K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj

Af ,
Skriv en kommentar

“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”

Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.

Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt. >> Læs videre

Bjørn Rasmussen: Ming

Af ,
Skriv en kommentar

Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.

Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre

Thomas Boberg: Hesteæderne. Trilogien

Af ,
Skriv en kommentar

“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”

Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.

Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre

Joachim Lykke: Om min søster

Af ,

Joachim Lykke (f. 1976) vil ganske meget i sin debutroman Om min søster (2015). Desværre lykkes det ikke helt.

Den ydre historie i romamen er for så vidt fuld af dramatik: Fortælleren er ved romanens begyndelse praktikant ved den danske ambassade i Benin. Her udfører han sit job utrolig dårligt, svindler med bilag m.v. og har i øvrigt et mere eller mindre ufrivilligt, seksuelt forhold til sin chef. På en tjenesterejse for ambassaden forelsker han sig i en ung, amerikansk kvinde, Zoey, der arbejder som engelsklærer i en lille beninsk landsby inde i landet.

Tidligt i romanen finder fortælleren imidlertid Zoey med halsen skåret over, myrdet i sin seng. Han mistænkes for mordet (og måske har han også begået det?) og fængsles i flere måneder i et ikke specielt behageligt beninsk fængsel, hvor han slår sig på produktion af peanutolie. Da han slipper ud, tager han tilbage til landsbyen, hvor kæresten blev myrdet, beslutter sig pludselig for at udgive sig for læge og etablerer en lokal lægepraksis (bygget op på medicin og lægeremedier, han stjæler på et hospitalsskib i Benin City), mens han hen ad vejen prøver at lære sig selv lægegerningen. >> Læs videre

William Maxwell: So Long, See You Tomorrow

Af ,
Skriv en kommentar

Stilfærdig, men indtrængende og meget, meget fin roman om erindring, venskab, kærlighed og tab. Fortalt i en tone og et tempo, der ikke ligger langt fra John Williams’ Stoner.

William Maxwells (1908-2000) korte roman starter med et skud i året 1921. Lloyd Wilson, forpagteren på en mindre gård i den lille by Lincoln i Illinois er blevet myrdet, mens han malkede køerne i laden. Mistanken falder hurtigt på hans nabo, Clarence Smith. De to plejede at være nære venner, men rygtet vil have, at Lloyd havde et forhold til Clarences kone, som førte til deres skilsmisse og Clarences’ ruin.

I romanen forsøger fortælleren – mere end 50 år efter – at rekonstruere de begivenheder, der førte frem til det ulykkelige mord. >> Læs videre

Thomas Pynchon: The Crying of Lot 49

Af ,
Skriv en kommentar

Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.

Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.

Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre

George Saunders: CivilWarLand in Bad Decline

Af ,
Skriv en kommentar

George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.

CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.

Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse. >> Læs videre

Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

Af ,
Skriv en kommentar

Rasende godt skrevet. Vildt og adrenalinpumpet sprog. Smuk, poetisk og rørende. Voldsom og skræmmende og sine steder deprimerende i portrættet af den – af kolonitid, diktatur og fattigdom – så hårdt prøvede Dominikanske Republik og af den dominikanske diaspora i USA.

Fyldt med referencer både til klassisk litteratur og især til science fiction, fantasy og superhelteverdenen i tegneserier, bøger og film. Men uden at det på noget tidspunkt virker litterært prætentiøst, derimod som udtryk for en troværdig fortællerstemme. Og lige så fyldt med gode historier om ekstraordinære, men alligevel troværdige personer, som man både kan grine og græde med.

The Brief Wondrous Life of Oscar Wao er kort sagt en god bog. En fabelagtig god bog. >> Læs videre

Junot Díaz: Sådan mister du hende

Af ,
Skriv en kommentar

Dominikansk-amerikanske Junot Díaz’ Sådan mister du hende er en på én gang vulgært fandenivoldsk og følsomt raffineret samling af selvstændige, men sammenhængende noveller, der samlet set fremstår som en roman.

Pullitzervinder Junot Díaz (f.1968) er født i Santo Domingo, Dominikanske Republik, men immigrerede som seksårig med sin familie til New Jersey, USA. Han underviser i dag i creative writing på MIT i Boston.

Fortællingerne i Sådan mister du hende er centreret omkring karakteren Yunior, som er et slags alterego for Díaz – i det mindste deler de en del biografiske træk, hvis man ellers kan stole på Wikipedia. >> Læs videre

Édouard Levé: Selvportræt

Af ,
Skriv en kommentar

Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.

Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.

Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre

Jon Fosse: Morgen og aften

Af ,
1 kommentar

Smukkere kan det næppe gøres: Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden.

Jon Fosses korte, men mesterlige roman falder i to dele. Den første, som vel nærmest har karakter af en prolog, er fortalt gennem fiskeren Olai, som venter i køkkenet, mens hans kone føder deres søn, som skal hedde Johannes, og som skal blive fisker.

Denne første del af bogen er også den mest syrede, hvor den nyfødtes skrig blandes med en serie af vokaler, som markerer, at med denne fødsel fødes også selve sproget. Synes du, at det lyder for mærkeligt, så er det okay, men hold alligevel ud og læs videre, for resten af romanen er helt ligetil, og den er noget af det bedste, jeg har læst længe. >> Læs videre

Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

Af ,
Skriv en kommentar

Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.

Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.

En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne blive en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre

Sadeq Hedayat: Levende begravet

Af ,
Skriv en kommentar

“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).

Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.

Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre

Dario Fo: Der er en skør konge i Danmark

Af ,
2 kommentarer

Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.

Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.

Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre

Kenneth Krabat: >< DRAMATIS PERSONAE, Universal Storyline 1

Af ,
Skriv en kommentar

Kan man skrive en bog kun ved bruge af tegnene >< ? Ja, det har Kenneth Krabat ihvertfald gjort. Det er ikke for alle og enhver – herunder nok heller ikke ikke for mig. Men det er om ikke andet anderledes end det meste.

På Kenneth Krabats hjemmeside kan man om udgivelsen læse, at Krabat og hans forlægger Morten E. Nørskov fra forlaget tab&nar (ja, det kalder forlaget sig) var enige om, “at bogen nok kun henvender sig til visuelle poeter med flair for selvbyggerhistorier og/eller dramatisk grundforskning. Man skal nok være lidt poetisk autistisk eller virkelig ønske at være med på nybyggervognen, når den bevæger sig over den poetisk-semantiske prærie mod solopgangen.”

Den vogn ville jeg da gerne være med på, tænkte jeg, selv om jeg jo nok på forhånd var lidt nervøs for, om der virkelig var plads til mig dér. Så da jeg blev tilbudt et eksemplar til anmeldelse, takkede jeg ja til udfordringen af min vanelæsning. >> Læs videre

Georg Trakl: Sebastian i drømme

Af ,
Skriv en kommentar

“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre

Lutz Seiler: Kruso

Af ,
2 kommentarer

Lutz Seilers ambitiøse roman om DDR’s sammenbrud i skæbneåret 1989 er flot skrevet og i passager fremragende. I andre passager er den dog for udsyret for min smag, og så er den er desværre alt for lang og lider under manglen på en egentligt fængende handling.

Lutz Seilers (f. 1963) debutroman Kruso fra 2014 har allerede solgt mere end 350.000 eksemplarer i Tyskland og er belønnet med Deutsche Buchpreis 2014.

Seiler har før sin romandebut blandt andet udgivet kortprosa og digte, og det mærker man i skrivestilen. Seilers prosa har i mange passager et lyrisk præg, og teksten bevæger sig ofte i et grænseland mellem realisme, ekspressionisme og ind i mellem surrealisme i de mest bizarre og mareridtsagtige passager. Grundtonen er melankolsk, men den slår ikke sjældent over i tragikomik eller decideret satirisk galgenhumor. >> Læs videre

María Luisa Bombal: Den sidste tåge & Ligklædt

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg føler mig ude af stand til at flygte. At flygte? Hvordan? Hvorhen? Døden synes at være mere nærliggende end flugten. At dø, ja, det føler jeg mig i stand til. Det er meget muligt at ønske sig død, fordi man elsker livet for højt.”

Skjødt Forlag har sat sig for at gøre både nyere og ældre titler på spansk, der ikke tidligere har været oversat, tilgængelige for et dansk læsepublikum. I den forløbne uge er det blevet til to udgivelser: I går kom mexicanske Elena Garros novellesamling Farvernes uge (1964) på gaden (læs anmeldelsen på K’s bognoter her) og dagen før var det María Luisa Bombals to kortromaner Den sidste tåge (1935) Ligklædt (1938), samlet i ét bind i den danske udgave, oversat af Liv Camilla Skjødt. >> Læs videre

Elena Garro: Farvernes uge

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg hersker over dagene. Jeg er Tiden. Fortæl mig, hvilken dag man har gjort jer fortræd. Så skal I bare se, hvad vi gør ved den dag […] Dagene er til for alle og enhver. Vil I have, at vi skal piske Torsdag? Sig mig nu, hvilken dag I vil se pisket til blods.”

