K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur

Yuri Herrera: Signs Preceding the End of the World

Af ,
Skriv en kommentar

Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi.

Jeg faldt tilfældigt over bogen i en boghandel og blev lokket af titlen, som i sig selv lover noget ud over det sædvanlige, og af de mange lovprisninger på omslaget af Yuri Herrera som “Mexico’s greatest novelist”. Jeg blev ikke skuffet.

Signs Preceding the End of the World er historien om den unge, mexicanske kvinde/pige Makina, som af sin mor bliver sendt på den mission at krydse grænsen til USA for at finde sin bror og bringe ham hjem. Broren er rejst over grænsen for at gøre krav på et stykke land i USA, han er blevet bildt ind, at familien har krav på, og har længe ikke ladet høre fra sig. >> Læs videre

Alejandro Zambra: My Documents

Af ,
Skriv en kommentar

My Documents er en intet mindre end fremragende novellesamling fra chilenske Alejandro Zambra, en af mine nye favoritforfattere.

Zambra (f. 1975) kender vi her på K’s bognoter efterhånden ganske godt fra hans hidtidige tre romaner, der er lige så gode, som de er korte: Bonsai (opr. 2006), Træernes privatliv (opr. 2007) og Måder at finde hjem på (opr. 2011).

Det overrasker ikke, at Zambra også behersker novelleformen, al den stund, at hans romaner – særligt Bonsai og Træernes privatliv – ikke er meget længere end lange noveller. >> Læs videre

Lydia Davis: Can’t and Won’t: Stories

Af ,
Skriv en kommentar

For mange løse udkast og litterære formøvelser på stedet gør Lydia Davis’ seneste novellesamling til en noget blandet fornøjelse. Men rent sprogligt er hun en nydelse at læse.

Can’t and won’t (2014) er mit første bekendtskab med amerikanske Lydia Davis (f.1947). Jeg havde glædet mig til endelig at læse noget af hende, men blev ærlig talt noget skuffet.

Davis dyrker den ultrakorte prosaform. De fleste af ‘historierne’ i denne samling er på bare én eller to sider, nogle af dem kun på et par sætninger. >> Læs videre

Lou Beach: 420 characters. Stories

Af ,
Skriv en kommentar

Det var umuligt for mig at modstå fristelsen til at tage denne bog i hænderne, som den lå der på et af udstillingsbordene i newyorkerboghandelen The Strand. Lou Beach’s 420 characters er ualmindelig lækker i udførelsen: Rødt lærredsbind med guldtryk og et halvt afskåret smudsbind præget af nogle af forfatterens egne surrealistiske illustrationer, der også går igen inde i bogen i flotte farvetryk på glittet papir.

Men ak, historierne i bogen står desværre ikke distancen og lever slet ikke op til den lækre indpakning.

420 characters består af i alt 169 miniaturehistorier, én pr. side, som hver især ikke er mere end 420 tegn lang inklusive mellemrum og tegnsætning. Begrænsningen på 420 tegn kommer sig af, at historierne oprindeligt er skrevet som facebook-opdateringer på Lou Beach’s facebookside. >> Læs videre

Thomas Ahrensbøll Hansen: Danny scorer iført bowlingsko

Af ,
Skriv en kommentar

Danny scorer iført bowlingsko er en ganske vellykket samling underfundige, tragikomiske scener fra en række helt almindelige, og så alligevel helt ualmindelige, menneskers liv.

Thomas Ahrensbøll Hansens små noveller har titler som ‘Torsten er en kanin og det er et karrierevalg’, ‘Måske skulle Linda blive proceskonsulent hos Arbejdsmiljø Gentofte’ og ‘Lea kan ikke få for mange indbyggede skabe’, og titlerne siger en del om tonen.

Egentlig er der ikke så meget tale om noveller som om 45 korte punktnedslag i en række menneskers liv i form af beskrivelser af en hverdagssituation. Mange er på mindre end én side, men Thomas Ahrensbøll Hansen formår i de bedste af teksterne på fornem vis på den korte plads via disse punktnedslag at give os et kig ind i et helt menneskes liv.

