Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Tre mænd i ørkenen i det amerikanske Vesten. Hårdt arbejde med jord, sten, træ og metal. Med hænderne, med slidt værktøj og med store maskiner. Uden unødvendig snak, helst slet ikke om følelser. Til gengæld formidlet af Ron Carlson i fremragende, afdæmpet og præcis prosa.
Uden at krænke nogen, tror jeg roligt, at man kan betegne Five Skies af amerikanske Ron Carlson (f. 1947) som en mandebog. Det formelig driver ned af siderne med klassisk maskulinitet i vestamerikansk aftapning. >> Læs videre
“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”
I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck. >> Læs videre
The Wine of Youth er en samling noveller af John Fante (1909-1983). Der er godbidder iblandt, men samlet er det en noget ujævn samling, som jeg fandt noget trættende at læse i ét stræk – hvor stor en fan af Fante, jeg end betragter mig selv.
Velsagtens en tredjedel af disse noveller er oppe og ringe i nærheden af fem eller ihvertfald fire stjerner. Men for mange holder ikke niveauet. Og så er der efter min smag for mange historier, der ligner hinanden for meget. >> Læs videre
West of Rome er en lidt blandet fornøjelse bestående af en knap så vellykket kortroman og en til gengæld fremragende novelle. Vi får med andre ord både John Fante, når han er knap så god, og når han er virkelig god.
John Fante (1909-1983) er mest kendt for den fremragende romankvartet, kendt som Bandini-kvartetten om Fantes alter ego, Arturo Bandini. Især den tredje roman i serien, Ask the Dust (da. I støvet) fra 1939 er noget af det bedste amerikanske litteratur, jeg har læst, og den alene har sikret Bandini-kvartetten en plads på min personlige All-Times-Greatest-liste. >> Læs videre
Fin, lille roman om at fiske ørreder med net fra en robåd, om forholdet mellem to meget forskellige mænd og om at finde ind til noget i sig selv i simpelt praktisk arbejde tæt på naturen.
Fiskehuset af norske Stein Torleif Bjella (f. 1968) er i sin essens et lille kammerspil mellem to mænd i en fiskehytte og på en sø. Den korte roman udspiller sig over en enkelt uge. Den gamle gubbe Ivar Helgesson Aal har inviteret sin nevø Jon Aslesson Aal på en uges ophold i fiskehuset ved søen Storsenn nær byen Ål i Hallingdal, Norge, hvor familien i nogle generationer har haft fiskeretten. >> Læs videre
Sherwood Anderson maler i sine noveller om indbyggerne i den fiktive by Winesburg levende og indlevede billeder af mennesker. Der sker ikke meget i historierne, men de er fyldt med liv. Og så er Andersons enkle sprog en ren fornøjelse.
Sherwood Anderson (1876-1941) er i amerikansk sammenhæng klassiker med stort K. Han er måske nok ikke så meget læst i dag, men som en af de tidligste modernistiske forfattere i amerikansk litteratur har han sat sit præg på eftertiden. Blandt de forfattere, der ofte nævnes som stående i gæld til Anderson for så vidt angår skrivestil, kan for eksempel tælles William Faulkner, John Steinbeck og Ernest Hemingway. >> Læs videre
Stella Maris, der er et slags coda til Cormac McCarthys seneste roman, The Passenger, er kompositorisk en noget strammere sag end forgængeren. Men den er ikke desto mindre også en rodet omgang og prætentiøst overlæsset med matematiske og filosofiske referencer, der gør romanen unødvendigt vanskelig at læse.
The Passenger (2022), som du kan læse min anmeldelse af her, handlede om Bobby Western, der i 1980 var ved at gå mentalt i spåner i forlængelse af sin skizofrene søsters selvmord flere år tidligere. Stella Maris zoomer ind på søsteren, Alicia, i nogle få dage af hendes liv otte år tidligere, hvor hun har ladet sig indlægge på det psykiatriske behandlingshjem, Stella Maris i Wisconsin. >> Læs videre
Cormac McCarthys nye dobbeltroman, The Passenger og Stella Maris, udkom endelig i henholdsvis oktober og december 2022 efter flere års hype. Men ak! Jeg blev fælt skuffet. Det er en rodet affære, overlæsset med retningsløs lommefilosofi.
