Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Et sprudlende og farverigt portræt af den jødiske bydel Bom Fim i Porto Alegre, Brasilien, i 1940’erne. Med masser af humor, satire og nogle stænk magisk realisme.
Jeg bliver lige hængende lidt ved Moacyr Scliar (1937-2011). Denne gang ved hans første roman fra 1972, The War in Bom Fim (oversat til engelsk fra det originale portugisiske af David William Foster i 2010). >> Læs videre
Mildt underholdende, ironisk kortroman om et mislykket, romantisk forsøg på at genskabe Paradisets have som en økologisk turistpark i et stykke jungle i Brasilien.
Eden-Brazil (opr. 2002) hører til brasilianske Moacyr Scliars (1937-2011) senere produktion. Det er ikke en af hans mest kendte romaner, og lad os bare være ærlige og sige, at det nok også er med god grund. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig bog, den er bare et stykke fra standarden hos Scliar, når han er bedst. >> Læs videre
Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok finpudsede Hollywood-facade i Joan Didions nyklassiker fra 1970.
Joan Didion (f. 1934) er måske mest berømt for sine new journalism essays (og dem kommer jeg til i en senere anmeldelse), men hun har også skrevet skønlitteratur, og Play It as It Lays fra 1970 har status af en amerikansk nyklassiker, som imidlertid først i 2020 er blevet oversat dansk under titlen Intet gælder (ved Olga Ravn). >> Læs videre
Jules Archers små historier er netop det, titlen antyder: Little Feasts, små festmåltider, der kun tager et par minutter af gnuffe i sig, men som man kan være noget længere om at fordøje. Og nogle af dem kræver en stærk mave, der er tilvænnet det groteske, så er du advaret.
De fleste af de 19 korte historier i Little Feasts (2020) er det, man med et smart begreb kan kalde flash fiction – små historier, der er for korte til at være noveller. Nogle af dem har dog lige akkurat normal novellelængde. De fleste af teksterne har været bragt før i diverse tidsskrifter og udgives her samlet i en – tro mod tekstformatet – billig, hurtig paperbackversion (med med et flot forsidedesign af Carolyn Brandt). >> Læs videre
Hvad sker der, når en matematikprofessor på vej mod de 50 pludselig overvældes af et øjeblik af “inkommensurabel betydning,” et uventet glimt af mening hinsides fornuft i et ellers kedeligt, borgerligt normalliv? Hos Hilda Hilst går han i mental opløsning i en mere end almindelig alvorlig midtvejskrise – som måske kan være vejen til genfødsel (som hund).
Fra Moacyr Scliars noveller til en anden af Brasiliens store forfatterprofiler, Hilda Hilst (1930-2004). I 2018 fik vi for første gang adgang til at læse Hilda Hilst på dansk i form af Lean Pejtersens oversættelse af den uanstændige Madam D (opr. 1982), udgivet på Forlaget Gladiator. Lean Pejtersen står også bag den fine fordanskning af Med min hundeøjne (opr. 1986), som udkom for et par måneder siden på det relativt nye mikroforlag, Harpyie. >> Læs videre
Brasilianske Moacyr Scliars noveller er et festfyrværkeri af finurligheder, skæve karakterportrætter, politisk, social og religiøs satire, allegorier, fabler, grotesker, fantastik, magisk realisme og andre besynderligheder. Ikke altid umiddelbart meningsfuldt, men ofte tankevækkende og hele vejen igennem underholdende.
Af en novellesamling at være er The Collected Stories of Moacyr Scliar en moppedreng på 475 store sider. Der er da heller ikke tale om én, men hele seks novellesamlinger, oprindeligt udgivet i perioden 1968-1989 og med et nyt efterord af Scliar selv fra 1999. Nogle af samlingerne har tidligere været udgivet selvstændigt i engelsk oversættelse, andre findes kun på engelsk her. Alle oversat fra det portugisiske af Eloah F. Giacomelli. >> Læs videre
Tolstojs tre fortællinger fra Sevastopol under Krimkrigen er ikke det ypperste fra mesterens hånd, men mindre kan gøre det. Fortællingerne er værd at læse for de levende stemningsbilleder fra byen og bastionerne og for Tolstojs satiriske blik på forfængeligheden i de menneskelige relationer.
Den unge Lev Tolstoj (1828-1910) meldte sig i 1851 frivilligt til hæren, og i 1854-1855 deltog han som sekondløjtnant i Krimkrigen, blandt andet under belejringen af Sevastopol på Krim. Sevastopolfortællingerne (opr. 1855) er vokset ud af Tolstojs erfaringer herfra. >> Læs videre
Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.
Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig. >> Læs videre
“Det smukkeste er at være til stede i verden, at hengive sig til ydmygelse, at hengive sig til mishandling.” Kinesiske Wang Xiaobos to kortromaner om seksualitet, magt, dominans og underkastelse i Kulturrevolutionens Kina er satire på højt plan.
I september i år udkom endnu en forbilledligt fin bog i forlaget Korridors novellaserie. Der er tale om en dobbeltudgivelse af to kortromaner af den kinesiske forfatter Wang Xiaobo (1952-1997), Så blødt som vand og Guldalder. >> Læs videre
Arkaisk jordbrug er på godt og ondt en markant og særegen læseoplevelse. En ikonisk historie med ny- og gammeltestamentelige konnotationer om landbrugsjord, incestuøst begær og undertrykkende familierelationer, fortalt i Raduan Nassars vildt og voldsomt fossende, ekspressionistiske og lyriske prosa.
Sidste uge bød på en dobbeltudgivelse af de første danske oversættelser af brasilianske Raduan Nassars to (eneste) romaner, Galdens bæger (opr. 1978) og Arkaisk jordbrug (opr. 1975), begge fornemt fordansket af Tine Lykke Prado. I sidste uges anmeldelse af Galdens bæger kan du også læse en smule om forfatteren. >> Læs videre
Et brasiliansk skænderi af mytologiske dimensioner, emmende af magt og sex, iklædt sublime sproglige gevandter. Nyklassisk, brasiliansk forfatter er endelig oversat til dansk.
Raduan Nassar (f. 1935) er næppe et navn, der ringer klokker hos mange danske læsere. For mig var han ihvertfald helt ukendt indtil Jensen & Dalgaards udgivelse i går af hele to romaner fra hans hånd, begge oversat til dansk af altid gode Tine Lykke Prado. >> Læs videre
Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.
I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet. >> Læs videre
Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.
Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller. >> Læs videre
Yukio Mishimas Fædrelandskærlighed er et intenst, japansk kammerspil, på én gang erotisk og brutalt voldeligt. En sublim sproglig nydelse – hvis man ellers er i stand til at se bort fra Mishimas ultranationalistiske, højreorienterede ideologi og hans infantile fascination af samuraiernes krigeretos, som er markant tilstede på hver eneste side af novellen.
Normalt afholder jeg mig fra at tolke litterære værker i lyset af forfatterens biografi, men det er nærmest umuligt at læse Yukio Mishimas novelle Fædrelandskærlighed uden at sammentænke den med hans liv og ikke mindst død. >> Læs videre
Opfølgeren på Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket har mange temaer til fælles med forgængeren, men den er mere mørk og mere crazy. Men langt fra lige så god.
Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Denne talemåde kom mig i hu, da jeg i forbindelse med læsningen af japanske Sayaka Murata Earthlings (opr. 2018, eng. 2020) genlæste min egen anmeldelse af hendes Døgnkioskmennesket (opr. 2016, da. 2019). Den sidstnævnte var jeg ganske charmeret af, men jeg efterlyste, at Sayaka Murata ville udfolde de mørke undertoner i sit litterære univers lidt mere. >> Læs videre
En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.
Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse. >> Læs videre
En på flere måder fin debutroman om sorgens forskellige former, og om forskellige måder at håndtere den på. For alvor grebet blev jeg dog kun sporadisk.
Umami er mexicanske Laia Jufresas debutroman fra 2015, som nu foreligger på glimrende dansk ved Ane-Grethe Østergaard (Skjødt Forlag). >> Læs videre
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.
Carlos Fuentes (1928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre
Ottessa Moshfeghs roman om en ung, på overfladen priviligeret, men deprimeret newyorker-kvinde, der beslutter sig for at sove et år væk på en cocktail af blandet narko, har kvaliteter, men får ikke indløst det ærinde, som den også kun måske har. Den er sine steder ganske vittig, men alt for lang, og mestendels kedelig.
Jeg var meget begejstret for amerikanske Ottessa Moshfeghs novellesamling Homesick for Another World. Lidt mindre begejstret for hendes romaner, McGlue og Eileen. Novelleformen synes at bekomme Moshfeghs åbenlyse litterære talent bedst, og det bliver kun bekræftet i hendes seneste roman My Year of Rest and Relaxation fra 2018. >> Læs videre
Tyrkisk semiklassiker fra den anatolske højslette om fattige bønders forgæves kamp mod skruppelløse, kapitalistiske storbønder. Velskrevet, livlig og humoristisk, men den politiske og social indignation tager magten over de litterære kvaliteter og får samlet set romanen til at fremstå lidt støvet.
