Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”
Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre
Det livsfarlige arbejde i Angolas og Zaires diamantminer. En kaotisk og blodig borgerkrig. Vilkårlig vold i hænderne på et diktatorisk regimes efterretningstjenester. Profeter, medicinmænd og kloge koner. Limsniffende gadebørn. Drømmen om et bedre liv degenereret til penge, penge, penge. Det hele leveret til rytmerne af inciterende, congolesisk rumba og blandet med masser af øl og sprut. Sådan går Stodderdansen i Fiston Mwanza Mujilas anden roman.
Fiston Mwanza Mujilas (f. 1981) debutroman, Tram 83 (opr. 2014, eng. 2015, da. 2017), slog mig helt bagover i begejstring, da jeg læste den i den engelske oversættelse for omtrent fem år siden. >> Læs videre
“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre
Yōko Tawada har fået en spændende idé i form af en dystopisk fremtidsvision om et samfund, hvor det meste af verden er blevet giftig, hvor børnene fødes syge og skrøbelige, mens de gamle bare bliver ældre og ældre og må forsørge de unge. Desværre har hun ikke samtidig fået en idé til en god historie i denne fremtidsverden. Og det gør i sidste ende Udsendingen til en noget kedsommelig affære.
Japanske Yōko Tawada (f. 1960) kender vi her på bloggen fra hendes fine kortroman Brudgommen var en hund og novellen Time Differences. Udsendingen (opr. 2014) er den seneste udgivelse af Tawada på dansk – oversat til lydefrit dansk af Mette Holm. >> Læs videre
“Jeg har sunget Kameliadamen i fyrre år. Hvad synes du?”
“Jeg, jeg er lidt forvirret – nu her i teatret …”
“Præcist, unge ven! Det var dog en fantastisk respons, du værdsætter mit arbejde!”
Citatet ovenfor fra Kærlighed i et nyt årtusind af kinesiske Can Xue (f. 1953) indgyder mig en smule fortrøstning. Måske har jeg fanget noget rigtigt? I hvert fald var min forvirring stor både under og efter endt læsning af bogen, som udkommer på dansk i dag på Forlaget Korridor i Sidse Laugesens fine oversættelse. Men min fascination var næsten lige så stor. >> Læs videre
En herlig bog om Proust og På sporet af den tabte tid, som man kan blive klogere af, og som ikke mindst inspirerer til at (gen)læse Prousts kæmpeværk med nye øjne. På én gang akademisk lærd og legende let i sin tilgang og først og fremmest båret af en smittende begejstring for Proust.
Jeg har tidligere på sommeren omtalt Neal Ashley Conrads registerbind til den nye danske oversættelse af På sporet af den tabte tid, som jeg var lidt forbeholden overfor. Sandhed og intet andet end sandhed kan jeg til gengæld fuldt ud anbefale til Proustlæseren, både til den læser, der er i gang med værket, og den, der allerede har læst det. >> Læs videre
En finsk roman med den oversatte titel The Union of Synchronised Swimmers og tilmed et ualmindelig smukt og elegant designet omslag. Det var nok for mig til, at denne kortroman kom ned i indkøbskurven på et af sommerens boghandelbesøg.
Det er dog en tilsnigelse af kalde det en roman. Der er reelt tale om seks selvstændige noveller, som kun er bundet meget løseligt sammen af en rammehistorie. Rammehistorien udgør en syvende novelle i sig selv, der blot er fortalt brækket op i syv korte bidder som “mellemlægspapir” mellem de øvrige seks noveller. >> Læs videre
Rakel Haslund-Gjerrild har begået et vidunderligt romanportræt af en af de store og allermest flamboyante skikkelser i den danske kunstverden omkring forrige århundredskifte, maleren Kristian Zahrtmann. Som helhed har romanen dog lidt svært ved at samle sig.
