Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Endnu en klassiker af Henry James. Sublimt sprog og ironisk raffinement. Ikke den bedste James, jeg har læst, men mindre kan i dén grad også gøre det.
Henry James’ korte roman, Washington Square (1880), udspiller sig midt i det 19. århundrede som et slags kammerspil mellem primært fire personer: >> Læs videre
Flot romandebut fra svenske Agnes Lidbeck. Et litterært feministisk manifest, som er både velskrevet, underholdende og letlæst, både humoristisk og alvorligt og med aktuel, kønskritisk kant.
Københavns litteraturfestival, Kbh læser 2018, som i år havde temaet “Manifest,” er netop afsluttet. I det lys kunne man et øjeblik fristes til at tænke, at Agnes Lidbecks romandebut fra 2017, som udgives i dag i dansk oversættelse ved Iben Mondrup, kommer lige akkurat en postgang for sent. Romanen ville have passet perfekt ind i temaet, for så vidt den i høj grad kan læses som et moderne, feministisk, litterært manifest.
Timingen af den danske udgivelse er ikke desto alligevel helt passende og naturligvis bevidst, da dagen i dag, den 8. marts, som bekendt er Kvindernes Internationale Kampdag. >> Læs videre
Fremragende lettisk roman fra 2015, netop udkommet i engelsk oversættelse. Gennem tre lettiske kvinder i tre generationer fortælles historien om Letland under Sovjetunionen. En politisk historie, men især en historie om moderkærlighed og datterkærlighed.
Lettiske Nora Ikstena (f. 1969) er et nyt navn for mig, men hun har siden debuten i 1989 udgivet mere end tyve bøger. Soviet Milk (Mātes piens på lettisk) er hendes seneste roman.
Romanen er fortalt på skift i korte afsnit (hver på typisk kun 2-3 sider) i jeg-form af to lettiske kvinder, en mor og hendes datter. Endvidere spiller mormoren i familien også en central rolle, selv om hun ikke er givet en selvstændig stemme. >> Læs videre
Henry James’ smukke, omhyggelige, klassiske sprog er en nydelse at læse og lytte til, også i dansk oversættelse. Dette sprog, kombineret med James’ vid, som afslører sig i hans underfundige, kun akkurat sporbare ironiske distance til det bedre borgerskab i New England i midten af det 19. århundrede, bringer ham og Europæerne op i mesterskabsklassen.
Forfatteren Henry James (1843-1916) blev født og voksede op i USA, men han tilbragte mange år i Europa og endte sine dage som britisk statsborger. Både USA og Storbritannien gør følgelig krav på hans litterære arv. I Europæerne (opr. 1878, første gang udgivet på dansk i 2013 i en mesterlig fordanskning af Juliane Wammen) bringer Henry James sine to verdener sammen: >> Læs videre
To maldiviske noveller – om hvilke man må tilstå, at det mest interessante ved dem er, hvad der deraf indirekte kan udledes om lidenheden af den litterære scene i Maldiverne …
Det er ikke nemt at finde litteratur fra den lille østat Maldiverne i Det Indiske Ocean. Der er vist nok nogle få romaner derude, men de er på dhivehi (maldivisk) og ikke oversat til engelsk eller andre for mig tilgængelige sprog. >> Læs videre
Temperaturen er nogle gange nede på minus 40 grader celsius, men den unge togoleser Tété-Michel Kpomassies beretning fra hans lange rejse til og i Grønland i 1960’erne er ikke desto mindre fyldt med varme og charme.
Jeg har læst denne bog som repræsentant for Togo i min læseudfordring Verden rundt i bøger. På nær de første kapitler fra forfatterens barndom i Togo og enkelte perspektiveringer undervejs i form af sammenligninger af grønlandske skikke med togolesiske, så handler bogen ret beset – som titlen jo også antyder – mere om Grønland end om Togo. >> Læs videre
Travels in Mauretania er en traditionel rejseberetning fra et utraditionelt rejsemål. En overraskende god læseoplevelse – for den, der er i stand til at opgive kravet om ydre handling og i stedet læne sig tilbage og nyde Peter Hudsons rolige tempo, mens han rejser gennem ørkenlandet Mauretanien og beretter levende om de mennesker, han møder på vejen. Peter Hudson rejser og skriver så langsomt, at det er en sand inspiration.
