K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Nyere udgivelser

Anton Tjekhov: Steppen. Historien om en rejse

Af ,
Skriv en kommentar

“Det er kun på havet og på steppen om natten i måneskin man kan dømme om himlens umådelige dybde og uendelighed. Den er frygtindgydende, smuk og blid, den ser smægtende og lokkende på en, og man bliver svimmel af dens kærtegn.”

Anton Tjekhov (1860-1904)er blandt historiens allerstørste dramatikere, og det er som sådan, han er bedst kendt. Tjekhov skrev dog også prosa. Som ung producerede han hundredevis af korte, humoristiske historier, som han solgte til aviser for at tjene til føden. Senere gav han sig i kast med at skrive mere “seriøs” litteratur, og han har udgivet adskillige novellesamlinger og en række kortromaner og romaner. >> Læs videre

Pál Závada: En torvedag

Af ,
Skriv en kommentar

Hvilke mekanismer skaber en menneskehob? Hvad kan gøre almindelige mennesker til delagtige i vilkårlige lynchninger? Og hvornår er man – i moralsk forstand – medskyldig, når en menneskemasse begår vold og drab? Skal man selv have kastet den første sten eller bare én sten? Hvilken skyld påhviler den, der ganske vist ikke aktivt medvirker, men passivt ser til og ser væk? Og hvordan finder man et sprog for at tale om kollektive traumer i en ikke alt for fjern fortid?

Sådanne spørgsmål er blandt dem, den ungarnske forfatter Pál Závada (f. 1954) stiller sig og forsøger at indkredse svar på i romanen En torvedag (opr. 2016), som netop er udkommet på dansk på Skjødt Forlag i en lydefri oversættelse ved Leif Sand. >> Læs videre

Juan Emar: Dagen i går

Af ,
Skriv en kommentar

“På dagen i går, her i byen Agustín de Tango, så jeg om formiddagen endelig et skue, jeg så længe havde længtes efter at overvære: at se en person blive guillotineret.”

Således lyder den første sætning i den latinamerikanske klassiker, Juan Emars Dagen i går (opr. 1935). Og derfra går det ellers bare derudad. Den med længsel ventede guillotinering går mere skævt end glat og udvikler sig til en vidunderligt grotesk og langtrukken scene, som blandt andet omfatter en stor folkemængdes lidet kristelige omgang med den henrettedes ikke helt rent afhuggede hoved og hans stadig levende krop. Og festen fortsætter … >> Læs videre

Maximian: Levende død. Elegier

Af ,
Skriv en kommentar

“Sortsyge Ælde, hvad tøver du for – du skal fremskynde døden! / Skal min udmattede krop / vente så længe på dig? / Fri mit elendige liv fra dit fængsel, jeg beder dig. Døden / er nu kun hvile, men at / leve en straf i sig selv.”

Maximians elegier er en senromersk klassiker. En herlig tekst, som netop er udgivet i en ny sprællevende, dansk oversættelse ved Harald Voetmann, der også har forsynet teksten med et kort, men oplysende og relevant efterord. >> Læs videre

Deborah Levy: August Blue

Af ,
Skriv en kommentar

En melankolsk – men alligevel mere humoristisk end sørgmodig – roman om at søge efter sig selv i en tabt fortid. Om at blive skabt og genskabe eller omskabe sig selv. Om forskellen på at skabe kunst og gøre kunst(er). Og også noget om kærlighed og venskab.

Den sydafrikansk fødte, britiske forfatter Deborah Levy (f. 1959) har været et af dette læseårs spændende og for mit vedkommende nye bekendtskaber. Tidligere på året læste jeg således med stor fornøjelse hendes selvbiografiske romantrilogi, Ting jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022), Livets omkostninger (opr. 2018, da. 2022) og Fast ejendom (opr. 2021, da. 2023).

Seneste udgivelse fra Levys hånd er romanen August Blue, som udkom her i foråret 2023. Den holder det høje niveau fra de førnævnte bøger. >> Læs videre

Helle Helle: Hafni fortæller

Af ,
Skriv en kommentar

Hafni fortæller er meget Helle Hellesk – og det er godt. Måske en kende mere eksperimenterende i formen, end jeg har oplevet hende før – men det kommer der også kun godt ud af.

