Historisk roman om nationen Bangladesh’ fødsel i krig i 1971 fortalt fra en mors pespektiv. En udmærket pageturner, stedvist gribende og interessant for de historiske detaljer, især fra hverdagslivet i Østpakistan/Bangladesh på krigens tid. Men også lidt for meget til den melodramatiske side for K’s smag.
A Golden Age åbner med en prolog i 1959 i Dhaka, det daværende Østpakistan, med enken Rehanas ord til sin afdøde mand: >> Læs videre
Blodfejder, sværdkampe, musik, mytologi og poesi fra de kasakhstanske stepper.
Oversatte skønlitterære bøger fra Kasakhstan… dem er der ikke så mange af på markedet, kan jeg hilse og sige, men der er dog nogle, blandt andre denne helt interessante, lille roman i lyrisk-episk stil af den kasakhstanske forfatter (og politiker) Abish Kekilbayev (1939-2015).
Ballad of Forgotten Years er en episk, men også moralsk-filosoferende fortælling fra stepperne i det nuværende Kasakhstan. Den foregår i en ikke nærmere specificeret historisk tid, som dog ifølge forlæggerens forord kan afgrænses til et tidspunkt mellem Islams indtog på stepperne i det 12. århundrede (der refereres til Allah, selv om også en mængde ældre lokale trosforestillinger stadig lever) og introduktionen af skydevåben i regionen i det tidlige 18. århundrede. På den baggrund tør jeg godt tidsfæste historien lidt nærmere til slutningen af det 17. eller begyndelsen af det 18. århundrede, da der rent faktisk optræder enkelte skydevåben i fortællingen. Vi er dog stadig i en tid, hvor sværdet og køllen er de dominerende våben blandt steppens krigere. >> Læs videre
Et hvalfangerskib er på skæbnesvanger kurs mod det nordligste og mest isnende kolde Arktis med en morder ombord og flere slags lig i lasten. The North Water er en ambitiøs spændingsroman, som excellerer i det ækles æstetik, i flot sprog, historiske tidsbilleder, naturbeskrivelser af det kolde nord, litterære referencer til klassikerne og en ambition om samtidig at være et psykologisk drama, som dog ikke helt indfris.
Romanen udspiller sig i 1859, hvor hvalfangerskibet Volunteer stævner ud fra Hull og via Shetlandsøerne og neden om Kap Farvel begiver sig mod det arktiske nord i Baffinbugten i jagten på de hvaler, som havet på den tid er ved at blivere tyndere på som følge af overdreven hvalfangst. Men efterhånden viser det sig, at formålet med ekspeditionen også er et andet. >> Læs videre
Et melankolsk, ironisk-kærligt og rastløst strejftog gennem de labyrintiske kældergange i menneskesindet og det 20. århundredes historie.
Hvad er opskriften på Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik? Bland lige dele W. G. Sebald og Günther Grass, tilsæt et par knips Jorge Luis Borges, ryst godt sammen med en sækfuld brokker fra Bulgariens historie i det 20. århundrede, en god portion personlige erindringsstumper fra et levet liv og et skvæt antik mytologi. Servér i små glas og indtag i store mængder.
Resultatet er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman. Det er dog også en noget blandet affære, som man godt kan blive træt i hovedet af hen på aftenen. >> Læs videre
Maaza Mengistes episke familiedrama Beneath the Lion’s Gaze er interessant for det billede, romanen giver af den såkaldte revolution i Etiopien i 1970’erne. Men den snubler lidt i egne litterære ambitioner og mangler for meget i persontegningerne til for alvor at fænge.
Romanen tager sin begyndelse i 1974 i Addis Ababa. En voksende folkelig utilfredshed med den etiopiske regering er under opbygning, først og fremmest udtrykt gennem omfattede studenterdemonstrationer for reformer. Protesterne eskalerer efter den verdensomspændende visning af tv-billeder fra sultkatastrofen i Wello-regionen i Etiopien samme år. >> Læs videre
Forspil til et folkemord. Det kunne være overskriften for Scholastique Mukasongas sympatiske, men desværre ikke helt vellykkede roman om en katolsk pigeskole højt oppe i bjergene i Rwanda. Pigeskolen er i romanen et slags mikrokosmos for de spændinger i Rwanda, der skulle pege frem mod et af verdenshistoriens værste folkemord.