Fans af den nu 89-årige Cormac McCarthy (f. 1933) har i årevis været holdt til ilden af hans forlæggere og andre rygtesmede med rygter om, at der var nye romaner på vej fra hans hånd efter den sidste og mesterlige, dystopiske The Road (da. Vejen) fra 2006. >> Læs videre
Jeg blev i første omgang ikke slået decideret bagover af Solvej Balles kortprosakvartet &, Eller, Hvis, Så, men jeg nød at læse bøgerne. For Balle kan noget med sproget. Og da jeg begyndte at skrive denne anmeldelse, slog jeg op i bøgerne igen. Og endte med at læse det hele en gang til. Bare for at nyde sproget og stemningerne.
Solvej Balles navn blev her i efteråret pludselig kendt af om ikke alle, så dog af mange litteraturinteresserede, da hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2022 for de første tre bind af hendes annoncerede syvbindsværk, Om udregning af rumfang. Siden er fjerde bind også udkommet. >> Læs videre
En lille spøjs fortælling om stalking og voksenmobning – eller mere generelt om at se og blive set af andre – tilsat et muligt dobbeltgængermotiv.
Historien fortælles af en kvinde, vi først sent lærer navnet at kende på. Hun har udviklet en særlig optagethed af en hende ellers ukendt kvinde i nabolaget, kendt som Kvinden i den lilla nederdel. Kvinden i den lilla nederdel er en tilsyneladende ensom dame, lidt en særling, offer for børnenes drillerier i parken, uden fast arbejde. >> Læs videre
Nyoversat japansk ungdomsroman giver et trist og næsten skræmmende portræt af en syg idoldyrkelseskultur blandt unge, japanske piger – som i en eller anden form givetvis også kan genfindes i ungdomskulturer andre steder i verden, inklusive i Danmark.
Idol, brænder (opr. 2020) handler om den sekstenårige, japanske gymnasieelev Akari. Hun har problemer med indlæringen i skolen og har heller ikke meget succes i sit fritidsjob som tjener. Derhjemme står hun i skyggen af sin flittige og bogligt dygtigere storesøster. >> Læs videre
Yukio Mishimas kortroman har mere end 60 år på bagen. Ikke desto mindre opleves dens hovedtema højaktuelt. Hovedpersonens narcissistiske optagethed af sig selv og af, hvordan han tager sig ud, den konstante stræben efter at blive set, kan læses som en aldeles nutidig kommentar til vor tids fokus på det samme.
Star er fortalt af hovedpersonen Mizuno Yutaka, en 23-årig celeber filmstjerne. Han er ombejlet af medier og fans, modtager dagligt stakke af fanbreve fra både kvinder og mænd, der tilbyder sig og fortæller i detaljer om deres seksuelle fantasier om ham. >> Læs videre
Sydkoreanske Bora Chungs forrygende novellesamling spænder over magisk realisme, horror, science-fiction og eventyr. Bundet sammen af sort humor og en smag for det groteske, tilsat et stænk patriarkatskritik.
Jeg faldt helt tilfældigt over Cursed Bunny i en boghandel. Min opmærksomhed blev fanget af det sygeligt udseende omslag og titlen, og efter at have slået op på første side og læst de første linjer af novellen “The Head,” var jeg klar over, at denne kanin skulle med mig hjem: >> Læs videre
Stephen Frys genfortællinger af et udvalg af klassiske, græske myter i Mythos er præcis lige så veloplagte og underholdende som hans tilsvarende genfortællinger af græske heltesagn i Helte.
Mythos (opr. 2017, da. 2018) blev egentlig udgivet før Helte (opr. 2018, da. 2019). Jeg har ved tilfældighedernes gunst læst dem i omvendt rækkefølge, og det kan man sagtens. Er du ikke så bekendt med den antikke gudeverden, kan jeg dog anbefale at tage Mythos først. >> Læs videre
Vidunderligt veloplagt, vidende og vittig. Stephen Fry genopfrisker de antikke, græske heltesagn, så de læses som en underholdende knaldroman. Fry har lagt al ærefrygt og underdanighed for traditionen til side i sin gendigtning af de gamle myter, men ikke respekten.
