Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Et brasiliansk skænderi af mytologiske dimensioner, emmende af magt og sex, iklædt sublime sproglige gevandter. Nyklassisk, brasiliansk forfatter er endelig oversat til dansk.
Raduan Nassar (f. 1935) er næppe et navn, der ringer klokker hos mange danske læsere. For mig var han ihvertfald helt ukendt indtil Jensen & Dalgaards udgivelse i går af hele to romaner fra hans hånd, begge oversat til dansk af altid gode Tine Lykke Prado. >> Læs videre
Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.
I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet. >> Læs videre
Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.
Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller. >> Læs videre
Yukio Mishimas Fædrelandskærlighed er et intenst, japansk kammerspil, på én gang erotisk og brutalt voldeligt. En sublim sproglig nydelse – hvis man ellers er i stand til at se bort fra Mishimas ultranationalistiske, højreorienterede ideologi og hans infantile fascination af samuraiernes krigeretos, som er markant tilstede på hver eneste side af novellen.
Normalt afholder jeg mig fra at tolke litterære værker i lyset af forfatterens biografi, men det er nærmest umuligt at læse Yukio Mishimas novelle Fædrelandskærlighed uden at sammentænke den med hans liv og ikke mindst død. >> Læs videre
Opfølgeren på Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket har mange temaer til fælles med forgængeren, men den er mere mørk og mere crazy. Men langt fra lige så god.
Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Denne talemåde kom mig i hu, da jeg i forbindelse med læsningen af japanske Sayaka Murata Earthlings (opr. 2018, eng. 2020) genlæste min egen anmeldelse af hendes Døgnkioskmennesket (opr. 2016, da. 2019). Den sidstnævnte var jeg ganske charmeret af, men jeg efterlyste, at Sayaka Murata ville udfolde de mørke undertoner i sit litterære univers lidt mere. >> Læs videre
Charmerende lille roman om “ruiner og gåpåmod, et sødligt stærkt anarki” i Anden verdenskrigs sidste måneder og den første efterkrigstid i Hamburg. Anbefales – også selv om du ikke er til currywurst.
Man skal ikke lade sig narre af den pudsige titel, for Uwe Timms succesroman handler ikke ret meget om currywurst. Men den glider ned alligevel – endda med fornøjelse, og eftersmagen er god. >> Læs videre
En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.
Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse. >> Læs videre
En på flere måder fin debutroman om sorgens forskellige former, og om forskellige måder at håndtere den på. For alvor grebet blev jeg dog kun sporadisk.
Umami er mexicanske Laia Jufresas debutroman fra 2015, som nu foreligger på glimrende dansk ved Ane-Grethe Østergaard (Skjødt Forlag). >> Læs videre
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.
Carlos Fuentes (1928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre
Ottessa Moshfeghs roman om en ung, på overfladen priviligeret, men deprimeret newyorker-kvinde, der beslutter sig for at sove et år væk på en cocktail af blandet narko, har kvaliteter, men får ikke indløst det ærinde, som den også kun måske har. Den er sine steder ganske vittig, men alt for lang, og mestendels kedelig.
Jeg var meget begejstret for amerikanske Ottessa Moshfeghs novellesamling Homesick for Another World. Lidt mindre begejstret for hendes romaner, McGlue og Eileen. Novelleformen synes at bekomme Moshfeghs åbenlyse litterære talent bedst, og det bliver kun bekræftet i hendes seneste roman My Year of Rest and Relaxation fra 2018. >> Læs videre
Tyrkisk semiklassiker fra den anatolske højslette om fattige bønders forgæves kamp mod skruppelløse, kapitalistiske storbønder. Velskrevet, livlig og humoristisk, men den politiske og social indignation tager magten over de litterære kvaliteter og får samlet set romanen til at fremstå lidt støvet.
Yashar Kemal (1923-2015) har status som en af Tyrkiet store, såkaldt folkelige forfattere. Han var i sin tid også nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, særligt for debuten, Memed, min falk (opr. 1955). Den står også i min reol i en engelsk oversættelse, men den venter jeg lidt med. >> Læs videre
Alting synes at flyde sammen i Hasan Ali Toptaş‘ sære roman om mystiske forsvindinger i en lille anatolsk landsby, glemt af både Gud og staten. Den er flot skrevet og udfolder efterhånden en vis fascinationskraft, men efter min smag er den også en tand for villet mærkelig og utilgængelig.
