Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Amalie Smiths nye roman om marmorkvinden Marble er ambitiøst og originalt tænkt, men den kommer desværre ikke ind under marmoroverfladen.
Ideen med Marble er spændende og sympatisk, og jeg ville gerne have været mere begejstret for denne bog. Men det meste af historien lod mig underligt uberørt.
Romanen starter mystisk med en slags skabelsesberetning: >> Læs videre
Den offentlige debat om forholdet mellem embedsmænd og politikere svinger for tiden forvirret mellem to modsatrettede positioner:
På den ene side “Yes, minister”-opfattelsen, som baserer sig på den forestilling, at politikerne er i lommen på centraladministrationens embedsmænd, som har deres egen langsigtede dagsorden og bruger deres vidensmonopol til i det skjulte at dukkeføre ministeren og regeringen – eller ihvertfald til at installere en konservativ træghed i systemet. For dem, der abonnerer på denne forestilling, synes det impotente og bizarre svar primært at være flere politisk ansatte rådgivere og spindoktorer, som kan hjælpe ministeren med at styre embedsværket.
På den anden side den stik modsatte opfattelse, at embedsapparatet tværtimod er alt for politiseret: At de embedsmænd, som skulle være uvildige rådgivere, i realiteten hopper og springer for den til enhver tid siddende minister og beredvilligt lader deres faglighed spænde for en politisk vogn med det formål at manipulere Folketinget og offentligheden til at tjene regeringens politiske interesser. >> Læs videre
Eugen Ruge (f.1954) var ham med den eminente generationsroman om DDR’s historie, I tider med aftagende lys (2012, på dansk 2013). Så det var med ret høje forventninger, jeg gik i gang med Ruges seneste, Cabo de Gata.
Forventningerne indfris, også selv om Cabo de Gata er “en lille bog” sammenlignet med forgængeren I tider med aftagende lys. Her finder man ikke det store persongalleri eller det historiske swung – om end historien i form af opløsningen af DDR klinger svagt med i baggrunden som en del af bogens stemning af desillusion og melankoli).
Men det er ikke desto mindre en meget velfortalt, meget fin og meget ren, lille historie, som det er en fornøjelse af læse. >> Læs videre
“Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage” (Jørgen Leth, Det perfekte menneske, 1967).
Gider nogen virkelig læse en bog om Jørgen Leth? Det troede jeg ikke, at jeg gjorde – men der tog jeg faktisk fejl, ihvertfald delvist.
Finn Jannings bog Den gavmilde digter har undertitlen Et essay om Jørgen Leth. Og dét er bogen på den ene side også – og på den anden side er den det ikke.
På den ene side fylder Jørgen Leth således meget i bogen – Leth som person, som kunstner, digter, filmskaber, som cykelkommentator og – måske mere overraskende for de fleste – som etiker. Ingen tvivl om, at Leth er Jannings helt (én af dem), og Janning leverer ganske glimrende analyser af store dele af Leths værk.
På den anden side skriver Janning ikke så meget om Leth, som han bruger Leth som anledning, som en indgang og en inspiration til en personlig refleksion over dét at være i livet og forholde sig etisk til det. >> Læs videre
Imponerende flot tegnet og lige så imponerende ringe skrevet tegneserie om skyttegravskrigen 1914-1918.
Vi er stadig i 100-året for udbruddet af 1. verdenskrig, og der bliver ved med at komme udgivelser i den anledning. I sidste måned udgav Faraos Cigarer en flot, dansk udgave af Jacques Tardi og Jean Verneys Putain de Guerre! (oprindeligt udgivet på fransk i to bind i 2009 og 2010, men samlet i ét bind her i den danske udgave).
Det er en blandet fornøjelse på flere måder. Tardis tegninger er fantastisk flotte i både streg og farvelægning. Næsten hver eneste tegning er et lille kunstværk i sig selv, som man kunne hænge på væggen i stort format. Hvis det ellers ikke lige var fordi, de er så grumme og deprimerende at se på. >> Læs videre
Lidt sær, meget litterær og muligvis ikke for enhver – men for pokker, hvor er han rent faktisk god, ham Roberto Bolaño, som jeg er gået uden om lidt for længe!
