“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”
Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt. >> Læs videre
“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”
Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring. >> Læs videre
At læse Mario Levreros Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.
I dag udkom endelig uruguayanske Mario Levreros roman Paris i dansk oversættelse (ved Liv Camilla Skjødt, Skjødt Forlag). Endelig, fordi jeg har glædet mig til at læse mere Levrero, lige siden samme forlag udgav Byen for små tre år siden i 2016. >> Læs videre
Sophus Helle og Morten Søndergaard puster liv i et af verdens ældste litterære værker med en frisk, sprælsk og levende nyoversættelse.
Gilgamesh. Selv, hvis du ikke umiddelbart er i stand til at placere navnet (litteratur)historisk, så gætter jeg på, at det for mange vækker mere eller mindre vage forestillinger om noget oldgammelt, mytologisk, eksotisk. >> Læs videre
“I’m not interested in finding answers any more, not in the slightest. For now the questions are enough, and maybe I don’t even need them.”
I 2016 fik vi på dansk en oversættelse af den sære, uruguayanske forfatter Mario Levreros debutroman, den Kafka-inspirerede Byen (opr. 1970), den første af de tre bøger, Levrero selv i restrospekt kaldte sin utilsigtede triologi. >> Læs videre
Fin lille roman fra 1930’ernes Europa om livet som emigranter fra Nazityskland i den kommende krigs skygge, velfortalt fra et barns synsvinkel med alvor, men også charme og humor.
Irmgard Keun har et ganske stort forfatterskab bag sig, primært romaner, hvoraf en god del også er oversat til dansk og kan findes på bibliotekerne. Ikke desto mindre gætter jeg på, at navnet Irmgard Keun for flertallet af danske læsere i dag er forholdsvis ukendt (eller også projicerer jeg her bare min egen ignorance ud på alle andre, i så fald skal jeg beklage). >> Læs videre
Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.
Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start. >> Læs videre
Sayaka Muratas internationale bestseller om den socialt utilpassede Keiko, der er mislykket som menneske, men perfekt som døgnkioskmedarbejder, fortjener hypen. En sympatisk og charmerende lille historie med et mildt kritisk-satirisk potentiale. God sommerstrandlæsning.
Japanske Sayaka Murata (1979) har selv arbejdet på deltid i et supermarked, hvilket angiveligt gav hende ideen til Døgnkioskmennesket, som netop er blevet udgivet på dansk på forlaget Grif, oversat af den rutinerede Mette Holm. >> Læs videre
Englenes ensomhed af haitiansk fødte Myriam J. A. Chancy er en farverig, ekspressionistisk kollektivroman om forbundethed og spiritualitet fortalt på et bagtæppe af Haitis nyere, blodige historie. Rummer nogle godt tegnede portrætter, men også nogle mindre vellykkede. Og så er den for lang og sprogligt lidt for overlæsset for min smag.
Romanen er fortalt fra fire personers perspektiv på skift (fem, hvis man medregner det sidste kapitel) på tværs af to generationer i en haitiansk familie. >> Læs videre
Nogle gange kan man jo godt lige få behov for en pause fra den tungere finlitteratur for i stedet af slappe af med en let omgang nyere, nigeriansk seriemorder-thriller-familiesaga-trekantsdrama. Og når sådan en trang kommer over én, så er det godt at have Oyinkan Braithwaites My Sister, the Serial Killer (2018) ved hånden.
Jeg tilstår, at jeg ene og alene købte denne roman på grund af dens seje, herligt pulpede omslag, der matcher titlen så fint. Tilsammen gav det mig som læser forventning om en omgang lettere greasy krimiunderholdning med høj puls og et passende skvæt selvironi. >> Læs videre
Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre.
Hos Forlaget Skjødt kalder de Andrés Barba for “vores spanske darling.” Det kan jeg godt forstå, for han er pokkerme god – bedømt på de to af hans bøger, der hidtil er oversat til dansk, Lysende republik (opr. 2017), der udkom på dansk i efteråret 2018, og den aktuelle Små hænder (opr. 2008), som udkom i denne uge. Begge er flot fordanskede af Ane-Grethe Øsergaard. >> Læs videre
Mario Bellatins Skønhedssalon er en sær og dragende kortroman om en skønhedssalon omvendt til dødssted, en ramme om sygdom og død. På nogle måder ubehagelig i sine temaer, men samtidig umådelig smuk.
I går udkom peruviansk-mexicanske Mario Bellatin (f. 1960) for første gang på dansk i form af hans mest kendte bog, kortromanen Skønhedssalon (opr. 1994), oversat til dansk med vanlig sikkerhed af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Krybende ubehagelig, spansk roman om mørket i hjertet af vores forestillinger om den uskyldsrene barndom. Meget speciel i stil og tema. Og meget god.
