K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Romaner og noveller

Roberto Bolaño: De vilde detektiver

Af ,
Skriv en kommentar

Roberto Bolaños (1953-2003) anmelderroste De Vilde Detektiver fra 1998 er et vildt og voldsomt, vittigt og vanvittigt monstrum af en roman. Den stritter i alle mulige retninger og er ikke helt nem at fange ind i en anmeldelse.

Men jeg kan jo starte med at slå fast, at bagsideteksten på den danske udgave af romanen ihvertfald ikke giver meget hjælp til at finde ud af, hvad den egentlig handler om. Her hedder det således plat dramatiserende: “Arturo Belano og Ulises Lima, stifterne af en avantgardistisk poesikreds, forlader Mexico City. Deres mål er at finde den hemmelighedsfulde digter Cesárea Tinajero, der årtier tidligere forsvandt i Sonora-ørkenen. Men de to detektiver er selv jaget vildt, og deres forsøg på at indhente fortiden ender i vold, flugt og permanent eksil.” >> Læs videre

Lone Hørslev: Dyrets år. En roman om Marie Grubbe

Af ,
Skriv en kommentar

Det er slet ikke nogen dårlig bog, Lone Hørslev har skrevet om Marie Grubbe. Den rummer sanselighed, kødelighed og erotik. Den giver et levende historisk tidsbillede. Den er for så vidt også udmærket kompositorisk opbygget. Den er bare lidt småkedelig.

Den rørte mig ihvertfald ikke rigtigt. Måske fordi jeg ikke for alvor kunne indleve mig i hovedpersonen Marie Grubbe. Hun virkede lidt træls og lidt for naiv, men frem for alt bare uinteressant. Som læser fandt jeg aldrig nogen interesse for hende, selv om det er hendes indre tanker, der fylder det meste af romanen. Faktisk var der mere liv i nogle af de marginale bipersoner (kokkepigen Drude f.eks.). >> Læs videre

Selma Lagerlöf: Køresvenden

Af ,
Skriv en kommentar

Tidens tand har ikke været helt blid ved Selma Lagerlöfs (1858-1940) fortælling om Køresvenden (1912).

Køresvenden er på én gang en grum og gotisk spøgelseshistorie og en moralsk opbyggelig, kristelig fortælling om skyld, soning og kærlighed i Gud til mennesker.

Hovedpersonen er David Holm, en ondsindet og hadefuld drukkenbolt, som hele sit liv ikke har gjort andet end ondt mod de mennesker, der har elsket ham. I de sidste sekunder, før klokken slår tolv en nytårsnat, falder han død om efter et slagsmål med et par andre drukkenbolte. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død

Af ,
2 kommentarer

Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig.

Givet mit forkendskab til Tolstoj og til denne lille romans klassikerstatus havde jeg forventet en fin roman med litterære kvaliteter, omend måske lidt altmodisch al den stund, at Tolstoj skrev den helt tilbage i 1886. Disse forventninger blev også opfyldt.

Men jeg havde ikke forventet at blive så berørt, at jeg et par gange undervejs simpelthen måtte lægge bogen fra mig og gå fysisk rundt om mig selv nogle gange, før jeg kunne få hold nok på mig selv til at læse videre.

Vel er der gået næsten 140 år, siden Tolstoj skrev sin historie om Ivan Iljitj, men hans behandling af det eksistentielle tema, dette at se sit liv i øjnene i angst for døden under smertefuld sygdom, er universel og kunne lige så godt være skrevet i dag. Her er intet behov for kulturel oversættelse. Tolstoj taler direkte og uden omsvøb til hver enkelt menneske i enhver tid og på ethvert sted. Her godt hjulpet på vej af Marie Tetzlaffs flotte, nye fordanskning. >> Læs videre

Marcel Proust: Sodoma og Gomorra 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 7-8)

Af ,
Skriv en kommentar

Sjæle-botanikeren Proust samler nye arter og udforsker flere aspekter af nogle af de kendte.