Det er han ihvertfald her i Nocturne fra Chile (opr. 2000, på dansk 2013). Romanen er fortalt som én lang rablende, febersyg enetale af den katolske pater Sebastián Urrutia Lacroix, som ligger på sit dødsleje og ser sit liv passere forbi. Med pateren som prisme får vi fortalt Chiles moderne historie og ligesom i Bolaños tidligere roman, Fjern Stjerne (opr.1996), er der fokus på litteraturen og diktaturet, på kunsten i politikkens tjeneste. >> Læs videre
Ny novelle af Hilary Mantel meldt til politiet af britisk Lord – for dårlig smag.
Hilary Mantel har som den eneste kvindelige forfatter nogensinde vundet den anerkendte britiske litteraturpris, The Man Booker Booker Prize, to gange for sine to historiske romaner om Thomas Cromwell fra Henrik den 8.’s tid: Wolf Hall fra 2009 (som vi ikke var så begejstrede for her på K’s bognoter) og Bring Up the Bodies fra 2012. En treer i serien er på vej.
Inden for den seneste måned har Hilary Mantel imidlertid bragt konservative britiske sind i kog – i en grad, så det sågar har bragt hende en politianmeldelse på halsen. Anledningen er Mantels seneste novellesamling (udgivet 30. september 2014), nærmere bestemt titelnovellen The Assassination of Margaret Thatcher, August 6th 1983 , som blev bragt i The Guardian den 19. september 2014 (læs den i sin helhed her). >> Læs videre
En meget personlig tekst om tab, sorg og søgen.
Ulla Thøgersen er lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet og har en del fagfilosofiske udgivelser bag sig om blandt andet ‘kroppens filosof’, Merleau-Ponty. Spejl er hendes skønlitterære debut.
Thøgersen skriver selv om udgivelsen, at hun i arbejdet med teksten bevidst har trukket på sin filosofiske baggrund og især den fænomenologiske tilgang. For læseren træder det også frem i kraft af tekstens fokus på at beskrive stemninger og følelsesmæssige oplevelser knyttet til kroppen og konkrete genstande som holdepunkter og anledninger til erindringer. >> Læs videre
Havde jeg egentlig ikke proklameret, at jeg var færdig med Murakami efter skuffende læseoplevelser med Kafka på stranden og især den overvurderede 1Q84, spørger den trofaste læser af disse bognoter måske? Jo, det havde jeg, og med god grund. Hvorfor har jeg så alligevel besværet mig med den seneste Murakamiroman, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår?
Der er ikke andet svar, end at jeg er til fals for lækker indpakning. Det er også grunden til, at jeg har læst den engelske udgave, Colorless Tsukuru Tazaki and his Years of Pilgrimage, selv om romanen også netop er udkommet på dansk. Jeg faldt for den lækre, engelske hardback-udgivelse med dens smukke indbinding præget af et farvestrålende kort over Tokyos tog- og metronet indpakket i et mestendels gråt smudsomslag med åbninger, der giver et løfterigt kig ind til kortet og de røde, blå, hvide og sorte striber, der løber som en tråd gennem hele bogen.
Men ak, romanen er desværre lige så farveløs, som titlen antyder. Jeg kedede mig bravt. >> Læs videre
Hospitalsroman om en levertransplantation.
Tyske David Wagner (f.1971) har med afsæt i sit eget sygdomsforløb begået en overordentlig fin og dybt personlig roman om at leve med en dødelig leversygdom, om at vente på muligheden for en levertransplantation (det vil sige: vente på, at et andet menneske med en sund lever skal dø) og om efter transplantationen at vågne op med noget af et andet og ukendt menneske i sig. >> Læs videre
Den nye Helle Helle-roman er meget Helle Helle-agtig. Og det er godt, for der er ikke mange, der skriver bedre dansk hverdagsrealisme end Helle.