Romanen afslører ikke noget præcist årstal for, hvornår den udspiller sig, men samlet set kan man som læser stykke sammen, at vi formentlig befinder os i sidste halvdel af 1970’erne, det vil sige omkring 15-20 år før de forfærdende tre måneder i Rwanda 1994, hvor omkring 800.000 tutsier blev massakreret af ekstremistiske hutuer og deres medløbere, opildnet af en langvarig hadkampagne. >> Læs videre
Ghanesisk-amerikanske Yaa Gyasis debutroman er en mestendels underholdende, interessant og vedkommende slægtsroman, som tematiserer kolonialisme, slaveri og racisme i både Vestafrika og USA over et imponerende tidsspænd på 250 år.
Romanen tager udgangspunktet i historierne om to halvsøstre, Effia og Esi, som vokser op i det vestlige Afrika i midten af det 18. århundrede i det nuværende Ghana(som de britiske kolonisatorer kaldte Guldkysten). De to piger er født af samme mor, men med forskellige fædre fra henholdsvis Fante- og Asantefolket, som i årtier ligger i krig med hinanden. Pigerne vokser op i hver sin landsby hos hvert sit folk uden kendskab til hinandens eksistens. >> Læs videre
The Mysterious Ballon Man er en lidt pudsig blanding af historisk roman fra tiden omkring den franske revolution, spionhistorie og sædelighedskomedie. Den kombination fungerer egentlig ikke specielt godt.
Albert Salvadó (f. 1951) er en af de ganske få oversatte forfattere fra miniputstaten Andorra. Han har skrevet en række romaner indenfor genrerne krimi, spænding og historisk fiktion – og i øvrigt også børnebøger. The Mysterious Balloon Man er den første roman i trilogien The Shadow of Ali Bey. >> Læs videre
Finske Aki Ollikainens lille roman om hungersnøden i Finland i 1867 er i sine bedste passager intens og gribende. Men han taber for meget i uinteressante sidehistorier og et lidt for selvbevidst forsøg på at skrive med lyrisk swung.
Op mod 15 procent af den finske befolkning mistede livet under den finske sultkatastrofe i 1867-1868 (afhængigt af, hvilke historikere, man tror på – måske var det noget mindre). Et sent forår og en kold sommer blev katastrofal for høsten, og den finske befolkning gik ind i vinteren uden forråd.
Dette katastrofeår er den historiske scene for Aki Ollikainens (f.1973) roman Hungersnød. Den vigtigste figur i romanen er den fattige bondekone Marja, som i den knogleknugende kolde isvinter 1867 af nød og sult begiver sig ud på sin egen hungermarch med sine børn. Det diffuse mål er Sankt Petersborg, som hun og mange andre forestillede sig kunne være redningen. >> Læs videre
Julia Alvarez blander i In the Time of the Butterflies fiktion og fakta, og resultatet er et levende og vedkommende portræt af fire søstre, deres valg og fravalg og konsekvenserne af dem i en skæbneperiode i et af verdenshistoriens mest modbydelige diktaturer, General Rafael Leonidas Trujillos Dominikanske Republik.
Mirabal-søstrene, i folkemunde også kendt som Las Mariposas (Sommerfuglene), har status af ikoner for den folkelige modstand mod Trujillos brutale og totalitære diktatur i den Dominikanske Republik.
De tre søstre, Minerva, María Teresa og Patria Mirabal blev den 25. november 1960 myrdet af Trujillos diktatur (som for et syns skyld – uden at regne med at narre nogen – maskerede mordene som en trafikulykke). Søstrene var involveret i en modstandsbevægelse mod Trujillo og tilkyttet et fejlslagent oprør. Forud for mordene på dem havde de alle tre tilbragt omkring ni måneder i fængsel og udsat for tortur. >> Læs videre
“The full, final and completely complete title of my bullshit story is: Allah is not obliged to be fair about all the things he does here on earth. Okay. Right. I better start explaining some stuff.”
Sådan starter Birahima, ti eller tolv år (han ved det ikke helt selv), forældreløs og erfaren børnesoldat i 1990’ernes rædselsvækkende krige i Liberia og Sierra Leone sin historie i Ahmadou Kouroumas roman Allah is not obliged fra 2000.
