Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“Hvordan var jeg dog endt med at blive gift med en så radikalt anderledes livsform?”
Det er en skøn udgivelsesdag: Hele to fremragende japanske kortromaner udgives i dag på dansk i Forlaget Korridors novellaserie. Den ene er Yoko Tawadas Brudgommen var en hund, som du kan læse min anmeldelse af andetsteds her på bloggen. Den anden er Et eksotisk ægteskab af japanske Yukiko Motoya (f. 1979). >> Læs videre
Brudgommen var en hund af japanske Yōko Tawada er en lige så bemærkelsesværdig fortælling, som titlen kunne antyde. Og lige så bemærkelsesværdig god.
I dag udkommer to nye japanske kortromaner i Forlaget Korridors novellaserie, som jeg tidligere kun har haft godt at sige om. Det bliver der ikke ændret på med de to aktuelle udgivelser, tværtimod. >> Læs videre
Den traditionelle, japanske teceremoni spiller en hovedrolle i dette mesterligt underspillede erotiske trekants- eller måske snarere sekskantsdrama.
Jeg er umådeligt tilfreds og tryg ved, at der står endnu tre romaner og en samling af noveller af den japanske mesterforfatter Yasunari Kawabati (1899-1972) i min reol. For Thousand Cranes har kun givet mig appetit på mere. >> Læs videre
Udmærket underholdende roman om kvinders forhold blandt mauretanske beduiner og om forholdet mellem ørkenfolket og byerne i det nutidige Mauretanien.
Vi bliver lidt i beduinland – i forlængelse af Ibrahim al-Konis Natteurt. >> Læs videre
En mørk, meget mørk, og syret, meget syret, roman fra tuaregernes Sahara. Om en formørket mand, der sætter sig over loven og moralen, søger at afæske ørkenen dens hemmeligheder gennem hallucinerende urter, men ender med at depravere sig selv og alle omkring sig gennem brutal vold, mord og incest i flere generationer.
Måske skal man kende mere til tuaregisk kultur og selv have mærket ørkenen i sig for at sætte fuld pris på Ibrahim al-Konis roman Natteurt. Jeg følte mig ærlig talt lidt lost-in-translation. >> Læs videre
African Titanics er en lille roman om et stort emne: De fortvivlende forhold for afrikanske flygtninge, der i desperation forsøger at krydse Middelhavet mod det forjættede Europa. Emnet er selvsagt vigtigt, men bogen formår desværre ikke helt at indløse sine ambitioner.
Abu Bakr Khaal er født i Eritrea, men bor i dag i Danmark (eller det gjorde han ihvertfald på tidspunktet for bogens udgivelse på engelsk ifølge bogens biografiske oplysninger om forfatteren – jeg har ikke kunnet opstøve anden biografisk information om ham på nettet). Før han kom til Danmark, opholdt sig i flere år i Sudan, ligesom bogens hovedperson. >> Læs videre
“Svend Åge vågnede en morgen ved, at hans hoved eksploderede. Bang. Heldigvis voksede der straks, og med et hørbart plop, et nyt hoved frem fra halsstumpen, men resterne af det gamle hoved havde lavet et fælt svineri: Blod, hjernemasse og kraniestumper var sprøjtet ud over sengen og væggene. Fra sengestolpen dinglede et øje i sin nervetråd.”
Sådan starter Peter Adolphsens lille historie, Svend Åges eksploderende hoved, som handler om Svend Åge, hvis hoved en dag begynder at eksplodere. Også Svend Åges andet hoved eksploderer kort efter, og et tredje vokser frem. Og sådan bliver det ved. Bang. Plop. Hvad der videre hænder Svend Åge (i den godt og vel én side lange historie), skal jeg ikke røbe, udover at lægerne på kommunehospitalet hverken kan standse eller forklare fænomenet, kun konstatere, at intervallet mellem to eksplosioner er på mellem ét og seks minutter. >> Læs videre
“Hvornår opnår et ukendt menneske status af en mulig ven, og hvornår er han ikke andet end en mulig fare?”