Det er som altid en fornøjelse af læse Helle Helles knappe, præcise prosa. Hun kan noget særligt med sproget. Helles sprog gør sig ikke til, er ikke tynget af kunstlet selvbevidsthed om sin egen fortræffelighed, det forekommer let og ubesværet, men er ikke desto mindre skarpt og uhyre præcist doceret. På linjerne står lige præcis, hvad der skal stå, og ikke mere. >> Læs videre
Efter succeserne med De vilde detektiver og 2666 er der kommet gang i oversættelsen af chilenske Roberto Bolaños (1953-2003) tidligere værker til dansk. Seneste udgivelse af den relativt korte roman Fjern Stjerne (oprindeligt udgivet i 1996).
Fjern stjerne er en litterær udforskning af de intrikate forbindelser mellem kunst og politik, æstetik, (selv)iscenesættelse og vold. Bogens omdrejningspunkt er den fiktive chilenske digter, fotograf, pilot og massemorder Alberto Ruiz-Tagle alias Carlos Wieder.
Bogen starter i et poesiværksted i Santiago de Chile i begyndelsen af 1970’erne under Salvador Allende, før Pinochets militærkup i 1973. Her møder bogens unavngivne jeg-fortæller den mystiske Alberto Ruiz-Tagle, som skriver middelmådige, upersonlige digte, men alligevel fascinerer de andre digterspirer, især de kvindelige. >> Læs videre
Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at mærke efter i dig selv! Det er nogle af de gode råd i Svend Brinkmanns på én gang ironiserende og helt seriøse karikatur på en selvhjælpsbog, som udkom i går på Gyldendal.
Svend Brinkmann (f.1975) er professor i psykologi på Aalborg Universitet m.m. Hans ærinde med denne lille debatbog er at stille kritisk spørgsmålstegn ved det, han kalder “tidens udviklingstvang” i vores “accelererende kultur”, og anvise metoder til at modgå den.
Brinkmanns diagnose er, at vi lever i en kultur, hvor menneskene har fået fødder i stedet for rødder: Samfundet stiller bestandige krav om, at vi hele tiden skal bevæge os, hele tiden være i udvikling – i arbejdslivet, i i kulturlivet, i fritiden, i parforholdet. >> Læs videre
“Alle dem, der mente, at krigen snart fik ende, var for længst døde. I krigen, naurligvis.”
Således indleder Pierre Lemaitre (f.1951) sin stærkt underholdende roman Vi ses deroppe, som tager sin begyndelse ved den fransk-tyske front i 1. Verdenskrigs allersidste dage.
Her møder vi romanens tre hovedpersoner, hvis skæbnetråde knyttes sammen under deres sidste slag i krigen og forbliver forbundne i de første efterkrigsår under genopbygningen af Frankrig:
Der er den nervøse, ikke specielt kvikke, men på sin egen vis retskafne og samvittighedfulde Albert Maillard, hvis skæbne besejles, da han ved et tilfælde opdager, at hans befalingsmand, romanens skurk, den skruppelløse løjtnant Henri d’Aulnay-Pradelle har myrdet to af sine egne mænd for at opildne de krigstrætte, franske soldater til et sidste stormløb mod tyskerne.
Og så er der Édouard Péricourt, som redder Alberts liv under slaget, men under redningsaktionen selv såres livstruende og kommer ud af krigen med de mest forfærdelige og bizarre vansiringer. >> Læs videre
Ny sympatisk dansk krimi er velskrevet og i lange stræk ganske medrivende læsning, men også lidt tung i plottet.
Eremitten indeholder mange af de klassiske krimiingredienser: En forhutlet og fordrukken helt; et lokalt politi, der helst vil begrave en besværlig sag; en tilsyneladende banal intrige, der viser sig at trække tråde ind i et større konspiratorisk komplot; en biljagt, lidt sex og lidt vold. For så vidt angår det sidste, er bogen sympatisk fri for de meget udpenslede og ubehagelige voldsscener, som ellers synes at være en nødvendig ingrediens i de fleste moderne krimier.
Bogen adskiller sig i det hele taget fra mainstream-krimien ved, at hovedvægten ligger mindre på krimiintrigen og den udvendige spænding og mere på personkarakteristikken, først og fremmest af titelpersonen Erhard Jørgensen, kaldet Eremitten. >> Læs videre
Labyrintisk, hallucinatorisk, iransk antikrigsroman er fascinerende, men måske også mere kompleks og svært tilgængelig, end den behøvede at være.