Romanen tager sin begyndelse i Birahimas tidlige barndom i Elfenbenskysten. Efter morens død og et liv som gadebarn begiver han sig sammen med svindlertypen Yakouba mod Liberia for at finde sin tante. Her bliver de to dog hurtigt indrulleret i en af de liberiske oprørshære, hvor Birahima til sin store begejstring snart udstyres med sin egen AK 47 Kalashnikov. Gennem Birahimas øjne får vi fortalt den plagsomme historie om de ødelæggende borgerkrige i Liberia og Sierra Leone. >> Læs videre
Piazza Navona i Rom, den fjerde oktober 1599: Den italienske maler Caravaggio og den spanske digter Francisco de Quevedo duellerer mod hinanden i en indædt renæssancetenniskamp spillet med en sjælden tennisbold fremstillet af håret fra Anne Boleyns afhuggede hoved…
De to fordrukne kunstnere, slagsbrødre og spradebasser har begge så brutale tømmermænd, at de ikke husker noget om, hvad det egentlig var for en kontrovers, der første til, at den ene udfordrede den anden til duel natten før. Erindringen om nattens udskejelser kommer kun gradvist til dem i løbet af kampen og romanen. >> Læs videre
Medrivende, underholdende og oplysende roman om den nigerianske borgerkrig, også kendt som Biafrakrigen i 1960’erne.
Nigeriansk fødte Chimamanda Ngozi Adichie (f. 1977) har fået vældig succes de seneste år, også i Danmark, senest med romanen Americanah (2013), men jeg har faktisk ikke tidligere læst noget af hende. Adichies gennembrudsroman fra 2006, Half of a Yellow Sun (på dansk første gang i 2007 som En halv gul sol), er således mit første bekendtskab med hendes værk.
Romanen udspiller sig i 1960’ernes Nigeria, som efter uafhængigheden fra Storbritannien i 1960 i stigende grad præges af spændinger mellem landet forskellige etniske grupper, hvoraf de største er hausaerne i nord, yorubaerne i vest og igboerne i øst. I 1966 udsættes landet for et militærkup og kort efter et modkup, som følges af massakrer på kristne igboer i de muslimsk dominerede, nordlige dele af landet. Massakrerne fører til udråbelsen af den uafhængige republik Biafra i 1967 i Nigerias sydøstlige region, domineret af igboer, og – ikke uvæsentligt – et område, hvor man kort forinden har fundet olie.
Kort efter udråbelsen af den nye stat erklærer det officielle Nigeria krig mod Biafra. Biafrakrigen kommer til at vare frem til 1970 og koste skønsmæssigt op mod 3 millioner mennesker livet, hvoraf de fleste dør i den sultkatastrofe, som Nigerias blokade af Biafra udløser i de sidste år af krigen. >> Læs videre
Vaddey Ratners roman fra De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja/Kampuchea er en umanerlig grum og umanerlig smuk roman. Men den er især smuk, og det er dét, der gør den så læseværdig. En god fortælling, som griber om hjertet og klemmer til.
Vaddey Ratner er født ind i en af Cambodjas royale familier. Hun var fem år, da landets kommunistiske parti, bedre kendt som Khmer Rouge, i april 1975 efter en borgerkrig tiltog sig magten, og under en af historiens store skurke Pol Pot indledte et rædselsregime, der skulle koste mellem en og tre millioner mennesker livet. De fleste døde af sult eller sygdom, men mange hundredetusinder blev henrettet.
Vaddey Ratners familie blev efter regimeskiftet ligesom resten af Phnom Penhs (og andre større byers) befolkning deporteret til landsbyer til genopdragelse som risbønder. Hun overlevede, og efter vietnamesernes invasion af ‘Demokratisk Kampuchea’ i 1975 lykkedes det hende med resterne af sin familie at flygte til Thailand og derfra til USA. >> Læs videre
Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.
Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.
Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre
Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.
Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).
Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen. >> Læs videre
Store, blodige middelalderslag mellem riddere til hest og langbueskytter til fods, intriger ved hoffet, veludstyrede kongelige bryllupper, drabelige søslag, overskårne halse og afhuggede hoveder. Stormbird er ikke stor litteratur, men den er gedigen underholdning med smæk for skillingen i genren historisk ramasjangfiktion.
