K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Romaner og noveller

Herman Melville: Bartleby, the Scrivener

Af ,
Skriv en kommentar

“I would prefer not to.” Sådan lyder den anæmiske skriverkarl Bartlebys svar på enhver anmodning, hans arbejdsgiver eller andre stiller ham overfor i Herman Melvilles pudseløjerlige og psykologisk foruroligende novelle fra 1853.

Og sådan ville mit svar også have lydt indtil for nylig, hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var interesseret i at læse noget mere af den fejrede gigant i amerikansk litteratur, Herman Melville (1819-1891). I would prefer not to. Jeg ville foretrække at lade være. Helst ikke.

Jeg havde således næsten forsvoret, at jeg skulle læse noget af Melville igen, efter at hans murstensroman Moby Dick (1851) nær havde taget livet af min lyst til at læse litteratur for nogle år siden. Den stadig står for mig som en af de kedeligste bøger, jeg nogensinde har tvunget mig selv til at læse, klassiker eller ej. Måske er jeg et offer for ignorantens arrogance, men hver gang jeg ser Melvilles monster af en hvalbog trone i toppen af lister over verdens bedste bøger nogensinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem, der har placeret den dér, sgu ikke kan have læst bogen selv, eller hvis de har, så ufrivilligt spiller med i Kejserens nye klæder. Ja, ja, den har mange kvaliteter, men den er og bliver først og fremmest kedelig. >> Læs videre

Enrique Vila-Matas: Bartleby & Co.

Af ,
Skriv en kommentar

Jeg har altid været irriteret på fodnoter, både i faglitterære tekster, men da især i skønlitteratur (én af flere grunde til, at jeg ikke tror, jeg gider besværet med at læse David Foster Wallaces Infinite Jest). Der går sjældent noget galt, hvis man skriver efter den tommelfingerregel, at hvis noget ikke er vigtigt nok til at komme med i brødteksten, så skal det slet ikke med.

Enrique Vila-Matas vælger den omvendte vej: Han har droppet hovedteksten og har kun skrevet fodnoterne. Bartleby & co. udgøres således af i alt seksogfirs fodnoter til en tekst, der ikke er skrevet. Eller som den fiktive forfatter til fodnoterne udtrykker det: Fodnoter til en fantasmetekst, der er under “midlertidig suspension” i “Nægtelsens Litteraturhistorie”. >> Læs videre

Nu Nu Yi: Smile as They Bow

Af ,
Skriv en kommentar

Tag med til en helt igennem forrygende, sprudlende, rablende, dansende, syngende, larmende, bling-bling-glitrende landsbyfestival i Myanmar med både de rige og de fattige, tiggerne, luderne og lommetyvene og ikke mindst en hær af transvestit-åndemanere.

Smile as they Bow er en veritabel fest af bog. Og samtidig et fascinerende indblik i en del af den burmesiske kultur og religiøse praksis, som ihvertfald denne læser ikke kendte meget til på forhånd.

Den dominerende religion i Myanmar er therevadabuddhisme. Som en del af den folkelige buddhistiske praksis spiller dyrkelsen af skytsånder (nat) imidlertid også en stærk rolle. >> Læs videre

Peter Swanson: De der fortjener at dø

Af ,
Skriv en kommentar

Nyoversat amerikansk noir thriller er udmærket underholdning, som vinder på et godt plot, men desværre taber på fladt sprog og utroværdige persontegninger.

De der fortjener at dø er den anden bog af Peter Swanson, som udgives på dansk. Ligesom Swansons første roman Pigen med det tidsindstillede hjerte (2014, på dansk 2015) placerer De der fortjener at dø sig sikkert indenfor den klassiske noir-genre.

Her er godt med mord og bedrag og ikke bare én, men hele to diabolske femme fatale-typer. >> Læs videre

Niels Knudsen: Alting i et andet lys. Historier

Af ,
Skriv en kommentar

Niels Knudsens anden bog, Alting i et andet lys, er en samling korte noveller i mellemrummet mellem virkelighed og fiktion. Elleve små grotesker fra hverdagslivet med et twist.

Niels Knudsen synes at hente inspiration fra nogle af de store modernister indenfor genren ‘fantastisk litteratur’, såsom Jorge Lois Borges, Julio Cortázar og hjemlige Svend Åge Madsen. >> Læs videre

Sylvie Bocqui: Uendelig muslinger

Af ,
Skriv en kommentar

Sylvie Bocquis debut fra 2002 er en om ikke uendelig fin, så dog meget, meget fin lille roman om erindringer fra en barndom.

Det er måske for meget at kalde Uendelig muslinger for en roman. Den er snarere en kollage af flimrende erindringsglimt fra den lille pige Stéphanies barndom.

Der er således ikke en egentlig handlingstråd i bogen. I stedet får vi en samling små prosastykker, de korteste på kun et par linjer, de længste på et par sider, som hver især består af handlingsbidder, dialogstumper, sanseindtryk og tanker knyttet til situationen i erindringen. >> Læs videre

Elvira Dones: Sworn Virgin

Af ,
Skriv en kommentar

Albanske Elvira Dones har skrevet en uhyre interessant roman fra de fattige bjergegne i det nordlige Albanien om fænomenet “edsvorne jomfruer.” Romanen kommer omkring temaer som socialt vs. biologisk og seksuelt køn, tradition vs. modernitet, øst vs. vest, land vs. by og mere til. Og så er den samtidig underholdende og letlæst.

I de nordlige bjergegne i Albanien overlever den dag i dag det gamle sædvaneretssystem Kanun som et parallelt sæt af moralske og retslige regler i konkurrence med den officielle retsorden. Det kommunistiske regime forsøgte officielt at få bugt med Kanun – men så i praksis igennem fingre med den, så længe den ikke kolliderede alt for åbenlyst med regimet. >> Læs videre

Kim Thúy: Mãn

Af ,
Skriv en kommentar

Vietnamesisk-canadiske Kim Thúys sansemættede roman Mãn er en stilfærdig, men intens og insisterende fortælling om vietnamesiske piger og kvinders liv i og udenfor Vietnam, fra start til slut bundet sammen af duften og smagen af mad og madlavning.

Det er uhyre sjældent, at jeg tager mig selv i at ønske, at en bog var længere, end den er. Jeg tror faktisk ikke, at det er sket de sidste tyve år. En god bog har den længde, den skal have, hverken kortere eller længere. Og alt for mange bøger er desværre alt for lange.

Kim Thúys (f. 1968) fine, lille roman har også præcis den længde, den skal have – men alligevel oplevede jeg det sjældne, at jeg gerne ville have den til at blive ved. Mãn er en bog, man ikke bare læser fra ende til anden. Det er en bog, men kan tage ophold i, som i en poetisk og fremmedartet verden af dufte, smage og farver. >> Læs videre

Ibrahim al-Koni: Gold Dust

Af ,
Skriv en kommentar

Ørkenen, manden, hans kamel og dens elsker (som smittede den med skab). Gold Dust er en både moderne og tidløs tuaregisk-libysk roman, en slags fabel over menneskets vilkår i almindelighed, og tuaregernes nomadesamfund og skæbnefællesskab med deres kameler i særdeleshed

Ibrahim al-Koni (f. 1948) er en libysk forfatter og journalist. Han er født ind i det nomadiske ørkenstammefolk tuaregerne (Saharas blå mænd), er vokset op i ørkenen og lærte først som tolvårig arabisk, som er det sprog, han skriver på.

Gold Dust udspiller sig et sted i Sahara i tuaregernes land. Vi får ikke nogen præcise tidsangivelser, men hører om krig med italienerne, så et gæt kunne være tiden omkring Italiens krig mod Det Osmanniske Rige i 1911-12, hvor italienske tropper invaderede Libyen. Men det er ikke så vigtigt, for der er noget tidløst over historien, selv om det er et element i den, at ørkenstammerne er presset fra flere sider – af krig i nord og tørke i syd. >> Læs videre

Clarice Lispector: Água Viva

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg ved ikke hvad jeg skriver om: jeg er dunkel for mig selv. I begyndelsen blot en månelys og klar vision, og således greb jeg øjeblikket før det ville dø og forsvinde for altid. Det er ikke et arsenal af idéer jeg bringer dig, men derimod et instinktivt udbrud af det der er skjult i naturen og som jeg aner. Og det er en ordenes fest.”

