K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Romaner og noveller

Louis Levy: Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem

Af ,
Skriv en kommentar

“Min sygdom har gjort mig til digter. Og jeg har indset, må frygteligt det er at være digter. Hvilket vanvid må ikke beherske en digters hjerne?”

Så sandt, så sandt. Ihvertfald denne digter. Vanviddet behersker formeligt hver side af dansk-jødiske Louis Levys (1875-1940) kortroman fra 1910, Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af Dr. Renard Montpensiers optegnelser, som den fulde titel lyder. Kender man undertegnedes smag for små, skæve bøger, kan det ikke overraske, at jeg straks måtte kaste mig over denne lille sag, da den dumpede ned i postkassen i går, venligt tilsendt af forlaget Sidste Århundrede. Alene titlen er jo helt forrygende. >> Læs videre

Abish Kekilbayev: Ballad of Forgotten Years

Af ,
Skriv en kommentar

Blodfejder, sværdkampe, musik, mytologi og poesi fra de kasakhstanske stepper.

Oversatte skønlitterære bøger fra Kasakhstan… dem er der ikke så mange af på markedet, kan jeg hilse og sige, men der er dog nogle, blandt andre denne helt interessante, lille roman i lyrisk-episk stil af den kasakhstanske forfatter (og politiker) Abish Kekilbayev (1939-2015).

Ballad of Forgotten Years er en episk, men også moralsk-filosoferende fortælling fra stepperne i det nuværende Kasakhstan. Den foregår i en ikke nærmere specificeret historisk tid, som dog ifølge forlæggerens forord kan afgrænses til et tidspunkt mellem Islams indtog på stepperne i det 12. århundrede (der refereres til Allah, selv om også en mængde ældre lokale trosforestillinger stadig lever) og introduktionen af skydevåben i regionen i det tidlige 18. århundrede. På den baggrund tør jeg godt tidsfæste historien lidt nærmere til slutningen af det 17. eller begyndelsen af det 18. århundrede, da der rent faktisk optræder enkelte skydevåben i fortællingen. Vi er dog stadig i en tid, hvor sværdet og køllen er de dominerende våben blandt steppens krigere. >> Læs videre

Galsan Tschinag: Den blå himmel

Af ,
Skriv en kommentar

Den blå himmel giver et spændende indblik i det tuvinske nomadefolks traditionelle levevis i Mongoliet. Den er som sådan værd at læse, selv om den som romanfortælling betragtet er knap så spændende.

Den blå himmel er en delvist selvbiografisk roman af den tuvinsk-mongolske forfatter Galsan Tschinag, også kendt under sit tuvinske navn Irgit Schynykbaj-oglu Dshurukuwaa (eller: måske ikke ligefrem kendt, men det hedder han ihvertfald på tuvinsk).

I romanen følger vi drengen Dshurukuwaa og hans dagligliv som tuvinsk nomade i Altajbjergene i det vestlige Mongoliet på et tidspunkt i slutningen af 1940’erne eller måske lige i starten af 1950’erne. >> Læs videre

Mia Couto: Sleepwalking Land

Af ,
2 kommentarer

En afrikansk magisk-realistisk søvngængeragtig rejse gennem drømme og mareridt i Mozambiques krigs- og tørkehærgede landskaber befolket af myter og mennesker, levende som døde.

Den mozambiquanske forfatter Mia Couto (f. 1955) er født af portugiskke indvandrere i den tidligere portugisiske koloni. Han fremhæves ofte som Mozambiques – og en af det afrikanske kontinents – førende forfattere. Terra Sonâmbula er hans første og mest berømte roman, oprindeligt udgivet på portugisisk i 1992. >> Læs videre

Dambudzo Marechera: Sultens hus

Af ,
Skriv en kommentar

Sultens hus er en voldsom bog. Voldsom i enhver henseende. Handlingen er voldsom, ubønhørligt brutal, faktisk. Stemningen er vred og uforsonlig. Sproget i sig selv er voldsomt. Og så er det altså også en voldsomt god bog – ihvertfald gør den større indtryk end de fleste.

Dambudzo Marechera (1952-1987) nåede kun at udgive tre bøger, inden han bukkede under for AIDS, kun 35 år gammel. En af bøgerne var en novellesamling, der også omfattede kortromanen Sultens hus (opr. 1978), der nu er udkommet på dansk på forlaget Korridor i en oversættelse af Juliane Wammen.