I den lille (fiktive) latinamerikanske by, San Christóbal, dukker på et tidspunkt i 1994 en gruppe på 32 børn i alderen 9-13 år op i byens gader. Ingen ved, hvorfra de kommer. De taler et sprog, der minder om spansk, men som ingen forstår. I starten registrerer indbyggerne i byen knap nok børnene og skelner dem ikke fra de indianerbørn, de er vant til at se tigge i gaderne. >> Læs videre
Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre
Gregor von Rezzoris erindringsroman med den ubehagelige titel, En antisemits erindringer, er en fremragende skildring fra det splittede Østrig-Ungarn efter Første verdenskrig. Om den farlige melankolske drøm om “verden af i går.” Og ikke mindst om antisemitismen som et dybt indgroet træk i Europa.
Gregor von Rezzori (1914-1998) blev født som østriger i det daværende øsrig-ungarnske kejserrige. Da hans hjemegn Bukovina efter Østrig-Ungarns opløsning i forlængelse af Første verdenskrig blev indlemmet i dels Ukraine, dels Rumænien, blev han rumænsk statsborger. Siden sovjetborger, så statsløs, indtil han døde som igen østrisk statsborger. >> Læs videre
Intens, hektisk og forvirrende. Barsk og skræmmende. Menneskeligt og politisk deprimerende. Byen vinder altid er en markant og hård roman om det arabiske forår, som det udspillede sig i Cairo.
Omar Robert Hamilton (f.1984) er født i London, søn af en egyptisk mor og en britisk far. I 2011 tog han til Cairo sammen med sin mor for at deltage i den egyptiske revolution. Her blev han en del af et mediekollektiv og producerede blandt andet adskillige kortfilm om revolutionen, der blev formidlet på internettet. >> Læs videre
Guadalupe Nettels delvist selvbiografiske roman om at vokse op som en pige-udgave af Kafkas kakerlakkede Gregor Samsa i Mexico City i 1970’erne har tematisk potentiale, men formår desværre ikke at engagere på grund af fladt og kedsommeligt sprog.
Mexicanske Guadalupe Nettels (f. 1973) Kroppen jeg blev født i er en, må man forstå, delvist selvbiografisk roman over forfatterens barndom. >> Læs videre
Den islandske forfatter Jakobína Sigurðardóttirs sidste værk (og det første, der udgives på dansk) er på mange måder et flot erindringsværk. Velskrevet og troværdigt med mange fine scener fra dagliglivet i stuerne og værkstederne hos fattigfolk i en lille islandsk bygd i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det er også en noget stillestående sag, som havde svært ved at få min puls op.
I barndom fremstår i høj grad troværdigt som den voksnes erindringsbilleder fra egen barndom – karakteriseret, som sådanne tidlige barndomserindringer jo er, ved at være ufuldstændige, slørede og på den ene side præget af barnets syn på verden og samtidig nødvendigvis i et eller andet omfang efterrationaliserede eller ihvertfald præget af den voksnes retrospektive viden og erfaringer. >> Læs videre
Daniel Kehlmanns seneste roman, Tyll, som udkom på dansk for nylig, er en ambitiøs historisk roman om Trediveårskrigen i 1600-tallets Tyskland. Vanligt velskrevet og af ubetvivlelig høj kvalitet i mange henseender – men alligevel formåede den ikke at engagere mig på nær i få, forbigående passager.
Tyll Ulenspiegel, på dansk også omtalt som Tiile Ugelspegel eller Till Uglspil, er en tysk litterær figur, en gøgler og narreskikkelse, kendt fra en serie folkehistorier, første gang udgivet samlet som folkebog i 1400-tallet og siden genfortalt i mange variationer. Det er blevet hævdet, at de litterære fortællinger om Tyll Ulenspiegel, skulle have udspring i en historisk person fra midten af 1300-tallet, men det er vist en omstridt sandhed. >> Læs videre
Daniel Kehlmann har for længst demonstreret sin alsidighed som forfatter. Med denne lette, men fermt fortalte kortroman føjer han endnu nogle alen til sin spændvidde ved at kombinere ægteskabsdramaet og spøgelsesgyset i en slags parafrase over Stephen Kings/Stanley Kubricks The Shining.
August måned var en god måned for os mange Kehlmann-fans med nyudgivelsen af hele to af hans romaner på dansk. Tilmed to meget forskellige af slagsen: Den stort anlagte historiske roman, Tyll, fra Trediveårskrigen (opr. 2017) og så den lille gyserfortælling, Du skulle være gået (opr. 2016). >> Læs videre
Den kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman, som udkom på dansk for et par måneder siden, er en ironisk tour-de-force fra 1930’ernes Tyskland og Japan, veloplagt fortalt i sublimt sprog.
Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.
Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk. >> Læs videre
Roman om de forsvundne under militærdiktaturet i Argentina i 1976-1983, om eksilet og om det, man kunne kalde glemslens politik på både mikro- og makroplan – fortalt gennem to subtilt sammenvævede personhistorier, fortællerens og den fortaltes.
Skærsild (spansk: Purgatorio) blev den argentinske forfatter Tomás Eloy Martínez’ (1934-2010) sidste roman. Den udkom oprindeligt på spansk i 2008 og er oversat til flere sprog. I dag udkommer den så også på dansk på forlaget Apuleius’ Æsel, oversat af Viveca Tallgren, som også har forsynet bogen med et glimrende forord, der sætter romanen i historisk kontekst. Af Martínez er på dansk tidligere udkommet Santa Evita (1995, da. 1996) og Tangosangeren (2004, da. 2006). >> Læs videre
Jeff VanderMeers Udslettelse er en slags økologisk sci-fi-/horrorroman med et pseudofilosofisk, wanna-be intellektuelt twist. Ikke entydigt dårlig. Men heller ikke for enhver. For eksempel ikke rigtigt for mig.
Jeg købte romanen i lufthavnen forleden som læsestof til en oversøisk flyvning. Det var den sådan set udmærket egnet til. Den oplevelse af kedsommelig stilstand, der gradvist suppleres af egentligt ubehag, dog fortsat domineret af kedsomhed, som de fleste sikkert kan genkende fra en langdistanceflyvning, er også en ret rammende karakteristik af min oplevelse med at læse Udslettelse. >> Læs videre
Fremragende! Ganske anderledes end noget, jeg før har læst. En højst usædvanlig og original roman om sindslidelse og transkønnethed – fortalt indefra af de onde ånder, der fra fødslen trænger ind i pigen Adas sind og som gradvist overtager kontrollen med hende, efterhånden som hun vokser op.
Freshwater, der udkom første gang i februar tidligere på året, er nigerianske Akwaeke Emezis delvist selvbiografiske debutroman. Om at leve med skizofreni og selvdestruktive tendenser. Om at indse, at man ikke er en kvinde, selv om man er født i en kvindes krop. >> Læs videre
Aldeles vidunderlig. En velskrevet feelgood-roman, der kan læses som en hyldest til livet og mangfoldigheden. Men den har også kant og alvor. En bog, man har lyst til at opholde sig længe i. Der er smil helt op til ørerne.
Og her kommer et sjældent udsagn fra mig, som ellers typisk finder de fleste bøger alt for lange: Jeg ville ønske, at Som et muldyr der bringer flødeis til solen havde været længere. Ikke fordi, Sarah Ladipo Manyika ikke når at komme rundt om sine personer og temaer på romanens kun 135 hurtigt læste sider. For det gør hun. Men simpelthen fordi, det er en sjælden og renlivet fornøjelse at være i bog med Dr. Morayo Da Silva og romanens andre karakterer. >> Læs videre
Colombianske Armando Romeros Cajambre er interessant for sine billeder af livet i en landsby i den colombianske jungle. Den rummer sådan set også en god historie. Men den taber noget på eksekveringen og på sproget – og måske også på oversættelsen.
Cajambre (opr. 2010/2012, på dansk 2018) udspiller sig i en landsby i den colombianske jungle ved floden Cajambre. Den begynder med, at en af landsbyense beboere, den smukke, sorte kvinde, Ruperta, er fundet dræbt – tilsyneladende ved et vådeskud af en hvid, hollandsk kolonist. >> Læs videre
En særdeles velskrevet og veloversat slægtskrønike om Brasiliens 500-årige historie fortalt med både humor og alvor gennem tyve fascinerende kvindeportrætter.
Maria José Silveira (f. 1947) er født og bor i Brasilien. Hun har skrevet en række romaner, men Her Mother’s Mother’s Mother and her Daughters (opr. 2002) var hendes debut og den første, der er oversat til engelsk. >> Læs videre
128 korte “postkort” fra 128 døde om deres sidste øjeblikke i livet. Nogle af dem tankevækkende, nogle rørende, nogle pudsige, nogle vittige (og andre lidt for tvunget morsomme). Samlet set en let og alligevel alvorlig og under alle omstændigheder læseværdig samling tekster, der i det store hele balancerer fint mellem det melankolske og det ironiske.
Den syditalienske forfatter Franco Arminio (f. 1960) er opvokset og bosiddende i den lille landsby Bisaccia i regionen Irpinia. Hans lille kortprosaværk Cartoline dai morti fra 2010 har angiveligt haft stor succes i Italien og udgives i dag også på dansk på mikroforlaget Apuleius’ Æsel. >> Læs videre