Alle de begejstrede superlativer, jeg tidligere har anvendt om de første bind af Prousts store værk, På sporet af den tabte tid, gælder også denne fjerde del af værket (bind 7-8 i den nye danske oversættelse). Jeg var for nogle måneder siden ganske vist tæt på at gå kold undervejs i tredje del af værket, Guermantes’ verden, men med Sodoma og Gomorra er jeg tilbage på sporet. Proust er igen en renlivet fornøjelse at læse.

Sodoma og Gomorra (1-2) udgør samtidig den hidtil mest underholdende del af værket. Bind 1 åbner sågar med et kort kapitel, som efter de søvndyssende middagsselskaber i Guermantes’ verden virker næsten action-præget: >> Læs videre

Judith Schalansky: Giraffens hals

Af ,
Skriv en kommentar

Originalt og sjovt bud på en litterær bearbejdning fra biologilokalet af det østtyske traume efter DDR’s sammenbrud og den tyske genforening. Værd at læse, om end ikke helt igennem vellykket.

Den 55-årige Inge Lohmark er biologi- og idrætslærer på den lille Darwin-skole i en mindre by i Forpommern i det tidligere DDR. Hun er lærer af den gamle skole og holder på orden og disciplin. Hun siger De til eleverne på gymnasieniveau og er ikke er til fals for blødsøden rundkredspædagogik, langmodighed med de dovne og uduelige elever eller utidig indblanding i elevernes sociale relationer. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Herre og tjener og andre noveller

Af ,
Skriv en kommentar

Hvis du er i tvivl om, hvorfra Tolstojs klassikerstatus stammer, og ikke orker de store romaner Krig og fred eller Anna Karenina, så læs Herre og tjener.

Herre og tjener (1895) er nok den mest kendte af Tolstojs noveller i denne samling. Med god grund. Den er vitterligt fremragende. Tolstoj skriver her i et kraftfuldt og enkelt sprog, der både rummer skønhed, underspillet ironi, moralsk og social indignation og kærlighed.

Handlingen i historien er for så vidt simpel: En velhavende købmand er opsat på at opkøbe noget skov, inden hans konkurrenter gør det, og begiver sig derfor ud på et langvarigt slæderidt sammen med sin tjener på trods af, at der raser en grum russisk snestorm. Det går selvfølgelig ilde. >> Læs videre

Vladimir Sorokin: Snestormen

Af ,
1 kommentar

Tolstoj på syre – tilsat sci-fi og zombier. Lyder det sært? Det er det også. Det er en vild slædetur, Vladimir Sorokin (f.1955) tager os med på i sin roman Snestormen fra 2010.

Mønsteret i handlingen er for så vidt ret enkelt: Lægen Platon Ilitj Garin hyrer den fattige brødkusk Perkhusja til at transportere sig til landsbyen Dolgoje. I landsbyen hærger en mystisk pestepidemi, og lægen har vaccinen med (man forstår dog efterhånden, at lægen ikke kun er drevet af altruistiske motiver, men også af forfængelig konkurrence med en lægekollega, der allerede er i landsbyen og i gang med at vaccinere).

Men i den russiske isvinter blæser en forfærdelig snestorm. Det, der skulle have været en kort tur på sytten russiske verst, kommer til at tage flere døgn. Og ligesom i den klassiske, russisk-litterære tradition aner man fra starten, at det næppe kommer til at gå godt. >> Læs videre

Michael Kumpfmüller: Livets herlighed

Af ,
Skriv en kommentar

Kafka på stranden kunne Michael Kumpfmüllers roman også have heddet. Hvis altså ikke Murakami havde snuppet den titel til en helt anden slags bog.

I Kumpfmüllers roman handler det imidlertid om “den rigtige” Kafka, Franz K. ham selv. Og om hans store kærlighed i sit sidste leveår i 1923-24, Dora Diamant.