Citatet er fra Clarice Lispectors (1920-1977) korte roman Água Viva fra 1973, som netop er udgivet på dansk for første gang – flot fordansket af Tine Lykke Prado. Og ja, det er vitterligt en ordenes fest at læse Lispector. Det er samtidig en dunkel tekst, som kan være svær at få hånd om.

Jeg har påbegyndt denne omtale af Água Viva flere gange og er gået i stå lige så mange gange. Jeg ville gerne kunne videreformidle den helt særlige, sanselige oplevelse, det var at læse Clarice Lispector. Især ville jeg gerne kunne beskrive den hypnotiserende rytme i værket som helhed. Jeg ville også gerne kunne fortælle, hvad meningen med bogen er. Men jeg må give fortabt, ikke mindst overfor det sidste. >> Læs videre

Andrus Kivirähk: Slangehvisleren

Af ,
Skriv en kommentar

Andrus Kivirähk (f. 1970) er ifølge forlagets præsentation på bogklappen “Estlands mest elskede nulevende forfatter.” Det håber jeg ikke er rigtigt for den estiske litteratur eller esternes bogsmag.

Slangehvisleren foregår i Estland i en tid, der på nogen måder minder om middelalderen, men samtidig er en fiktiv eventyrverden. Vi følger drengen Leemet gennem hans opvækst fra barn til voksen. Leemet tilhører skovfolket, som kan tale det urgamle slangesprog, og lever et simpelt, men harmonisk liv i pagt med naturen.

Skoven er en mytisk verden: Leemets bedste ven er en hugorm. Menneskene holder ulve som husdyr, som de malker og rider på. Der er talende menneskeraber i skoven, som eksperimenterer med at fremavle kæmpelus. Menneske lever mest af elgkød, som de jager ved at betvinge elgene med slangesprog.

Men skovfolket er en uddøende race: Flere og flere flytter ind til landsbyen, hvor de glemmer slangesproget og bliver fremmede for naturen. De slår sig på agerbrug, underlægger sig en feudal struktur under “jernmændene” fra Europa og lader sig omvende til den nye religion fra paven i Rom. Snart vil Leemet være den sidste slangehvisler i verden.

Tja, her er en del læsere sikkert allerede stået af. Og det er med god grund. >> Læs videre

Jesús Carrasco: Flugt

Af ,
Skriv en kommentar

Cormac McCarthys westerns møder Hemingway på en gold slette i Spanien i begyndelsen af det 20. århundrede.

Når Jesús Carrascos (f. 1972) debutroman fra 2013 er bedst, lever den næsten op til en sådan karakteristik. Dog kun næsten, men det er trods alt heller ikke nogen ringe præstation af en debutforfatter at kunne kalde sådanne associationer frem.

Vi er ret begejstrede her hos K’s og glæder os til at læse mere fra Carrascos hånd. >> Læs videre

Juan Pablo Villalobos: Down the Rabbit Hole

Af ,
Skriv en kommentar

Mexicanske Juan Pablo Villalobos’ (f. 1973) bemærkelsesværdige kortroman Down the Rabbit Hole er fortalt som en slags dagbog af den syvårige Tochtli. Tochtli har umiddelbart et drømmeliv: Han bor i et palads, hans far har millioner af dollars og euro, og Tochtli får alt, hvad han ønsker sig. Og for tiden ønsker han sig mest af alt en liberisk dværgflodhest, som hans far er klar til at hente til ham i Liberia.

Problemet – som Tochtli i sin unge alder ikke selv har forstået endnu – er, at hans far tjener sine mange penge som brutal, mexicansk narkogangster. >> Læs videre

Thomas Pynchon: The Crying of Lot 49

Af ,
Skriv en kommentar

Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.

Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.

Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre

George Saunders: CivilWarLand in Bad Decline

Af ,
Skriv en kommentar

George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.

CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.

Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse. >> Læs videre

Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao

Af ,
Skriv en kommentar

Rasende godt skrevet. Vildt og adrenalinpumpet sprog. Smuk, poetisk og rørende. Voldsom og skræmmende og sine steder deprimerende i portrættet af den – af kolonitid, diktatur og fattigdom – så hårdt prøvede Dominikanske Republik og af den dominikanske diaspora i USA.

Fyldt med referencer både til klassisk litteratur og især til science fiction, fantasy og superhelteverdenen i tegneserier, bøger og film. Men uden at det på noget tidspunkt virker litterært prætentiøst, derimod som udtryk for en troværdig fortællerstemme. Og lige så fyldt med gode historier om ekstraordinære, men alligevel troværdige personer, som man både kan grine og græde med.

The Brief Wondrous Life of Oscar Wao er kort sagt en god bog. En fabelagtig god bog. >> Læs videre

Junot Díaz: Sådan mister du hende

Af ,
Skriv en kommentar

Dominikansk-amerikanske Junot Díaz’ Sådan mister du hende er en på én gang vulgært fandenivoldsk og følsomt raffineret samling af selvstændige, men sammenhængende noveller, der samlet set fremstår som en roman.

Pullitzervinder Junot Díaz (f.1968) er født i Santo Domingo, Dominikanske Republik, men immigrerede som seksårig med sin familie til New Jersey, USA. Han underviser i dag i creative writing på MIT i Boston.

Fortællingerne i Sådan mister du hende er centreret omkring karakteren Yunior, som er et slags alterego for Díaz – i det mindste deler de en del biografiske træk, hvis man ellers kan stole på Wikipedia. >> Læs videre

Édouard Levé: Selvportræt

Af ,
Skriv en kommentar

Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.

Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.

Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre

Jon Fosse: Morgen og aften

Af ,
1 kommentar

Smukkere kan det næppe gøres: Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden.

Jon Fosses korte, men mesterlige roman falder i to dele. Den første, som vel nærmest har karakter af en prolog, er fortalt gennem fiskeren Olai, som venter i køkkenet, mens hans kone føder deres søn, som skal hedde Johannes, og som skal blive fisker.

Denne første del af bogen er også den mest syrede, hvor den nyfødtes skrig blandes med en serie af vokaler, som markerer, at med denne fødsel fødes også selve sproget. Synes du, at det lyder for mærkeligt, så er det okay, men hold alligevel ud og læs videre, for resten af romanen er helt ligetil, og den er noget af det bedste, jeg har læst længe. >> Læs videre

Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

Af ,
Skriv en kommentar

Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.

Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.

En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne blive en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre

Sadeq Hedayat: Levende begravet

Af ,
Skriv en kommentar

“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).

Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.

Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre

Dario Fo: Der er en skør konge i Danmark

Af ,
2 kommentarer

Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.

Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.

Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre

Lutz Seiler: Kruso

Af ,
2 kommentarer

Lutz Seilers ambitiøse roman om DDR’s sammenbrud i skæbneåret 1989 er flot skrevet og i passager fremragende. I andre passager er den dog for udsyret for min smag, og så er den er desværre alt for lang og lider under manglen på en egentligt fængende handling.

Lutz Seilers (f. 1963) debutroman Kruso fra 2014 har allerede solgt mere end 350.000 eksemplarer i Tyskland og er belønnet med Deutsche Buchpreis 2014.

Seiler har før sin romandebut blandt andet udgivet kortprosa og digte, og det mærker man i skrivestilen. Seilers prosa har i mange passager et lyrisk præg, og teksten bevæger sig ofte i et grænseland mellem realisme, ekspressionisme og ind i mellem surrealisme i de mest bizarre og mareridtsagtige passager. Grundtonen er melankolsk, men den slår ikke sjældent over i tragikomik eller decideret satirisk galgenhumor. >> Læs videre

María Luisa Bombal: Den sidste tåge & Ligklædt

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg føler mig ude af stand til at flygte. At flygte? Hvordan? Hvorhen? Døden synes at være mere nærliggende end flugten. At dø, ja, det føler jeg mig i stand til. Det er meget muligt at ønske sig død, fordi man elsker livet for højt.”

