Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.
Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem. >> Læs videre
En sengeliggende, psykotisk mand er i sine hallucinationer omgivet af en hær af lilleputianere. En kvinde begraver sit nyfødte barn levende under en stendynge. En mand kaster sig ud ad vinduet i desperation over at blive forladt af sin kone (eller var det influenzaen?). To alkoholikere mødes i en kø til en ølkælder og kærlighedsforholdet varer en nat, til hun opdager, at han er sengevæder.
Ljudmila Petrusjevskajas noveller emmer af sort, grotesk humor. Men ikke for dens egen skyld. Gennem hver eneste historie løber en tråd spundet af sort alvor. >> Læs videre
Den sene Tolstojs roman om den tjetjenske frihedshelt Khadzji-Murat skal selvfølgelig læses, hvis man er Tolstoj-fan og vil have det hele med. Og den har højdepunkter nok til, at jeg kan anbefale den. Men der er helt sikkert andre og bedre steder at starte, hvis man stadig har sit første møde med mesteren til gode.
“Verdens bedste historie,” er den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom citeret for at have kaldt Lev Tolstojs roman om den tjetjenske oprørshelt Khadzji-Murat. Det er jo noget af et skudsmål. Nu kender jeg ikke den fulde sammenhæng, som Blooms citat er revet ud af, men det er nok ikke et udtryk, jeg selv ville have brugt. >> Læs videre
Somalisk, muslimsk LGBT-fiktion. Ikke noget, jeg plejer at gøre det så meget i. Måske derfor overraskede somalisk-britiske Diriye Osmans novellesamling mig så meget mere positivt. Samlingen fremstår måske en smule rå og upoleret, men til gengæld også frisk, intens, energifyldt og troværdig. Diriye Osman har noget på hjerte. Og han kan skrive.
Fairytales for Lost Children består af elleve noveller, varierende i længde fra blot to sider og op til 34. I novellerne giver Diriye Osman (f. 1983) stemme til unge bøsser, lesbiske, crossdressere og transvestitter med somaliske rødder. Nogle af dem udspiller sig i Somalia, hvor Osman selv er født. Andre i Kenya, hvortil hans familie flygtede fra borgerkrigen i Somalia i begyndelsen af 1990’erne. Og atter andre i London, hvor familien senere flyttede til i 2001, og hvor Osman i dag er bosiddende. >> Læs videre
Mordet i Orientekspressen tilsat undergangsstemningen fra Titanic. Sådan forestiller jeg mig, at den liechtensteinske forfatter Armin Öhri gerne havde set sin kortroman om zeppelineren Hindenburgs katastrofale sidste rejse i 1937 beskrevet. Men ambitioner er ikke alt, og de indfris desværre ikke her.
Det hører til sjældenhederne, at jeg læser bøger på tysk, endsige forsøger at anmelde dem her på siden. Det skyldes, jeg ikke er særlig god til tysk. Hvilket egentlig ærger mig lidt, da tysk er et smukt sprog, ikke mindst på skrift. >> Læs videre
Litterært eksperimenterende armensk-fransk roman om fremmedgørelse og rodløshed blandt armenske studerende i Paris i 1920’erne. Særdeles velskrevet, tematisk og formmæssigt interessant. Men også lidt mere udfordrende komponeret end den måske havde behøvet at være.
I april læste jeg en række modernistiske tyrkiske forfattere (alle virkelig gode eller aldeles fremragende – tjek mine anmeldelser af Atılgan, Tanpınar, Karasu og Pamuk, hvis du ikke allerede har været der).
The Candidate (opr. 1967) af den fransk-armensk-tyrkiske forfatter Zareh Vorpouni (1902-1980) ligger i fin forlængelse heraf både stilistisk og tematisk. Stilmæssigt er der således tale om et i allerhøjeste grad modernistisk og litterært eksperimenterende værk ikke ulig de nævnte tyrkiske forfattere. >> Læs videre
Englenes ensomhed af haitiansk fødte Myriam J. A. Chancy er en farverig, ekspressionistisk kollektivroman om forbundethed og spiritualitet fortalt på et bagtæppe af Haitis nyere, blodige historie. Rummer nogle godt tegnede portrætter, men også nogle mindre vellykkede. Og så er den for lang og sprogligt lidt for overlæsset for min smag.
Romanen er fortalt fra fire personers perspektiv på skift (fem, hvis man medregner det sidste kapitel) på tværs af to generationer i en haitiansk familie. >> Læs videre
En skandale! En veritabel litteraturhistorisk skandale! Ja, næsten en forbrydelse! Dét er, hvad det er, at den moderne tyrkisk litteraturs mester, Ahmet Hamdi Tanpınar, aldrig er blevet oversat til dansk. Og at han i øvrigt også i den engelsksprogede litterære verden synes næsten overset. Det må stoppe nu! Tanpınar har et format og en tyngde, der burde sikre ham en plads blandt de allerstørste litterære satirikere og analytikere af den moderne tilstand.
