Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
En fragmentarisk roman om ofre og bødler for vold og kidnapninger i Guatemala i 1960’erne – koblet med en identitetsmæssig undersøgelse af, hvad det egentlig vil sige at være en guatemalansk forfatter med jødiske og syrisk-libanesiske rødder.
Den guatemalanske forfatter Eduardo Halfon (f. 1975) har et stort forfatterskab bag sig, men Canción (opr. 2021) er debuten på dansk, oversat af Pia Sloth Poulsen for forlaget Aurora Boreal. >> Læs videre
Ecuadorianske Natalia García Freires debutroman, der nu foreligger på dansk, er en grum, mørk, men også meget sanselig roman om et faderopgør, der emmer af fugtig jord, kriblende insekter og død.
Vores døde hud, der for nylig er udkommet på dansk på forlaget Editorial Aurora Boreal i oversættelse ved altid gode Ane-Grethe Østergaard, fangede allerede min interesse ved at være en de ganske få bøger af en ecuadoriansk forfatter, jeg er stødt på i dansk eller engelsk oversættelse (måske endda den første roman fra Ecuador oversat til dansk?). >> Læs videre
“Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”
Sådan begynder den første novelle, Fugle, i Gunnhild Øyehaugs novellesamling, Onde blomster (opr. 2020), som for nylig udkom i dansk oversættelse ved Sara Koch på forlaget Gutkind.
Lige først synes det for fortælleren, som om hun fungerer udmærket trods tabet af en betydelig del af hjernen ned i toiletkummen. Snart viser det sig dog, at det var den del af hjernen, hvor al hendes viden om fugle var placeret. Og det er jo ikke så godt, når man er ornitolog og om tre uger skal forsvare sin doktorafhandling om reumatisme i bekkasinfamilien. >> Læs videre
Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).
I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre
“Åh, mennesket forstår sig specielt godt på gemenheder. Men var det gement? Hvordan kan man i denne situation bedømme et menneske?”
Jeg annoncerede for nyligt en Dostojevskij-pause, men han er ikke sådan lige at slippe. Især ikke, når Batzer & co. netop har genudgivet oversættelser af to af hans såkaldte “Fantastiske fortællinger,” begge oversat af Ole Husted Jensen: Den sagtmodige (opr. 1876) og Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre
Ljudmila Petrusjevskaja er en umådelig spændende forfatter i moderne russisk litteratur. Den seneste romanudgivelse af hende på dansk er også interessant, men ikke på niveau med hendes tidligere noveller.
Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) udfolder sin groteske satire bedst i den korte form. Jeg har med stor fornøjelse læst de to samlinger af hendes noveller, der tidligere er udgivet på dansk: Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel (Forlaget Vandkunsten, 2014) og Umodne stikkelsbær (Silkefyret, 2018). >> Læs videre
Let læst, men samtidig både grundig, indsigtsfuld og inspirerende introduktion til Dostojevskijs værk. Tine Roesens bog om den russiske mester kan anbefales både til nye og erfarne Dostojevskijlæsere.
Har du endnu til gode at stifte bekendtskab med Dostojevskij, er mit råd entydigt: Begynd ikke med at læse Tine Roesens bog – eller nogen andre introduktioner til Dostojevskij for den sags skyld. Begynd med at læse Dostojevskij! For han kræver faktisk ikke nogen introduktion, det er bare at kaste sig ud i det. Og jeg føler mig faktisk ret overbevist om, at Tine Roesen selv vil være enig i dette råd. >> Læs videre
Hvis de litterære stepper i det 19. århundredes Rusland havde været en afrikansk savanne, så kunne jeg her på K’s litterære januar-safari nu sætte flueben ud for alle i The Big Five: Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Gogol, Ivan Turgenev og nu også Aleksandr Pusjkin.