Realitet og fiktion, virkelighed og drømme, fortid og fremtid glider fra start til slut ud og ind ad hinanden i denne roman, som knap nok kan kaldes en fortælling, og hvori læseren ikke finder mange faste holdepunkter undervejs. >> Læs videre
Virginie Despentes’ roman om den tidligere så succesfulde pladespusher og dj, Vernon Subutex, og hans fald til det franske samfunds bund er rå, punket, fræk og humoristisk og særdeles velskrevet. Samtidig dog tynget af lige lovlig mange personer og sidehistorier, som gør dette første bind isoleret set til en lidt ufokuseret affære.
Franske Virginie Despentes (f. 1969) har et pænt stort forfatterskab bag sig, og en del af hendes bøger er også oversat til dansk. For mig er Vernon Subutex dog mit første bekendtskab med hende. Og lad mig bare afsløre fra begyndelsen, at det kalder på mere – selv om jeg i nogle henseender havde det lidt tungt med bogen. >> Læs videre
Et følsomt portræt af en ulykkelig, sekstenårig pige uden venner udvikler sig til et splatteragtigt voldsorgie i et supermarked. The Proof er et eksempel på argentinske César Aira, når hans vilde fantasi og hang til at overraske løber helt af med ham, og det bliver for meget.
Hvorfor er det, at jeg bliver ved med at læse César Aira, når jeg oftere end sjældent ender med at give ham lunkne ord med på vejen? >> Læs videre
César Airas måske-semibiografiske kortroman The Lime Tree om en barndom i Argentina i peronismens tegn har en vis charme, men den er for løst (tæt på sløset) komponeret til at være egentlig god.
Det er et egentlig et stykke tid siden, jeg læste The Lime Tree (og yderligere en lille Aira-bog – anmeldelse af denne følger snart). Men jeg har ikke lige fundet anledningen før nu til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse. Derfor bliver den også kort. >> Læs videre
“Der findes ikke løgn i litteraturen, i fiktionen, og jeg vil gå så langt som at sige at der ikke findes sandhed i det virkelige liv.”
Portugisiske Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke (opr. 2018), som udkommer på dansk i dag i Ole Eistrups udmærkede og letlæste oversættelse til dansk, er en roman om mange ting. Men især er det en roman om fortællingens kraft, om hvordan menneskene digter sig selv og hinanden – som forudsætning for overhovedet at kunne være mennesker. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En kortroman i lyrisk prosa om galskab, men også om seksualitet, kønnede magtstrukturer, social tvang og religion.
Det er ikke blevet til så meget med læsningen de seneste par måneder af forskellige grunde, og bagud med anmeldelserne er jeg også. Sådan er det nogle gange. Lidt bliver der dog læst, og ind i mellem endda også noget fremragende litteratur. >> Læs videre
Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.
Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden. >> Læs videre
H.N. Jacobsens boghandel er med sine 155 år på bagen ikke bare den ældste boghandel på Færøerne, men en af de ældste, eksisterende butikker på øerne.
Der er mange grunde til at besøge fantastisk fascinerende Færøerne. De færreste tager dog nok dertil for at bookshoppe – og det skal man heller ikke. Men når man alligevel er i Tórshavn som bibliofil, så er et besøg i H.N. Jacobsens Bókahandil uomgængeligt. >> Læs videre
Grotesker, gotik, fantastik, eventyr og science fiction. Færøske Hanus Kambans novellesamling Guldpigen spænder genremæssigt vidt. Desværre er kun et par af historierne rigtigt gode, mens de andre hurtigt fortaber sig i glemsel.
De ti noveller i Guldpigen (opr. 2011, på dansk i 2012 ved Kirsten Brix) er hurtigt læst. Jeg læste de fleste på den korte flyvetur til Tórshavn fra Billund for omtrent toenhalv uge siden. Desværre er de lige så hurtigt glemt. >> Læs videre
Kedelig færøsk krimi – kun marginalt interessant for handlingens omgivelser, hvis du har interesse for Færøerne.
