Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor.
Nescio har angiveligt status som en af Hollands største prosaister. Alligevel har han ikke være udgivet i dansk oversættelse, før denne samling udkom sidste år takket været forlaget Jensen & Dalgaard og oversætter Miriam Boolsen. >> Læs videre
Flamsk-belgiske Dimitri Verhulsts plejehjemsroman, The Latecomer, er en mildt underholdende, men også ret letbenet komedie om en mand, der beslutter sig for at simulere dement for at slippe ud af sit ægteskab.
Med The Latecomer af flamsk-belgiske Dimitri Verhulst (f. 1972) er vi ovre i en genre, jeg ikke gør det så meget i normalt: den lette komedie. Men efter en stribe eksperimenterende latinamerikanere trængte jeg lige til at læse noget helt andet. >> Læs videre
Costaricansk-puertoricanske Carlso Fonsecas (f. 1987) eksperimenterende debutroman, Colonel Lágrimas, er sprogligt velskrevet, har verdenshistorisk vingesus og store både formmæssige og indholdsmæssige ambitioner, som dog desværre ikke indløses. Resultatet er for mig i sidste ende lidt småkedeligt.
Romanens hovedperson, “obersten” optræder uden navn i fortællingen (Lágrimas fra titlen er ikke hans navn, men betyder “tårer” på spansk), og han er i øvrigt heller ikke egentlig oberst i militær forstand. Det fremgår derimod, at figuren bygger løseligt på matematikeren Alexander Grothendiecks (1928-2014) livshistorie. >> Læs videre
“… jeg vågnede klokken syv med et jag af angst i maven på grund af min søn Jacobos død, som vi havde planlagt til klokken syv om aftenen, Portland-tid, ti om aftenen i New York.”
Tomás González (f. 1950) kender vi her på bloggen fra hans debutroman, Primero estabo el mar (1983), som jeg læste for tre år siden i den engelske oversættelse, In the Beginning Was the Sea (2016) som det colombianske indslag på min litterære rundrejse gennem alle verdens lande. Dén var jeg ret begejstret for. Dengang skrev jeg blandt andet, at jeg var overrasket over, at det var González’ debutroman i betragtning af, hvor helstøbt romanen fremstod for mig. >> Læs videre
På en café i Paris sidder en forfatter og søger efter en idé til sin næste roman. Han begynder med en barndomserindring og ender i et grotesk gakket, men også ret humoristisk, sine steder endda poetisk, og under alle omstændigheder aldeles udsyret, fantasy-lignende roadtrip gennem Patagonien – dér, hvor ørkenvinden kan blive forelsket i en syerske, og mytologiske monstre fødes.
Argentinske César Aira har som nævnt i gårsdagens anmeldelse af hans The Little Buddhist Monk en enorm produktion af udgivne bøger bag sig. På baggrund af min beskedne erfaring med hans bøger kan jeg få den tanke, at antallet af udgivelser måske også er for stort. Aira har åbenlyst et gigantisk talent, men tilsyneladende ikke selv noget filter for, hvad der kan udgives – og det kan være farligt for forfatter, hvis store succes måske også har gjort hans udgivers hullet. >> Læs videre
Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.
Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays. >> Læs videre
Essayistisk fiktion med afsæt i dét at gå på sine ben gennem by og natur som anledning til reflektioner over verden og livet og meningen med det hele er en klassisk litterær genre, som også har mange fornemme moderne eksempler. Hos argentinske Sergio Chejfec bliver det desværre mestendels til en abstrakt, pseudointellektuel gang på stedet.
Opmærksomme læsere af disse bognoter vil have bemærket, at jeg på det seneste har turneret rundt i den spansktalende del af den litterære verden og for tiden er i gang med et deep dive, som det hedder på nydansk, i den argentinske del af min reol med ulæste bøger. Det var egentlig ikke planlagt, men Argentina er et spændende sted at være rent litterært, så nu, hvor jeg er her, bliver jeg lidt endnu. >> Læs videre
Norah Langes hovedværk er værd at læse for sit intense, hallucinatoriske sprog. Men det kræver sin læser at fastholde interessen for en syttenårig piges fantasier om tre pebermøer, der aldrig foretager sig noget, en hel roman igennem.
Jeg havde store forventninger til denne argentinske klassiker fra 1950, der sidste år udkom i engelsk oversættelse for første gang. Og jeg ville virkelig gerne have været begejstret. >> Læs videre
En syg ko aflives ved pistolskud for pande. En hund får sparket hovedet ind af en sømbeslået støvle i en flok skoledrenges machismoleg. En banal trafiksituation fører til slagsmål mellem to ophidsede trafikanter. En oberst tager sig til sin sabel, før han iværksætter en udryddelseskrig mod et indiansk folk. En sygepasser sprøjter bevidst en overdosis ind i årerne på en patient.