Forleden skrev jeg i min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Birgithe med th, at jeg måske bare ikke er til romaner om helt almindelige menneskers helt almindelige liv.

Det udsagn vil jeg gerne trække tilbage: For hvis det er Helle Helle, der skriver om helt almindelige menneskers helt almindelige liv, så kan det lige pludselig blive ikke alene vedkommende og spændende, men også litterært nyskabende. >> Læs videre

Goliarda Sapienza: Møde i Positano

Af ,
Skriv en kommentar

En roman om venskab og kærlighed mellem to kvinder i 1950’erne. Samtidig et portræt af en italiensk landsby på kanten af at udvikle sig til en turistdestination. Og et tidsbillede af dele af Italien. En på flere måder fin og meget velskrevet bog. Men ærlig talt også lidt kedelig.

Goliarda Sapienza (1924-1996) er formentlig ikke kendt af så mange danske læsere. Jeg havde ærlig talt heller ikke hørt om hende, før jeg faldt over denne nylige udgivelse på dansk af hendes sidste roman (oprindeligt skrevet i 1984, men først udgivet efter hendes død). Forlaget Grønningen 1 har dog også tidligere udgivet Sapienzas hovedværk, Kunsten at glædes (da. 2021). >> Læs videre

Mariana Enriquez: Farerne ved at ryge i sengen

Af ,
Skriv en kommentar

Hekseri, hjemsøgelser, åndemaneri og ondsindede forbandelser. Døde, rådnende spædbørn, der går igen. Kannibalistisk nekrofili. Seksuel fetichistisk besættelse af døende, menneskelige organer. Og såmænd også et par gotiske spøgelseshistorier i næsten klassisk stil. Det hele serveret med et feministisk twist og et strejf af samfundskritik. Mariana Enriquez’ noveller er ikke for sarte maver, men de giver appetit på at læse mere.

Argentinske Mariana Enriquez (f. 1973) fik sit store, internationale gennembrud med novellesamlingen Ting vi mistede i ilden (opr. 2015, da. 2017), som her på bloggen udløste fem stjerner, da jeg anmeldte den tilbage i 2019. >> Læs videre

Dorte Karrebæk: Stensamleren / Evige gentagelser

Af ,
1 kommentar

Stenstrandzen. En bog for fossilsamlere og fans af Dorte Karrebæks geniale streg. Man skal nok være en hel del af begge dele for at elske denne bog. Jeg er en hel del af begge dele.

Jeg er ud af en stensamlerfamilie. Jeg er opdraget med, at sandstrande, hvor man bader og soler sig, er tarvelige og kedelige steder for pøblen. En god strand er en stenstrand, hvor man kan finde fossiler. Rigtig strandaktivitet er at gå langsomt langs vandet i dét spor, hvor der er sten, med blikket rettet nedad og med såvel øjne som sind i den perfekte fossilfinderbalance: Dedikeret og fokuseret, men samtidig åben for indtryk fra millionårgamle aftryk i sten. >> Læs videre

Sadegh Hedayat: Den blinde ugle

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg lugtede af lig, af råddent kød. Man skulle tro, at jeg altid havde ligget i en sort kiste, altid lugtet af lig, altid var blevet kørt rundt af en gammel og krumrygget mand, hvis ansigt jeg ikke kunne se, mellem tågebanker og omflakkende skygger.”

Det her er altså virkelig syret og virkelig hårdt. Det er Kafka på iranske stoffer. Den blinde ugle har snart et helt århundrede på bagen, men hvis det skulle få nogle til at tænke, at romanen så sikkert er en tam omgang, så kan de godt tro om. >> Læs videre

Solvej Balle: Om udregning af rumfang I-IV

Af ,
Skriv en kommentar

”Det utænkelige er noget, vi bærer med os hele tiden. Det er allerede sket: vi går omkring og er usandsynlige.”