Lad mig dog retfærdigvis starte med en tilståelse: Indtil for bare to uger siden havde heller ikke jeg nogensinde hørt (eller ihvertfald nogensinde bidt mærke i) navnet Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1962). Jeg stødte på hans navn blandt de forfattere, den i Danmark helt anderledes kendte og læste Orhan Pamuk nævner som en af sine store inspirationskilder. Og da jeg faldt over The Time Regulation Institute (opr. udgivet i 1962, engelsk oversættelse fra 2013) i en boghandel under min netop afsluttede ferie i Tyrkiet, kom den med hjem. >> Læs videre
Når tyrkiske Bilge Karasu er bedst i disse historier, bringer han tankerne hen på Borges, Kafka eller Calvino. Når han er mindre god, er han lidt lang i spyttet. Under alle omstændigheder dog et særdeles interessant bekendtskab med endnu en repræsentant for tyrkisk modernistisk litteratur.
The Garden of Departed Cats (opr. 1979, engelsk udgave 2004) er en samling af tolv forskellige fortællinger, skrevet henover perioden 1969-1977, her samlet via en trettende fortælling, der er brudt op i korte kapitler og indlagt mellem de tolv øvrige historier som en slags litterært mellemlægspapir. >> Læs videre
Hvis ikke andre allerede havde kaldt Yusuf Atılgan for en tyrkisk William Faulkner, så ville jeg have gjort det. For så god er han. Motherland Hotel er et modernistisk mesterstykke. Men læseren skal være klar til at blive sat på arbejde.
K & konen er i Tyrkiet, og med på ferie har man et udvalg af nogle af Tyrkiets vigtigste modernistiske forfattere. Jeg lagde ud med at læse Orhan Pamuk, nu er det blevet Yusuf Atılgans tur, og klar i feriekufferten ligger Bilge Karasu, som i dag fik selskab af Ahmet Hamdi Tanpınar, som bød sig til på boghylderne i en museumsbutik i Göreme. >> Læs videre
En uhyre velskrevet allegorisk roman om både det moderne og det klassiske Tyrkiet, om Tyrkiet som grænselandet mellem Europa og Asien. Også en mysticistisk roman om litteraturens kraft, om farerne ved religion, ideologi og filosofi – og kærlighed. En roman, der ville have været et mesterværk, hvis den ikke havde været for lang.
“En dag læste jeg en bog, og hele mit liv var forandret.” Sådan lyder den første sætning i Orhans Pamuks roman Det nye liv (opr. 1994, på dansk ved Henning Goldbæk 2007). Og dén sætning er så at sige både afsæt og omdrejningspunkt for hele romanen. >> Læs videre
En sine steder medrivende fortalt, allegorisk historie om fortællingens kraft og om modsætninger og skyggesider i det moderne Saudi-Arabien. En roman med mange gode takter, som dog også spænder lidt ben for sig selv i kraft af at være lidt for konstrueret.
Wolves of the Crescent Moon af saudiske Yousef Al-Mohaimeed (f. 1964) udfolder sig omkring tre menneskeskæbner i Riyadh: Beduinen Turad, der mangler et øre. Hittebarnet Nasil, der mangler et øje. Den afrikanske slave og eunuk Tawfiq, der mangler … ja, dét, som eunukker mangler. >> Læs videre
En ikke uinteressant roman fra Bhutan, som især udmærker sig ved sine reflektioner over kvinders forhold i landet og de dynamikker, der er med til at reproducere traditionelle kønsstrukturer. Som roman betragtet lider den dog lidt under, at fortællingen i en del passager synes underordnet forfatterens intention om antropologisk formidling.
The Circle of Karma af den bhutanesiske forfatter, Kunzang Choden (f. 1952), er en kronologisk fortælling om kvinden Tsomos liv. Hun vokser op som datter af en præst i en unavngiven landsby i Bhutan på et eller andet tidspunkt i sidste halvdel af det 20. århundrede. >> Læs videre
En fortvivlende barsk fortælling fra Sierra Leone efter borgerkrigen. Om genopbygning og forsoning. Og om fornyet destruktion i modernitetens vold. Grænsende til mytisk i sin form og samtidig konkret, historisk forankret. Og frem for alt smukt skrevet.