Måneansigt (opr. 2018, da. 2020) af den spanske forfatter Sara Mesa (f. 1976) er en af den slags bøger, som på baggrund af omtalen egentlig ikke appellerede til mig i første omgang. En historie om en præpubertær piges venskab med en voksen mand lød umiddelbart ikke som noget for min smag.
Men jeg endte alligevel med at købe og læse den – lokket dels af det elegante omslag (ved Sigrún Gudbrandsdóttir) og især i tillid til den som regel gode smag hos det fine, lille forlag Apuleius’ Æsel. >> Læs videre
Leonardo Sciascias sidste roman er endnu en kort krimfortælling, som ender i desillusion over gennemkorrumperede magtstrukturer i det moderne Italien.
I forrige indlæg omtalte jeg Ridderen og døden (opr. 1988, da 2019) af den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia (1921-1989). En oplagt sag fra 1989 blev Sciascias sidste (kort)roman, og den er endnu kortere end den forrige. Med sine godt 50 (små) sider er den således ikke længere end en lang novelle. >> Læs videre
En lille, samfundskritisk krimifortællling fra et korrumperet Italien, hvor døden og mafiaen synes at være det eneste, man kan være sikker på.
Den sicilianske forfatter, journalist og politiker Leonardo Sciascia (1921-1989) efterlod sig et betydeligt forfatterskab i flere forskellige genrer. Mest kendt er han nok for sine samfundskritiske krimier. >> Læs videre
Kattegæsten er for dig, der gerne vil læse en stilfærdig bog om to voksne mennesker, der har et lidt halvtrist liv, men finder glæde ved at lege med naboens kat, og bliver triste, da katten ikke er der mere. Det var ikke lige noget for mig.
I retrospekt skulle jeg nok have orienteret mig lidt i anmeldelserne af japanske Takashi Hiraides roman fra 2001 (på dansk ved Mette Holm 2018), inden jeg købte bogen. Efter læsningen har jeg således noteret mig, at andres anmeldelser spænder fra ovenud begejstrede over mådeholdne til decideret skuffede. Jeg hører til de skuffede. >> Læs videre
Smuk, bevægende, magisk, poetisk, brutal, galgenhumoristisk, kritisk. Virkelig god. Og tilmed kort og letlæselig. Stor anbefaling herfra af Shahrnush Parsipurs iranske undergrunds-nyklassiker, Kvinder uden mænd, i flot, flydende dansk oversættelse af Nazila Ghavami Kivi.
Shahrnush Parsipur (f. 1946) begyndte at skrive og udgive Kvinder uden mænd i 1970’erne. I første omgang udkom dele af den som noveller i litterære magasiner, indtil bogen udkom som samlet roman i 1989. >> Læs videre
Flot, dokumentaristisk roman om et par besynderlige, men højdramatiske kapitler af den tyske revolution i 1918-1919. Stedvist forvirrende i sin detaljerigdom, men intens og medrivende i sin fortællestil. Og båret af en sans for både komedien og tragedien, for drømmen og for nederlaget.
For små to uger siden (ja, der har været stille her et stykke tid, beklager) anmeldte jeg den første bog af tyske Volker Weidermanns bøger på dansk, Oostende 1936 (opr. 2014, da. 2019), og jeg var begejstret. Jeg gik derfor direkte videre til den anden af hans bøger på dansk, Drømmere. Da forfatterne tog magten (opr. 2017, da. 2019), som er oversat til ligeså flydende, fejlfrit dansk af Lone Østerlind. Og jeg er lige så begejstret. >> Læs videre
Fremragende dokumentaristisk roman om en gruppe tysksprogede, eksilerede forfattere, med hovedfokus på Joseph Roth og Stefan Zweig, som for en stund krydsede veje i den belgiske badeby Oostende i sommeren 1936.