Kan man skrive 700 sider over fire bind (med tre bind mere på vej) om en kvinde, der vågner op til den samme dag igen og igen? Uden at miste læseren? Nej, det kan man næppe, ville jeg have sagt. Men Solvej Balle (f. 1962) gør det alligevel. Allerede nu, inden færdiggørelsen, fremstår Om udregning af rumfang som et storværk i verdenslitterær klasse. Og så er det endda en letlæselig fornøjelse. >> Læs videre

Jon Fosse: Hvidhed

Af ,
Skriv en kommentar

I Jon Fosses seneste, korte fortælling, Hvidhed, viser den norske mesterforfatter sig (igen) fra sin bedste side.

Hvidhed er den første Jon Fosse-udgivelse (ihvertfald på dansk) efter hans magnum opus Septologien I-VII (2019-2021). I modsætning til det sidstnævnte værk er Hvidhed en ganske kort fortælling, egentlig en lang novelle på 54 små sider. >> Læs videre

Deborah Levy: Fast ejendom

Af ,
Skriv en kommentar

Tredje bind af Deborah Levys erindringstrilogi holder niveauet fra de forrige, Ting jeg ikke vil vide og Livets omkostninger. Levy skriver virkelig godt: Enkelt og letlæseligt med nærvær, nerve, humor og samtidig intellektuelt udsyn.

I Fast ejendom nærmer Levy sig de 60 år. Hendes yngste datter er som den sidste af de to døtre på vej til at flytte hjemmefra. Skilsmissen, der fyldte i Livets omkostninger, ligger godt bag hende. >> Læs videre

Mohamed Mbougar Sarr: Menneskets dybeste erindring

Af ,
Skriv en kommentar

“Du ville kun skrive én bog. Du ved inderst inde, at der kun er én der tæller: den som alle andre bøger vokser ud af eller indvarsler. Du ville skrive bogmorderen, det værk der slår alle andre ihjel, udvisker de tidligere og tager modet fra de kommende som overvejer at blive til, så de ikke giver efter for denne galskab.”

Mohamed Mbougar Sarrs prisbelønnede roman, Menneskets dybeste erindring, er en ambitiøs dannelsesroman om litteraturens kraft, om postkolonial afrikansk litteratur, om eksilets rodløshed og om den evige søgen efter sig selv. Sarr kan skrive, og romanen har bestemt kvaliteter, men jeg deler nu ikke helt den begejstring, flertallet af anmeldere har modtaget bogen med. >> Læs videre

Hiroko Oyamada: Hullet

Af ,
Skriv en kommentar

Hullet er et ganske læseværdigt, nyere stykke japansk fantastik. En lavmælt, psykologisk gyser med hilsner til blandt andet Alice i Eventyrland.

Hiroko Oyamada (f. 1983) hører til blandt de mange, talentfulde, yngre japanske forfattere, som i de seneste år heldigvis i stigende grad finder vej til os danske læsere. Her er det den prisbelønnede Hullet fra 2014, oversat til dansk ved altid gode Mette Holm. >> Læs videre

Hjalmar Söderberg: Doktor Glas

Af ,
2 kommentarer

“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”

Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet – Manifest

Af ,
4 kommentarer

Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling og aktuel debatbog med væsentlige budskaber, som er drevet af vrede og frustration, javel, men som ikke (kun) bliver RÅBT ud, men derimod serveret med både alvor, humor, følelsesmæssig sårbarhed og væsentligt flere nuancer, end man kunne få indtryk af fra omtaler og uddrag af den i pressen. Og så er den ganske velskrevet. At den så er lidt rodet og temmelig ujævn, det tager vi med.

Lad mig starte med en tilståelse: Jeg forventede ikke, at Glenn Bechs digtsamling/debatbog ville være noget for mig. Men nu ville jeg alligevel teste, hvad der lå bag alt hypen – senest forstærket ved, at bogen her ved udgangen af februar 2023 blev udpeget til den bedste danske udgivelse i 2022 ved afstemning blandt Politikens læsere. >> Læs videre

Yasunari Kawabata: De sovende skønheder

Af ,
Skriv en kommentar

Det kræver en forfatter af et ganske særligt format at få en lyrisk smuk fortælling ud af en så grundlæggende pervers forestilling, som iscenesættes i De sovende skønheder. Og en sådan forfatter er Yasunari Kawabata. Hans klassiker, der nu foreligger nyoversat til dansk af Mette Holm, er en lavmælt og delikat sag om alderdom, erotik, begær og moral.