Jeg faldt over denne bog, mens jeg søgte efter litteratur fra Mauretanien. Peter Hudson er ikke mauretanier, så den opfylder ikke mine kriterier for en bog fra landet i regi af min læseudfordring, Verden rundt i bøger (her måtte jeg i stedet tage til takke med Mohamed Bouya Bambas Angels of Mauritania and the Curse of the Language. Peter Hudsons rejseberetning fangede ikke desto mindre min interesse, og jeg var glad for, at jeg forfulgte den. >> Læs videre
Angels of Mauritania and the Curse of the Language er et sympatisk, om end – bliver jeg nødt til at sige – litterært set desværre ikke særlig vellykket forsøg på at skrive en roman om sprog og kultur i Mauretanien.
Jeg har søgt på alle de måder og alle de steder, jeg kunne komme i tanke om at søge, efter eksempler på skønlitteratur fra den geografisk store, men befolkningsmæssigt beskedne vestafrikanske ørkenstat, Mauretanien. Til sidst måtte jeg ty til samme løsning som en anden verdenslitteraturlæser, Ann Morgan, nemlig Mohamed Bouya Bambas selvudgivne kortroman Angels of Mauritania and the Curse of the Language (er kun udgivet elektronisk og kan downloades via e-bogstjenesten Scribd). >> Læs videre
Klassisk camerounsk roman fra 1956 om den kristne kirkes og missionærvirksomheds mere eller mindre velvillige meddelagtighed i den europæiske kolonialisme i Vestafrika.
The Poor Christ of Bomba foregår i Fransk Cameroun i 1930’erne og er fortalt i form af fortællerens dagbog over cirka en måned. Fortælleren, Denis, er en ung assistent hos den franske leder af en katolsk missionstation i Bomba. Denis er ikke andet end en stor dreng, han er overbevist kristen, næsegrus beundrer af præsten, men i kraft af sin alder også ganske naiv og uprøvet af livet. >> Læs videre
De toneangivende har objektivt set alle de ingredienser, der skal til for at gøre et storslået historisk drama: En iscenesættelse i et fransk protektorat i Nordafrika i 1920’erne, en tematisering af tidens politiske og kulturelle brydninger på tværs af Atlanten og Middelhavet, et væld af farverige kulturelle detaljer, personlige og politiske intriger og komplicerede kærlighedsdramaer. Men hvorfor er den så alligevel så umådelig kedsommelig?
Som følgere af disse noter vil have bemærket, så gør jeg det en del i de små, skæve, grænsende til mærkelige udgivelser. Men jeg holder faktisk også af en god, handlingsdrevet fortælling, herunder ikke mindst en god, tyk, historisk roman med udsyn. Baseret på bagsideteksten og de overvejende særdeles positive anmeldelser både herhjemme og i Frankrig var det min forventning, at den prisbelønnede De toneangivende ville være en sådan af slagsen. Ak, jeg blev desværre skuffet. >> Læs videre
Frankensteins monster i en moderne irakisk version: Syet sammen af ligrester fra bilbomber i Bagdads gader og nu på hævntogt for at give alle krigens ofre fred. Ahmed Saadawi leverer grotesk horror-krigssatire på højt niveau.
Scenen er Bagdad på et tidspunkt efter den amerikansk ledede invasion og besættelse af Irak i 2003. Det gamle regime under Saddam Hussein er væltet, og en ny regering er installeret, men landet hærges stadig af kampe mellem regeringsstyrkerne og amerikanerne på den ene side og flere forskellige iraktiske militser på de andre sider. Sprængning af selvmordsbomber i byen er dagligdag for beboerne i Bagdad, og hver eneste dag tæller krigen sine nye ofre blandt civilbefolkningen. >> Læs videre
Hvis man stopper op og tænker over det, så har jeg i grunden læst forbløffende få taiwanesiske, postmodernistiske LGBT-highschoolromaner gennem tiden. Det synes jeg så nok, at jeg har rådet bod på nu.
Den taiwanesiske forfatter Qui Miaojin (1969-1995) begik selvmord i 1996 som blot 26-årig. Inden da havde hun nået at markere sig som en ny lovende stemme inden for taiwanesisk litteratur, og som person samtidig tiltrukket sig en del opmærksomhed ved at være åbent lesbisk – i en periode i Taiwans nyere historie, hvor lesbiske var udsat for hetzlignende tilstande i offentligheden. >> Læs videre
Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.
Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008. >> Læs videre
“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.
Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle. >> Læs videre
Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang.
Romanen starter med en alternativ og helt skæg variant af skabelseshistorien. Guden (uden køn) skaber i Marstrand-Jørgensens version som det første – nærmest ved et uheld synes det – Satan, mest for at have nogen at tale med. >> Læs videre
Gabonesiske Daniel Mengaras kortroman, Mema, er et velskrevet og interessant, skønlitterært indblik i aspekter af kulturen i et traditionelt landsbysamfund i Gabon.