Nu læser jeg så ganske vist ikke for at sætte flueben. Der er bare gået gamle russere i min læseliste. Ikke fordi de er klassikere i betydningen pligtlæsning. Men fordi de er virkelig godt litterært selskab. Og jeg er ikke færdig. Især Dostojevskij har fået fat i mig (igen), og jeg planlægger at genlæse nogle af de store romaner fra den sene del af forfatterskabet i løbet af 2022 (Idioten, Forbrydelse og straf, Onde ånder). Og så står der i øvrigt også nogle lidt yngre russere og venter i min reol. Og lidt mere Turgenev. >> Læs videre
Jeg fortsætter i sporet fra Hvide nætter med endnu et af Dostojevksijs små ungdomsværker. Ligesom førnævnte er Et svagt hjerte oprindeligt udgivet i 1848 og er også tidligere oversat til dansk, men genudgivet i en ny dansk oversættelse ved Tine Roesen i 2021 i anledning af 200-året for Dostojevskijs fødsel.
Et svagt hjerte (som nærmest bare er en lang novelle) handler om to venner, Arkadij og Vasja, to unge lavtstående embedsmænd, som deler lejlighed. En nytårsdag kommer Vasja hjem og fortæller, at han – nærmest til sin egen overraskelse – er blevet forlovet. >> Læs videre
Jeg er helt forvirret og i tvivl om, hvordan jeg skal læse Dostojevskijs ungdomsværk Hvide nætter. Er det en overskruet, næsten kvalmende sentimental bagatel, som i bedste fald har litteraturhistorisk interesse, for så vidt den peger frem mod senere temaer og teknikker i forfatterskabet? Eller er det en lille, subtilt tvetydig, ironisk genistreg?
Hvide nætter (opr. 1848) hører til blandt Dosotjevskijs ungdomsværker fra tiden før tugthusopholdet i Sibirien, som dannede baggrund for fængselsromanen Det døde hus (1861), jeg anmeldte forleden. Værket er nyudgivet på forlaget Batzer & co. i slutningen af 2021 i en ny dansk oversættelse ved Trine Søndergaard. >> Læs videre
Det er juledag, og det markerer vi her på bloggen med nisser og trolde og andet krapyl fra den skandinaviske folklore. Okay, bevares, lige præcis nisser optræder der måske ikke så mange af i Juhani Karilas folkloristiske fantasy-øko-thriller, men til gengæld er romanen befolket af alle mulige andre vætter.
I det hele taget kan man nok ikke rigtigt kalde Jagten på den lille gedde for en julebog – også af den grund, at den foregår en kogende varm og myggebefængt sommer i det østlige Laplands moselandskab. Men hvorom alting er: Jeg har læst den, den er ret letbenet, den er lidt fjollet, men den er ikke uden charme og underholdningsværdi. >> Læs videre
Jon Fosse bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Hans seneste storværk, Septologien, er mesterligt. Én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden.
Norske Jon Fosse (f. 1959) er ikke så meget for punktummer. Han har vist aldrig brugt dem ret meget. Og nu er han helt holdt op. Septologiens 948 sider er uden et eneste punktum. Ikke engang et slutpunktum. >> Læs videre
“Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”
Der er garanti for skøre, skægge, skæve og surreelle scener, når Oscar K. og illustrator Dorte Karrebæk byder op til en moderne Danse Macabre i provinsen. >> Læs videre
Evigheden i et siv lægger ud med oprulningen af et dramatisk sceneri: Mystiske ryttere rider på bud fra den ægyptiske konge, Ptolemaios II, den kendte verden tynd i jagten på et meget specielt og eksklusivt bytte: Bøger, som skal fylde Biblioteket i Alexandria, et af den antikke verdens Syv Vidundere. Med det afsæt tager spanske Irene Vallejo (f. 1979) os på et spændende strejftog gennem bogens kulturhistorie.
Bogens titel refererer til den særlige art siv, Cyperus papyrus eller Nilgræs, der i Antikken voksede i Nildeltaet og som egypterne fandt ud af at anvende til fremstilling af papyrus som skrivemateriale. >> Læs videre
Små, sære, sjove, surrealistiske fortællinger om magiske metamorfoser fra japanske Yukiko Motoya.
På dansk har vi af Yukiko Motoya (f. 1979) tidligere kunnet fornøje os med kortromanen Et eksotisk ægteskab (opr. 2016, da. 2020). Ligesom denne er novellesamlingen Den ensomme bodybuilder også oversat til læseværdigt dansk af Hanne Arnold og udgives på forlaget Korridor. >> Læs videre
“The Congo has no reason to envy other rivers […]. It is a river. It will remain a river. A river without nationality. A free river. An independent river. An uppercase river. A RIVER-RIVER!”