Jeg gætter på, at den iranske forfatter Mahmoud Dowlatabadi (f.1940) er ukendt for de fleste. Det var han ihvertfald for mig, da jeg tilfældigt faldt over denne, hans senest udgivne roman, lokket af det elegante omslag. Men Dowlatabadi har faktisk et relativt stort forfatterskab bag sig, hvoraf en del romaner er oversat til engelsk (ingen til dansk).
I forordet til den engelske udgave af Thirst (oversat fra farsi) kan man bl.a. læse, at Dowlatabadi i 1974 blev arresteret af shahens hemmelige politi. Da han spurgte, hvad hans forbrydelse var, fik han svaret: ‘Ingen, men alle vi arresterer, synes at have eksemplarer af dine romaner på sig, og det gør dig til en revolutionær provokatør.” Det blev til to års fængsel. >> Læs videre
Dostojevskij i Afghanistan – tilsat en omvendt Kafka med skrue….
Den afghansk-franske forfatter Atiq Rahimi benytter sig i Fanden tage Dostojevskij af et velkendt litterært trick, nemlig at tage en kendt litterær figur og omplante den til en anden tid og et andet sted. Her er det Dostojevskijs figur fra romanen ‘Forbrydelse og straf’ fra 1866 (kendt fra K’s top 20), studenten Rodion Raskolnikov, som i starten af romanen myrder en gammel pantelånerske og herefter må gennemgå en plagsom moralsk erkendelsesproces i fængselet frem mod at angre sin synd.
Hos Rahimi er scenen skiftet fra Sankt Petersborg i midten af 1800-tallet til Kabul på et tidspunkt kort efter ophøret af den sovjetiske besættelse af Afghanistan i 1989, hvor borgerkrigen er brudt ud og mujahedinernes rædselsregimente på vej. Raskolnikov hedder Rassul, en ung mand, som på grund af sin kommunistiske far har studeret i Sovjetunionen under besættelsen og der har stiftet bekendtskab med Dostojevskij. >> Læs videre
Jeg faldt forleden over denne danske antologi fra 2010 i den fine københavnske boghandel Tranquebar, som havde den udstillet et passende iøjnefaldende sted. Og jeg måtte bare have den med hjem, ikke på grund af vakte forventninger til det litterære (de var ingen, hverken positive eller negative), men alene på grund af indpakningen:
En lille, enkel, men lækker, brun, riflet papæske indeholdende 9 små hæfter eller omslag (i størrelse omtrentligt som en CD-booklet), hver med et fotografi af samme fotokunstner på forsiden. Ja, jeg indrømmer det, jeg er et simpelt menneske, og den simple glæde ved at kunne åbne en æske og finde den fyldt med alle mulige, spændende særskilte ting, var hele grunden til at købe denne udgivelse med hjem.
Den lækre indpakning er et eksempel til efterfølgelse på, hvilken vej forlagene givetvis er nødt til at gå, hvis det også i fremtiden skal kunne lade sig gøre at sælge fysisk litteratur på rigtigt papir – med eller uden papæske. >> Læs videre
Saunders er vild. Vildt sej. Overraskende original. Og mærkelig, meget mærkelig….
Jeg tror, at George Saunders med denne sin seneste novellesamling, Tenth of December (2013), endegyldigt har kureret mig for min ellers mangeårige modvilje mod noveller. Alle historierne i denne samling har ihvertfald lige præcis den længde, de skal have (fra den ultrakorte Sticks på lige godt én side til den 60 sider lange The Semplica Girl Diaries). Og de er næsten alle sammen af højeste litterære klasse.
En del af novellerne i denne samling er nærmest Kurt Vonnegut-agtige i deres kombination af sort humor, samfundssatire og mild futurisme: >> Læs videre
Hylende morsom, helt gakket og ikke desto mindre langt hen ad vejen historisk velfunderet roman om den legendariske hvide, amerikanske slaveribekæmper John Brown.
John Brown forsøgte i slutningen af 1850’erne at starte et oprør mod slaveriet i USA. Han var fanatisk abolitionist og overbevist om, at vejen til befrielsen af de sorte og slaveriets ophævelse måtte gå gennem vold og krig.