Romanen er fortalt i jeg-form af en dreng, der vokser op i en traditionel landsby, indtil han efter sin fars død adopteres af sin ældre fætter, som tager ham med til en større by, hvor drengen får mulighed for at gå i “den hvide mands skole.”
Det e r de stærke kvinder, der er i fokus i romanen, først og fremmest fortællerens mor (Mema betyder mor). Man kan få den tanke, at der en del selvbiografiske elementer i romanen, men det har jeg ikke noget nærmere kendskab til. >> Læs videre
Afrikansk kortromanklassiker om eritreanske soldater indskrevet som lejetropper i den italienske kolonimagts hær i begyndelsen af det 20. århundrede.
Gebreyesus Hailu (1906-1993) var i sin levetid en markant person i Eritreas intellektuelle, kulturelle, kirkelige og politiske liv, både under og efter det italienske kolonistyre. Han var uddannet teolog og studerede i en periode i Italien, men vendte tilbage til Eritrea. >> Læs videre
En kort roman fra Burundi med en enkel kernehistorie, som ikke desto mindre formår at berøre en stor mængde temaer, som på én gang er meget konkret forankret i Burundis aktuelle virkelighed og nylige historie og samtidig har universel relevans.
Scenen for Baho! (som på kirundi, Burundis andet officielle sprog ved siden af fransk, vist nok betyder “at leve”) er en landsby i en fiktiv region i Burundi. Tiden er ikke så længe efter afslutningen af den lange borgerkrig i Burundi fra 1993-2005, som blandt andet var knyttet til etniske konfliktlinjer mellem hutuer og tutsier. >> Læs videre
Det seneste murstensværk af Mesterfortælleren fra Aarhus er vokset ud af en ærefrygtindgydende ambitiøst tænkt og imponerende udført idé. Men den gode fortælling betaler desværre til en vis grad prisen for den høje ambition.
Svend Åge Madsen er en af mine absolutte yndlingsforfattere, ikke bare blandt danske forfattere, men i det hele taget. Hans enorme forfatterskab er i uomtvistelig verdensklasse. Madsens såkaldt folkelige gennembrud fra 1976, Tugt og utugt i mellemtiden, står således uantastet som en af de bedste romaner, jeg har læst, selv om det efterhånden er 25-30 år siden (bør snart genlæses for at teste, om den stadig holder). Og der er mange andre – i alle ordets betydninger – fabelagtigt gode bøger i det enorme bagkatalog: For eksempel At fortælle menneskene (1989), Syv aldres galskab (1994), Genspejlet (1999) og Mange sære ting for (2009) for nu bare at nævne nogle få af mine favoritter. >> Læs videre
Ja, så gør jeg det igen: Med den her går jeg nok lige til grænsen for, hvad jeg kan byde jer, der ellers trofast følger disse bognoter. Altså bortset fra de af jer, der måtte have en særlig antropologisk og kulturhistorisk interesse i klassisk, episk digtekunst inden for vestafrikansk, mundtlig fortælletradition.
Men der er altså ikke meget at vælge imellem, når det kommer til litteratur fra det ellers geografisk store vestafrikanske land, Niger. The Epic of Askia Mohammed er således den absolut eneste udgivelse på engelsk, jeg har kunnet opspore fra landet i forsøget på at indløse min ambition om at læse verden rundt i bøger. >> Læs videre
Lad mig med det samme afsløre: Den her var ikke noget for mig. Den var i sin komposition og formmæssige udtryk lige en tand for eksperimenterende for min smag – på en måde, der i lange stræk forekom mig lidt for anstrengt villet og selvbevidst, grænsede til prætentiøs. Også selv om Hans Otto Jørgensen ubetvivleligt kan skrive.
Jeg har vendt alle siderne og jeg har læst alle ordene, men min fornøjelse og mit udbytte var ærlig talt begrænset. Det kan jo godt være bogens skyld, men i dette tilfælde bliver jeg nok nødt til at tilstå, at jeg muligvis manglede evnerne og forudsætningerne for at trænge ind i værket og dermed yde det retfærdighed. Eller også orkede jeg det bare ikke. Det sidste er selvfølgelig den tolkning, den passer mit ego bedst, selv om det ikke nødvendigvis er den mest rimelige. >> Læs videre
Caroline Albertine Minors anden udgivelse er en samling realistiske noveller om sorg, tab, savn og længsel. Velskrevet, troværdig og stedvist ligefrem fremragende, selv om det ikke var alle noveller, der berørte mig lige meget.