Det er ret sjovt, men heller ikke uden alvor, og i mange af teksterne er tonen tættere på det tragikomiske. Thomas Ahrensbøll Hansens personer er alle sammen en lille smule sølle, en lille smule ensomme og en lille smule kejtede i livet. >> Læs videre

George Saunders: The Brief and Frightening Reign of Phil

Af ,
Skriv en kommentar

En gakket fabel med mørke undertoner om de universelle, såre menneskelige dynamikker, der kan føre til diktatur, krig og folkemord.

George Saunders kender vi her på K’s bognoter fra hans seneste, smågeniale novellesamling Tenth of December (da. Tiende december). The Brief and Frightening Reign of Phil er en af Saunders’ tidligere udgivelser, en kortroman på bare 130 små sider, nærmest kun en lang novelle, fra 2005.

Reign of Phil udspiller sig i et ved første øjekast højst besynderligt fantasiunivers, som ved nærmere bekendtskab imidlertid udviser skræmmende lighedstegn med den menneskelige verden. >> Læs videre

Mona Eltahawy: Jomfruhinder og hijab. Hvorfor Mellemøsten har brug for en seksuel revolution

Af ,
Skriv en kommentar

“Det mest undergravende en kvinde kan gøre, er at tale om sit eget liv, som om det faktisk betyder noget.”

Ovenstående citat fra den amerikansk-egyptiske journalist Mona Eltahawys nye bog er meget passende også fremhævet på bogens omslag. For det er dét, Mona Eltahawy gør. Hun taler med en stærk og uforfærdet stemme det arabiske patriarkat midt imod, og hun gør det ved at tale om sit eget liv og om millioner af andre kvinder og pigers liv i den arabiske verden. Og idet hun gør det, river hun så at sige sløret bort, så vi ser den daglige og systematiske undertrykkelse af kvinder i Mellemøsten og i de arabisk dominerede dele af Nordafrika.

Nu tænker den almindelige læser nok, at vi da godt er klar over, at det ikke står godt til med ligestillingen i mange arabisk prægede stater. Personligt regner jeg i al beskedenhed mig selv blandt de relativt oplyste også i det stykke. Men Eltahawys bog rystede mig ikke desto mindre. >> Læs videre

Harper Lee: To Kill a Mockingbird

Af ,
2 kommentarer

Der er vel næppe nogen international udgivelse fra i år, der har været hypet i samme grad som Harper Lees Go Set a Watchman (da. Sæt en vagtpost ud) – den først nu udgivne efterfølger (selv om den blev skrevet før) til hendes amerikanske nyklassiker To Kill a Mockingbird (da. Dræb ikke en sangfugl).

For mig har al denne hype været inspiration til for første gang at læse Harper Lees oprindelige bog. Også foranlediget af, at jeg faldt over en i særklasse smuk udgave fra Harper Perennial.

Og nu er det så, at jeg vel forventes at erklære, at bogen har opnået sin klassikerstatus med god grund. Men idet jeg beklager overfor de mange fans: Jeg kan altså ikke melde mig ubetinget i koret af lovprisere. >> Læs videre

Ta-Nehisi Coates: Between the World and Me

Af ,

“I write you in your 15th year […]. And you know now, if you did not before, that the police departments of your country have been endowed with the authority to destroy your body.”

Ta-Nehisi Coates’ nye debatbog Between the World and Me er hård kost for naivt liberale europæiske ‘café latte’-demokratiske universalister som undertegnede. Coates insisterer på at se den faktisk eksisterende racisme i USA i dag i øjnene. Han gør det uden at blinke, og dét, han ser, er grimt, hårdt og deprimerende.

Det er en fremragende bog. Det er ‘required reading’, som Toni Morrison på omslaget er citeret for at have sagt. Og så er det en rasende godt skrevet bog – på niveau med den bedste skønlitteratur.