Stormbird er første bind i britiske Conn Igguldens seneste serie af historiske romaner, som denne gang handler om den periode af engelsk historie, der går under betegnelsen Rosekrigene (War of the Roses). >> Læs videre
“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.
Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre: >> Læs videre
“Døden ligger inde med svarene, står der et eller andet sted, og den formidler ældgammel visdom; det er naturligvis noget forbandet vrøvl. Det vi ved, det vi har lært, stammer ikke fra døden, men fra poesi, fortvivlelse og til sidst erindringer om lykke og omfattende svig.”
Englenes sorg er andet bind i Jón Kalman Stefánssons romanserie om drengen med digtersjælen i kamp med det barske liv på Islands vestkyst engang for omkring hundrede år siden. Himmerige og helvede var den første, og Menneskets hjerte er den tredje.
En lille advarsel: Har du ikke læst første bind af trilogien, vil du i det følgende støde på enkelte afsløringer af handlingen herfra, dog ikke flere end hvad der allerede fremgår af klapteksten til Englenes sorg. >> Læs videre
Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede er verdenslitteratur. Den er smuk og barsk, domineret af mørke og melankoli, men båret af varme og kærlighed til menneskene og et sted under overfladen også humor. Det er islandsk romankunst på et niveau, der sender tankerne i retning af Haldor Laxness. Ja, så godt er det faktisk.
Mit første bekendtskab med Jón Kalman Stefánsson (f.1963) var Sommerlys og så kommer natten (opr. 2005), og når jeg tænker på den, rykker det stadig i mine arme for at kaste dem højt over hovedet af begejstring. Så det er egentlig svært at forstå, hvorfor det har taget mig næsten et år at finde Himmerige og helvede ned fra hylden.
Men nu fik jeg endelig givet mig selv den gave at læse den, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af forventning til de to næste bøger i trilogien, Englenes sorg og Menneskets hjerte, som ligger her foran mig. >> Læs videre
Jim Craces Harvest er en fejende flot skrevet roman, der smager af senmiddelalder, sensommer, gyldent korn og svampe. Det er en bog om den potentielle ondskab, der lurer under overfladen i selv tilsyneladende harmoniske sociale relationer, fortalt på et historisk bagtæppe udgjort af den engelske enclosurebevægelse.
Harvest starter og slutter med ild. På bogens første side vågner beboerne i en lille, unavngiven landsby i en ubestemt tidsalder op til synet af to røgsøjler. Den ene kommer fra et bål, som tre nyankomne, to mænd og en kvinde, har tændt i udkanten af landsbyens marker for i overensstemmelse med tidens skik og brug at markere deres ankomst. Den anden røgsøjle kommer fra den bonus pater-agtige herremands lade, der er i brand. >> Læs videre
Harald Voetmann excellerer igen i sin nyeste roman i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få. På samme niveau kan jeg umiddelbart faktisk kun komme i tanker om fransk litteraturs enfant terrible Céline, men han mangler Voetmanns humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.
Jeg var ret begejstret for Voetmanns forrige bog. Alt under månen (2014), og Syner og fristelser er næsten lige så god. Faktisk er den sidste på sin vis mere stramt og for så vidt bedre komponeret end forgængeren. Syner og fristelser mangler dog det spraglede katalog af frastødende og såre menneskelige typer, der befolkede Voetmanns udgave af Tycho Brahes Hven i Alt under månen. >> Læs videre
Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.
I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.
Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel. >> Læs videre
Tasmanske Richard Flanagans (f.1961) prisvindende roman The Narrow Road to the Deep North udkommer i dag på dansk som Den smalle vej til det dybe nord.
Romanen har høstet overvejende og overstrømmende gode anmeldelser i internationale medier, og da den i 2014 tilmed løb af med den engelske Man Booker Prize, som plejer at være et pålideligt kvalitetsstempel, havde jeg ganske høje forventninger til den.
Men jeg kan desværre ikke tilslutte mig koret af beundrere. Jeg kedede mig det meste af vejen til det dybe nord, som føltes alt for lang og alt for bred (snarere end for smal). For bred i den forstand, at romanen mangler et sikkert fokus og tager for mange afstikkere i handlingen. Og for lang i den forstand, at … ja, at den bare er alt for lang i forhold til, hvad indholdet kan bære. >> Læs videre
Roman om Pol Pots ulykkelige kærlighed, tyve år før han blev Pol Pot. Den har gode takter, men er desværre mestendels lidt kedelig.