Seks ud af syv noveller i samlingen Southerly (opr. 2016) af argentinske Jorge Consiglio (f. 1962) har det til fælles, at de alle kulminerer i en eller anden form for voldsom eller voldelig udgang. Men derudover er der ikke meget, der binder dem sammen. >> Læs videre
En fortrængt, voldelig, politisk fortid spøger i tilmurede kælderrum, mens alle familier, der har råd, på overfladen holder et rum parat til landets præsident, hvis han skulle få det indfald at komme forbi.
Argentinske Ricardo Romeros (f. 1976) kortroman, The President’s Room (opr. 2015), er ret beset ikke meget længere, end at den også kunne kaldes en lang novelle. Den er skrevet som en serie små stykker kortprosa, der former en sammenhængende historie, men også kan stå alene – hvilket de rent fysisk også gør i bogen: Hver “kapitel” er typisk ikke mere end otte-ti linjer langt; de korteste er kun en sætning; de længste knap tre sider lange. >> Læs videre
Gangstere, mordere, knivstikkere, løgnere, kvindehadere … Jorge Luis Borges’ noveller i Brodie’s Report er fyldt med usympatiske typer. Men fortælle en fortættet, god historie, det kan han.
Brodie’s Report (El informe de Brodie) hører til blandt Borges’ seneste udgivelser – fra den periode, hvor han var blevet blind og dikterede sine skrifter. >> Læs videre
“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”
Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt. >> Læs videre
“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”
Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring. >> Læs videre
“Vi går alle oven på knogler, det er et spørgsmål om at grave dybt nok og nå ned til de tildækkede døde. Jeg må grave, med en skovl, med hænderne, ligesom hundene, der altid finder ben, der altid ved hvor de gemte dem, hvor de efterlod dem glemte” (Mariana Enriquez, fra novellen Intet kød, kun knogler).
Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) regnes ifølge forlagets klaptekst blandt de bedste, nyere argentinske forfattere. Og det forstår jeg godt på baggrund af Ting vi mistede i ilden (2015, da. 2017 ved Tine Lykke Prado & Niels Tryde Munch). Romanen er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udkommet på dansk, men forhåbentlig bliver det ikke den sidste. >> Læs videre
Chilenske Alia Trabucco Zeráns debut er en sprogligt spændende og også i andre henseender interessant roman om diktaturets børn. Men for uforløst og ufokuseret til at få mig helt op at ringe.
Flere markante chilenske, skønlitterære forfattere har bearbejdet tiden under Pinochets militærdiktatur i perioden 1973-1990. Her på bloggen har jeg tidligere omtalt f.eks. Roberto Bolanos Nocturne fra Chile og Fjern stjerne og flere andre. >> Læs videre
Is, sne, polarekspeditioner og familiefortrædeligheder. Catalanske Alica Kopfs debutroman er et spændende og velskrevet, semiselvbiografisk formeksperiment, som i nogle henseender fascinerede mig, i andre ikke.
Alica Kopf er pseudonym for den catalanske forfatter og kunstner Imma Ávalos Marqués (f. 1982). Hendes debutroman fra 2016, Hermano de hielo (eng. Brother in Ice, 2018, oversat af Mara Faye Lethem) tager afsæt i hendes tydeligvis store fascination af polarekspeditioner. >> Læs videre
Fiktion forklædt som litteraturhistorie og religiøst inspireret litterær eksegese. Den litterære spasmager Mario Bellatin fortsætter sin selvrefererende leg med historiske, litterære og personlige sandheder og andre konstruktioner.
Jacob the Mutant er en litterær og en personlig fortolkning af et af de mindst kendte værker af den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), som følgere af disse bognoter vil være godt bekendt med. >> Læs videre
En biografi over den japanske forfatter Yukio Mishimas liv – vel at mærke som det formede sig efter, at hans hoved blev hugget af i forbindelse med hans rituelle selvmord i 1970 … Og en collage af historier om mangler og deformiteter – med thalidomidskandalen i 1960’erne som omdrejningspunkt.
Dette er den tredje bog, jeg læser af mexicanske Mario Bellatin, og jeg er ved at lære, at fra hans side kan man lige så godt indstille sig på at blive udsat for noget, der er endnu mere mærkeligt, end man havde indstillet sig på … Således også i Flowers & Mishima’s Illustrated Biography / Flores y biografía ilustrada de Mishima. >> Læs videre
At læse Mario Levreros Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.
I dag udkom endelig uruguayanske Mario Levreros roman Paris i dansk oversættelse (ved Liv Camilla Skjødt, Skjødt Forlag). Endelig, fordi jeg har glædet mig til at læse mere Levrero, lige siden samme forlag udgav Byen for små tre år siden i 2016. >> Læs videre
Sophus Helle og Morten Søndergaard puster liv i et af verdens ældste litterære værker med en frisk, sprælsk og levende nyoversættelse.