Britiske Stephen Fry (f. 1957) er en alsidig herre: Skuespiller, tv-vært, filminstruktør, komiker og altså også forfatter, blandt andet til tre store bøger, hvori han gendigter de klassiske, græske myter og sagn: Mythos (opr. 2017, da. 2018) om de græske urmyter og guderne, Helte (opr. 2018, da. 2019) om et udvalg af de menneskelige (eller halvt menneskelige), græske sagnhelte og senest Troja (opr. 2020, da. 2021) om den trojanske krig. >> Læs videre
Græsk nyklassiker fra 1965. Smager af George Orwell med noter af Quentin Tarantino. Thriller og politisk satire i ét. Vittig, letlæselig, underholdende, endda spændende og samtidig politisk skarp. Jeg er fan.
The Flaw af Antonis Samarakis (1919-2003) er udgivet i 1965, to år før den græske junta tog magten og etablerede et militærdiktatur, der varede til 1974. Romanen rummer hverken tids- eller stedsangivelser, men det er i lyset af Grækenlands følgende historie nemt at læse den som en forudsigelse af det diktatur, der snart efter ville blive en realitet. >> Læs videre
Jeg nød at læse Moskov Selim. Det er en god historie, velkomponeret og velfortalt. Den rummer både en elementært underholdende fortælling og fine reflektioner over personlig og national identitet fortalt på et interessant historisk bagtæppe.
Georgios Vizyenos (1849-1896) var født af græske forældre i Thrakien i den lille by Vizye (Vize) nord-vest for Konstantinopel (Istanbul), dengang en del af det Osmanniske Rige, i dag Tyrkiet. Han har taget sit forfatternavn fra sin fødeby. I slutningen af 1800-tallet etablerede han sig som et væsentligt navn i græsk samtidslitteratur, men hans psykiske helbred var ikke for godt, og han tilbragte sine sidste leveår på et sindssygeasyl. >> Læs videre
Alexandros Rangavis har status af klassiker i moderne græsk litteratur. Krimiintrigen og kærlighedsdramaet The Notary (opr. 1855) var mig dog en slem skuffelse. Flade, endimensionelle personer og en forudsigelig handling gjorde den til en kedsommelig omgang.
Historien i The Notary foregår i de tidlige 1820’ere i tiden omkring den græske revolution i 1821 mod Det Ottomanske Rige. Den udspiller sig på Kefalonia, en af de joniske øer, hvor revolutionen dog ikke mærkes direkte. De joniske øer var på det tidspunkt et britisk protektorat, deltog ikke i krigen mod tyrkerne og tilsluttede sig først den nye, uafhængige græske stat i 1864. >> Læs videre
En lavmælt, charmerende, lille historie om menneskers simple liv på den græske ø Skiathos i det 19. århundrede. Om overtro, sladder og generationsfejder, men også om kærlighed og jalousi.
K og konen ferierer i Athen, og så skal man jo læse noget græsk litteratur. Alexandros Papadiamandis (1851-1911) har status af en af de ypperste og mest elskede græske prosaister i moderne tid, skal man tro bagsideteksten på mit eksemplar af Fey Folk. A Tale from Skiathos (opr. 1892, eng. 2013). >> Læs videre
Frie oplevelser er en magisk bog på flere niveauer. Den indeholder magisk-realistiske elementer, og Shahrnush Parsipur skriver i et magisk forførende sprog, som man bare sluger som læser.
Shahrnush Parsipur er en virkelig spændende forfatter, og det er godt, at vi her tidligere på året fik adgang til at læse endnu en af hendes bøger på dansk – udgivet på Gyldendal og oversat af Nazila Ghavarmi Kivi, ligesom den første bog på dansk af Parsipur, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019). >> Læs videre
Brutal og næsten ubærlig kortroman om patriarkalsk undertrykkelse af kvinder og kvinders seksualitet i syriske landsbysamfund. Vægtig og vigtig for sine temaer, kompositorisk interessant, men også unødigt forvirrende og i sidste ende lidt kedelig.