Floden i congolesiske Fiston Mwanza Mujilas digtsamling The River in the Belly er Congo-floden, der med sine 4.6000 km er Afrikas næstlængste flod, efter Nilen, og verdens næststørste målt på vandgennemstrømning, efter Amazonas.
Den faktiske flod løber gennem Den Demokratiske Republik Congo, og den løber som tilstand og historie gennem Mujilas digte, som i en vis forstand kan læses som en hyldest til floden. >> Læs videre
“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”
Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre
Det livsfarlige arbejde i Angolas og Zaires diamantminer. En kaotisk og blodig borgerkrig. Vilkårlig vold i hænderne på et diktatorisk regimes efterretningstjenester. Profeter, medicinmænd og kloge koner. Limsniffende gadebørn. Drømmen om et bedre liv degenereret til penge, penge, penge. Det hele leveret til rytmerne af inciterende, congolesisk rumba og blandet med masser af øl og sprut. Sådan går Stodderdansen i Fiston Mwanza Mujilas anden roman.
Fiston Mwanza Mujilas (f. 1981) debutroman, Tram 83 (opr. 2014, eng. 2015, da. 2017), slog mig helt bagover i begejstring, da jeg læste den i den engelske oversættelse for omtrent fem år siden. >> Læs videre
“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre
Yōko Tawada har fået en spændende idé i form af en dystopisk fremtidsvision om et samfund, hvor det meste af verden er blevet giftig, hvor børnene fødes syge og skrøbelige, mens de gamle bare bliver ældre og ældre og må forsørge de unge. Desværre har hun ikke samtidig fået en idé til en god historie i denne fremtidsverden. Og det gør i sidste ende Udsendingen til en noget kedsommelig affære.
Japanske Yōko Tawada (f. 1960) kender vi her på bloggen fra hendes fine kortroman Brudgommen var en hund og novellen Time Differences. Udsendingen (opr. 2014) er den seneste udgivelse af Tawada på dansk – oversat til lydefrit dansk af Mette Holm. >> Læs videre
“Jeg har sunget Kameliadamen i fyrre år. Hvad synes du?”
“Jeg, jeg er lidt forvirret – nu her i teatret …”
“Præcist, unge ven! Det var dog en fantastisk respons, du værdsætter mit arbejde!”
Citatet ovenfor fra Kærlighed i et nyt årtusind af kinesiske Can Xue (f. 1953) indgyder mig en smule fortrøstning. Måske har jeg fanget noget rigtigt? I hvert fald var min forvirring stor både under og efter endt læsning af bogen, som udkommer på dansk i dag på Forlaget Korridor i Sidse Laugesens fine oversættelse. Men min fascination var næsten lige så stor. >> Læs videre
En herlig bog om Proust og På sporet af den tabte tid, som man kan blive klogere af, og som ikke mindst inspirerer til at (gen)læse Prousts kæmpeværk med nye øjne. På én gang akademisk lærd og legende let i sin tilgang og først og fremmest båret af en smittende begejstring for Proust.
Jeg har tidligere på sommeren omtalt Neal Ashley Conrads registerbind til den nye danske oversættelse af På sporet af den tabte tid, som jeg var lidt forbeholden overfor. Sandhed og intet andet end sandhed kan jeg til gengæld fuldt ud anbefale til Proustlæseren, både til den læser, der er i gang med værket, og den, der allerede har læst det. >> Læs videre
En finsk roman med den oversatte titel The Union of Synchronised Swimmers og tilmed et ualmindelig smukt og elegant designet omslag. Det var nok for mig til, at denne kortroman kom ned i indkøbskurven på et af sommerens boghandelbesøg.
Det er dog en tilsnigelse af kalde det en roman. Der er reelt tale om seks selvstændige noveller, som kun er bundet meget løseligt sammen af en rammehistorie. Rammehistorien udgør en syvende novelle i sig selv, der blot er fortalt brækket op i syv korte bidder som “mellemlægspapir” mellem de øvrige seks noveller. >> Læs videre
Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.
I forlængelse af min læsning af Jesper Wung-Sungs fiktive, litterære portræt af maleren Vilhelms Hammershøis kone, Ida, i Kvinde set fra ryggen, fortsætter jeg med en anden af forårets danske, litterære kunstnerbiografier. Vi er i samme periode, men hos Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) gælder det Kristian Zahrtmann (1843-1917). >> Læs videre
Jesper Wung-Sung lykkes på fornem vis med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i dette velskrevne romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model.
Uanset om man er fan eller ej, så kender vi alle sammen de gentagne motiver fra Hammershøis berømte malerier: En stillestående opstilling med en kvinde i mørk kjole set fra ryggen på en gråmeleret baggrund af trist væg, måske et vindue eller en dør, måske en kaffekande eller en skål i forgrunden.
Den gennemgående model, kvinden med ryggen til, kender vi til gengæld ikke så meget til. Hun var Hammershøis kone, Ida Hammershøi, født Ilsted (1869-1949). Jesper Wung-Sung (f. 1971) har med romanen Kvinde set fra ryggen sat sig for “at vende hende mod verden og give hende en stemme,” som det hedder i bagsideteksten. Det lykkes ganske godt. >> Læs videre
En slags litterær “reportage” om unævnelige forbrydelser og et muligt justitsmord i en lille schweizisk landsby i begyndelsen af det 20, århundrede. Og om de fortrængte skammelige hemmeligheder på bunden af menneskeheden, der så let kan skabe uhyrer af sine egne ofre. Fortalt i stram og inciterende prosa. Det er virkelig ubehagelig læsning. Og det er rasende godt.
Forlaget Sidste århundrede er efter eget udsagn stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Og det er der siden forlagets oprettelse i 2015 kommet en række fine udgivelser ud af. >> Læs videre
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet.
Argentinske Samanta Schweblins debutroman Redningsafstand var en fascinerende og foruroligende affære, som fortjent har høstet meget anerkendelse verden over. Jeg blev selv indfanget og besnæret (og skræmt) af den, om end den var mig en tand for uforklaret til at komme helt op at ringe. >> Læs videre
En underholdende, smukt skrevet fortælling om skønheden i naturens mangfoldighed og om kvinders frigørelse over fire århundreder. Inspireret af historiske kvindelige naturhistorikere og kunstnere – og af sommerfuglens metamorfose, græshoppens sang og ildfluernes dans. Desværre kammer den over i lidt for meget sentimental øko-politisk prædiken – som det er svært at være uenig i, men som bare heller ikke fungerer ret godt litterært.
Finske Selja Ahavas roman, Kvinden der elskede insekter (opr. 2020, da. 2021), tager afsæt i en række historiske personer, først og fremmest naturforskeren og kunstneren Maria Sibylla Merian (1647-1717) og den opdagelsesrejsende fotograf og naturforsker Isabella Bird (1831-1904), men flere andre historiske personer passerer forbi. >> Læs videre
Rygtet siger, at … Danmark har en ny, spændende og lovende forfatter, og at han hedder Rasmus Daugbjerg. Og for en gangs skyld taler rygtet sandt. I modsætning til, hvad det gør i Daugbjergs flotte og grumt ubehagelige debutroman, hvor rygtet ikke desto mindre – som rygter har det med at gøre – bekræfter sig selv i en uhyggelig gennemspilning af det universelle syndebukketema.
Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman, Rygtet, der udkom i januar på Forlaget Møllegades Boghandel, har allerede fået flotte anmeldelser med på vejen , og det er fuldt fortjent. >> Læs videre
Salt er en lille, sjov, pudseløjerlighed fra Flandern. Måske ikke ligefrem verdenslitteratur af stor tyngde, men Marc Reugebrink er med sin lette pen, monty pythonske humor og kringlede, finurlige fantasi ganske godt og fornøjeligt selskab.
Det er ikke så tit, man støder på oversat skønlitteratur fra Flandern, den hollandsk- (eller rettere: flamsk-)talende del af Belgien. Dét alene var jo nok til at vække min interesse for den første roman på dansk af hollandskfødte (men i Flandern bosiddende) Marc Reugebrink, Salt (opr. 2019, da. 2021), som udkom i fredags i Miriam Boolsens veloplagte fordanskning. >> Læs videre