Vi danske læsere nyder i disse år godt af, at flere danske forlag for alvor har fået øjnene op for østasiatisk litteratur, både den nyere og den klassiske. Delikatesseforlaget Korridor har igennem de seneste 4-5 år udgivet en lind strøm af kinesiske eller japanske kvalitetsbøger i danske oversættelser. Og senest har to danske forlag fundet den japanske mester og nobelprismodtager Yasunari Kawabata (1899-1972) frem fra gemmerne. >> Læs videre

Juan José Saer: Stedsønnen

Af ,
Skriv en kommentar

“Intet menneskeliv er længere end klarheden i de sidste sekunder, lige før døden indtræffer. Tyve, tredive, tres, ti tusinde års fortid har samme længde, samme realitet. Selv den største brand efterlader ikke anden sandhed end asken.”

Stedsønnen er mit første møde med argentinske Juan José Saer (1937-2005).  Har har ellers en betydelig udgivelsesliste bag sig og omtales ofte som en af de vigtigste argentinske forfattere i generationen efterJorge Luis Borges (1899-1986). Nu bød lejligheden sig i form af forlaget Sidste Århundredes udgivelse af Saers Stedsønnen (opr. 1983) i dansk oversættelse ved Sabine Dueholm Bech & Marie Groth Bastiansen. >> Læs videre

Knut Hamsun: Sult

Af ,
5 kommentarer

Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.

Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen. >> Læs videre

Leo Lipski: Piotruś

Af ,
2 kommentarer

“Mennesket er en skvulpende sæk fuld af indvolde, en fugtig, blød sæk. Der er mange huller, som det driver og drypper fra, stinkende sluser fulde af flegma, geleagtige klumper.”

Den polsk-israelske forfatter Leo Lipski (1917-1997) er en veritabel litterær fest, der er god grund til at opsøge. Også selv om festen mest foregår på et uhumsk, stinkende lokum. >> Læs videre

Agota Kristof: I går

Af ,
Skriv en kommentar

“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”

I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck. >> Læs videre

William Blake: Ægteskabet mellem Himmel og Helvede

Af ,
Skriv en kommentar

“Lad ikke længere Daggryravnens Præster, klædt i dødens sort, med hæse toner forbande glædens sønner. Ej heller de godtagne brødre, som af ham, tyrannen, kaldes fri, sætte grænser eller lægge tag. Ej heller bleg og from liderlighed kalde dét for jomfruelighed der ønsker, men ikke handler! For alt hvad der lever er Helligt.”

Den engelske digterfilosof William Blake (1757-1827) er et ret vildt bekendtskab! Jeg har længe haft på min liste at læse hans mest berømte tekst, The Marriage of Heaven and Hell (opr. 1789-1790). Og i går bød muligheden sig til, da jeg i en boghandel faldt over Batzer & Co.’s genudgivelse af Niels Brunse oversættelse fra 1995. >> Læs videre

Stein Torleif Bjella: Fiskehuset

Af ,
Skriv en kommentar

Fin, lille roman om at fiske ørreder med net fra en robåd, om forholdet mellem to meget forskellige mænd og om at finde ind til noget i sig selv i simpelt praktisk arbejde tæt på naturen.

Fiskehuset af norske Stein Torleif Bjella (f. 1968) er i sin essens et lille kammerspil mellem to mænd i en fiskehytte og på en sø. Den korte roman udspiller sig over en enkelt uge. Den gamle gubbe Ivar Helgesson Aal har inviteret sin nevø Jon Aslesson Aal på en uges ophold i fiskehuset ved søen Storsenn nær byen Ål i Hallingdal, Norge, hvor familien i nogle generationer har haft fiskeretten. >> Læs videre

Cormac McCarthy: Stella Maris

Af ,
Skriv en kommentar

Stella Maris, der er et slags coda til Cormac McCarthys seneste roman, The Passenger, er kompositorisk en noget strammere sag end forgængeren. Men den er ikke desto mindre også en rodet omgang og prætentiøst overlæsset med matematiske og filosofiske referencer, der gør romanen unødvendigt vanskelig at læse.