Ishamel Beah (f. 1980) skriver rasende godt, enkelt og smukt. Hans roman om Sierra Leone i tiden efter borgerkrigen i 1990’erne er en konkret historie om menneskeskæbner, man kan leve sig ind i, glæde sig sammen med og frustreres og fortvivles sammen med. >> Læs videre
Mehluli Nxumalos novellesamling fra Swaziland og Sydafrika overrasker positivt i kraft af sin humor og sit satiriske blik på Apartheid og andre arvestykker fra den europæiske imperialisme. Men de fleste af novellerne er noget ujævne i det.
For at være helt ærlig, så havde jeg ikke forventet mig meget af The Fabulist’s Bindle. Jeg var mest ude efter at få et flueben ud for Swaziland i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger. >> Læs videre
Reading the Ceiling af gambiske Dayo Forster er en roman i genren: Hvordan ville historien have udviklet sig, hvis hovedpersonen i en bestemt afgørende situation havde truffet det ene, det andet eller tredje valg?
For hovedpersonen og jeg-fortælleren i Reading the Ceiling (2007), den gambiske pige Ayodele, indtræffer denne afgørende valgsituation på hendes 18-års fødselsdag. Det er den dag, hun selv har udset til at blive dagen, hvor hun bliver rigtig voksen, hvilket i hendes egen optik betyder, at hun skal have sex med en mand. >> Læs videre
Nogle gange kan man jo godt lige få behov for en pause fra den tungere finlitteratur for i stedet af slappe af med en let omgang nyere, nigeriansk seriemorder-thriller-familiesaga-trekantsdrama. Og når sådan en trang kommer over én, så er det godt at have Oyinkan Braithwaites My Sister, the Serial Killer (2018) ved hånden.
Jeg tilstår, at jeg ene og alene købte denne roman på grund af dens seje, herligt pulpede omslag, der matcher titlen så fint. Tilsammen gav det mig som læser forventning om en omgang lettere greasy krimiunderholdning med høj puls og et passende skvæt selvironi. >> Læs videre
Som ikke-portugisisklæsende verdenslitteraturlæser må man være glad og taknemmelig for, at det overhovedet er muligt at opdrive skønlitteratur fra São Tomé og Príncipe på engelsk. Af den grund er jeg glad og taknemmelig for at fundet og læst Gervásio Kaisers noveller. Men ikke af så mange andre grunde.
Publiceret og oversat skønlitteratur af forfattere fra den lille vestafrikanske østat Den demokratiske Republik São Tomé og Príncipe er ikke ligefrem noget, man vader rundt i til anklerne i de fleste boghandeler, fysiske eller virtuelle. Som led i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger, har São Tomé og Príncipe således budt på lidt af en udfordring. Jeg har søgt og søgt, men uden virkeligt held. Der er nogle få titler på portugisk af saotomesiske forfattere derude, men det rækker mine sprogkundskaber ikke til. >> Læs videre
Politisk satire fra Burkina Faso er ikke det, man støder på alleroftest. Måske fordi regimekritikere i landet har en lav overlevelsesrate. Således også også forfatteren og journalisten Norbert Zongo (1949-1998), som blev myrdet af det burkinske styre for sin kritiske journalistik.
Norbert Zongos roman The Parachute Drop (opr. udgivet på fransk i 1987, udgivet på engelsk i 2004) er en satire over despotiske, afrikanske regimer. Romanen foregår i det fiktive vestafrikanske land, Watimbow, en étpartistat ledet af præsident Gouamba, understøttet af den tidligere kolonimagt, Frankrig. >> Læs videre
Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre.
Hos Forlaget Skjødt kalder de Andrés Barba for “vores spanske darling.” Det kan jeg godt forstå, for han er pokkerme god – bedømt på de to af hans bøger, der hidtil er oversat til dansk, Lysende republik (opr. 2017), der udkom på dansk i efteråret 2018, og den aktuelle Små hænder (opr. 2008), som udkom i denne uge. Begge er flot fordanskede af Ane-Grethe Øsergaard. >> Læs videre
The Bone Readers er en ikke helt almindelig krimi fra et fiktivt caribisk øsamfund (som meget vel kunne være inspireret af forfatterens fødeø, Grenada). Meget velskrevet og båret af gode miljøbeskrivelser og et kritisk blik på de sociale og politiske forhold i regionen. Men også lidt rodet og hakkende i kompositionen.
Som det vil være følgere af disse bognoter bekendt, er det ikke så tit, at jeg læser krimier/thrillere. Denne her har da også kun fundet vej til min læseliste, fordi jeg var lidt i bekneb for at finde romaner fra Grenada (og det er så ikke helt rigtigt: I min reol står også Angel af Merle Collins, som jeg ikke har grund til at tro, er andet end god, men jeg orkede ikke lige en lidt for tyk generationsroman, så nu fik Jacob Ross lov til at løbe med prisen). >> Læs videre
Amerikanske Sherwood Andersons Mange ægteskaber fra 1923 fremstår på flere måde lidt bedaget i dag, men den har nu stadig noget over sig, først og fremmest på grund af Andersons sprog.