Samtidig er det en bog, det er svært for mig at skrive om, og jeg har taget tilløb til det i en hel uge. Bogen er ikke skrevet til mig. Den er skrevet til sorte amerikanere. Og det synes nærmest at være en underliggende præmis i Ta-Nehisi Coates’ bog, at kun med en sort amerikaners konkrete erfaringer kan man få adgang til en egentlig forståelse af hans budskaber. Jeg forsøger alligevel. >> Læs videre

Henry James: Skruen strammes

Af ,
2 kommentarer

“En pragtfuld, uhyggelig og giftig lille fortælling,” er Oscar Wilde citeret for at sige om Henry James’ klassiker fra 1898 Skruen strammes. Det kan jeg ikke sige bedre, for det holder stadig her 117 år efter.

Henry James (1843-1916) sidder tungt på sin plads i den amerikanske/britiske litteraturkanon. Både amerikansk og britisk, idet han er født i USA, men emigrerede til Storbritannien, hvor han etablerede sig i 1869 og opnåede statsborgerskab i 1915.

Kortromanen Skruen strammes (1898) er en af James’ mindre romaner og mit første møde med ham, her i en dansk nyoversættelse fra 2012, men den har så absolut øget min appetit på at læse mere fra forfatterskabet. >> Læs videre

Hubert Mingarelli: Manden som var tørstig

Af ,
Skriv en kommentar

Lavmælt, men intens og rørende fransk kortroman om en ung, traumatiseret japansk soldat på vej hjem fra krigen.

Det lille, relativt nye forlag Etcetera har siden 2013 markeret sig stilfærdigt og seriøst med en prisværdig ambition om gøre udvalgte titler blandt den nyere, franske kvalitetslitteratur tilgængelige på dansk. Seneste udgivelse er Hubert Mingarellis Manden som var tørstig (oprindeligt fra 2014).

Hubert Mingarelli (f.1956) er forholdvis ukendt herhjemme. Udover Manden som var tørstig er kun yderligere én af hans bøger oversat til dansk (Fire soldater (2013), også fra Forlaget Etcetera). Men faktisk har han et stort forfatterskab bag sig – mere end 20 romaner, ungdomsromaner og novellesamlinger er det blevet til i hjemlandet Frankrig. >> Læs videre

Chinua Achebe: Things Fall Apart

Af ,
Skriv en kommentar

Nigeriansk romanklassiker er stadig værd at læse for sit indblik i livet i et traditionelt, vestafrikansk landsbysamfund.

Chinua Achebes (1930-2013) debutroman Things Fall Apart fra 1959 har status af en klassiker indenfor afrikansk romankunst. Mange steder vil man kunne se den omtalt som “den første afrikanske roman” forstået som den første roman skrevet af en afrikansk forfatter, om afrikanske forhold og fra et afrikansk synspunkt. Det er muligvis en tilsnigelse hævde, at Achebes roman var den allerførste “afrikanske roman” i dén forstand, men det var ihvertfald dén, der fik det første internationale gennembrud.

Things Fall Apart er historien om Okonkwo fra den fiktive klan Umuofia blandt Ibo-folket i det nuværende Nigeria. >> Læs videre

Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

Af ,
2 kommentarer

I år er 150-året for den første udgivelse af Lewis Carrolls børnebogsklassiker Alice in Wonderland (1865). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof markerer det med en ny dansk oversættelse af klassikeren og opfølgeren Through the Looking-Glass, and what Alice found there (1871) udgivet med forfatterens originale illustrationer, som angiveligt ikke tidligere har været optrykt i dansk sammenhæng.

Da jeg så nyudgivelsen, gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig har læst de oprindelige bøger, og jeg har nu benyttet anledningen til at få rettet op på denne mangel i min litterære selvopdragelse. >> Læs videre

David Vann: Caribou Island

Af ,
2 kommentarer

Forliste drømme, forspildte liv og skibbrudne ægteskaber – nuværende såvel som kommende. Det er hovedtemaerne i David Vanns (f.1967) ikke just opmuntrende, men ikke desto mindre tæt på fremragende og i høj grad læseværdige roman Caribou Island fra 2011.

David Vann skriver ikke feel good-romaner. Det ved vi allerede fra hans øvrige værk (Legend of a Suicide (2008), Dirt (2012) og Goat Mountain (2013)). Og sådan én er Caribou Island heller ikke, selv om den ikke er ligeså mørk i sin ydre handling som de øvrige nævnte. Den indre handling, som angår personernes følelsesliv, er til gengæld kulsort og isnende kold som Alaskas vinternætter. >> Læs videre

David Vann: Goat Mountain

Af ,
Skriv en kommentar

I Goat Mountain tager David Vann os med på jagt efter det menneskelige urinstinkt til at dræbe. Det er en stærk og barsk roman om vold og drab som menneskelig grundfortælling. Det er krads læsning, der gør indtryk. Og det er ret godt. Også selv om bogen i passager slår over i for meget gammeltestamentelig patos.

David Vann (f. 1967) har i tidligere værker skrevet på en inspiration fra sin egen families voldelige fortid og sine egne traumer derfra, må man tro. I den stærke semi-selvbiografiske Legend of a Suicide (2008) behandler Vann således fra forskellige fiktive vinkler sin egen fars selvmord.

I Goat Mountain dykker Vann endnu dybere ned i den menneskelige naturs mørkeste indre. Romanen kan læses som en undersøgelse af menneskets grundlæggende tilbøjelighed for vold. Bogen har nærmest karakter af en dystopisk helvedesvision – med den foruroligende pointe, at helvedet ikke er at finde i en fjern apokalyptisk fremtid, men er her lige nu og hele tiden har været her i naturen, herunder i menneskets egen natur. Det er grumt og uhyggeligt, men også medrivende læsning, hvilket i sig selv er en smule skræmmende. >> Læs videre

Pasi Ilmari Jääskeläinen: The Rabbit Back Literature Society

Af ,
Skriv en kommentar

Satirisk, litterær fantasykrimi kunne man måske kalde denne sære bog af finske Pasi Ilmari Jääskeläinen. Men man kunne sikkert også kalde den noget andet – den er ikke helt let at klassificere. Og heller ikke helt let at finde ud af, hvad man skal mene om.

Jeg faldt over bogen tilfældigt på Amazon og blev lokket af løfter om et mørkt-humoristisk, satirisk univers med litterære ambitioner. Og når forfatteren er finsk, plejer det gerne at borge for noget skævt. Og så skal man jo engang imellem prøve noget nyt. >> Læs videre

Alice Munro: Lives of Girls and Women

Af ,
Skriv en kommentar

Alice Munro (f. 1931) er først og fremmest kendt for sine noveller, som blandt andet har indbragt hende Nobelprisen i litteratur i 2013. Men hun har også skrevet en enkelt roman, Lives of Girls and Women fra 1971.

Betegnelsen ‘roman’ er dog lidt en tilsnigelse. Det ville nok være mere reelt at kalde den en novellecyklus. Romanen består således af otte afrundede fortællinger, som hver især kunne stå alene, men ikke desto mindre udgør en samlet og overvejende kronologisk ordnet, fremadskridende fortælling.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Lives of Girls and Women er pigen Del Jordan, og romanen er hendes beretning om at vokse op som pige og teenager og gradvist modnes til ung kvinde i 1940’erne i den lille flække Jubilee i Ontario, Canada. >> Læs videre

Conn Iggulden: Stormbird (Wars of the Roses #1)

Af ,
Skriv en kommentar

Store, blodige middelalderslag mellem riddere til hest og langbueskytter til fods, intriger ved hoffet, veludstyrede kongelige bryllupper, drabelige søslag, overskårne halse og afhuggede hoveder. Stormbird er ikke stor litteratur, men den er gedigen underholdning med smæk for skillingen i genren historisk ramasjangfiktion.

Stormbird er første bind i britiske Conn Igguldens seneste serie af historiske romaner, som denne gang handler om den periode af engelsk historie, der går under betegnelsen Rosekrigene (War of the Roses). >> Læs videre

Roberto Bolaño: The Return

Af ,
Skriv en kommentar

Lidt ujævn, men meget bolañosk, man fristes til at sige burlesk, novellesamling, som indeholder nogle få perler, flere jævnt gode, men også enkelte mindre gode historier.