Syriske Mamdouh Azzam indleder Ascension to Death (opr. 1987, eng. 2018) chokerende brutalt med hovedpersonens død. >> Læs videre
Frans G. Bengtssons vikingeklassiker fra 1941-1945 er storartet underholdning – en historisk ramasjangroman, holdt meget vellykket i en stil, der mimer de gamle, islandske sagaer.
Frans G. Bengtssons Røde Orm husker jeg fra mine forældres bogreol, men af en eller anden grund læste jeg den ikke som dreng – hvilket egentlig kan undre mig, al den stund at jeg kastede mig over alt muligt andet andet i genren, jeg faldt over dengang. Men nu har jeg rådet bod på det – inspireret af læsningen af et par af de klassiske islandske sagaer. >> Læs videre
Judith Hermann kender til mennesker. Hun kan skrive om dem i et enkelt sprog, der er lige til at gå til, og som samtidig rummer sprækker så dybe som livet, som man kan falde langt ned i og frygte for aldrig at komme op ad igen. Og alligevel kommer man fra læsningen med håbet i behold.
Jeg har på disse sider før prist Judith Hermanns noveller, og for at undgå for mange gentagelser om hendes sublime skrivestil skal jeg for så vidt nøjes med at henvise til mine tidligere omtaler af hendes værker her. >> Læs videre
Det, der gør Judith Hermann til så god en forfatter, er alt det, hun ikke skriver. Det mellem linjerne. Det, vi som læsere selv skal tænke os til, forestille os, gætte på.
Det har jeg skrevet noget om i min anmeldelse af Hermanns Lettipark (opr. 2016, da. 2016), og det samme gør sig gældende i den lige så gode Alice (opr. 2009, da. 2011). Judith Hermann har sat sig fast helt i toppen af min liste over mine yndlingsforfattere. >> Læs videre
Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.
Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet. >> Læs videre
Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den tunge side. Værd at læse, men mest for entusiaster ud i klassisk sci-fi.
Polske Stanisław Lem (1921-2006) er et ikon inden for den klassiske science-fiction-litteratur, og han har efterladt et kæmpestort udgivelseskatalog. Mest kendt er den lidt tunge, psykologisk-filosofiske Solaris (opr. 1961). I en helt anden genre har jeg med fornøjelse også læst den humoristiske The Cyberiad (opr. 1965). >> Læs videre
“Vær opmærksom på, at historien altid er tættere på, end det ser ud til i bakspejlet …” Georgi Gospodinovs Tidsskjul er en genial satire over den politiske sygdom at længes nostalgisk efter fortiden.
Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) er en af mine absolutte favoritter blandt de aktuelle, europæiske forfattere. De tre tidligere af hans bøger, der er oversat til dansk er alle fremragende – på trods af, at han også har det med at køre mig lidt træt ind i mellem med sine til tider lidt for anstrengte og ofte gentagne lommefilosofiske reflektioner. >> Læs videre
Mærkelige. Foruroligende. Forvirende. Pudsige. Morsomme. Tankevækkende. Olga Tokarczuks Bizarre fortællinger kan lidt af hvert, om end ikke alle det hele på én gang. Men de alle uhyre velskrevne.
Den polske nobelprisvinder Olga Tokarczuk (f. 1962) kan skrive. Og hun kan fortælle en historie, så man fanges ind af den fra start til slut. Det gælder alle historierne i denne samling. De bedste af dem bevarer deres fascination efter læsningen, mens andre flader lidt tamt ud og fordamper hurtigt. Men de faktisk alle læseværdige. >> Læs videre
Efter gårsdagens læsning af grev Eduard von Keyserlings Lumre dage (opr. 1905, da. 2022) var mine forventninger høje til Keyserlings senere roman Bølger (opr. 1911, da. 2021), også udgivet af forlaget Sidste århundrede og oversat af Kathrine von Holst. Jeg blev ikke skuffet.
Den nye danske udgave er som et efterord forsynet med Hermans Bangs anmeldelse fra 1912 af romanen. Bang skriver: >> Læs videre
En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.
Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. >> Læs videre