Sultens hus udspiller sig i slutningen af 1970’erne i en ghettoforstad til Saslisbury (senere Harare) i det daværende Rhodesia (som blev til Zimbabwe efter selvstændigheden i 1980). Det er en periode præget af interne guerillakrige og etniske modsætninger. Og for personerne i kortromanen er det en periode præget af fattigdom, vold og bitter håbløshed. >> Læs videre

Witi Ihimaera: Hvalrytteren

Af ,
Skriv en kommentar

Hos Greenpeace har de sikkert været glade for Hvalrytteren med dens hvalromantik og budskab om, at vi mennesker skal besinde os på vores forbundethed med naturen, ikke mindst havet og hvalerne. Derudover er bogen båret af en sympatisk mission om at formidle en stolthed til maorier i New Zealand over deres nedarvede traditioner og historie,

Og misforstå mig ikke: Greenpeace gør et prisværdigt og vigtigt stykke arbejde. Jeg bakker i den grad op om indsatsen for at beskytte naturen og truede dyrearter, herunder også dem, der ser søde ud og har pels eller er hvaler. Jeg har stor respekt og sympati for Witi Ihimaeras ambition om med romanen samtidig at ville slå et slag for maoriernes kultur og traditioner.

Men gode intentioner og en god sag gør ikke i sig selv god litteratur. Tværtimod har den gode sag det ofte med at stille sig i vejen for den gode litteratur. Således også her. >> Læs videre

Antonio Dal Masetto: Folk fra el Bajo

Af ,
Skriv en kommentar

Små, finurlige historier om almindelige og helt ualmindelige typer på barerne og andre steder i et kvarter i Buenos Aires.

Det er mindre end et år siden, at argentinske Antonio Dal Masetto (1938-2015) blev introduceret for os danske læsere første gang med den glimrende Der er nogle typer dernede (opr. 1998, på dansk 2016). Mikroforlaget Apeleius Æsel, som også stod bag den første udgivelse, har imidlertid fulgt hurtigt op med Folk fra el Bajo, som er et uddrag i dansk oversættelse af Antonio Dal Masettos sammenhængende novellesamling Gente del Bajo fra 1995.

Folk fra el Bajo er en samling ganske korte noveller, som hver især udgør et billede inspireret af forfatterens egen færden rundt i kvarteret el Bajo i Buenos Aires – skævvredet i en pudsig fiktionaliseret form. >> Læs videre

Mohanalakshmi Rajakumar: The Migrant Report

Af ,
Skriv en kommentar

Socialrealistisk semikrimi fra Qatar om den skrupelløse udnyttelse af immigranter under livsfarlige arbejdsforhold, om køn, tradition og religion, om forholdet mellem lokale og expats i Qatar. Romanen er båret af sympatiske intentioner og er ikke uinteressant for sit tidsbillede af Qatar, men det kan ikke redde den.

Mohanalakshmi Rajakumar betegner sig selv som en sydasiatisk amerikaner, som har boet i Qatar siden 2005. Hun har udgivet en række bøger, primært romaner, herunder The Migrant Report fra 2015. På trods af bogens afskyeligt grimme omslag, der bringer tankerne hen på en samfundsfagsbog for gymnasiet, så er der tale om en slags socialrealistisk wannabe-krimi. >> Læs videre

Ian McGuire: The North Water

Af ,
Skriv en kommentar

Et hvalfangerskib er på skæbnesvanger kurs mod det nordligste og mest isnende kolde Arktis med en morder ombord og flere slags lig i lasten. The North Water er en ambitiøs spændingsroman, som excellerer i det ækles æstetik, i flot sprog, historiske tidsbilleder, naturbeskrivelser af det kolde nord, litterære referencer til klassikerne og en ambition om samtidig at være et psykologisk drama, som dog ikke helt indfris.

Romanen udspiller sig i 1859, hvor hvalfangerskibet Volunteer stævner ud fra Hull og via Shetlandsøerne og neden om Kap Farvel begiver sig mod det arktiske nord i Baffinbugten i jagten på de hvaler, som havet på den tid er ved at blivere tyndere på som følge af overdreven hvalfangst. Men efterhånden viser det sig, at formålet med ekspeditionen også er et andet. >> Læs videre

Juan José Arreola: Fabularium

Af ,
Skriv en kommentar

“På min mors side er jeg smed og på min fars tømrer. Heraf kommer min lidenskabelige kærlighed til sproget som håndværk.” Således hedder det i forfatterens fortale til novellesamlingen Fabularium. Og Arreola kan sit håndværk. Fabularium (opr. 1952) er finurlig, forrygende og – kunne man fristes til at sige, hvis det ikke ville være for billigt – fabelagtig læsning.

Skjødt Forlag kan med denne første udgivelse på dansk af den mexicanske forfatter Juan José Arreola (1918-2001) fejre en ny sejr i det lille forlags sympatiske ambition om at gøre ældre og nyere kvalitetslitteratur på spansk tilgængelig på dansk. >> Læs videre

Roberto Saviano: The Ring & The Opposite of Death

Af ,
Skriv en kommentar

Den italienske journalist og forfatter Roberto Saviano (f.1979) er bedst kendt for sin journalistiske reportageroman, Gomorra (2006), om den napolitanske mafia, camorraen – en udgivelse, der har medført, at han siden 2006 har levet under politibeskyttelse.

Saviano er selv opvokset i det fattige Syditalien, hvor camorraen hersker, og det er også her, hans to noveller i ‘samlingen’ (kan to være en samling?) The Ring & The Opposite of Death (opr. 2007, eng. 2013) foregår.

Begge noveller udspiller sig i en lille landsby i Syditalien, men på forskellige historiske tidspunkter. >> Læs videre

Horacio Castellanos Moya: The Dream of My Return

Af ,
Skriv en kommentar

Fortrængte traumer over den salvadoranske borgerkrig semi-forløst af uafsluttede homøopatiske behandlinger af almindelig hypokondrisk selvoptagethed tilsat et godt skvæt vodka tonics.

Horacio Castellanos Moya (f. 1957) er en eksil-salvadoransk forfatter. Han forlod El Salvador i 1979, kort efter udbruddet af den salvadoranske borgerkrig (1979-1992) mellem militærdiktaturet og forskellige venstrefløjsorienterede guerillagrupper. Siden har han kun været bosat i El Salvador for en kort bemærkning og har ellers opholdt sig i bl.a. Costa Rica og Mexico, hvor han har arbejdet som journalist. Castellanos Moya er i dag bosiddende i USA.

The Dream of My Return (opr. 2013, eng. 2015) er fortalt i jeg-form af journalisten og eksil-salvadoraneren Erasmo Aragon, som deler en række ihvertfald ydre biografiske træk med forfatteren. Romanen udspiller sig i Mexico City i begyndelsen af 1990’erne på det tidspunkt, hvor konturerne af en fred i El Salvador begynder at tegne sig. Erasmo planlægger at vende tilbage til El Salvador, som han forlod i 1979, for at arbejde på et journalistisk projekt – uagtet, at han lever sammen med en kæreste og deres fælles barn. >> Læs videre

Albert Sánchez Piñol: Cold Skin

Af ,
Skriv en kommentar

Velskrevet og overraskende god spansk horror-gyser: To mænd alene på en lille, gudsforladt ø på kanten af den antarktiske cirkel. Som om ensomheden, kulden og den antarktiske nat ikke skulle være nok til at drive et menneske fra forstanden, så oversvømmes øen om natten af bølger af amfibiemonstre fra polarhavet …

Jeg bevæger mig med spanske Albert Sánchez Piñols Cold Skin (opr. 2002, eng. 2007) et stykke uden for min normalt foretrukne litterære genre. Bogen var et impulskøb i en madrilensk boghandel for en måneds tid siden. Og man skal jo nogle gange læse noget andet, end det man plejer. Selv når dette andet viser sig at være en actionpakket horror-thriller fyldt med kampe mellem mennesket og horder af humanoide, salamanderagtige havmonstre … >> Læs videre

Adam Roberts: The Thing Itself

Af ,
Skriv en kommentar

Immanuel Kants kategorilære som science fiction-horror-thriller – tilsat tidsrejser, manipulationer af det fysiske rum, mystiske spøgelsesvæsener, en supercomputer, der får HAL 9000 fra Rumrejsen år 2001 til at ligne en TI-90 lommeregner – og samtidig iklædt litterære stileksperimenter á la James Joyce, Thomas de Quincey og 1600-talsprosa. Og nå ja, så får vi undervejs også lige løst Fermis paradoks og bevist Guds eksistens.

Lyder det som lidt af en mundfuld? Det er det også, og det er med mine læsebriller også en for stor mundfuld for den britiske sci-fi-forfatter Adam Roberts (f. 1965). Jeg kipper med kasketten for hans endog meget store ambitioner med romanen The Thing Itself, og for hans mod og vilje til at spænde tanken. Science-fictionplottet holder, men romanen bærer samlet set ikke helt igennem. >> Læs videre

Hernán Ronsino: Glaxo

Af ,
Skriv en kommentar

En stemme i nyere argentinsk litteratur, det er værd at holde øje med. Hernán Ronsinos Glaxo er lille af omfang, men stor i sin stemningsskabelse og sin sprogligt raffinerede enkelhed.

Argentinske Hernán Ronsino (f. 1975) var et helt ukendt navn for mig, da jeg tilfældigt faldt over hans kortroman Glaxo (opr. 2009, eng. 2017) i en boghandel i Madrid – fristet af Marina Drukmans designmæssigt exceptionelt lækre omslag. Ronsino, der er uddannet antropolog og til dagligt arbejder som professor ved Buenos Aires Universitet, har tre romaner og en novellesamling bag sig. Glaxo er hans debut på engelsk. >> Læs videre

Julio Cortázar: Hinkeleg

Af ,
Skriv en kommentar

Vild. Faktisk ret vild. Argentinske Julio Cortázars hovedværk er en rivende, ravende, rablende romanoplevelse. En ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for, så frygt ikke.

Forlaget citerer i omtalen af romanen Pablo Neruda for følgende: “Enhver der ikke læser Julio Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom, som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist, betydeligt blegere og vil lidt efter lidt tabe håret.” >> Læs videre

Osama Alomar: The Teeth of the Comb & Other Stories

Af ,
Skriv en kommentar

Syriskfødte Osama Alomars små fabler og allegorier er vældigt sympatiske, og de bedste af dem er søde og pudsige og moderat tankevækkende. De fleste er dog for banale for min smag, gående mod det ligegyldige.

The Teeth of the Comb & Other Stories, som netop er udgivet for første gang, er en samling af cirka 160 kortprosatekster i form af moderne fabler og allegorier over den menneskelige tilstand. De længste af dem strækker sig lige akkurat over 2-3 sider, men de fleste er ganske korte, kun nogle få sætninger eller helt ned til en enkelt. >> Læs videre

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne

Af ,
Skriv en kommentar

Bruno Schulz er en slags vild og voldsom, ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. Schulz’ noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen.

Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to novellesamlinger, før han blev myrdet i 1942 i sin fødeby Drohobycz, skudt ned på åben gade af en tysk officer som led i dennes interne rivaliseren med en anden officer, som Schulz udførte malerier for. Det meste af Schulz’ øvrige produktion gik tabt under Holocaust, men en række breve og enkelte noveller har overlevet (en af dem er udgivet særskilt på dansk som Kometen på Forlaget Virkelig). >> Læs videre

Maxim Biller: I hovedet på Bruno Schulz

Af ,
Skriv en kommentar

Maxim Billers novelle er en mesterligt velskrevet, vittig og alvorlig, surrealistisk reflektion over både Bruno Schulz’ liv og forfatterskab og nyere tysk kulturhistorie.

Den polsk-jødiske forfatter og maler Bruno Schulz (1892-1942) nåede ikke at udgive meget, før han blev myrdet i 1942. Men produktionens omfangsmæssige lidenhed udlignes så rigeligt af storheden i kvaliteten og intensiteten i Schulz’ kompakte noveller.

Vi er i genren (hvis man kan tale om en sådan): Fiktiv fortælling med virkelig forfatter i hovedrollen inspireret af forfatterens litterære stil og biografi med implicitte referencer til værket. Som et andet eksempel i “genren” kan jeg nævne J. M. Coetzees også mesterlige roman, Mesteren fra Petersborg, inspireret af Fjodor M. Dostojevskij værk (omend skrevet i en aldeles anden stil – jf. forskellen på Schulz og Dostojevskij som forfattere). >> Læs videre

Tine Høeg: Nye rejsende

Af ,
Skriv en kommentar

Er Tine Høegs debut Nye rejsende en roman eller lyrik? Svaret er nok begge dele med vægten over mod roman – en kortroman i knækprosastil.

Jeg’et i bogen er en ung nyuddannet kvinde, som lige er startet i sit første job som gymnasielærer. Hun pendler hver dag med toget mellem København og Næstved. I toget møder hun en mand, som hun forelsker sig i og indleder en affære med. Problemet er, at han er gift og har et barn. Deres forhold består stort set kun i sex og udspiller sig på togtoiletter og i buskadser bag stationer på pendlerstrækningen. >> Læs videre

Ben Lerner: Leaving the Atocha Station

Af ,
Skriv en kommentar

Tæt på fremragende roman om kunstneren som ung, usikker mand på piller og poesi, om muligheden af autenticitet, om at være fremmed i sproget, om tomrummet mellem ordene og om oversættelse som begrænsning og forvanskning, men også som kreativ nyskabelse.

Amerikanske Ben Lerner (f. 1979) har som forfatter især gjort det i lyrik, men han har også udgivet to anmelderroste romaner, hvoraf Leaving the Atocha Station (2011) er den første.

Leaving the Atocha Station er ikke nogen decideret let roman at læse – eller at anmelde. Det er en roman med handling, ja, men det er også en intellektuel reflektion over blandt andet kunst og kunstbegrebet, om sproget som sådan, om oversættelse, om at bevæge sig mellem sprog og kulturer – og endnu mere grundlæggende om (u)muligheden af at leve som et autentisk menneske. Samtidig er bogen tungt ladet med referencer til både aktuel og klassisk litteratur og kunst. Man skal holde tungen lige i munden, men det er værd at læse med, for Ben Lerners reflektioner er både begavede, interessante og i passager også ret vittige. >> Læs videre

Imre Kertész: Likvidation

Af ,
Skriv en kommentar

Kender du dét, at du læser en bog, som er en nydelse at læse fra første til sidste side? Måske på grund af et finurligt og omhyggeligt sprog? Måske på grund af en følelse af, at der er noget afgørende vigtigt på spil i teksten? Måske på grund af en påtrængende, vibrerende intensitet i hovedpersonernes mulige motivationer? Men ikke desto mindre har du undervejs i læsningen svært ved at få greb om, hvad bogen egentlig handler om, og hvad meningen i det hele taget er?

Sådan havde jeg det lidt med Imre Kertész’ Likvidation. Det var mit første møde med den ungarnske nobelpristagers værk, men jeg tør godt love, at det ikke bliver det sidste. Selv om jeg ikke tør kloge mig autoritativt på fortolkningen ar romanen. >> Læs videre

Hermann Hesse: Siddhartha

Af ,
Skriv en kommentar

Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv om årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.

Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre

Abdulai Sila: The Ultimate Tragedy

Af ,
Skriv en kommentar

The Ultimate Tragedy, der netop er udkommet hos forlaget Dedalus, er, så vidt jeg ved, den første oversættelse til engelsk nogensinde af en roman fra den vestafrikanske stat Guinea-Bissau.

Romanen er ikke eksplicit om, i hvilken historisk periode, den udspiller sig i. Det står dog klart, at vi er i Portugisisk Guinea, formentlig i første halvdel af det 20. århundrede. Der bliver råbt “Viva Salazar!” på et tidspunkt, så det er tidligst i 1930’erne (Salazar var statsminister/diktator i Portugal fra 1932), men formentligt ikke meget senere. Der refereres således ikke til Anden Verdenskrig og heller ikke til nogen egentlig organiseret, politisk kamp mod det portugisiske koloniherreømme, så vi er nok i tiden før dannelsen af befrielsesbevægelsen PAIGC i 1956. >> Læs videre

Ak Welpasar: The Tale of Aypi

Af ,
Skriv en kommentar

En lille roman fra Turkmenistan om opbrud af traditioner i en lille fiskerlandsby i sovjettiden – med spøgelseselementer. Interessant, men ikke uden problemer.

Ak Welpasar (f. 1956) er formentlig Turkmenistans internationalt kendte forfatter. Måske fordi han er den eneste (eller ihvertfald en af ganske få) turkmenske forfattere, som er oversat. I fødelandet er han imidlertid på den sorte liste og en erklæret “statsfjende nummer ét” på grund af hans mangeårige kritik af de massive økologiske problemer i Centralasien som følge af store, systematiske giftudslip fra industrien. Welpasar emigrerede i 1993 med sin familie til Sverige, hvor han, så vidt jeg har kunnet opspore, stadig bor i dag. Mange af Elpasars romaner er fortsat forbudte i Turkmenistan. Det gælder også The Tale of Aypi, som er udgivet første gang i 2012 på turkmensk og sidenhen på engelsk i 2016. >> Læs videre

Asef Soltanzadeh: Desertøren

Af ,
Skriv en kommentar

Denne samling af noveller fra krigen i Afghanistan i 1980’erne er samlet set en smule ujævn, men de bedste historier er fremragende og hele bogen værd.

Desertøren fra 2015 er dansk-afghanske Asef Soltanzadehs første udgivelse på dansk. Soltanzadeh (f. 1964) er født og opvokset i Afghanistan, men flygtede efter Sovjetunionens besættelse af landet til Iran i 1986 og fik i 2002 opholdstilladelse i Danmark, hvor han har levet til i dag.

Bogen består af otte noveller, som alle udspiller sig i Afghanistan i 1980’erne under den sovjetiske besættelse og under indtryk af de mudjahedinske oprøreres krig mod det sovjetisk understøttede marionetstyre. Alle novellerne er dog samtidig skrevet i en tidløs stil, som gør, at de kan læses som beretninger om mennesker og samfund i krig i almindelighed. >> Læs videre

Alexei Nikitin: Y.T.

Af ,
Skriv en kommentar

Ukrainsk satire over paranoia i det sovjetiske og post-sovjetiske samfund forklædt som konspirationsthriller.

Plottet i ukrainske Alexei Nikitins korte roman Y.T. lovede godt, som det var beskrevet i bagsideteksten, syntes jeg: En gruppe rastløse studerende ved universitetet i Kiev opfinder for deres egen fornøjelses skyld i 1984 et strategi- og rollespil, en slags Civilization før computertidsalderen, hvor delvist fiktive europæiske stormagter kæmper om verdensherredømmet. Spillet bliver bragt til en brat afslutning, da KGB fatter interesse for drengenes leg og arresterer dem. De bliver løsladt, men finder aldrig rigtig ud af, hvad der egentlig skete, og hvorfor de blev arresteret. >> Læs videre

Atticus Lish: Forberedelse til næste liv

Af ,
Skriv en kommentar

Når amerikanske Atticus Lish’ debutroman Forberedelse til næste liv er bedst, har den The Great American Novel-kvaliteter. Det er således en i nogle henseender virkelig flot roman om mennesker på kanten og New Yorks bagside. Desværre taber den pusten – primært fordi den bare er alt for lang.

Romanen følger på skift to (eller faktisk tre) personer: Brad Skinner er soldaterveteran, nylig hjemvendt fra din tredje mission i Irak. Han er en knækket mand med ikke-diagnostisceret post-traumatisk stresssyndrom, som kommer til New York for at forsvinde i storbyen og glemme sin angst og vrede. Hans dage og nætter går med at pumpe jern i ramponerede styrketræningscentre, fylde sig med proteinpulver og anabolske stereoider og ture rundt på værtshuse. Han er en romanperson, det er svært at holde af, selv om man kan sympatisere med ham på grund af de oplevelser fra krigen, han bærer rundt på. >> Læs videre

Bohumil Hrabal: Closely Observed Trains (Skarpt bevogtede tog)

Af ,
Skriv en kommentar

Bohumil Hrabals nyklassiker Closely Observed Trains (Skarpt bevogtede tog på dansk) fra 1965 er et lille satirisk mesterværk om krig, bureaukrati, snobberi og sex.

Romanen er centreret omkring livet på en jernbanestation i en lille böhmisk landsby tæt på grænsen til Tyskland. Året er 1945 i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, og tyskerne er ved at have mistet kontrollen over Tjekkoslovakiet. Men landet er stadig besat, og nazikollaboratørerne er fortsat ved magten, mens modstandskampen bliver mere og mere indædt. >> Læs videre

Georgi Gospodinov: Melankoliens fysik

Af ,
Skriv en kommentar

Et melankolsk, ironisk-kærligt og rastløst strejftog gennem de labyrintiske kældergange i menneskesindet og det 20. århundredes historie.

Hvad er opskriften på Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik? Bland lige dele W. G. Sebald og Günther Grass, tilsæt et par knips Jorge Luis Borges, ryst godt sammen med en sækfuld brokker fra Bulgariens historie i det 20. århundrede, en god portion personlige erindringsstumper fra et levet liv og et skvæt antik mytologi. Servér i små glas og indtag i store mængder.

Resultatet er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman. Det er dog også en noget blandet affære, som man godt kan blive træt i hovedet af hen på aftenen. >> Læs videre