The Return er en af de mange Bolaño-udgivelser, der har set jordens overflade på engelsk, siden Roberto Bolaños (1953-2003) død som bare 50-årig. Man kan ikke lade være med at tænke, at Bolaños berømmelse har fået nogle forlæggere til at gribe lige lovlig dybt i de efterladte papirer. De fleste af historierne i The Return holder dog et godt niveau, selv om de ikke lever op til Bolaños bedste. >> Læs videre

Antoine Compagnon: En sommer med Montaigne

Af ,
Skriv en kommentar

Renæssanceridderen Michel de Montaigne (1533-1592) er berømt for mange ting, herunder for at have opfundet essayet som genre, og ikke mindst for at introducere undersøgelsen af forfatterens egen person som tema for en bog.

Essai har flere betydninger på fransk, herunder at afprøve eller forsøge noget, og Montaignes Les Essai er ifølge Compagnon netop dét, en serie aldrig helt afsluttede afprøvninger af Montaignes egne tanker om en stor mængde af emner – moral, venskab, sex, aldring og død, religion, politik, krig og fred, læsning, samtale og ikke mindst dette at blive og være sig selv, hele tiden i forandring.

Montaignes form, essayet, er den løse, causerende, usystematiske prosa, ofte inspireret af og i dialog med antikkens filosoffer, men bevidst udogmatisk, altid med afsæt i hans egen person og egne reflektioner.
>> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Af ,
Skriv en kommentar

“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.

Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre: >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg

Af ,
Skriv en kommentar

“Døden ligger inde med svarene, står der et eller andet sted, og den formidler ældgammel visdom; det er naturligvis noget forbandet vrøvl. Det vi ved, det vi har lært, stammer ikke fra døden, men fra poesi, fortvivlelse og til sidst erindringer om lykke og omfattende svig.”

Englenes sorg er andet bind i Jón Kalman Stefánssons romanserie om drengen med digtersjælen i kamp med det barske liv på Islands vestkyst engang for omkring hundrede år siden. Himmerige og helvede var den første, og Menneskets hjerte er den tredje.

En lille advarsel: Har du ikke læst første bind af trilogien, vil du i det følgende støde på enkelte afsløringer af handlingen herfra, dog ikke flere end hvad der allerede fremgår af klapteksten til Englenes sorg. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede

Af ,
3 kommentarer

Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede er verdenslitteratur. Den er smuk og barsk, domineret af mørke og melankoli, men båret af varme og kærlighed til menneskene og et sted under overfladen også humor. Det er islandsk romankunst på et niveau, der sender tankerne i retning af Haldor Laxness. Ja, så godt er det faktisk.

Mit første bekendtskab med Jón Kalman Stefánsson (f.1963) var Sommerlys og så kommer natten (opr. 2005), og når jeg tænker på den, rykker det stadig i mine arme for at kaste dem højt over hovedet af begejstring. Så det er egentlig svært at forstå, hvorfor det har taget mig næsten et år at finde Himmerige og helvede ned fra hylden.

Men nu fik jeg endelig givet mig selv den gave at læse den, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af forventning til de to næste bøger i trilogien, Englenes sorg og Menneskets hjerte, som ligger her foran mig. >> Læs videre

Jim Crace: Harvest

Af ,

Jim Craces Harvest er en fejende flot skrevet roman, der smager af senmiddelalder, sensommer, gyldent korn og svampe. Det er en bog om den potentielle ondskab, der lurer under overfladen i selv tilsyneladende harmoniske sociale relationer, fortalt på et historisk bagtæppe udgjort af den engelske enclosurebevægelse.

Harvest starter og slutter med ild. På bogens første side vågner beboerne i en lille, unavngiven landsby i en ubestemt tidsalder op til synet af to røgsøjler. Den ene kommer fra et bål, som tre nyankomne, to mænd og en kvinde, har tændt i udkanten af landsbyens marker for i overensstemmelse med tidens skik og brug at markere deres ankomst. Den anden røgsøjle kommer fra den bonus pater-agtige herremands lade, der er i brand. >> Læs videre

Peter Swanson: Pigen med det tidsindstillede hjerte

Af ,
1 kommentar

Ganske ferm amerikansk thriller i klassisk noir-stil.

Pigen med det tidsindstillede hjerte er amerikanske Peter Swansons romandebut, og den er han lykkedes helt godt med.