Historien kender Pol Pot som leder af De Røde Khmerer, der tog magten i Cambodja i 1975 ved en blodig revolution (og omdøbte landet til Kampuchea), og derefter indledte et veritabelt folkemord, som endte med at koste mere end 1,7 millioner mennesker. Begivenheder, der nok kunne give anledning til en del romanstof.
Journalist Peter Fröberg Idling (f.1972) har med sin debutroman Sang til den storm, der skal komme imidlertid sat sig for at fortællle en anden historie fra Cambodja. >> Læs videre
Det er slet ikke nogen dårlig bog, Lone Hørslev har skrevet om Marie Grubbe. Den rummer sanselighed, kødelighed og erotik. Den giver et levende historisk tidsbillede. Den er for så vidt også udmærket kompositorisk opbygget. Den er bare lidt småkedelig.
Den rørte mig ihvertfald ikke rigtigt. Måske fordi jeg ikke for alvor kunne indleve mig i hovedpersonen Marie Grubbe. Hun virkede lidt træls og lidt for naiv, men frem for alt bare uinteressant. Som læser fandt jeg aldrig nogen interesse for hende, selv om det er hendes indre tanker, der fylder det meste af romanen. Faktisk var der mere liv i nogle af de marginale bipersoner (kokkepigen Drude f.eks.). >> Læs videre
Kafka på stranden kunne Michael Kumpfmüllers roman også have heddet. Hvis altså ikke Murakami havde snuppet den titel til en helt anden slags bog.
I Kumpfmüllers roman handler det imidlertid om “den rigtige” Kafka, Franz K. ham selv. Og om hans store kærlighed i sit sidste leveår i 1923-24, Dora Diamant.
I 1923 møder den 40-årige, tuberkuløse Kafka den 25-årige polske Dora på stranden under et kurophold ved Østersøen. De to forelsker sig lidenskabeligt – om end på en høflig og ordentlig måde – i hinanden. De flytter sammen i Berlin, og da tuberkulosen strammer grebet om Kafka, følger Dora ham også under hans sanatorieophold. Indtil sommeren 1924, hvor han dør i hendes arme. >> Læs videre
Joseph Roths (1894-1939) sidste roman fra 1939, som først i 2014 er oversat til dansk, er en ironisk-satirisk sædeskildring fra Wien i slutningen af 1800-tallet.
Handlingen tager sin begyndelse i Persien, hvor den almægtige shah keder sig og derfor beslutter at tage på visit hos den østrig-ungarnske kejser i Wien.
Shahens besøg er for Roth en anledning til at ironisere over datidens Europas romantiserende – og reduktionistiske – ‘orientalisme’, hvilket titlen naturligvis også hentyder til. Roth spidder for eksempel orientalismen i beskrivelsen af de adelige damers fascination af shahen under kejserens store velkomstbal for ham og hans følge: >> Læs videre
En god og for så vidt gribende historie, om end fortalt mange gange før. Men også fortalt med lidt for mange irriterende og lidt for selvbevidste kunstgreb.
Bogtyven er historien om den i romanens begyndelse niårige tyske pige Liesel, som i 1939 i Tyskland efterlades af sin mor hos en fremmed plejefamilie. Moren ser hun aldrig igen, og hendes lillebror er død under rejsen til plejefamilien.
Vi følger Liesel igennem de næste fem år som et prisme for oplevelsen af Nazitysklands frygt, had, mistænksomhed, jødeforfølgelser og krigens bombardementer. >> Læs videre
Menneskenes martrede sjæle svupper rundt i kroppenes sprukne skind. Der skides, smaskes, savles og spyttes. Der fryses og sultes. Der bliver drukket, horet og begået alle slags utugt og trolddomskunster. Børn og dyr bliver pint og plaget, dværge og krøblinge ydmyget og latterliggjort, kvinder torteret, tyende tævet til døde.
Velkommen til Tyge Brahes Uranienborg på Hven anno sidst i 1600-tallet, hjemstedet for renæssancens danske lys, inkarnationen af den ypperste videnskab – som der ser ud i Harald Voetmanns vellykkede, sorte og groteske vision Alt under månen. >> Læs videre