Jógvan Isaksens Dødninge danser på sandet er den syvende bog på dansk i Isaksens krimiserie om journalisten Hannis Martinsson (som ifølge bogens klaptekst indtil nu omfatter i alt ti romaner). Det er dog ikke nødvendigt at have læst de foregående bøger for at følge med. Faktisk er det slet ikke nødvendigt at læse denne heller. Jeg var således ikke imponeret. >> Læs videre
Fin, afdæmpet chilensk kortroman om den kollektive erindring i en generation opvokset under Pinochetregimet – fortalt gennem en gruppe voksnes glimtvise drømme og erindringer om nogle afgørende år i deres barndom og ungdom i perioden 1980-1991.
Omfangsmæssigt er Space Invaders (opr. 2013) af chilenske Nona Fernández (f. 1971) snarere en novelle end en roman. Fraregner man blanke sider, er den kortere end 40 sider. Det, at den handlingsmæssigt udspiller sig over en flerårig periode, er dog ikke desto mindre med til at give den et romanagtigt præg. >> Læs videre
“Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.”
Citatet er af Anders Bylov Jensen (forlaget Sidste Århundrede) fra forordet til denne besynderlige og fascinerende antologi af danske noveller fra 1910’erne. Han og Anders Jørgen Mogensen (forlaget Escho) har gravet sig igennem danske tidsskrifter og bogudgivelser fra perioden 1910-1920 og søgt efter tekster, der kredser om det groteske i forskellige former. >> Læs videre
“ … alle vores mindesmærker blev brændt. I Hviderusland skal vi derfor bygge rædslens Jurassic Park, totalitarismens frilandsmuseum. Så kommer vi på verdenskortet takket være sække fulde af menneskeknogler, blod og materie.“
Tjekkiske Jáchym Topol (f. 1962) har begået en fremragende og alternativ roman om den europæiske erindring og bearbejdelse af Holocaust-traumet. >> Læs videre
Bolivia er relativt underrepræsenteret i danske oversættelser af latinamerikansk litteratur. Så allerede af den grund er udgivelsen af Liliana Colanzis (f. 1981) Vores døde verden tidligere på året en glædelig begivenhed. Tak til Forlaget Silkefyret og oversætterne Sabine Dueholmn Bech og Marie Groth Bastiansen.
Dertil kommer, at de otte noveller i samlingen er værd at læse. Eller: Sådan husker jeg ihvertfald, at jeg havde det, da jeg læste dem for to uger siden (der har været andre prioriteter på det sidste, så jeg er lidt bagud med anmeldelserne). >> Læs videre
“Livets glæder består i at tage en lur, når og hvor man har lyst, og det eneste, jeg ønsker her i livet, er at se landskabernes skønhed på de forskellige årstider.”
Hvis jeg ikke vidste bedre, så var det lige før, at jeg kunne have fundet på at tilskrive ovenstående citat Benny Andersen. Men så viser det sig, at det stammer fra en japansk eneboer i 1200-tallet. >> Læs videre
Normalt læser jeg ikke mange børnebøger, slet ikke billedbøger, men da forlaget Jensen & Dalgaard tilbød mig at læse med på den danske udgivelse af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien (opr. 1945), blev jeg alligevel nysgerrig – al den stund, at jeg var meget begejstret for Buzzatis voksenroman Tartarernes ørken.
Bjørnene fra Sicilien præsenterer sig som en mytologisk fortælling fra “tidernes morgen dengang, / da dyr de var gode som dagen er lang, / men mennesker til gengæld feje og snu, / og Sicilien slet ikke var som nu.” >> Læs videre
Herlig, gakket sovjetisk satire, som trods sine næsten 100 år på bagen sagtens kan læses med fornøjelse i dag, selv om tidens tand ikke er gået sporløst hen over den.
Forfatteren og dramatikeren Mikhail Bulgakov (1891-1940) har status som en af det hedengangne Sovjetunionens største satirikere. Af ham har jeg tidligere læst hovedværket Mesteren og Margarita (opr. 1928-1940), som jeg husker som vidunderligt rablende og aldeles udsyret. >> Læs videre
Novelleformen passer Georgi Gospodinov godt, og selv om samlingen her ikke er helt på højde med romanerne, så er den i høj grad værd læseværdig.
Jeg var begejstret for bulgarske Georgi Gospodinovs to romaner, der er oversat til dansk som En naturlig roman (opr. 1997, da. 2006/2018) og Melankoliens fysik (opr. 2012, da. 2017). Og jeg er også begejstret for hans noveller i Helle Dalgaards flotte fordanskning. >> Læs videre