Skjødt Forlag har sat sig for at gøre både nyere og ældre titler på spansk, der ikke tidligere har været oversat, tilgængelige for et dansk læsepublikum. I den forløbne uge er det blevet til to udgivelser: I går kom mexicanske Elena Garros novellesamling Farvernes uge (1964) på gaden (læs anmeldelsen på K’s bognoter her) og dagen før var det María Luisa Bombals to kortromaner Den sidste tåge (1935) Ligklædt (1938), samlet i ét bind i den danske udgave, oversat af Liv Camilla Skjødt. >> Læs videre

Elena Garro: Farvernes uge

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg hersker over dagene. Jeg er Tiden. Fortæl mig, hvilken dag man har gjort jer fortræd. Så skal I bare se, hvad vi gør ved den dag […] Dagene er til for alle og enhver. Vil I have, at vi skal piske Torsdag? Sig mig nu, hvilken dag I vil se pisket til blods.”

Mexicanske Elena Garro (1916-1998) er en tidlig eksponent for det, der senere blev kendt som ‘magisk realisme’ eller ‘fantastisk realisme.’ Hendes novellesamling Farvernes uge blev første gang udgivet i 1964, tre år før Gabriel Garzía Marquez’ Hundred års ensomhed, og ifølge bagsideteksten på den danske udgivelse af bogen er hun blevet kaldt den magiske realismes moder. Elena Garro foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre

Miranda July: No one belongs here more than you

Af ,
Skriv en kommentar

“All the lonely people, where do they all come from?” spørger The Beatles som bekendt i Eleanor Rigby. Det kan jeg ikke svare fuldt ud på, men jeg ved, at man kan finde sytten af dem i de sytten noveller, som udgør Miranda Julys på én gang charmerende, sjove og sørgmodige novellesamling No one belongs here more than you fra 2007.

Miranda July (f.1974) er lidt af en multikunstner: Filminstruktør, skuespiller, dramatiker, performancekunstner og altså også forfatter. No one belongs here more than you er hendes debut som forfatter, og den er tæt på at være fremragende. >> Læs videre

Evgenij Vodolazkin: Laurus

Af ,
Skriv en kommentar

Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.

Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).

Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen. >> Læs videre

Vladimir Sorokin: En opritjniks dag

Af ,
Skriv en kommentar

Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.

Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne. >> Læs videre

David Sedaris: Squirrel seeks Chipmunk

Af ,
Skriv en kommentar

David Sedaris’ lille bog kan ved første øjekast ligne en børnebog i kraft af sin titel og de tegnede illustrationer. Men det er det bestemt ikke. Bogen er en samling små, moderne dyrefabler og henvender sig absolut kun til voksne.

Alle historierne er drevet af ønsket om at bedrive sort og humoristisk satire over såre menneskelige temaer som vold, sex, utroskab, racisme, grådighed, forfængelighed, hævngerrighed, overmod, selvoptagethed, misundelse osv. Hele spektret af klassiske dødssynder og flere til.

Det lyder jo meget sjovt. Men det er det ikke. >> Læs videre

Yuri Herrera: Signs Preceding the End of the World

Af ,
Skriv en kommentar

Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi.

Jeg faldt tilfældigt over bogen i en boghandel og blev lokket af titlen, som i sig selv lover noget ud over det sædvanlige, og af de mange lovprisninger på omslaget af Yuri Herrera som “Mexico’s greatest novelist”. Jeg blev ikke skuffet.

Signs Preceding the End of the World er historien om den unge, mexicanske kvinde/pige Makina, som af sin mor bliver sendt på den mission at krydse grænsen til USA for at finde sin bror og bringe ham hjem. Broren er rejst over grænsen for at gøre krav på et stykke land i USA, han er blevet bildt ind, at familien har krav på, og har længe ikke ladet høre fra sig. >> Læs videre