Den tyske forfatter og litteraturkritiker Volker Weidermann (f. 1969) tegner i Oostende 1936 – ved hjælp af en gruppe eksilerede forfattere som prisme – et tidsbillede af Europa i 1930’erne. En tid, hvor rummet for udøvende kunstnere gradvist indsnævres og bliver mere og mere klaustrofobisk, hvor den åndelige luft bliver mere og mere kvælende iltfattig, og hvor antisemitismen er på vej til at materialisere sig i form af Holocaust. >> Læs videre
Der er god energi og sjove ideer i tyrkiske Özgür Mumcus roman, og siderne vender sig selv hurtigt. Men jeg savnede et skarpere fokus og nogle mere troværdige persontegninger. Og i sidste ende sad jeg tilbage med et ubesvaret spørgsmål om, hvad det egentlig var, Mumcu gerne ville med sin historie.
Fredsmaskinen (opr. 2016) udkom i denne uge på dansk på forlaget Jensen & Dalgaard i oversættelse ved Sadi Tekelioglu. >> Læs videre
Et sublimt manifest over stilstanden i et spildt liv. Der sker ikke meget i Dino Buzzatis klassiker, og alligevel er den medrivende fra start til slut og en renlivet fornøjelse at læse.
Italienske Dino Buzzati skrev sit hovedværk, Il deserto dei Tartari, i 1938, på et tidspunkt i Italiens historie, hvor verdenskrigen som bekendt lurede i horisonten, og hele Europa holdt vejret. Det er fristende at læse romanen som en slags allegori over denne samtidshistoriske tilstand, og det kan man måske også. Men romanen har en universel gyldighed, der rækker langt ud over den tid, hvori den blev skrevet. >> Læs videre
Céline rabler derudad og giver sit monstrøse (forsmåede) ego og sin almindelige misantropi fuld skrue i dette fiktive interview med sig selv og den inkontinente professor Y.
Samtaler med professor Y er en lille parentes i Célines forfatterskab. Den er for så vidt helt sjovt at læse for Célines sproglige overskud og frådende udfald mod alt og alle omkring ham, men jeg fandt den for navlepillende og for fjollet til, at den egentlig kunne fange min interesse. >> Læs videre
Der er som regel en god grund til, at nogle romaner bevarer en klassikerstatus over flere generationer. Nogle klassikere skuffer ikke desto mindre den nutidige læser, mens andre holder. Tolstojs Anna Karenina holder. I dén grad. Og den har genvakt min (næsten glemte) grundlæggende glæde ved som læser at lade mig synke ned og ind i en god, stor, sammenhængende fortælling.
Anna Karenina figurerer i toppen af talrige lister over litteraturhistoriens bedste bøger og på ikke så få af dem endda som verdens bedste roman nogensinde. Sådanne lister er ofte præget af ikke så lidt konservatisme og en hel del træghed. Ikke sjældent kan man have en fornemmelse af, at de, der udfærdiger den slags lister, vælger klassikerne som de sikre bud – af dovenskab eller af frygt for at lægge sig ud med den etablerede kanon. >> Læs videre
Lars Emil Foders Fabelagtigheder er sådan en lille bog, der bare er lige til at blive glad af. 44 sjove, charmerende, pudsige og poetiske kortprosatekster båret af sprudlende kærlighed til ordet og fascination af sproget.
Fabelagtigheder er undseelig af størrelse: Formatet er i lommestørrelse, og sideantallet er blot 74, hvoraf en del tilmed er blanke sider holdt i smuk dybgrøn farve, der fungerer som inddeling af teksterne i mere eller mindre tematisk sammenhængende grupper. >> Læs videre
Fernando Pessoas satiriske, filosofiske traktat, Den anarkistiske bankier, er netop blevet genudgivet. En sjov og skæv, litteraturhistorisk pudsighed for fans af Pessoa.
Fernando Pessoa (1888-1935) anses vidt og bredt for at være Portugals måske vigtigste modernistiske digter. Selv har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med hans digte, men prosafragmenterne Rastløshedens bog hører til på listen over mine absolutte favoritbøger. >> Læs videre
Satirisk, postmoderne kortroman om Libyens moderne historie, om livet under et repressivt militærdiktatur, om politiske ideologier, verdensfjerne filosoffer, kvindeundertrykkelse, prostitution, kærlighed og erotisk besættelse og … ja, tyggegummi, masser af tyggegummi.