John Brown hærgede rundt i Kansas og Virginia med sin lille “hær” af aldrig mere end 10-20 tvivlsomme våbenføre mænd, kulminerende med et storslået, men også selvmorderisk angreb på det føderale våbenlager i byen Harpers Ferry i 1859. >> Læs videre
David Mitchells seneste roman imponerer med sin historiske detaljerigdom, men skuffer med et for løst sammenhængende og for kulørt plot.
Mitchell fik et internationalt gennembrud for nogle år siden med Cloud Atlas (da. Skyatlas), som jeg dog ikke har læst. Med Jacob de Zoets tusind efterår forsøger han sig i den historiske romangenre.
Romanen foregår i Japan, primært på og omkring Det Hollandsk Osindiske Kompagnis handelsstation i Japan, Dejima, en kunstigt anlagt ø ud for Nagasaki, i årene omkring år 1800.
Den unge, retskafne Jacob de Zoet kommer til Dejima i 1799 som yngste sekretær for den nye kommandant med ambitionen om at rydde op i korruption og svindel på handelsstationen. Historisk set befinder vi os i perioden under det japanske Torugawadynasti, som er præget af en udpræget isolationistisk politik. For japanere er det forbundet med dødsstraf at forlade Japan, og hollænderne kan kun undtagelsesvist få lov at forlade handelsstationen og sætte fod på det japanske hovedland. >> Læs videre
“Eventyr og grotesker” står der forsiden af denne udgivelse. Det er en meget passende overskrift til denne samling af sært dragende, underfundigt eventyragtige, magisk-realistiske historier og fabler, fra en smågenial russisk forfatter, som har format til at kunne blive regnet blandt de bedste russiske forfattere i det 20. århundrede.
Jeg må tilstå, at jeg end aldrig havde hørt navnet Ljudmila Petrusjevskaja, før jeg i en boghandel forleden blev fanget af titlen på denne nyoversatte novellesamling, udgivet her i august 2014 i Forlaget Vandkunstens fine serie Store fortællere i lommeformat.
Petrusjevskaja er født i Moskva i 1938 og har skrevet en stor mængde skuespil, noveller og eventyr. Under det sovjetiske regime var hendes kunstneriske stemme dog uønsket – hendes groteske universer og satire over elendighed og fattigdom var ikke egnet til opbyggelse af det sovjetiske menneske og faldt for censuren. Først efter Glasnostperioden sidst i 1980’erne kunne hendes værker begynde at udkomme i hjemlandet. >> Læs videre
Fin lille bog om at vokse op som barn af Pinochets Chile, om kærlighed, tab, fortrængninger og forhåbninger. Om det at skrive, om forfatterens forhold til sin tekst, og om hvad og hvem man kan tillade sig at skrive ind i en roman.
Selv om Ways of Going Home ikke er helt på højde med Zambras Bonsai, så er det stadig en ganske fin lille bog. De to små romaner deler tematikker på flere planer: Begge er historier om kærlighed, der ikke kan blive, fordi de elskendes forestillinger om sig selv og hinanden står i vejen. Begge leger med grænserne mellem fiktion og virkelighed og bringer deres egen tilblivelsesproces i spil som en del af historien. >> Læs videre
“American Southern Gothic” på australsk. Ikke for de sarte eller for sproglige minimalister.
Australske Nick Cave kender de fleste bedst som rocksanger fra bl.a. Nick Cave and the Bad Seeds, men han har også begået et par romaner. Han debuterede i genren tilbage i 1989 med And the Ass Saw the Angel, som blev genudgivet i 2009 i Caves egen redigerede version, som er den, jeg har læst.
Stemningen i bogen ligger tæt op af de mest dystre af Caves rocktekster – bare lige 3-4 nuancer mere sort og tilsat et ordentligt skud gammeltestamentelig, apokalyptisk patos. >> Læs videre
Sci-fi spionroman i twitterformat.
Jennifer Egan (det var hende med Tæskeholdet banker på) har begået, hvad der angiveligt er verdens første “twitterroman”.