Mexicanske Elena Garro (1916-1998) er en tidlig eksponent for det, der senere blev kendt som ‘magisk realisme’ eller ‘fantastisk realisme.’ Hendes novellesamling Farvernes uge blev første gang udgivet i 1964, tre år før Gabriel Garzía Marquez’ Hundred års ensomhed, og ifølge bagsideteksten på den danske udgivelse af bogen er hun blevet kaldt den magiske realismes moder. Elena Garro foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre

Miranda July: No one belongs here more than you

Af ,
Skriv en kommentar

“All the lonely people, where do they all come from?” spørger The Beatles som bekendt i Eleanor Rigby. Det kan jeg ikke svare fuldt ud på, men jeg ved, at man kan finde sytten af dem i de sytten noveller, som udgør Miranda Julys på én gang charmerende, sjove og sørgmodige novellesamling No one belongs here more than you fra 2007.

Miranda July (f.1974) er lidt af en multikunstner: Filminstruktør, skuespiller, dramatiker, performancekunstner og altså også forfatter. No one belongs here more than you er hendes debut som forfatter, og den er tæt på at være fremragende. >> Læs videre

Evgenij Vodolazkin: Laurus

Af ,
Skriv en kommentar

Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.

Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).

Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen. >> Læs videre

Monia Sander: Dominique

Af ,

Originalt, nyt dansk værk krydser grænser mellem både litterære genrer og medier – og så er det bare superlækkert udført.

Jeg har glædet mig til at få Monia Sanders (f. 1988) nye værk Dominique mellem hænderne, lige siden jeg havde lejlighed til at se en ‘prototype’ i forbindelse med Lille Bogdag i april måned tidligere på året. Og det var da også en ren fornøjelse at modtage værket med posten og pakke det langsomt ud.

Dominique består af 16 separate tryksager af forskellig karakter (17, hvis man tæller et visitkort med). De kommer i en simpel, grå papæske, men når du åbner æsken, mødes du af en umanerlig indbydende pakke af små hæfter, foldere og løsblade i forskellige størrelser, papirkvaliteter og grafiske udtryk, sirligt bundet sammen af et kapitælbånd (som er de dér små, ofte stribede stofstrimler, der fæstnes foroven og forneden på bogblokken i en indbundet bog). Alt sammen pakket nænsomt ind i et stykke bogbindergaze. Hele pakken emmer med andre ord af klassisk bogbinderkunst, men altså i en noget defragmenteret form. >> Læs videre

Vladimir Sorokin: En opritjniks dag

Af ,
Skriv en kommentar

Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.

Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne. >> Læs videre

David Sedaris: Squirrel seeks Chipmunk

Af ,
Skriv en kommentar

David Sedaris’ lille bog kan ved første øjekast ligne en børnebog i kraft af sin titel og de tegnede illustrationer. Men det er det bestemt ikke. Bogen er en samling små, moderne dyrefabler og henvender sig absolut kun til voksne.

Alle historierne er drevet af ønsket om at bedrive sort og humoristisk satire over såre menneskelige temaer som vold, sex, utroskab, racisme, grådighed, forfængelighed, hævngerrighed, overmod, selvoptagethed, misundelse osv. Hele spektret af klassiske dødssynder og flere til.

Det lyder jo meget sjovt. Men det er det ikke. >> Læs videre

Sam Harris & Maajid Nawaz: Islam and the Future of Tolerance: A Dialogue

Af ,
Skriv en kommentar

Ateisten og muslimen i dialog: Et uhyre relevant bidrag til debatten om islam og islamisme og om muligheden for et pluralistisk, tolerant samfund med plads til religion.

Islam and the Future of Tolerance: A Dialogue er blevet til på grundlag af møder mellem den amerikanske ateist og religionskritiker Sam Harris og den britiske muslim og tidligere Hizb Ut-Tahrir-islamist Maajid Nawaz. Det er der kommet en særdeles interessant og relevant bog ud af.

Bogen er formet som en dialog mellem Harris og Nawaz, og selv om den tydeligvis ikke bare er en uredigeret transskription af en enkelt mundtlig samtale mellem de to, så er det lykkedes at bevare meget af samtalens dynamik og umiddelbarhed i bogen. Den er let at læse og samtidig saglig og oplysende. >> Læs videre

Yuri Herrera: Signs Preceding the End of the World

Af ,
Skriv en kommentar

Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi.