I 1923 møder den 40-årige, tuberkuløse Kafka den 25-årige polske Dora på stranden under et kurophold ved Østersøen. De to forelsker sig lidenskabeligt – om end på en høflig og ordentlig måde – i hinanden. De flytter sammen i Berlin, og da tuberkulosen strammer grebet om Kafka, følger Dora ham også under hans sanatorieophold. Indtil sommeren 1924, hvor han dør i hendes arme. >> Læs videre

Joseph Roth: Den 1002. nat

Af ,
Skriv en kommentar

Joseph Roths (1894-1939) sidste roman fra 1939, som først i 2014 er oversat til dansk, er en ironisk-satirisk sædeskildring fra Wien i slutningen af 1800-tallet.

Handlingen tager sin begyndelse i Persien, hvor den almægtige shah keder sig og derfor beslutter at tage på visit hos den østrig-ungarnske kejser i Wien.

Shahens besøg er for Roth en anledning til at ironisere over datidens Europas romantiserende – og reduktionistiske – ‘orientalisme’, hvilket titlen naturligvis også hentyder til. Roth spidder for eksempel orientalismen i beskrivelsen af de adelige damers fascination af shahen under kejserens store velkomstbal for ham og hans følge: >> Læs videre

Flannery O’Connor: Wise Blood

Af ,

Hvis William Faulkner kan kaldes den litterære fader til den amerikanske southern gothic-genre, så må Flannery O’Connor (1925-1962) være dens moder. O’Connor er mest kendt for sine noveller, hvoraf jeg indtil nu kun har læst nogle få (men hendes Complete Stories står i kø i reolen). Hun nåede i sit korte liv dog også at skrive to romaner, hvoraf Wise Blood var den første.

O’Connors klassikerstatus er velbegrundet: Wise Blood er fremragende – og man behøver som læser ikke at abonnere på O’Connors lettere moraliserende katolicisme for at nyde hendes sprog og sans for det mørkt bizarre og groteske.

Det er til gengæld svært at skrive meget meningsfuldt om Wise Blood uden at røbe en vis del af plottet. Så vær advaret: Der vil være enkelte plot spoilers i det følgende. På den anden side: Hvis du hører til de læsere, der primært nyder en bog for plottets skyld, så er Wise Blood nok ikke noget for dig. >> Læs videre

Jorge Luis Borges: Fiktioner og andre fiktioner

Af ,
Skriv en kommentar

“Du, som læser mig, er du sikker på, du forstår mit sprog?” Når det er Jorge Luis Borges (1899-1986), der spørger, som han gør i historien om Biblioteket i Babel (1944), kan læserens svar kun være: Nej, ikke umiddelbart. Og ved nærmere eftertanke: Nej, helt sikkert ikke.

For Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers. Men vær advaret: Bevæger man sig først ind i Borges’ mentale labyrinter, kan det være svært at komme ud igen. >> Læs videre

Iben Mondrup: Godhavn

Af ,
Skriv en kommentar

Velskrevet roman om tre danske børns opvækst i Grønland rummer fine skildringer af verden set fra børnehøjde og et nuanceret blik på forholdet mellem danskere og grønlændere i en lille by i Vestgrønland. Men den står for stille på samme sted over for mange sider, og det bliver kedeligt.

I Godhavn følger vi tre søskendebørn i en dansk tilflytterfamilie i den lille vestgrønlandske by Godhavn på Diskoøen i et ikke præcist angivet år. Der er det ca. 6-årige energibundt Bjørk, den mere forsagte og introverte 12-årige Knut og storesøster Hilde, som med sine 14-15 år er midt i sin fuldt udfoldede teenageperiode med alt, hvad det indebærer.

Romanen er opdelt i tre lange kapitler, som på skift fortæller om den samme periode i børnenes liv – med afsæt i hjemkomsten til Godhavn efter en sommerferie i Danmark – fortalt fra hvert af de tre børns perspektiv. >> Læs videre

Alexander Carnera: Under Saturns sol

Af ,
Skriv en kommentar

Alexander Carnera (f.1968) er PhD i noget med litteratur, filosofi og jura, og udover forfattergerningen arbejder han bl.a. som ekstern lektor ved CBS, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. En del af problemet med Under Saturns sol er muligvis, at Carnera bringer for mange af sine forskningsmæssige interesser over i sin fiktion. Og det virker ikke.