Sort boks er en simpel spionhistorie om en amerikansk kvinde, der er på spionmission et sted ved Middelhavet. Hendes opgave er – med sin skønhed som det vigtigste våben og med kroppen fuld af højteknologiske implantater – at komme tæt på en mand og aflytte ham og hans forretningsforbindelser.
Twitterelementet består i, at hele romanen er fortalt i små tekststumper, der overholder twitterformatets krav om maksimalt 140 tegn. Tweets’ene er den kvindelige spions “feltinstrukser” i form af hendes tankemæssige iagttagelser lagret i et implantat i hendes hjerne til brug for fremtidige feltagenter. >> Læs videre
F for fremragende, forrygende og finurlig!
Tyske Daniel Kehlmann (f.1975) har været en af mine favoritter siden hans internationale gennembrud med Opmålingen af verden (2003, på dansk 2005). Det virker som om, han simpelthen ikke kan skrive noget, der ikke er godt.
Hans seneste roman “F” (som netop er udkommet i flydende dansk oversættelse af Niels Brunse på Lindhardt & Ringhof) er ingen undtagelse. >> Læs videre
Argentinske Julio Cortázar (1914-1984) er et noget besynderligt bekendtskab. Mildt sagt. Hvis du hører til dem, der foretrækker en historie fortalt lige ud ad landevejen, hvor du ikke hele tiden har forfatteren mistænkt for at være ude på snyde læseren – så er Cortázar nok ikke noget for dig.
Jeg er heller ikke helt sikker på, at han er noget for mig i længden. Men i mange af de 14 noveller, som udgør denne samling (udvalgt og oversat til dansk fra seks forskellige af Cortázars udgivelser fra perioden 1951-1982) kunne jeg nu godt nyde at lade mig trække rundt ved næsen af Cortázars finurligheder, hans bizarre humor og konstante legen kispus med læserens forståelse af teksten.
Cortázars tekster og fantastiske universer er notorisk ustabile. De er fyldt med metamorfoser, spejlinger, omvendinger, glidende overgange mellem liv og død, mellem fiktion og virkelighed, mellem betragteren og det betragtede, og mellem læseren, forfatteren og teksten. >> Læs videre
En historikers dybt personlige og svært afrystelige bekendelser af sine barndomserindringer, drømme og forestillinger fra koncentrationslejren Auschwitz i 1944.
Otto Dov Kulka er født i Tjekkoslovakiet i 1933, men nu bosiddende i Israel. Han blev i 1994 som 10-11-årig interneret i KZ-lejren Auschwitz sammen med sine forældre. Kulka var en af de få overlevende.
Kulka har i mange år arbejdet som historiker og især beskæftiget sig med Nazitysklands historie. Men først som 80-årig har han med denne bog (første gang udgivet i 2013) valgt at fortælle om sine personlige oplevelser som KZ-fange og især om de mentale billeder, han stadig bærer med sig. >> Læs videre
Meget, meget stærkt. En knugende sørgmodig, fortvivlende, skræmmende, men ind i mellem også vittig og i det hele taget fremragende novellesamling om liv og mennesker under krigen i Bosnien og ødelæggelsen af Sarajevo.
Jeg var ganske berørt af kroatisk-bosniske Miljenko Jergović (f.1966) debut fra 1994, Marlboro Sarajevo, og har svært ved at slippe den. Det er sjældent, at jeg genlæser noget inden for kort tid, men Sarajevo Marlboro har jeg haft fat i flere gange efter at have vendt den sidste side for at genlæse nogle af historierne.
I Anden Verdenskrigs sidste år blev 131 tyske byer ramt af ødelæggende allierede luftbombardementer. Nogle byer blev tæt på jævnet med jorden, flere end 600.000 civile tyskere mistede livet under bombardementerne, og tre en halv million boliger blev ødelagt. Bedst kendt er sønderbombningen af Dresden i krigens sidste dage, men værre gik det faktisk ud over Hamburg.
I essaysamlingen Luftkrig og litteratur fra 2001, som Tiderne Skifter her i juni 2014 har udgivet på dansk, spørger den tyske forfatter W. G. Sebald (1944-2001) til, hvordan denne luftkrig er bearbejdet i den tyske offentlighed. Hans korte svar er, at det er den stort set ikke. >> Læs videre
