En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.

Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre

Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.

Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre

Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.

Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre