K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur

Joseph Roth: Jøder på vandring

Af ,
Skriv en kommentar

Jøder på vandring er et politisk debatskrift, en kulturkritik og en samling journalistiske rejsereportager i ét. Tilmed fremragende skrevet med det bid og vid, der er et af Joseph Roths kendemærker. En fornøjelse at læse og samtidig et i sig selv interessant historisk dokument.

Joseph Roth (1894-1939) kender vi her på K’s bedst som skønlitterær forfatter til romaner som for eksempel den mesterlige Job – Roman om et enkelt menneske og Radetzkymarch samt et antal fine noveller (hvoraf et udvalg er oversat til dansk i samlingen Leviathan og andre fortællinger).

I Jøder på vandring er skribenten imidlertid i højere grad reportagejournalisten og samfundsdebattøren Roth end romanforfatteren Roth, selv om den lyrisk-prosaiske skrivestil også præger teksten. >> Læs videre

Niels Knudsen: Alting i et andet lys. Historier

Af ,
Skriv en kommentar

Niels Knudsens anden bog, Alting i et andet lys, er en samling korte noveller i mellemrummet mellem virkelighed og fiktion. Elleve små grotesker fra hverdagslivet med et twist.

Niels Knudsen synes at hente inspiration fra nogle af de store modernister indenfor genren ‘fantastisk litteratur’, såsom Jorge Lois Borges, Julio Cortázar og hjemlige Svend Åge Madsen. >> Læs videre

Sylvie Bocqui: Uendelig muslinger

Af ,
Skriv en kommentar

Sylvie Bocquis debut fra 2002 er en om ikke uendelig fin, så dog meget, meget fin lille roman om erindringer fra en barndom.

Det er måske for meget at kalde Uendelig muslinger for en roman. Den er snarere en kollage af flimrende erindringsglimt fra den lille pige Stéphanies barndom.

Der er således ikke en egentlig handlingstråd i bogen. I stedet får vi en samling små prosastykker, de korteste på kun et par linjer, de længste på et par sider, som hver især består af handlingsbidder, dialogstumper, sanseindtryk og tanker knyttet til situationen i erindringen. >> Læs videre

Elvira Dones: Sworn Virgin

Af ,
Skriv en kommentar

Albanske Elvira Dones har skrevet en uhyre interessant roman fra de fattige bjergegne i det nordlige Albanien om fænomenet “edsvorne jomfruer.” Romanen kommer omkring temaer som socialt vs. biologisk og seksuelt køn, tradition vs. modernitet, øst vs. vest, land vs. by og mere til. Og så er den samtidig underholdende og letlæst.

I de nordlige bjergegne i Albanien overlever den dag i dag det gamle sædvaneretssystem Kanun som et parallelt sæt af moralske og retslige regler i konkurrence med den officielle retsorden. Det kommunistiske regime forsøgte officielt at få bugt med Kanun – men så i praksis igennem fingre med den, så længe den ikke kolliderede alt for åbenlyst med regimet. >> Læs videre

Caspar Eric: Nike

Af ,
2 kommentarer

“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”

Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.

Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet. >> Læs videre

Kim Thúy: Mãn

Af ,
Skriv en kommentar

Vietnamesisk-canadiske Kim Thúys sansemættede roman Mãn er en stilfærdig, men intens og insisterende fortælling om vietnamesiske piger og kvinders liv i og udenfor Vietnam, fra start til slut bundet sammen af duften og smagen af mad og madlavning.

Det er uhyre sjældent, at jeg tager mig selv i at ønske, at en bog var længere, end den er. Jeg tror faktisk ikke, at det er sket de sidste tyve år. En god bog har den længde, den skal have, hverken kortere eller længere. Og alt for mange bøger er desværre alt for lange.

Kim Thúys (f. 1968) fine, lille roman har også præcis den længde, den skal have – men alligevel oplevede jeg det sjældne, at jeg gerne ville have den til at blive ved. Mãn er en bog, man ikke bare læser fra ende til anden. Det er en bog, men kan tage ophold i, som i en poetisk og fremmedartet verden af dufte, smage og farver. >> Læs videre

Klaus Høeck: Legacy

Af ,
Skriv en kommentar

“hvis du læser det / te digt vil du dø – der er / ikke nogen som / helst TVIVL om det – så / tænk dig godt om før du læ / ser det til ende / jeg indrømmer at / det er svært at standse her / hvis du først er kom / met så langt men pas / på – hvis du læser vide / re så vil du dø”

Ja, det kræver sin modige læser at læse Klaus Høecks seneste (og måske sidste?) mursten af en digtsamling. Og så måske alligevel ikke…

Klaus Høeck (f. 1938) er en af de tunge drenge indenfor dansk lyrik. Mere end 30 udgivelser og 15.000 digte, en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond siden 1985 og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er blandt meritterne. >> Læs videre

Ibrahim al-Koni: Gold Dust

Af ,
Skriv en kommentar

Ørkenen, manden, hans kamel og dens elsker (som smittede den med skab). Gold Dust er en både moderne og tidløs tuaregisk-libysk roman, en slags fabel over menneskets vilkår i almindelighed, og tuaregernes nomadesamfund og skæbnefællesskab med deres kameler i særdeleshed

Ibrahim al-Koni (f. 1948) er en libysk forfatter og journalist. Han er født ind i det nomadiske ørkenstammefolk tuaregerne (Saharas blå mænd), er vokset op i ørkenen og lærte først som tolvårig arabisk, som er det sprog, han skriver på.

Gold Dust udspiller sig et sted i Sahara i tuaregernes land. Vi får ikke nogen præcise tidsangivelser, men hører om krig med italienerne, så et gæt kunne være tiden omkring Italiens krig mod Det Osmanniske Rige i 1911-12, hvor italienske tropper invaderede Libyen. Men det er ikke så vigtigt, for der er noget tidløst over historien, selv om det er et element i den, at ørkenstammerne er presset fra flere sider – af krig i nord og tørke i syd. >> Læs videre

Kamilla Hygum Jakobsen/In Carbon Diamonds Grow: Heaven Is Open Today – ­Illumineret bog med musik

Af ,
Skriv en kommentar

Heaven Is Open Today er et sympatisk, omend ikke fuldt ud vellykket, multikunstnerisk projekt: På én gang en digtsamling, en illustreret og illumineret bog og en musikudgivelse.

Kamilla Hygum Jakobsen har skrevet tekster og musik, bandet In Carbon Diamonds Grow står for musikken (med Kamilla Hygum Jakobsen selv i den vokale front), Carl Quist Møller har illustreret, mens Morten Agergaard står for kalligrafering af bogens tekster og grafisk designi øvrigt. >> Læs videre

Clarice Lispector: Água Viva

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg ved ikke hvad jeg skriver om: jeg er dunkel for mig selv. I begyndelsen blot en månelys og klar vision, og således greb jeg øjeblikket før det ville dø og forsvinde for altid. Det er ikke et arsenal af idéer jeg bringer dig, men derimod et instinktivt udbrud af det der er skjult i naturen og som jeg aner. Og det er en ordenes fest.”

Citatet er fra Clarice Lispectors (1920-1977) korte roman Água Viva fra 1973, som netop er udgivet på dansk for første gang – flot fordansket af Tine Lykke Prado. Og ja, det er vitterligt en ordenes fest at læse Lispector. Det er samtidig en dunkel tekst, som kan være svær at få hånd om.

Jeg har påbegyndt denne omtale af Água Viva flere gange og er gået i stå lige så mange gange. Jeg ville gerne kunne videreformidle den helt særlige, sanselige oplevelse, det var at læse Clarice Lispector. Især ville jeg gerne kunne beskrive den hypnotiserende rytme i værket som helhed. Jeg ville også gerne kunne fortælle, hvad meningen med bogen er. Men jeg må give fortabt, ikke mindst overfor det sidste. >> Læs videre

Andrus Kivirähk: Slangehvisleren

Af ,
Skriv en kommentar

Andrus Kivirähk (f. 1970) er ifølge forlagets præsentation på bogklappen “Estlands mest elskede nulevende forfatter.” Det håber jeg ikke er rigtigt for den estiske litteratur eller esternes bogsmag.

Slangehvisleren foregår i Estland i en tid, der på nogen måder minder om middelalderen, men samtidig er en fiktiv eventyrverden. Vi følger drengen Leemet gennem hans opvækst fra barn til voksen. Leemet tilhører skovfolket, som kan tale det urgamle slangesprog, og lever et simpelt, men harmonisk liv i pagt med naturen.

Skoven er en mytisk verden: Leemets bedste ven er en hugorm. Menneskene holder ulve som husdyr, som de malker og rider på. Der er talende menneskeraber i skoven, som eksperimenterer med at fremavle kæmpelus. Menneske lever mest af elgkød, som de jager ved at betvinge elgene med slangesprog.