Tre af samlingens i alt syv noveller er forbundet til den samme tragiske begivenhed: Den unge, danske pige Anne-Sophie, kaldet Anso, begår – tilsyneladende uforklarligt – selvmord ved at hænge sig i et oliventræ i haven hos den australske familie, hvor hun arbejder som aupair. >> Læs videre
“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige. >> Læs videre
“I wake up. My shirtfront is stiff and bibbed brown. I take it to be dried blood and I’m a dead man. The ocean air persuades me to doubt, to reel my head in double, triple takes towards my feet. My feet are on the ground, It may be that I fell face first in the mud. Anyway, I’m still too drunk to care.”
Ottessa Moshfeghs debutroman, McGlue, åbner med en tømmermændsscene af de værre. Titelpersonen og jeg-fortælleren, den nogenogtyveårige skibsdreng McGlue, vågner med tømmermænd og et stort hul i hovedet, bundet til en skibbriks i en kahyt på det skib, han er mønstret. Han er anklaget for mord på et andet besætningsmedlem, som samtidig var hans eneste ven, angiveligt begået i en brandert under en landgang i Stone Town, Zanzibar. >> Læs videre
Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.
Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie: >> Læs videre
Amerikanske Ottessa Moshfegh har en fremragende pen, og hun konsoliderer med romanen Eileen sine evner for at tegne troværdige portrætter af skæve eksistenser – også selv om den korte novelleform synes at passe hende bedre.
I forbindelse med min nytårsopgørelse af mine bedste læseoplevelser i 2017, som blandt andet omfattede Ottessa Moshfeghs (f. 1981) novellesamling Homesick for Another World, fik jeg mindet mig selv om, at jeg skulle sørge for at læse mere Moshfegh snarest muligt. Som sagt så gjort. >> Læs videre
Yuri Herreras korte symbolmættede debutroman er interessant og afgjort et bekendtskab værd – men i retrospekt især i kraft af, at den peger frem mod hans senere og bedre romaner.
Kingdom Cons er egentlig mexicanske Yuri Herreras debutroman, men først den tredje af hans bøger, der er udgivet på engelsk (opr. 2004, på engelsk ved Lisa Dillman 2017).
Kingdom Cons er ikke i samme mesterskabsklasse som de efterfølgende Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015) og The Transmigration of Bodies (opr. 2013, på engelsk 2016). Men det er ikke desto mindre en interessant bog og i sin korthed værd at læse for fans af Yuri Herrera. >> Læs videre
Pak ærefrygten for den irske klassikergigant væk, glem rygterne om hans modernistiske utilgængelighed og kast dig i stedet med åbent sind ind i den brogede og levende vrimmel af Dublinfolk, der befolker James Joyces verden. Dubliners er ren læsenydelse.
Dubliners er mit første livtag med James Joyce. Eller rettere: Jeg havde forberedt mig på, at det skulle blive et livtag – henset til Joyces notoriske ry for at være svært utilgængelig. Dette ry skyldes nu nok mest senere hovedværker som Ulysses og Finnegan’s Wake, som jeg endnu har til gode. >> Læs videre
Vi kender allesammen Poltikens rejsebogsserie Turen går til. Mange af os kender også den udfordring, når man skal på ferie i et nyt land, at man gerne vil have en god (skønlitterær) bog med på ferie, som er skrevet i eller foregår i den pågældende land. Dén udfordring, har Kathrine Tschemerinsky sammen med Politikens Forlag sat sig for at finde en løsning på – inden for rammerne af netop rejsebogskonceptet Turen går til.
Turen går til bøgernes verden – en litteraturguide til rejser af Kathrine Tschemerinsky (f. 1988) er i layout, format og indholdsmæssig disposition og opbygning kalkeret af efter de andre, “rigtige” rejseguides i Turen går til-serien, jf. foto af opslag fra bogen nedenfor. >> Læs videre
Bret Easton Ellis møder Irvine Welsh i Tbilisi kunne være en karakteristik af stilen i denne eksperimenterende, provokerende, postmodernistiske roman fra Georgien fra 2010.
Zaza Burchuladze (f. 1973) har i hjemlandet Georgien status af provokatør og postmodernistisk forfatter og dramatiker. For fans af Kafka kan det i sig selv være en indikation på Burchuladzes karakter af litterært legebarn, at han tidligere har skrevet under forfatterpseudonymet Gregory Zamza. Burchuladzes kortroman adibas (opr. 2010, udgivet på engelsk ved Guram Sanikidze i 2013) er ikke nogen undtagelse. >> Læs videre
