Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Sympatisk forsøg på en konceptantologi i horrorgenren holder desværre ikke hele vejen hjem.
Malkøbing Museum er en ny dansk antologi bestående af elleve korte, delvist sammenhængende historier af Jesper Ilum Petersen, Morten Carlsen og Chris D’Amato. Genren er “gys og gru” (“horror”, som det hedder på nudansk) eller “skæbnefortællinger”. Det er ikke normalt min favoritgenre, og det er det heller ikke blevet efter denne antologi. >> Læs videre
Østrigske Joseph Roth er høj, høj klasse. Det er ikke til at forstå, at disse meget, meget fine historier har 75-95 år på bagen. Stor lykke for os danske læsere, at Roth har fået en revival i de seneste år og er blevet (gen)oversat i stor stil.
Denne lille samling præsenterer fire af Roths noveller (heraf en ultrakort på kun to sider), og de er alle i dén grad læseværdige. >> Læs videre
Helt sin egen, temmelig sær og ganske vidunderlig. Italo Calvinos lille bog fra 1972 er en genistreg af et overflødighedshorn af magiske arkitektoniske fantasier og filosofiske refleksioner over menneskets stræben, drømme, håb, angst og omgang med verden og sig selv i det hele taget.
Rammehistorien er følgende: Den handels- og opdagelsesrejsende Marco Polo fra Venedig opholder sig ved den mongolske verdenshersker Kublai Khans hof. Her beretter Marco Polo på 1001-nats-eventyr-agtig vis hver aften om byer i khanens mægtige rige, som Polo har besøgt på sine rejser – i fantasien, viser det sig snart. >> Læs videre
Meget fint og rørende portræt af en ung kvinde fra Elfenbenskysten, som arbejder som stuepige i London.
Det er egentlig kun en novelle, der ikke desto mindre er udgivet som selvstændig bog, endda i en relativt eksklusiv hardbackversion – en lækker lille bog. Det er åbenbart sådan noget, man kan få lov til, når man er et etableret navn som Zadie Smith.
The Embassy of Cambodia er ikke desto mindre en rigtig fin historie. Den handler ganske vist ikke rigtigt om den cambodianske ambassade, men derimod om afrikanske mænd og kvinder, som kommer til Europa i håbet om en ny og bedre tilværelse, men ender i bunden af samfundet. >> Læs videre
Underholdende, rørende og næsten lige så god som hypen omkring den.
Britisk-canadiske Tom Rachmans debutroman De ufuldkomne handler om personerne omkring en engelsksproget, international avis forankret i Rom. Bogen består af elleve løst sammenhængende historier om elleve forskellige personer knyttet til avisen: freelance-korrespondenten, chefredaktøren, redaktionsekretæren, nekrologskriveren, ejeren, den trofaste læser m.fl.
Rachman skriver godt, enkelt og uprætentiøst. Samtidig er han meget præcis i sine iagttagelser: I hver eneste af de relativt korte historier lykkes det ham at give et troværdigt og nuanceret portræt af sine personer. Det er faktisk ret flot gjort og tilmed ganske underholdende. Man drøner hurtigt gennem alle historierne. >> Læs videre
“You put together two things that have not been put together before. And the world is changed” (s.3). Sådan lyder de første linjer i Julians Barnes’ seneste bog, og det er præcis dét han prøver at gøre i denne noget ujævne, men ikke desto mindre meget fine og anbefalelsesværdige lille bog om kærlighed, tab og sorg.
De to ting, der sættes sammen, er små nedslag i ballonfartens historie og en dybt personlig beretning om Barnes’ egen sorg over sin kones død. >> Læs videre
En perfekt fortælling. Det kan ikke gøres bedre. Jeg læste velsagtens Hemingways lille, store roman om den gamle mand og havet første gang for omkring 20 år siden i dansk oversættelse og har nu genlæst den på engelsk. Og den holder stadig. Den holder helt vildt. Hemingway har skrevet rigtig meget og rigtig meget godt, men det virker passende, at det var denne netop historie, der indbragte ham Nobelprisen. >> Læs videre
Amerikansk nyklassiker holder stadig i sin egen ret og som litterær dokumentation af intelligente kvinders muligheder i 1950’ernes patriarkalske USA. Og som et indblik i en ung kvindes vej ned i depressionen.
Sylvia Plaths eneste roman The Bell Jar (dansk: Glasklokken) har blandt andet status som en feministisk klassiker om, hvordan det patriarkalske samfund kan ødelægge en intelligent ung kvinde. Og som sådan har den også en historisk – og til dels stadig aktuel – relevans. Men heldigvis er den ikke en politisk eller politiserende roman. >> Læs videre
Williams’ anden roman Butcher’s Crossing er endnu bedre end efterfølgeren Stoner, som jeg ellers i forvejen var ganske begejstret for i sidste uge.
Butcher’s Crossing er samtidig en meget anderledes roman end Stoner. Hvor den sidstnævnte er en meget “akademisk” roman om en universitetsprofessors kærlighed til litteraturen og i øvrigt mestendels skuffende livsbane, så er Butcher’s Crossing en western, om end en særlig en af slagsen. Vi er således langt fra Bill og Ben, og der er ingen indianerkampe eller dueller ved daggry.
Romanen udspiler sig i 1873-74 på det tidspunkt, hvor den overdrevne jagt på de amerikanske bisonokser har ført til en betydelig udtynding af bestanden på vej mod udryddelse. >> Læs videre
En rablende morsom og skarp satire over det overfladiske forbruger- og reklamesamfund og den amerikanske tv-religionsindustri. Chuck Palahniuks anden roman er næsten lige så god som debuten Fight Club.
Jeg begyndte at læse Survivor, da jeg lige havde sat mig om bord i et fly på vej på ferie. Det bør frarådes, hvis man har tendenser til flyskræk: Bogen starter med slutningen, hvor hovedpersonen og jeg-fortælleren har kapret en Boeing-747 og er på vej til at styrte ned et sted over Australien i et spektakulært selvmordsforsøg. På vej mod styrtet fortæller han sin livshistorie til flyets “sorte boks”. >> Læs videre
“Alle mennesker er lettere idiotiske, men nogles liv er kendetegnet af forbilledlig idioti, og disse idioter tjener her som eksempler for læseren.”
Sådan hedder det lovende i bagsideteksten til Ermanno Cavazzonis samling af 31 små, skæve tekster (én for hver dag i en måned) om såkaldt eksemplariske idioter. Det er dog en noget broget samling, som ikke helt opnår, hvad den således stiller i udsigt.
De bedste af de små fortællinger er både pudsige og sjove og tjener til at stille eftertænksomme spørgsmål ved, hvordan vi som mennesker begår os i verden – efter devisen: i en gal verden er idioten profet. >> Læs videre
Afdæmpet, men fremragende, “glemt” amerikansk klassiker.
John Willams’ roman Stoner fik angiveligt ikke meget opmærksomhed ved udgivelsen i 1965. Det har den til gengæld fået i de sidste par år, hvor den pludselig blev genopdaget i en grad, så fx boghandlerkæden Waterstones i 2013 udnævnte den til “Årets bog.” The New Yorker kaldte den i en anmeldelse i oktober 2013 for “The greatest american novel, you’ve never heard of.”
Og der er noget om det: Stoner er en rigtig god bog. Det er ikke en roman, der gør noget væsen af sig. Den er langsom om at komme i gang, langsom undervejs og langsom til slut. Den er ikke på nogen måde spektakulær i hverken handling eller udtryk. Den er bare gedigen god. >> Læs videre
Nellies bog er en slags dagbog fra en retarderet “forpullet Analfabbet”. Det er rablende avantgardelitteratur – ret sjov mange steder og ind i mellem også rørende. Men alt, alt, ALT for lang.
Det ydre først: Nellies bog er en virkelig lækker udgivelse: Den er fremstillet som et tykt, gammeldags, stribet kladdehæfte – gennemført med titlen “Nellies bog” skrevet i håndskrift på forsiden og røde, stemplede sidetal på hver side.
Bogen fremstår som en mellemting mellem hovedpersonen Nellies dagbog og en direkte transskription af Nellies daglige tanker og samtaler. Nellie er en ung (tror vi, man hører ikke om hans alder) mand, som udover at være galopperende ordblind virker mere eller mindre retarderet, nærmest en sinke med et mentalt niveau som et barn. >> Læs videre
Flot tidsbillede af tysk kulturliv i en brydningstid. Florian Illies’ bog 1913 – århundredets sommer er en imponerende kraftpræstation – et stort tænkt og meget sikkert gennemført kulturhistorisk portræt af en tid og et kulturområde. Jeg læste den med fornøjelse, om end ikke uden anstrengelse.
Bogen er genremæssigt vanskelig at sætte i bås. Den placerer sig et sted mellem på den ene side romanfiktion og på den anden side kulturhistorisk analyse og journalistik. Og vurderingen af bogen og fornøjelsen ved at læse den afhænger en del af læserens tilgang til bogen i den henseende. >> Læs videre
Donald Ray Pollocks debutroman er et stykke sort, sort “american gothic” fyldt med “low life”-typer, religiøs fanatisme og meningsløs vold. Til gengæld uden håb. Men dog med en vis humor.
Handlingen er ikke helt nem at referere kort, da den består af flere sammenvævede historier med forskellige mere eller mindre (men især mere) depraverede, sølle typer.
Det meste af handlingen udspiller sig i perioden fra sidst i 1940’erne til sidst i 1960’erne i Ohio omkring den lille tarvelige by Knockemstiff (sejt bynavn – og den eksisterer rent faktisk i virkelighedens USA og er forfatterens fødeby).
Og selv om Ohio vel nok må betegnes som Midtvesten, så er der meget gotisk sydstatsstemning over bogen. >> Læs videre
Som at tage ti ture i en rutchebane bundet fast i et løbsk vogntog i brand, mens du ved, at hele rutchebanens skelet er pakket ind i dynamit, som kan detonere når som helst. Sådan nogenlunde var min oplevelse af at læse Chuck Palahniuks debutroman Fight Club fra 1996.
Palahniuk er helt vild! Og han styrer – det er en meget velkomponeret bog. >> Læs videre
At læse Proust er stadig en lise for sjælen, med virkning af en slags mental renselsesproces, også i dette fjerde af de i alt tretten bind, som udgør Prousts kæmpeværk På sporet af den tabte tid i den nye danske oversættelse.
Jeg har lige holdt en lille pause (på en 7-8 måneder….) fra Proust. For trods min usvækkede begejstring må jeg alligevel medgive, at det lige kræver en særlig mobilisering af klassikerinteressen at tage sig sammen til at kaste sig ind i endnu 400 siders handlingsløse refleksioner over tid, identitet og relationer i sidelange sætninger. >> Læs videre
Flot og særpræget fortalt historie om de mange japanske immigranter, der kom til USA i begyndelsen af 1900-tallet og knoklede i årevis i alle de underbetalte og hårde jobs, som amerikanerne ikke selv ville have, for så blot at blive udstødt og deporteret under 2. verdenskrig af et paranoidt, japanerforskrækket USA.
Julie Otsuka er amerikaner med japanske aner. Hun fortæller historien med udgangspunkt i kvinderne, hvoraf mange kom til USA som såkaldte postordrebrude – gift på forhånd på langdistance med en japansk mand i USA, lokket med løfter om rigdom og falske billeder af smukke, succesrige mænd, der i virkeligheden viste sig at være fattige landarbejdere. >> Læs videre
Naturvidenskabelig kaosteori forklædt som småfilosofisk, post-apokalyptisk, zombiebefolket fremtidsvision – i en moderne udgave af Palle alene i verden, nu for voksne. I dén grad kun for voksne.
Nogenlunde sådan kan man måske opsummere den seneste pudseløjerlighed fra Peter Adolphsens hånd. Den bærer Adolphsens signatur: Semifiktiv naturvidenskab med et virkelig weird twist. >> Læs videre
At læse Boris Vians gakkede, satiriske roman fra 1947 er som at træde ind i et levende surrealistisk maleri af Salvador Dali – tilsat en gang respektløs Monty Pythonsk humor og en knivspids Kafkask paranoia.
Trods mange spøjse og nogle endda ret sjove billeder, så er det meste dog for fjollet for min smag til at blive rigtigt vedkommende. Bogen nyder en vis klassikerstatus, men på mig virkede den noget bedaget og midt i al sin sproglige hittepåsomhed ikke desto mindre noget kedelig og trættende at læse. >> Læs videre
Dyster, skæbnetung og virkelig god roman om blodhævn på den albanske højslette.
Fra Ismail Kadarés hånd har jeg tidligere læst Efterfølgeren og Agamemnons datter, begge fremragende små fortættede romaner om Albanien under kommunismen og det totalitære diktaturs ødelæggende virkninger på menneskesindet.
Den lidt ældre Ufuldendt april er næsten lige så god. Den udspiller sig historisk nogle tiår tidligere, i mellemkrigstidens Albanien. Hovedtemaet er en kritik af den 600 år gamle albanske sædvaneret og moralkodeks, Kanun, som i praksis har været den dominerende retsorden på Højsletten i det indre Albanien i århundreder. >> Læs videre
27 små vidunderlige hverdagsfilosofiske meditationer over menneskets forhold til verden, sig selv, de andre, sproget og universet.
Jeg kom i tanker om Italo Calvino forleden, mens jeg læste J.J.Abrams & Doug Dorsts særprægede konceptbog S. Abrams & Dorst leger med forholdet mellem læser og forfatter, og det samme gjorde Calvino tilbage i 1979 i hans geniale roman Hvis en vinternat en rejsende – omend på en anden måde.
Calvino er sådan en slags Italiens svar på århusianske Svend Aage Madsen – ihvertfald deler de den underfundige humor, de filosofisk-tænksomme temaer og den eksperimenterende leg med sprog, tekst og fortællemæssige konventioner. Jeg læste Hvis en vinternat… engang lige i begyndelsen af 1990’erne, har jeg regnet mig frem til (gisp, det er længe siden…), og har egentlig gerne villet læse mere Calvino siden, det er af en eller anden grund bare ikke blevet til noget. Men så faldt jeg over denne lille hyggelige, filosofiske sag. >> Læs videre
En ikke helt ueffen selvbiografisk erindringsroman om at vokse op som barn og ung i 1970’ernes Danmark.
Fra dengang, hvor vi så kaninen Albert og Ingrid og Lillebror og Landet Rundt med Preben Heide i tv, og vi hørte trafikradio med Lars E. Christiansen. Og hvor man samlede på alt muligt og ingenting: sodavandskapsler, sten, klistermærker, mønter og frimærker (og hvor de bedste var “de store mærker fra Ungarn eller Magyar Posta med fugle, malerier og sportsmotiver på. Til trods for at de intet er værd”). Og hvor toiletpapiret hos ens bedsteforældre var dét der brune og hårde, som var ubehageligt at tørre sig med og mindede om pakkepostindpakningspapir.
For mig var store dele af bogen et nostalgitrip tilbage til min egen barndom og som sådan en fornøjelse at dykke ned i. >> Læs videre
Meget, meget fin lille bog om frygt, terror og mennesker i Afghanistan under den sovjetiske besættelse 1979-1989.
Atiq Rahimi (f.1962 i Kabul) mestrer den korte, intense romanform. Det gør han rigtig flot her, ligesom han gør det i den senere Den tålmodige sten (som i høj grad følger samme form som Drømmenes Labyrint)
Den korte handling i bogen udspiller sig omkring jeg-fortælleren, den unge mand Fahrad, der en aften efterlades i en grøftekant tævet halvt ihjel af en militærpatrulje for en ubetydelig forseelse. Her bliver han fundet af en ung enlig mor, som i stor fare for sit eget liv tager ham ind i sit hus, plejer ham og skjuler ham for soldaterne. >> Læs videre
Elsker du også den gode, gammeldags, stoflige bog, som man både kan mærke og lugte? Så skynd dig ned til din lokale bogpusher med virkelige mennesker bag disken og køb dette forrygende pragtværk af en bog. Gør det med det samme! Det er ikke sikkert, at du orker at læse den, og du går i så fald nok heller ikke glip af så meget. Men du MÅ eje den!
Jeg indrømmer med det samme, at denne anmeldelse er noget forudindtaget på den måde, at jeg allerede, da jeg stod med bogen mellem hænderne i min boghandler, havde besluttet mig for at være vild med denne bog, og at den ikke kunne få mindre end fem stjerner. Alene på grund af den lækre og originale udførelse, som er helt uden for kategori.
S. er en bog i en bog… i en bog. Eller rettere sagt: Den er mindre en bog i traditionel forstand, end den er en idé eller et projekt ført igennem som en bog. Dette er så også dens svaghed, men det kommer jeg tilbage til. >> Læs videre
Det går den forkerte vej for Andrew Kaufman. Hans debut, Alle mine venner er superhelte (All my Friends are Superheroes) fra 2003, er en af mine personlige favoritter – skæv, sjov, poetisk og helt og aldeles vidunderlig. The Tiny Wife (2011) havde ikke helt samme klasse, men stadig en del skægge og skæve ideer, mens hans første bog i egentlig romanlængde, The Waterproof Bible (2010) ikke rigtig stod distancen.
Seneste udgivelse fra Kaufmanns hånd er så den lille roman Born Weird fra 2013. Stilen er den samme som i de forrige – en naivistisk fortællerstemme og hovedpersoner med overnaturlige egenskaber som typisk er alment menneskelige karaktertræk, som blot er udartede i en ekstrem grad. Men det virker altså ikke. >> Læs videre
A Visit from the Goon Squad hører til i disciplinen patchwork-romaner på dén her Robert Altman-agtige måde, som mange er begejstrede for, men som jeg egentlig ofte finder lidt irriterende og kedsommeligt. Jeg anerkender mulighederne i formen i forhold til at tegne mere facetterede portrætter af personer og situationer, men det bliver bare tit lidt anstrengende med alle disse skift i perspektiver hele tiden.
Egan lykkes nu ganske godt med formen i A Visit from the Goon Squad. Eller rettere: jeg bærer over med formen, fordi hun skriver godt og letlæst med ganske meget humor, vid og menneskekundskab og fanger sin tid ind på underholdende vis. Der er mindelser om sen 1980’ernes postmodernistiske legesyge i litteraturen, men nu med langt mere substans. >> Læs videre
Senseis mappe er en lavmælt og meget, meget fin japansk kærlighedsroman. Om den 38-årige, ensomme kvinde Tsukiko, som på en bar tilfældigt møder sin gamle, nu pensionerede gymnasielærer, som hun blot kalder sensei – i starten mest fordi, hun ikke husker hans navn. Langsomt, meget langsomt nærmer de to sig hinanden. De udvikler et forhold, som først især er baseret på en fælles passion for at drikke (især sake i store mængder) og for god japansk mad – og på den særlingeagtige ensomhed, de begge bærer rundt på. Men til deres begges overraskelse bliver det efterhånden til dyb og intens kærlighed. >> Læs videre
Georges Perec’ W er en af den slags bøger, som man først for alvor kan dømme om, når man når til sidste side. Her mødes enderne og giver mening til hele bogen. Bogen er på én gang en selvbiografisk reflektion over erindringens natur og en kvalmende litterær analyse af nazismens og koncentrationslejrens vilkårlige logik.
Bogen veksler hele vejen mellem to distinkte spor, to distinkte stemmer, som afløser hinanden for hvert korte kapitel. Det ene spor er Perec’ (fiktive?) selvbiografiske forsøg på at sammenstykke en erindring om sin barndom – baseret på flygtige erindringsstumper og biografiske data, han har søgt at opstøve i sit voksenliv.
Det er en pointe, at forsøget forbliver uforløst:
Pudsig, kompakt og kompleks og sært dragende lille argentisnk roman om…. ja, om præcis dét, titlen angiver: En episode i en landskabsmalers liv. Men også om en hel del mere.
Landskabsmaleren er tyskeren Johann Moritz Rugendas (1812-1858), en virkelig historisk figur og en af sin tids mest berømte landskabsmalere, især for sine skildringer af eksotiske scenerier bragt hjem fra lange rejser i Sydamerika. >> Læs videre