Men skovfolket er en uddøende race: Flere og flere flytter ind til landsbyen, hvor de glemmer slangesproget og bliver fremmede for naturen. De slår sig på agerbrug, underlægger sig en feudal struktur under “jernmændene” fra Europa og lader sig omvende til den nye religion fra paven i Rom. Snart vil Leemet være den sidste slangehvisler i verden.

Tja, her er en del læsere sikkert allerede stået af. Og det er med god grund. >> Læs videre

Jesús Carrasco: Flugt

Af ,
Skriv en kommentar

Cormac McCarthys westerns møder Hemingway på en gold slette i Spanien i begyndelsen af det 20. århundrede.

Når Jesús Carrascos (f. 1972) debutroman fra 2013 er bedst, lever den næsten op til en sådan karakteristik. Dog kun næsten, men det er trods alt heller ikke nogen ringe præstation af en debutforfatter at kunne kalde sådanne associationer frem.

Vi er ret begejstrede her hos K’s og glæder os til at læse mere fra Carrascos hånd. >> Læs videre

George Saunders: The Very Persistent Gappers of Frip

Af ,
Skriv en kommentar

George Saunders kan faktisk også skrive børnebøger (for både børn og voksne), viser det sig. Her godt hjulpet på vej af Lane Smiths vidunderlige tegninger.

George Saunders kender vi her på bloggen fra hans dystopiske science fiction-noveller, herunder den fremragende Tenth of December og den heller ikke uefne CivilWarLand in Bad Decline. De er i allerhøjeste grad kun for voksne.

Men Saunders har altså også skrevet en børnebog, som jeg faldt tilfældigt over forleden og ikke kunne stå for – dels fordi det var Saunders, og dels på grund af de smukke, skæve og skægge (men også lidt uhyggelige) tegninger af Lane Smith i bogen om de meget vedholdende gappere i byen Frip. >> Læs videre

Juan Pablo Villalobos: Down the Rabbit Hole

Af ,
Skriv en kommentar

Mexicanske Juan Pablo Villalobos’ (f. 1973) bemærkelsesværdige kortroman Down the Rabbit Hole er fortalt som en slags dagbog af den syvårige Tochtli. Tochtli har umiddelbart et drømmeliv: Han bor i et palads, hans far har millioner af dollars og euro, og Tochtli får alt, hvad han ønsker sig. Og for tiden ønsker han sig mest af alt en liberisk dværgflodhest, som hans far er klar til at hente til ham i Liberia.

Problemet – som Tochtli i sin unge alder ikke selv har forstået endnu – er, at hans far tjener sine mange penge som brutal, mexicansk narkogangster. >> Læs videre

Maria Gerhardt: Amagermesteren

Af ,
Skriv en kommentar

Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Maria Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.

Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre

Birgitte Krogsbøll: Funkelgnister. Rim, råb og remser

Af ,
Skriv en kommentar

“Kramfaje nuppa nappa meje
stinkelbener edderreje

bille utte raps antenner
funkelgnister, trumbannister
guldsafiranunkelknister”

Nej, det er ikke K’s bognoter, der er blevet hacket eller har fået virus. Det er bare Birgitte Krogsbølls skønne børnebog Funkelgnister med den passende undertitel Rim, råb og remser.

Nu læser vi jo ikke så tit børnebøger her hos K’s. Det har da også den særlige anledning, at Birgitte Krogsbølls Funkelgnister er en af syv digtbøger, der er blevet udtaget som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015, og som jeg har sat mig for at læse allesammen. >> Læs videre

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj

Af ,
Skriv en kommentar

“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”

Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.

Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt. >> Læs videre

Bjørn Rasmussen: Ming

Af ,
Skriv en kommentar

Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.

Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre

Thomas Boberg: Hesteæderne. Trilogien

Af ,
Skriv en kommentar

“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”

Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.

Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre

Joachim Lykke: Om min søster

Af ,

Joachim Lykke (f. 1976) vil ganske meget i sin debutroman Om min søster (2015). Desværre lykkes det ikke helt.

Den ydre historie i romamen er for så vidt fuld af dramatik: Fortælleren er ved romanens begyndelse praktikant ved den danske ambassade i Benin. Her udfører han sit job utrolig dårligt, svindler med bilag m.v. og har i øvrigt et mere eller mindre ufrivilligt, seksuelt forhold til sin chef. På en tjenesterejse for ambassaden forelsker han sig i en ung, amerikansk kvinde, Zoey, der arbejder som engelsklærer i en lille beninsk landsby inde i landet.

