den udkom første gang i 1996. Den er første gang oversat til engelsk i 2015. >> Læs videre
“Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. Men alt det har vi været igennem, så hvad skal jeg snart finde på?”
Misogyni, mord, lemlæstelse, tortur, voldtægt, kannibalisme, menneskeofringer, pædofili, pornografi, seksuel omgang med afføring – og sågar mishandling af små dyr og dukker …
Hvis man tror, at det neutrale, konservativt lyseblå bogomslag og det forhold, at forfatteren havde passeret de 78 år ved udgivelsen af Forløbelser i 2015, kan læses som betryggende tegn på en omgang stille og rolig, småborgerlig hyggelæsning, der passende kan indtages sammen med aftenkaffen og vanillekransen, så kan man godt berede sig på at løbe ud og kaste de sidstnævnte op. >> Læs videre