Der er tale om en krimi/thriller i bedste noir-stil á la Raymond Chandler. Alle ingredienserne er der ihvertfald: Først og fremmest en sexet, mystisk og farlig femme fatale med en blakket fortid, men også mord, narko, diamanter og et indviklet plot, der langsomt afslører, at kun de færreste er, hvad de giver sig ud for. >> Læs videre

László Krasznahorkai: Modstandens melankoli

Af ,
Skriv en kommentar

Ungarnske László Krasznahorkai blev i maj 2015 tildelt den prestigefyldte The Man Booker International Prize 2015. Prisen uddeles for et samlet forfatterskab skrevet på eller oversat til engelsk (og ikke for en enkelt bog oprindeligt skrevet på engelsk som tilfældet er for The Man Booker Prize)

Tilfældet (eller hvad det nu var?) ville, at Forlaget Sisyfos netop på dette tidspunkt var klar med den første danske oversættelse nogensinde af en bog af Krasznahorkai, hans angivelige hovedværk fra 1989, Modstandens melankoli. God timing, må man sige.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig før havde hørt om Krasznahorkai, formentlig fordi han ikke har været oversat til dansk. Forstå det, hvem der kan. For bedømt på Modstandens melankoli, så er der ingen tvivl om, at Krasznahorkai bør regnes med i den helt tunge sværvægterklasse på verdenslitteraturscenen. >> Læs videre

Harald Voetmann: Syner og fristelser

Af ,
Skriv en kommentar

Harald Voetmann excellerer igen i sin nyeste roman i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få. På samme niveau kan jeg umiddelbart faktisk kun komme i tanker om fransk litteraturs enfant terrible Céline, men han mangler Voetmanns humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.

Jeg var ret begejstret for Voetmanns forrige bog. Alt under månen (2014), og Syner og fristelser er næsten lige så god. Faktisk er den sidste på sin vis mere stramt og for så vidt bedre komponeret end forgængeren. Syner og fristelser mangler dog det spraglede katalog af frastødende og såre menneskelige typer, der befolkede Voetmanns udgave af Tycho Brahes Hven i Alt under månen. >> Læs videre

Andreas Vermehren Holm: Antropocæn kreatur

Af ,
Skriv en kommentar

Antropocæn kreatur? Hvad i alverden er det nu for en titel?

Antropocæn er et af de nye in-ord på den klimabevidste del af venstrefløjen. Begrebet er for nogle år siden bragt i spil i antropologiske, men også i geologiske kredse som forslag til betegnelse for en ny geologisk tidsalder.

Ifølge de nuværende officielle betegnelser befinder vi os i dag i tidsalderen Holocæn, som har varet siden sidste istid for ca. 11.500 år siden. Argumentet bag begrebet Antropocæn er, at jorden siden den industrielle revolution omkring år 1800 har undergået så store og varige forandringer som følge af menneskelig aktivitet, at det også i et geologisk perspektiv giver mening at tale om en helt ny epoke. >> Læs videre

Kim Leine: Afgrunden

Af ,
Skriv en kommentar

Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.

I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.

Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel. >> Læs videre

Frøydis Sollid Simonsen: Hver morgen kryber jeg op fra havet

Af ,
Skriv en kommentar

Frøydis Sollid Simonsens (f.1986) kortprosa er fyldt med både poesi, vid og skæv humor. Anbefales.

Hver morgen kryber jeg op fra havet er Frøydis Sollid Simonsens debut som forfatter. Hun er norsk, bosat i København og studerer i Sverige på tegneserieskolen i Malmö. Talentet for at tegne demonstreres også af denne smukke udgivelse, hvis forside og omslagsklapper prydes af Frøydis Sollid Simonsens skæve tegninger (se billede herunder).

Hver morgen kryber jeg op fra havet er en lille bog med en lille historie fortalt i en serie små kortprosastykker, de færreste mere end en side lange, de fleste kortere. Vi følger en jeg-stemme, en ung kvindelig biologistuderende, som læser til eksamen samtidig med, at hun bliver forelsket, får en kæreste og til sidst forladt. >> Læs videre