I forlængelse af min læsning af Jesper Wung-Sungs fiktive, litterære portræt af maleren Vilhelms Hammershøis kone, Ida, i Kvinde set fra ryggen, fortsætter jeg med en anden af forårets danske, litterære kunstnerbiografier. Vi er i samme periode, men hos Rakel Haslund-Gjerrild (f. 1988) gælder det Kristian Zahrtmann (1843-1917). >> Læs videre
Jesper Wung-Sung lykkes på fornem vis med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i dette velskrevne romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model.
Uanset om man er fan eller ej, så kender vi alle sammen de gentagne motiver fra Hammershøis berømte malerier: En stillestående opstilling med en kvinde i mørk kjole set fra ryggen på en gråmeleret baggrund af trist væg, måske et vindue eller en dør, måske en kaffekande eller en skål i forgrunden.
Den gennemgående model, kvinden med ryggen til, kender vi til gengæld ikke så meget til. Hun var Hammershøis kone, Ida Hammershøi, født Ilsted (1869-1949). Jesper Wung-Sung (f. 1971) har med romanen Kvinde set fra ryggen sat sig for “at vende hende mod verden og give hende en stemme,” som det hedder i bagsideteksten. Det lykkes ganske godt. >> Læs videre
En slags litterær “reportage” om unævnelige forbrydelser og et muligt justitsmord i en lille schweizisk landsby i begyndelsen af det 20, århundrede. Og om de fortrængte skammelige hemmeligheder på bunden af menneskeheden, der så let kan skabe uhyrer af sine egne ofre. Fortalt i stram og inciterende prosa. Det er virkelig ubehagelig læsning. Og det er rasende godt.
Forlaget Sidste århundrede er efter eget udsagn stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Og det er der siden forlagets oprettelse i 2015 kommet en række fine udgivelser ud af. >> Læs videre
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet.
Argentinske Samanta Schweblins debutroman Redningsafstand var en fascinerende og foruroligende affære, som fortjent har høstet meget anerkendelse verden over. Jeg blev selv indfanget og besnæret (og skræmt) af den, om end den var mig en tand for uforklaret til at komme helt op at ringe. >> Læs videre
En underholdende, smukt skrevet fortælling om skønheden i naturens mangfoldighed og om kvinders frigørelse over fire århundreder. Inspireret af historiske kvindelige naturhistorikere og kunstnere – og af sommerfuglens metamorfose, græshoppens sang og ildfluernes dans. Desværre kammer den over i lidt for meget sentimental øko-politisk prædiken – som det er svært at være uenig i, men som bare heller ikke fungerer ret godt litterært.
Finske Selja Ahavas roman, Kvinden der elskede insekter (opr. 2020, da. 2021), tager afsæt i en række historiske personer, først og fremmest naturforskeren og kunstneren Maria Sibylla Merian (1647-1717) og den opdagelsesrejsende fotograf og naturforsker Isabella Bird (1831-1904), men flere andre historiske personer passerer forbi. >> Læs videre
Rygtet siger, at … Danmark har en ny, spændende og lovende forfatter, og at han hedder Rasmus Daugbjerg. Og for en gangs skyld taler rygtet sandt. I modsætning til, hvad det gør i Daugbjergs flotte og grumt ubehagelige debutroman, hvor rygtet ikke desto mindre – som rygter har det med at gøre – bekræfter sig selv i en uhyggelig gennemspilning af det universelle syndebukketema.
Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman, Rygtet, der udkom i januar på Forlaget Møllegades Boghandel, har allerede fået flotte anmeldelser med på vejen , og det er fuldt fortjent. >> Læs videre
Salt er en lille, sjov, pudseløjerlighed fra Flandern. Måske ikke ligefrem verdenslitteratur af stor tyngde, men Marc Reugebrink er med sin lette pen, monty pythonske humor og kringlede, finurlige fantasi ganske godt og fornøjeligt selskab.