Jeg faldt tilfældigt over bogen i en boghandel og blev lokket af titlen, som i sig selv lover noget ud over det sædvanlige, og af de mange lovprisninger på omslaget af Yuri Herrera som “Mexico’s greatest novelist”. Jeg blev ikke skuffet.

Signs Preceding the End of the World er historien om den unge, mexicanske kvinde/pige Makina, som af sin mor bliver sendt på den mission at krydse grænsen til USA for at finde sin bror og bringe ham hjem. Broren er rejst over grænsen for at gøre krav på et stykke land i USA, han er blevet bildt ind, at familien har krav på, og har længe ikke ladet høre fra sig. >> Læs videre

Alejandro Zambra: My Documents

Af ,
Skriv en kommentar

My Documents er en intet mindre end fremragende novellesamling fra chilenske Alejandro Zambra, en af mine nye favoritforfattere.

Zambra (f. 1975) kender vi her på K’s bognoter efterhånden ganske godt fra hans hidtidige tre romaner, der er lige så gode, som de er korte: Bonsai (opr. 2006), Træernes privatliv (opr. 2007) og Måder at finde hjem på (opr. 2011).

Det overrasker ikke, at Zambra også behersker novelleformen, al den stund, at hans romaner – særligt Bonsai og Træernes privatliv – ikke er meget længere end lange noveller. >> Læs videre

Lydia Davis: Can’t and Won’t: Stories

Af ,
Skriv en kommentar

For mange løse udkast og litterære formøvelser på stedet gør Lydia Davis’ seneste novellesamling til en noget blandet fornøjelse. Men rent sprogligt er hun en nydelse at læse.

Can’t and won’t (2014) er mit første bekendtskab med amerikanske Lydia Davis (f.1947). Jeg havde glædet mig til endelig at læse noget af hende, men blev ærlig talt noget skuffet.

Davis dyrker den ultrakorte prosaform. De fleste af ‘historierne’ i denne samling er på bare én eller to sider, nogle af dem kun på et par sætninger. >> Læs videre

Lou Beach: 420 characters. Stories

Af ,
Skriv en kommentar

Det var umuligt for mig at modstå fristelsen til at tage denne bog i hænderne, som den lå der på et af udstillingsbordene i newyorkerboghandelen The Strand. Lou Beach’s 420 characters er ualmindelig lækker i udførelsen: Rødt lærredsbind med guldtryk og et halvt afskåret smudsbind præget af nogle af forfatterens egne surrealistiske illustrationer, der også går igen inde i bogen i flotte farvetryk på glittet papir.

Men ak, historierne i bogen står desværre ikke distancen og lever slet ikke op til den lækre indpakning.

420 characters består af i alt 169 miniaturehistorier, én pr. side, som hver især ikke er mere end 420 tegn lang inklusive mellemrum og tegnsætning. Begrænsningen på 420 tegn kommer sig af, at historierne oprindeligt er skrevet som facebook-opdateringer på Lou Beach’s facebookside. >> Læs videre

Thomas Ahrensbøll Hansen: Danny scorer iført bowlingsko

Af ,
Skriv en kommentar

Danny scorer iført bowlingsko er en ganske vellykket samling underfundige, tragikomiske scener fra en række helt almindelige, og så alligevel helt ualmindelige, menneskers liv.

Thomas Ahrensbøll Hansens små noveller har titler som ‘Torsten er en kanin og det er et karrierevalg’, ‘Måske skulle Linda blive proceskonsulent hos Arbejdsmiljø Gentofte’ og ‘Lea kan ikke få for mange indbyggede skabe’, og titlerne siger en del om tonen.

Egentlig er der ikke så meget tale om noveller som om 45 korte punktnedslag i en række menneskers liv i form af beskrivelser af en hverdagssituation. Mange er på mindre end én side, men Thomas Ahrensbøll Hansen formår i de bedste af teksterne på fornem vis på den korte plads via disse punktnedslag at give os et kig ind i et helt menneskes liv.

Det er ret sjovt, men heller ikke uden alvor, og i mange af teksterne er tonen tættere på det tragikomiske. Thomas Ahrensbøll Hansens personer er alle sammen en lille smule sølle, en lille smule ensomme og en lille smule kejtede i livet. >> Læs videre