Mange ægteskaber er endnu en klassiker, som jeg har lyttet til som lydbog. Sherwood Anderson (1876-1941) er en del af den amerikanske litterære kanon, men jeg har faktisk ikke læst noget af ham før. Hans mest kendte værk er novellesamlingen Winesburg, Ohio (1919), som står i kø i min reol blandt en mængde andre amerikanerne. >> Læs videre
Ja, Jane Austen har jo klassikerstatus, så hende skal man jo læse noget af. Den pligt har jeg så opfyldt nu …
Jeg har tidligere forsøgt mig med Jane Austens Pride and Prejudice, men jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på den og opgav efter 130 sider (kan jeg se på et efterladt, blegnet bogmærke). Der skete simpelthen for lidt over for mange sider. >> Læs videre
Hvad er sandheden om et menneske? Hviler den hos den enkelte selv, skaber vi vores egen identitet i kraft af vores egne handlinger, ønsker og drømme? Eller er sandheden om et menneskes liv i virkeligheden et broget kludetæppe sammensyet af andres forestillinger, rygter og sladderhistorier om dette menneske?
Dette grundlæggende identitetsfilosofiske spørgsmål er omdrejningspunktet for Agymah Kamaus roman om livet i en lille caribisk østat, der forbliver anonym romanen igennem, men meget vel kunne være inspireret af Kamaus fødeland, Barbados.
Pictures of a Dying Man begynder med en død mand. Gladstone Augustus Belle findes død i sit hjem, hængende i et reb fra en loftsbjælke. Spørgsmålet er: Hvorfor har han begået selvmord? For at svare på dét spørgsmål må fortælleren i romanen først afsøge svaret på et andet: Hvem var Gladstone Augustus Belle? >> Læs videre
Civilisationssammenstød over en elevator på piazza Vittorio er en lille, let krimikomedie. Mere komedie og social satire end krimi, men ikke så let, at den ikke også indeholder et par alvorlige reflektioner over integrationsspørgsmålet i det moderne Italien.
Den algierskfødte, italienske forfatter, Amara Lakhous (f. 1970) fik en uventet succes med denne lille krimikomedie, som udkom første gang i 2006. Den har solgt usædvanlig godt i Italien og er oversat til adskillige sprog, herunder dansk. >> Læs videre
Puertoricansk, postmodernistisk, politisk-litterært mund-diarré featuring Zarathustra, Hamlet og hans mor, Segismundo og hans far, Sokrates, Frihedsgudinden og mange flere …
Puertoricanskfødte Giannina Braschis United States of Banana – som jeg knap nok ved, om jeg skal kalde en roman eller noget andet – er opdelt i to distinkte dele. Den første og korteste del, Ground Zero, har nærmest karakter af en række korte essays, som alle har løseligt afsæt i terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. >> Læs videre
Karneval og calypso på Trinidad. Mere caribisk-romantisk bliver det vel ikke? Men der er ikke meget romantik over Earl Lovelaces portræt af livet i et af Trinidads slumkvarterer i 1960’erne. Til gengæld er The Dragon Can’t Dance en virkelig god, om end lidt tung, roman.
The Dragon Can’t Dance er en slags kollektivroman om en gruppe beboere i slumkvarteret Calvary Hill i San Juan, en forstad til Port-of-Spain, hovedstaden i Trinidad og Tobago. >> Læs videre
Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.
Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre
En ikke helt ueffen udviklingsroman om at vokse op som homoseksuel, sort caribier på en ø, der minder om St. Vincent.
Spirits in the Dark (1993) var H. Nigel Thomas’ (f. 1947) debutroman. Den foregår – ligesom flere af hans senere værker – på den fiktive vestindiske ø, Isabella, som på mange måder ligner forfatterens fødeø, St. Vincent. >> Læs videre
Marlon James’ roman om slaveriet på Jamaica omkring år 1800 er langt mere end “bare” endnu en slaveroman. Det er en på nogle måder helt traditionel, på andre måder helt utraditionel, men i alle henseender aldeles fremragende roman.
Jamaicansk fødte Marlon James (f. 1970) brændte for alvor igennem på den internationale litteraturhimmel i 2015, da han vandt årets internationale Man Booker-pris med romanen A Brief History of Seven Killings (2014). Før da havde han dog allerede høstet betydelig anerkendelse for to romaner. >> Læs videre