The Passenger (2022), som du kan læse min anmeldelse af her, handlede om Bobby Western, der i 1980 var ved at gå mentalt i spåner i forlængelse af sin skizofrene søsters selvmord flere år tidligere. Stella Maris zoomer ind på søsteren, Alicia, i nogle få dage af hendes liv otte år tidligere, hvor hun har ladet sig indlægge på det psykiatriske behandlingshjem, Stella Maris i Wisconsin. >> Læs videre

Cormac McCarthy: The Passsenger

Af ,
Skriv en kommentar

Cormac McCarthys nye dobbeltroman, The Passenger og Stella Maris, udkom endelig i henholdsvis oktober og december 2022 efter flere års hype. Men ak! Jeg blev fælt skuffet. Det er en rodet affære, overlæsset med retningsløs lommefilosofi.

Fans af den nu 89-årige Cormac McCarthy (f. 1933) har i årevis været holdt til ilden af hans forlæggere og andre rygtesmede med rygter om, at der var nye romaner på vej fra hans hånd efter den sidste og mesterlige, dystopiske The Road (da. Vejen) fra 2006. >> Læs videre

Agota Kristof: Analfabeten

Af ,
Skriv en kommentar

Ungarnsk-schweiziske Agota Kristofs erindringsbog er en lille og umiddelbart let læst sag, men den har litterær tyngde. Med sin knappe stil og korte, men fyndige sætninger er det en intens bog og en begavet reflektion over flygtningens erfaring i et fremmed land og et fremmed sprog.

Agota Kristof (1935-2011) kender vi fra hendes mesterlige hovedværk Det store stilehæfte (opr. 1986, da. 1987) og de to efterfølgende romaner, Beviset (opr. 1988, da. 1989) og Den tredje løgn (opr. 1991, da. 1992), som udgør en sammenhængende trilogi. >> Læs videre

Rin Usami: Idol, brænder

Af ,
Skriv en kommentar

Nyoversat japansk ungdomsroman giver et trist og næsten skræmmende portræt af en syg idoldyrkelseskultur blandt unge, japanske piger – som i en eller anden form givetvis også kan genfindes i ungdomskulturer andre steder i verden, inklusive i Danmark.

Idol, brænder (opr. 2020) handler om den sekstenårige, japanske gymnasieelev Akari. Hun har problemer med indlæringen i skolen og har heller ikke meget succes i sit fritidsjob som tjener. Derhjemme står hun i skyggen af sin flittige og bogligt dygtigere storesøster. >> Læs videre

Yukio Mishima: Star

Af ,
Skriv en kommentar

Yukio Mishimas kortroman har mere end 60 år på bagen. Ikke desto mindre opleves dens hovedtema højaktuelt. Hovedpersonens narcissistiske optagethed af sig selv og af, hvordan han tager sig ud, den konstante stræben efter at blive set, kan læses som en aldeles nutidig kommentar til vor tids fokus på det samme.

Star er fortalt af hovedpersonen Mizuno Yutaka, en 23-årig celeber filmstjerne. Han er ombejlet af medier og fans, modtager dagligt stakke af fanbreve fra både kvinder og mænd, der tilbyder sig og fortæller i detaljer om deres seksuelle fantasier om ham. >> Læs videre

Lars Findsen & Mette Mayli Albæk: Spionchefen – Erindringer fra celle 18

Af ,
6 kommentarer

Udgivelsen forleden af tidligere FE-chef Lars Findsens erindringsbog er næppe gået mange forbi. Den sensationalistiske opmærksomhed knytter sig i pressen i disse dage til bogens nye afsløringer af detaljer i forløbet og Findsens slet skjulte angreb på regeringen. Men bogen er faktisk også derudover meget velskrevet og læseværdig.

Som almindeligt samfunds- og politisk interesseret menneske kastede jeg mig lige så glubsk over bogen som mange andre – nysgerrig efter at læse Lars Findsens eget perspektiv på det opsigtsvækkende forløb, hvor han først blev hjemsendt fra tjenesten som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste på baggrund af en kritisk tilsynsrapport, siden pure frikendt af en undersøgelseskommission for blot at blive arresteret og fængslet, tiltalt for at have videregivet klassificerede oplysninger – i en sag, der endnu ikke har fundet sin afslutning. >> Læs videre