Yashar Kemal (1923-2015) har status som en af Tyrkiet store, såkaldt folkelige forfattere. Han var i sin tid også nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, særligt for debuten, Memed, min falk (opr. 1955). Den står også i min reol i en engelsk oversættelse, men den venter jeg lidt med. >> Læs videre
Alting synes at flyde sammen i Hasan Ali Toptaş‘ sære roman om mystiske forsvindinger i en lille anatolsk landsby, glemt af både Gud og staten. Den er flot skrevet og udfolder efterhånden en vis fascinationskraft, men efter min smag er den også en tand for villet mærkelig og utilgængelig.
Realitet og fiktion, virkelighed og drømme, fortid og fremtid glider fra start til slut ud og ind ad hinanden i denne roman, som knap nok kan kaldes en fortælling, og hvori læseren ikke finder mange faste holdepunkter undervejs. >> Læs videre
Virginie Despentes’ roman om den tidligere så succesfulde pladespusher og dj, Vernon Subutex, og hans fald til det franske samfunds bund er rå, punket, fræk og humoristisk og særdeles velskrevet. Samtidig dog tynget af lige lovlig mange personer og sidehistorier, som gør dette første bind isoleret set til en lidt ufokuseret affære.
Franske Virginie Despentes (f. 1969) har et pænt stort forfatterskab bag sig, og en del af hendes bøger er også oversat til dansk. For mig er Vernon Subutex dog mit første bekendtskab med hende. Og lad mig bare afsløre fra begyndelsen, at det kalder på mere – selv om jeg i nogle henseender havde det lidt tungt med bogen. >> Læs videre
Et følsomt portræt af en ulykkelig, sekstenårig pige uden venner udvikler sig til et splatteragtigt voldsorgie i et supermarked. The Proof er et eksempel på argentinske César Aira, når hans vilde fantasi og hang til at overraske løber helt af med ham, og det bliver for meget.
Hvorfor er det, at jeg bliver ved med at læse César Aira, når jeg oftere end sjældent ender med at give ham lunkne ord med på vejen? >> Læs videre
César Airas måske-semibiografiske kortroman The Lime Tree om en barndom i Argentina i peronismens tegn har en vis charme, men den er for løst (tæt på sløset) komponeret til at være egentlig god.
Det er et egentlig et stykke tid siden, jeg læste The Lime Tree (og yderligere en lille Aira-bog – anmeldelse af denne følger snart). Men jeg har ikke lige fundet anledningen før nu til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse. Derfor bliver den også kort. >> Læs videre
“Der findes ikke løgn i litteraturen, i fiktionen, og jeg vil gå så langt som at sige at der ikke findes sandhed i det virkelige liv.”
Portugisiske Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke (opr. 2018), som udkommer på dansk i dag i Ole Eistrups udmærkede og letlæste oversættelse til dansk, er en roman om mange ting. Men især er det en roman om fortællingens kraft, om hvordan menneskene digter sig selv og hinanden – som forudsætning for overhovedet at kunne være mennesker. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En kortroman i lyrisk prosa om galskab, men også om seksualitet, kønnede magtstrukturer, social tvang og religion.
Det er ikke blevet til så meget med læsningen de seneste par måneder af forskellige grunde, og bagud med anmeldelserne er jeg også. Sådan er det nogle gange. Lidt bliver der dog læst, og ind i mellem endda også noget fremragende litteratur. >> Læs videre
Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.
Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden. >> Læs videre
Grotesker, gotik, fantastik, eventyr og science fiction. Færøske Hanus Kambans novellesamling Guldpigen spænder genremæssigt vidt. Desværre er kun et par af historierne rigtigt gode, mens de andre hurtigt fortaber sig i glemsel.
De ti noveller i Guldpigen (opr. 2011, på dansk i 2012 ved Kirsten Brix) er hurtigt læst. Jeg læste de fleste på den korte flyvetur til Tórshavn fra Billund for omtrent toenhalv uge siden. Desværre er de lige så hurtigt glemt. >> Læs videre
Kedelig færøsk krimi – kun marginalt interessant for handlingens omgivelser, hvis du har interesse for Færøerne.
Jógvan Isaksens Dødninge danser på sandet er den syvende bog på dansk i Isaksens krimiserie om journalisten Hannis Martinsson (som ifølge bogens klaptekst indtil nu omfatter i alt ti romaner). Det er dog ikke nødvendigt at have læst de foregående bøger for at følge med. Faktisk er det slet ikke nødvendigt at læse denne heller. Jeg var således ikke imponeret. >> Læs videre