Tidligt i romanen finder fortælleren imidlertid Zoey med halsen skåret over, myrdet i sin seng. Han mistænkes for mordet (og måske har han også begået det?) og fængsles i flere måneder i et ikke specielt behageligt beninsk fængsel, hvor han slår sig på produktion af peanutolie. Da han slipper ud, tager han tilbage til landsbyen, hvor kæresten blev myrdet, beslutter sig pludselig for at udgive sig for læge og etablerer en lokal lægepraksis (bygget op på medicin og lægeremedier, han stjæler på et hospitalsskib i Benin City), mens han hen ad vejen prøver at lære sig selv lægegerningen. >> Læs videre

William Maxwell: So Long, See You Tomorrow

Af ,
Skriv en kommentar

Stilfærdig, men indtrængende og meget, meget fin roman om erindring, venskab, kærlighed og tab. Fortalt i en tone og et tempo, der ikke ligger langt fra John Williams’ Stoner.

William Maxwells (1908-2000) korte roman starter med et skud i året 1921. Lloyd Wilson, forpagteren på en mindre gård i den lille by Lincoln i Illinois er blevet myrdet, mens han malkede køerne i laden. Mistanken falder hurtigt på hans nabo, Clarence Smith. De to plejede at være nære venner, men rygtet vil have, at Lloyd havde et forhold til Clarences kone, som førte til deres skilsmisse og Clarences’ ruin.

I romanen forsøger fortælleren – mere end 50 år efter – at rekonstruere de begivenheder, der førte frem til det ulykkelige mord. >> Læs videre

Thomas Pynchon: The Crying of Lot 49

Af ,
Skriv en kommentar

Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.

Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.

Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre

George Saunders: CivilWarLand in Bad Decline

Af ,
Skriv en kommentar

George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.

CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.

Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse. >> Læs videre

Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

Af ,
Skriv en kommentar

Rasende godt skrevet. Vildt og adrenalinpumpet sprog. Smuk, poetisk og rørende. Voldsom og skræmmende og sine steder deprimerende i portrættet af den – af kolonitid, diktatur og fattigdom – så hårdt prøvede Dominikanske Republik og af den dominikanske diaspora i USA.

Fyldt med referencer både til klassisk litteratur og især til science fiction, fantasy og superhelteverdenen i tegneserier, bøger og film. Men uden at det på noget tidspunkt virker litterært prætentiøst, derimod som udtryk for en troværdig fortællerstemme. Og lige så fyldt med gode historier om ekstraordinære, men alligevel troværdige personer, som man både kan grine og græde med.

The Brief Wondrous Life of Oscar Wao er kort sagt en god bog. En fabelagtig god bog. >> Læs videre

Junot Díaz: Sådan mister du hende

Af ,
Skriv en kommentar

Dominikansk-amerikanske Junot Díaz’ Sådan mister du hende er en på én gang vulgært fandenivoldsk og følsomt raffineret samling af selvstændige, men sammenhængende noveller, der samlet set fremstår som en roman.

Pullitzervinder Junot Díaz (f.1968) er født i Santo Domingo, Dominikanske Republik, men immigrerede som seksårig med sin familie til New Jersey, USA. Han underviser i dag i creative writing på MIT i Boston.

Fortællingerne i Sådan mister du hende er centreret omkring karakteren Yunior, som er et slags alterego for Díaz – i det mindste deler de en del biografiske træk, hvis man ellers kan stole på Wikipedia. >> Læs videre

Édouard Levé: Selvportræt

Af ,
Skriv en kommentar

Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.

Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.

Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre

Jon Fosse: Morgen og aften

Af ,
1 kommentar

Smukkere kan det næppe gøres: Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden.

Jon Fosses korte, men mesterlige roman falder i to dele. Den første, som vel nærmest har karakter af en prolog, er fortalt gennem fiskeren Olai, som venter i køkkenet, mens hans kone føder deres søn, som skal hedde Johannes, og som skal blive fisker.

Denne første del af bogen er også den mest syrede, hvor den nyfødtes skrig blandes med en serie af vokaler, som markerer, at med denne fødsel fødes også selve sproget. Synes du, at det lyder for mærkeligt, så er det okay, men hold alligevel ud og læs videre, for resten af romanen er helt ligetil, og den er noget af det bedste, jeg har læst længe. >> Læs videre

Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

Af ,
Skriv en kommentar

Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.

Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.

En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne blive en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre

Sadeq Hedayat: Levende begravet

Af ,
Skriv en kommentar

“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).

Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.

Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre

Dario Fo: Der er en skør konge i Danmark

Af ,
2 kommentarer

Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.

Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.

Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre