Fortrængte traumer over den salvadoranske borgerkrig semi-forløst af uafsluttede homøopatiske behandlinger af almindelig hypokondrisk selvoptagethed tilsat et godt skvæt vodka tonics.
Horacio Castellanos Moya (f. 1957) er en eksil-salvadoransk forfatter. Han forlod El Salvador i 1979, kort efter udbruddet af den salvadoranske borgerkrig (1979-1992) mellem militærdiktaturet og forskellige venstrefløjsorienterede guerillagrupper. Siden har han kun været bosat i El Salvador for en kort bemærkning og har ellers opholdt sig i bl.a. Costa Rica og Mexico, hvor han har arbejdet som journalist. Castellanos Moya er i dag bosiddende i USA.
The Dream of My Return (opr. 2013, eng. 2015) er fortalt i jeg-form af journalisten og eksil-salvadoraneren Erasmo Aragon, som deler en række ihvertfald ydre biografiske træk med forfatteren. Romanen udspiller sig i Mexico City i begyndelsen af 1990’erne på det tidspunkt, hvor konturerne af en fred i El Salvador begynder at tegne sig. Erasmo planlægger at vende tilbage til El Salvador, som han forlod i 1979, for at arbejde på et journalistisk projekt – uagtet, at han lever sammen med en kæreste og deres fælles barn. >> Læs videre






