Ihvertfald kan Carneras tre-i-én-roman ikke leve op til sin egne, meget høje ambitioner og kommer dermed mest til at fremstå prætentiøs, grænsende til studentikos – og kedelig. >> Læs videre

W. G. Sebald: Saturns ringe

Af ,
Skriv en kommentar

En særegen kombination af rejseskildring, erindringer og drømme, fiktion, biografi, historie og essayistik. Ikke helt let at genrebestemme.

Inspireret af Werner Herzogs dagbogsoptegnelser Om at gå i is om en fodrejse fra München til Paris 1974 kastede jeg mig fluks over W. G. Sebalds Saturns Ringe, som ligeledes – ihvertfald i udgangspunktet – er en selvbiografisk fodrejseskildring.

Der er dog tale om to meget forskellige bøger. Der er ganske vist lighedspunkter i formen: Ligesom Herzog diverterer Sebald med passager af nøgterne rejseskildringer, som glider over i personlige erindringer og drømme. Men hos Sebald fylder selve rejseberetningen relativt set langt mindre, og bogen har i højere grad karakter af et langt sammenhængende essay (eller rettere flere sammensatte essays). Og man må også advare den læser, der måtte have glædet sig over Herzogs lethed og sproglige minimalisme, om, at Sebalds bog er en noget tungere omgang, omend uhyre velskrevet (og flot fordansket af Claus Bratt Østergaard). >> Læs videre

Werner Herzog: Om at gå i is

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg gerne være alene.”

Fin lille bog om, ja, at gå. Ikke kun i is, men også i regn og andet vintervejr. Og om den verden, der passerer forbi den gående.

Om at gå i is er den tyske filminstruktør Werner Herzogs (f.1942) dagbogsoptegnelser fra en personlig 800 km lang gåtur fra München til Paris i november-december 1974, som først nu er blevet udgivet på dansk.

Afsættet for Herzogs vandretur er, at han i slutningen af november 1974 får en telefonopringning om, at den tyske filmkritiker Lotte Eisner, med kælenavnet Die Eisnerin, er syg og ligger for døden i Paris. Han griber straks sin jakke, sit kompas, sine vandrestøvler og pakker en vadsæk med det mest nødvendige. Og så går han. >> Læs videre

Diego Marani: Ny finsk grammatik

Af ,
Skriv en kommentar

En på mange måder fin, interessant og sympatisk roman om forholdet mellem sprog, identitet og erindring. Men også lidt træg i fortællingen og på kanten til det fortænkte og overambitiøse.

Jeg har glædet mig til at læse italienske Diego Maranis roman, siden den udkom på dansk i 2013, alene på grund af titlen: Ny finsk grammatik – det lyder tilpas mærkeligt til i sig selv at appellere til sådan nogle som mig. Og yderligere tilskyndet af gode anmeldelser havde jeg måske dermed stemt forventningerne for højt. Ihvertfald blev jeg en smule skuffet, selv om romanen har flere kvaliteter – og også tilstrækkelige kvaliteter til at gøre den læseværdig.

Den ydre handling er for så vidt enkel: En mand findes under 2. verdenskrig svært forslået med svære hovedlæsioner på en havnekaj i Trieste. Han samles op af et tysk hospitalsskib, hvor han vågner op uden sprog, uden identitet og uden hukommelse. De eneste tegn på hans mulige identitet er navnet Sampo Karjaleinen syet ind i hans sømandsjakke og et lommetørklæde med de broderede initialer S.K.. >> Læs videre

Georg Büchner: Lenz & Woyzeck

Af ,
Skriv en kommentar

Georg Büchner (1813-1837) er klassiker med stort K, ihvertfald i den tysksprogede del af verden. Herhjemme er han måske ikke så meget læst, selv om flere af hans værker har været oversat tidligere. Men nu har det fine forlag Basilisk udgivet en nyoversættelse af to af Büchners centrale tekster, novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, begge efterladte, ufuldendte værker.

Begge tekster er flot nyoversat af den danske forfatter og performancekunstner Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, Madame Nielsen og sikkert også noget mere). Nielsen har også forsynet teksterne med et skarpt forord, der i sig selv er en læseværdig tekst, der fortolker og perspektiverer Büchners værk. >> Læs videre

Alejandro Zambra: Træernes privatliv

Af ,
Skriv en kommentar

Endnu en næsten perfekt kortroman fra chilenske Alejandro Zambra. Denne gang om at vente en hel nat på, at ens elskede og mor til ens steddatter skal komme hjem.

Temaer fra Zambras andre bøger (den tidligere Bonsai og den senere Måder at finde hjem på) går igen her: Blandt andet dette at tænke, tale og gå forbi hinanden, fordi Zambras personer gør sig alt for mange forestillinger om hinanden i stedet for at tale og lytte.

Udover de tematiske lighedspunkter benytter Zambra sig også af intertekstuelle referencer til egne værker. Som når Julian gør et ynkværdigt forsøg på at dyrke en bonsai ud af en stuebirk. I modsætning til Julio i Bonsai, så mislykkes Julian i Træernes privatliv dog ynkeligt i forsøget. Til gengæld lykkes Julian bedre med kærligheden. >> Læs videre

Markus Zusak: Bogtyven

Af ,
Skriv en kommentar

En god og for så vidt gribende historie, om end fortalt mange gange før. Men også fortalt med lidt for mange irriterende og lidt for selvbevidste kunstgreb.

Bogtyven er historien om den i romanens begyndelse niårige tyske pige Liesel, som i 1939 i Tyskland efterlades af sin mor hos en fremmed plejefamilie. Moren ser hun aldrig igen, og hendes lillebror er død under rejsen til plejefamilien.

Vi følger Liesel igennem de næste fem år som et prisme for oplevelsen af Nazitysklands frygt, had, mistænksomhed, jødeforfølgelser og krigens bombardementer. >> Læs videre

Harald Voetmann: Alt under månen

Af ,
Skriv en kommentar

Menneskenes martrede sjæle svupper rundt i kroppenes sprukne skind. Der skides, smaskes, savles og spyttes. Der fryses og sultes. Der bliver drukket, horet og begået alle slags utugt og trolddomskunster. Børn og dyr bliver pint og plaget, dværge og krøblinge ydmyget og latterliggjort, kvinder torteret, tyende tævet til døde.

Velkommen til Tyge Brahes Uranienborg på Hven anno sidst i 1600-tallet, hjemstedet for renæssancens danske lys, inkarnationen af den ypperste videnskab – som der ser ud i Harald Voetmanns vellykkede, sorte og groteske vision Alt under månen. >> Læs videre

Hassan Blasim: The Iraqi Christ

Af ,
Skriv en kommentar

En samling mørke, mærkelige, magiske og makabre noveller fra det kaotiske, livsfarlige Irak og fra Finlands mørke skove.

The Iraqi Christ er Hassan Blasims anden novellesamling. Det er stærke sager. Og sære sager. Og gode, rigtig gode sager.

Det er dog ikke nemt stof: Man skal læse mere end almindeligt opmærksomt for at fange personernes relationer, plottet (hvis der er et) og pointen. I de fleste af novellerne kaster Blasim læseren ind midt i historien uden meget hjælp.

Til gengæld er Blasim også mand for at levere fængende indgangssætninger, som får os som læsere op af stolen med den samme. Som f.eks. disse første sætninger i ‘Why Don’t You Write a Novel, Instead of Talking About All These Characters?’: >> Læs videre

David Grossman: At falde ud af tiden

Af ,
Skriv en kommentar

Skrevet ud af en stor og autentisk, personlig smerte, ingen tvivl om det, men for patetisk, for kunstfærdig og for finlitterært fortænkt til for alvor at gribe mig om hjertet.

Israelske David Grossman er ham med den fremragende og stærke Kvinde på flugt fra meddelelse (2008, da. 2011) om en israelsk kvinde, som besættes af den tanke, at hvis hun forlader sin hjem og bliver ved at vandre i det israelske landskab, så kan hun holde sin søn, der er indkaldt som soldat, i live – baseret på den logik, at hun derved forhindrer myndighederne i at overbringe hende meddelelsen om sønnens død.

Ved et ubarmhjertigt skæbnetilfælde mistede David Grossman selv sin søn i Israels krig mod Libanon, mens han var ved at skrive Kvinde på flugt. Hans følgende bog, At falde ud af tiden fra 2011, som nu er oversat til dansk, fremstår som et forsøg fra Grossmans side på en videre litterær bearbejdning af sorgen over tabet af sønnen. >> Læs videre

Jesper Holm: Corpus Christi

Af ,
2 kommentarer

Ny dansk konspirationskrimi vil appellere til tilhængere af tempelridderromantik og ramasjang á la Dan Browns Da Vinci mysteriet. Men forvent ikke noget nyt.

Jeg hører til dem, der var forrygende godt underholdt af Da Vinci mysteriet, men ikke imponeret over de litterære kvaliteter. Jespers Holms Corpus Christi ligger tæt op af forbilledet på godt og ondt.

Jeg var i lange stræk således udmærket underholdt af Corpus Christi og fik vendt siderne hurtigt, drevet frem af handlingen og ikke ansporet til at dvæle ved sætningerne. Det sidste skal man heller ikke kræve af genren, så ikke et ondt ord om sproget (dog blev jeg forstyrret af lidt for mange typografiske slåfejl).

Romanen plages til gengæld af at ligge så tæt på netop Da Vinci Mysteriet i plot og struktur, at den er svær ikke at læse som – om ikke ligefrem et plagiat – så ihvertfald som en lidt kedsommelig omgang bølgeridning. Den promoveres endda på forsiden som ‘en af de bedste bøger i da Vinci genren’ (jeg vidste ikke, at det var en genre…). >> Læs videre

Malene Ravn: Det eneste rigtige

Af ,
Skriv en kommentar

Malene Ravns debutroman har gode takter, men også mangler, der desværre skæmmer helhedsindtrykket lidt.

Det eneste rigtige er et på sin vis klassisk trekantsdrama: Om Nina, der er sidst i trediverne og på romanens første sider får den ubarmhjertige dom fra sin læge, at hun ikke kan få børn. Om Ninas mand Niels, som vist nok egentlig gerne vil bevare deres ægteskab, men gør det svært ved at bolle udenom ved enhver given lejlighed og lyver om det. Og om den (knap?) 15-årige mere eller mindre subsistensløse Maria, som Niels dusker på et hotelværelse under en konference, og som efterfølgende møder uanmeldt op i hans og Ninas hjem.

Nina inviterer til Niels’ store fortrydelse Marie til at bo hos dem, velvidende (eller rettere anende), at Niels har haft et sidespring med pigen. Herefter starter et bizart psykologisk spil imellem de tre. >> Læs videre

Helle Helle: Rødby-Puttgarden

Af ,
Skriv en kommentar

Helle Helle-klassikeren, som jeg ikke tidligere har fået læst, men ofte er blevet anbefalet. Og det sidste har der været god grund til.

Helle Helle gør det, hun gør, helt utrolig godt. Der er ikke noget at udsætte på denne lille bog. Helle leverer også her noget af det bedste nyere hverdagsrealisme, jeg har læst.

Handlingen udspiller sig i Rødby engang sidst i 1980’erne, og vi følger to søstre, den cirka tyveårige jeg-fortæller, Jane, der er droppet ud af ergoterapeutstudiet, og hendes lidt ældre søster, Tine, som for nylig er blevet mor. Jane er efter morens død flyttet ind i Tines lejlighed, og de arbejder begge i parfumebutikken på Rødby-Puttgarden-færgerne, som er den store arbejdsplads i den lille udkantsby.

Der kunne skrives mere om handlingen, men det har andre gjort, og det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er derimod Helles prosa, som er knivskarp, sprød, afmålt og fuldstændig enkel, men på ingen måde simpel. Her er ikke en sætning eller et ord for meget. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske”, indleder Kældermennesket sin lange rablende monolog i Dostojevskijs Optegnelser fra en undergrund.

Og alt dét er han så sandelig, både syg, ondskabsfuld og utiltalende, men han er også – og især – netop menneske. Og det er dette sidste, der gør hans nedrige, frastødende, brovtende, ynkelige, på én gang selvhævdende og selvdestruerende, læserfornærmende, men også ret morsomme og i sidste ende tragiske udgydelser værd at læse den dag i dag, 150 år efter at de blev udgivet første gang.

Han kunne som en anden Jørgen Leth også have tilføjet: “Jeg er et nøgent menneske”, for han udstiller sig i disse optegnelser fuldstændig blottet som menneske med alle sine fejl og mangler. >> Læs videre

Kjell Westö: Luftspejling 38

Af ,
Skriv en kommentar

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2014 er interessant som historisk roman om Finland i mellemkrigsårene. Men sprogligt set lidt tam. Hvis man ellers tør være så fri om en prisvinder.

Kjell Westös Luftspejling 38 udspiller sig i 1938 i Helsingfors (som på det tidspunkt endnu ikke er blevet Helsinki).

Stemningen i Helsingfors præges i dette år i stigende grad af de politiske strømninger i resten af Europa – i det offentlige rum, såvel som i de private relationer. Der er i bogen således i udpræget grad en stemning af netop mellemtid, som i romanens fortolkning først og fremmest er at forstå som tiden fra den finske borgerkrig i 1918 mellem ‘de hvide’ og ‘de røde’ til udbruddet af 2. verdenskrig. >> Læs videre

Jonna Odgaard: Ulvens blik

Af ,
Skriv en kommentar

Danser med ulve i Lapland. Ny dansk bog roman om samer og ulve i Nordsverige er interessant natur- og kulturformidling, men halter lidt som roman.

Ulvens blik er Jonna Odgaards debutroman og første bind i en planlagt trilogi om det samiske folk.

Handlingen i Ulvens blik følger i korte, skiftende kapitler to sidestillede hovedpersoner: Den unge biolog og ulveforsker Mats, som efter sin fars død kvitter forskerjobbet og tager ud i vildmarken for at finde sig selv. Her opholder han sig et års tid alene, primært i selskab med en vild ravn og en ulvefamilie.

Historien om Mats er især spændende for sine interessante og detaljerede beskrivelser af naturen og dyrelivet i den svenske vildmark – omend der efter min smag går lidt for meget Kevin Costner og Danser med ulve i den (vi kommer faktisk helt over i taler med ulve, og det var nok lidt mere, end jeg var klar til at kapere….). >> Læs videre

Patrick Modiano: Askeblomster

Af ,

Fransk nobelprismodtager er nok mest for de frankofile feinschmeckere.

Som de fleste andre måtte jeg lige hen og slå efter for at identificere denne Patrick Modiano, som for nylig blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2014. Ham havde jeg aldrig hørt om, erkender jeg.

Forlag og boghandlere gik i panik, for Modianos værker var ikke ligefrem hyldevarer i Danmark. Lindhart og Ringhof var hurtigst ude med en genudgivelse af den vist nok eneste roman af Modiano, der har været oversat til dansk, Askeblomster fra 1991 (udgivet første gang på dansk af Forlaget Per Kofoed i 1992).

I Askeblomster vandrer fortælleren rundt i Paris og lader sin erindring få frit løb, udløst af de gader og kvarterer han kommer igennem. Det bliver til et flimrende, drømmeagtigt patchwork af stemningsbilleder og historier om skæve og i dag glemte mennesketyper fra gadebilledet i Paris i især 1930’erne, 1940’erne og 1960’erne (forfatterens egen ungdom). >> Læs videre