Chewing Gum (opr. 2008, eng. 2014) var den libyske forfatter og intellektuelle, Mansour Bushnafs (f. 1954) debutroman. Bushnaf havde før udgivelsen en fortid som intellektuel modstander af Muammar Gaddafis regime og har blandt andet tilbragt 12 år i fængsel for sine avisskriverier i 1970’erne. Chewing Gum blev da også forbudt af regimet kort efter sin udgivelse. >> Læs videre
Utraditionel historisk roman om Margaret Cavendish – en fascinerende historisk skikkelse i en spændende opbrudstid. Smukt, smukt skrevet og et godt stykke hen ad vejen vellykket.
Den amerikanske forfatter Danielle Dutton (f. 1975) har begået et interessant og smukt, litterært portræt af grevinden af Newcastle-upon-Tyne, Margaret Lucas Cavendish (1623-1673). >> Læs videre
En særegen krimi fra den polske nobelpristager. Værd at læse for sit flotte sprog og skæve personportrætter. Men ikke helt vellykket som krimi.
Polske Olga Tokarczuk (f. 1962) modtog Nobelprisen i litteratur for året 2018 (først tildelt i 2019 på grund af kaoset omkring nobelpriskomiteen i 2018). Her på bloggen kender vi hende fra den fremragende Rejsende (opr. 2007, da. 2016), som hun angiveligt selv betragter som sit hovedværk. >> Læs videre
En tragisk historie om en på forhånd umulig kærlighed, der i øvrigt fra begyndelsen kun var for alvor for den ene parts vedkommende. En hjerteskærende afromantisering af billedet af den japanske geisha. Smuk og tyst som et snelandskab.
Snow Country regnes af mange som et af den japanske forfatter Yasunari Kawabatas hovedværker – og er da også ét af dem, der blev nævnt i motivationen, da han modtog Nobelprisen i litteratur i 1968. Kawabata skrev og udgav romanen i flere versioner, før den fandt sin endelige form i 1948. >> Læs videre
“All my life I pursued knowledge, but I pursued it outside time, and time took its revenge by outfolding elsewhere.”
I dag runder bogbloggeren halvtreds år, og hvad kunne være en mere passende markering her på bloggen end en omtale af en bog, hvori en forfatter komtemplerer over netop dette – eller snarere med afsæt i dette – at fylde halvtreds? >> Læs videre
Det er igen den tid på året, hvor vi gør status. Også her på K’s bognoter, hvor du i det følgende præsenteres for en maggi-terning af de bedste bøger fra mit læseår 2019. Som altid ene og alene udvalgt efter mine egne idiosynkratiske kriterier i henhold til dagsformen.
Også som altid har jeg begået et udvalg inden for tre kategorier: Klassikere, nyudgivelser i 2019 og … the rest of the best. Yderligere som altid er det ikke nødvendigvis de titler, der fik fem stjerner, da jeg anmeldte dem, der også her ved årets afslutning står tilbage i erindringen som de bedste. Nogle bøger vokser, når de lagrer sig, mens indtrykkene af andre fortager sig, og jeg er under alle omstændigheder ikke slave af mine egne stjerner. >> Læs videre
Thailandske Prabda Yoons novellesamling, The Sad Part Was (opr. 2000), er et frisk og vittigt pust, som afmonterer de fordomme, den vesteuropæiske læser måtte have om thailandsk litteratur som lidt tung og traditionsbunden.
K og konen ferierer igen i Thailand her henover jul og nytår, og derfor er der selvfølgelig også en smule thailandsk ferielitteratur med i kufferten. >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
En sjov lille tekst, en pudseløjerlighed, men lige så tankevækkende, som den er kort. Og ikke uden aktuelle og relevante budskaber for vor tids optagethed af klima og økologisk balance.
Forlaget Virkelig udgav i 2016-2017 tre korte tekster i udgivelsesserien Bestiarium af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, alle oversat af Karsten Sand Iversen. Den ene, Bæreposeteorien om fiktion, omtalte jeg i går. Den anden, Sur, er endnu ikke i mit bibliotek, men det er “Akaciefrøenes forfatter og andre uddrag af Tidsskrift for Therolingvistisk Forening.” >> Læs videre