Det er ikke så tit, man støder på oversat skønlitteratur fra Flandern, den hollandsk- (eller rettere: flamsk-)talende del af Belgien. Dét alene var jo nok til at vække min interesse for den første roman på dansk af hollandskfødte (men i Flandern bosiddende) Marc Reugebrink, Salt (opr. 2019, da. 2021), som udkom i fredags i Miriam Boolsens veloplagte fordanskning. >> Læs videre
Hvad sker der, når en matematikprofessor på vej mod de 50 pludselig overvældes af et øjeblik af “inkommensurabel betydning,” et uventet glimt af mening hinsides fornuft i et ellers kedeligt, borgerligt normalliv? Hos Hilda Hilst går han i mental opløsning i en mere end almindelig alvorlig midtvejskrise – som måske kan være vejen til genfødsel (som hund).
Fra Moacyr Scliars noveller til en anden af Brasiliens store forfatterprofiler, Hilda Hilst (1930-2004). I 2018 fik vi for første gang adgang til at læse Hilda Hilst på dansk i form af Lean Pejtersens oversættelse af den uanstændige Madam D (opr. 1982), udgivet på Forlaget Gladiator. Lean Pejtersen står også bag den fine fordanskning af Med min hundeøjne (opr. 1986), som udkom for et par måneder siden på det relativt nye mikroforlag, Harpyie. >> Læs videre
“Det smukkeste er at være til stede i verden, at hengive sig til ydmygelse, at hengive sig til mishandling.” Kinesiske Wang Xiaobos to kortromaner om seksualitet, magt, dominans og underkastelse i Kulturrevolutionens Kina er satire på højt plan.
I september i år udkom endnu en forbilledligt fin bog i forlaget Korridors novellaserie. Der er tale om en dobbeltudgivelse af to kortromaner af den kinesiske forfatter Wang Xiaobo (1952-1997), Så blødt som vand og Guldalder. >> Læs videre
Arkaisk jordbrug er på godt og ondt en markant og særegen læseoplevelse. En ikonisk historie med ny- og gammeltestamentelige konnotationer om landbrugsjord, incestuøst begær og undertrykkende familierelationer, fortalt i Raduan Nassars vildt og voldsomt fossende, ekspressionistiske og lyriske prosa.
Sidste uge bød på en dobbeltudgivelse af de første danske oversættelser af brasilianske Raduan Nassars to (eneste) romaner, Galdens bæger (opr. 1978) og Arkaisk jordbrug (opr. 1975), begge fornemt fordansket af Tine Lykke Prado. I sidste uges anmeldelse af Galdens bæger kan du også læse en smule om forfatteren. >> Læs videre
Et brasiliansk skænderi af mytologiske dimensioner, emmende af magt og sex, iklædt sublime sproglige gevandter. Nyklassisk, brasiliansk forfatter er endelig oversat til dansk.
Raduan Nassar (f. 1935) er næppe et navn, der ringer klokker hos mange danske læsere. For mig var han ihvertfald helt ukendt indtil Jensen & Dalgaards udgivelse i går af hele to romaner fra hans hånd, begge oversat til dansk af altid gode Tine Lykke Prado. >> Læs videre
Yukio Mishimas Fædrelandskærlighed er et intenst, japansk kammerspil, på én gang erotisk og brutalt voldeligt. En sublim sproglig nydelse – hvis man ellers er i stand til at se bort fra Mishimas ultranationalistiske, højreorienterede ideologi og hans infantile fascination af samuraiernes krigeretos, som er markant tilstede på hver eneste side af novellen.
Normalt afholder jeg mig fra at tolke litterære værker i lyset af forfatterens biografi, men det er nærmest umuligt at læse Yukio Mishimas novelle Fædrelandskærlighed uden at sammentænke den med hans liv og ikke mindst død. >> Læs videre
Opfølgeren på Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket har mange temaer til fælles med forgængeren, men den er mere mørk og mere crazy. Men langt fra lige så god.
Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Denne talemåde kom mig i hu, da jeg i forbindelse med læsningen af japanske Sayaka Murata Earthlings (opr. 2018, eng. 2020) genlæste min egen anmeldelse af hendes Døgnkioskmennesket (opr. 2016, da. 2019). Den sidstnævnte var jeg ganske charmeret af, men jeg efterlyste, at Sayaka Murata ville udfolde de mørke undertoner i sit litterære univers lidt mere. >> Læs videre
En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.
Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse. >> Læs videre
En på flere måder fin debutroman om sorgens forskellige former, og om forskellige måder at håndtere den på. For alvor grebet blev jeg dog kun sporadisk.
Umami er mexicanske Laia Jufresas debutroman fra 2015, som nu foreligger på glimrende dansk ved Ane-Grethe Østergaard (Skjødt Forlag). >> Læs videre
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.
Carlos Fuentes (1928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre
“Der findes ikke løgn i litteraturen, i fiktionen, og jeg vil gå så langt som at sige at der ikke findes sandhed i det virkelige liv.”
Portugisiske Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke (opr. 2018), som udkommer på dansk i dag i Ole Eistrups udmærkede og letlæste oversættelse til dansk, er en roman om mange ting. Men især er det en roman om fortællingens kraft, om hvordan menneskene digter sig selv og hinanden – som forudsætning for overhovedet at kunne være mennesker. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Ecuadorianske María Fernanda Ampuera skriver med intensitet og nærvær og forbilledligt kort i denne novellesamling. Samlingen bærer præg af en vilje til at se de grimmeste og mest brutale sider af det virkelige liv i Ecuador i dag direkte i øjnene uden at blinke. Det er beundringsværdigt, men den udpenslede vold bliver også for meget for denne læser i flere af samlingens historier.
Novellesamlingen Cockfight af María Fernanda Ampuera (f. 1976) udkom i maj i år i engelsk oversættelse ved Frances Riddle, hvorved udvalget af oversat skønlitteratur fra Ecuador er væsentligt forøget. Jeg var ikke helt tilfreds med mit tidligere besøg i Ecuador, da jeg i sin tid var på de kanter på min litterære verdensrundrejse. Så jeg måtte selvfølgelig have Cockfight med hjem, da jeg tilfældigt faldt over den i Politikens Boghal for nogle uger siden. >> Læs videre
Kedelig færøsk krimi – kun marginalt interessant for handlingens omgivelser, hvis du har interesse for Færøerne.
Jógvan Isaksens Dødninge danser på sandet er den syvende bog på dansk i Isaksens krimiserie om journalisten Hannis Martinsson (som ifølge bogens klaptekst indtil nu omfatter i alt ti romaner). Det er dog ikke nødvendigt at have læst de foregående bøger for at følge med. Faktisk er det slet ikke nødvendigt at læse denne heller. Jeg var således ikke imponeret. >> Læs videre
Bolivia er relativt underrepræsenteret i danske oversættelser af latinamerikansk litteratur. Så allerede af den grund er udgivelsen af Liliana Colanzis (f. 1981) Vores døde verden tidligere på året en glædelig begivenhed. Tak til Forlaget Silkefyret og oversætterne Sabine Dueholmn Bech og Marie Groth Bastiansen.
Dertil kommer, at de otte noveller i samlingen er værd at læse. Eller: Sådan husker jeg ihvertfald, at jeg havde det, da jeg læste dem for to uger siden (der har været andre prioriteter på det sidste, så jeg er lidt bagud med anmeldelserne). >> Læs videre
“Livets glæder består i at tage en lur, når og hvor man har lyst, og det eneste, jeg ønsker her i livet, er at se landskabernes skønhed på de forskellige årstider.”
Hvis jeg ikke vidste bedre, så var det lige før, at jeg kunne have fundet på at tilskrive ovenstående citat Benny Andersen. Men så viser det sig, at det stammer fra en japansk eneboer i 1200-tallet. >> Læs videre
Normalt læser jeg ikke mange børnebøger, slet ikke billedbøger, men da forlaget Jensen & Dalgaard tilbød mig at læse med på den danske udgivelse af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien (opr. 1945), blev jeg alligevel nysgerrig – al den stund, at jeg var meget begejstret for Buzzatis voksenroman Tartarernes ørken.
Bjørnene fra Sicilien præsenterer sig som en mytologisk fortælling fra “tidernes morgen dengang, / da dyr de var gode som dagen er lang, / men mennesker til gengæld feje og snu, / og Sicilien slet ikke var som nu.” >> Læs videre