Gilgamesh. Selv, hvis du ikke umiddelbart er i stand til at placere navnet (litteratur)historisk, så gætter jeg på, at det for mange vækker mere eller mindre vage forestillinger om noget oldgammelt, mytologisk, eksotisk. >> Læs videre
“I’m not interested in finding answers any more, not in the slightest. For now the questions are enough, and maybe I don’t even need them.”
I 2016 fik vi på dansk en oversættelse af den sære, uruguayanske forfatter Mario Levreros debutroman, den Kafka-inspirerede Byen (opr. 1970), den første af de tre bøger, Levrero selv i restrospekt kaldte sin utilsigtede triologi. >> Læs videre
En roman eksploderet til atomer, men fyldt med østeuropæisk, galgenhumoristisk ghettotristesse, sproglig kant og universel menneskekundskab.
Seeing People Off af slovakiske Jana Beňová (f. 1974) er en af den slags bøger, som minder mig om, hvordan dét at skrive anmeldelser på denne blog ikke alene er sjovt i sig selv, men også bidrager til at forøge og uddybe min egen læseoplevelse. >> Læs videre
Det postsovjetiske Ukraine i 2010’erne er i Sergij Zjadans gestaltning et på mange måder trøstesløst samfund præget af arbejdsløshed, forfald, korruption, kriminalitet og håbløshed. Men midt i det hele er der samtidig masser af liv – vildt, råt, hårdt og brutalt liv, men også liv drevet af tro, håb og kærlighed.
Zjadans Mesopotamien (opr. 2014) er en roman om en by i Ukraine, men det er især en roman om mennesker, som kunne være fra mange forskellige steder i verden. Det er mennesker med håb og drømme om et bedre liv og især om kærlighed – også selv om de ofte selv forveksler hurtig sex med den kærlighed, det venskab, den nærhed, som de i virkelighed søger. >> Læs videre
Kirgisisk science fiction – hvor tit læser du lige noget af dét? Ikke ret tit, vel? Måske skal du bare blive ved med det.
Ja, jeg ved det godt, jeg erklærede for ganske nylig, at jeg nu havde lagt sommerens science fiction-tema bag mig. Men så dumpede denne bog ned i postkassen. Jeg havde ærlig talt glemt, at jeg havde bestilt den for lang tid siden fra et eller andet obskurt antikvariat på den anden side af jorden, men nu bød den sig jo så til (og er det i øvrigt ikke fantastisk, at man kan sidde hjemme i sin sofa og finde frem til sjældne, mærkværdige bøger, der kun er tilgængelige antikvarisk, og med bare et par klik bestille dem hjem til levering på adressen i den københavnske forstad?). >> Læs videre
Fin lille roman fra 1930’ernes Europa om livet som emigranter fra Nazityskland i den kommende krigs skygge, velfortalt fra et barns synsvinkel med alvor, men også charme og humor.
Irmgard Keun har et ganske stort forfatterskab bag sig, primært romaner, hvoraf en god del også er oversat til dansk og kan findes på bibliotekerne. Ikke desto mindre gætter jeg på, at navnet Irmgard Keun for flertallet af danske læsere i dag er forholdsvis ukendt (eller også projicerer jeg her bare min egen ignorance ud på alle andre, i så fald skal jeg beklage). >> Læs videre
Det burde jo ikke være kommet som en overraskelse – i betragtning af hvor mange, der har anbefalet mig at læse Judith Hermann. Og alligvel blev jeg slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst.
Judith Hermann (f. 1970) har for længst slået sit navn fast som en af det moderne Tysklands vigtigste forfattere. Hermann har fem bogudgivelser bag sig, fire novellesamlinger og en roman, som alle er udkommet på dansk på Batzer & co. >> Læs videre
Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.
Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start. >> Læs videre
Stanisław Lems Kyberiade er for dig, der har hang til humor á la Monty Python, kan lade dig fascinere af gakkede sci-fi-fantasterier, er nørdet nok til gnægge over filosofiske og matematisk-fysiske finurligheder og ikke mindst nyder fabulerende, humoristiske, sproglige neologismer.
I sidste uge læste jeg Stanisław Lems (1921-2006) Solaris. Jeg vidste på forhånd, at det var en klassiker og læste den med den forventning, der hører sig til. Jeg blev indfanget af romanens gyserhistorie og for så vidt også benovet over og fascineret af Lems poetiske og i særklasse fantasifulde udfoldelse af en mulig verden i en anden galakse. Men Solaris er også en noget tung sag, der kræver et særligt, klassisk sci-fi-gen hos læseren. >> Læs videre
Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.
Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur. >> Læs videre
Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.
Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker. >> Læs videre
