Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
F for fremragende, forrygende og finurlig!
Tyske Daniel Kehlmann (f.1975) har været en af mine favoritter siden hans internationale gennembrud med Opmålingen af verden (2003, på dansk 2005). Det virker som om, han simpelthen ikke kan skrive noget, der ikke er godt.
Hans seneste roman “F” (som netop er udkommet i flydende dansk oversættelse af Niels Brunse på Lindhardt & Ringhof) er ingen undtagelse. >> Læs videre
Argentinske Julio Cortázar (1914-1984) er et noget besynderligt bekendtskab. Mildt sagt. Hvis du hører til dem, der foretrækker en historie fortalt lige ud ad landevejen, hvor du ikke hele tiden har forfatteren mistænkt for at være ude på snyde læseren – så er Cortázar nok ikke noget for dig.
Jeg er heller ikke helt sikker på, at han er noget for mig i længden. Men i mange af de 14 noveller, som udgør denne samling (udvalgt og oversat til dansk fra seks forskellige af Cortázars udgivelser fra perioden 1951-1982) kunne jeg nu godt nyde at lade mig trække rundt ved næsen af Cortázars finurligheder, hans bizarre humor og konstante legen kispus med læserens forståelse af teksten.
Cortázars tekster og fantastiske universer er notorisk ustabile. De er fyldt med metamorfoser, spejlinger, omvendinger, glidende overgange mellem liv og død, mellem fiktion og virkelighed, mellem betragteren og det betragtede, og mellem læseren, forfatteren og teksten. >> Læs videre
En historikers dybt personlige og svært afrystelige bekendelser af sine barndomserindringer, drømme og forestillinger fra koncentrationslejren Auschwitz i 1944.
Otto Dov Kulka er født i Tjekkoslovakiet i 1933, men nu bosiddende i Israel. Han blev i 1994 som 10-11-årig interneret i KZ-lejren Auschwitz sammen med sine forældre. Kulka var en af de få overlevende.
Kulka har i mange år arbejdet som historiker og især beskæftiget sig med Nazitysklands historie. Men først som 80-årig har han med denne bog (første gang udgivet i 2013) valgt at fortælle om sine personlige oplevelser som KZ-fange og især om de mentale billeder, han stadig bærer med sig. >> Læs videre
Meget, meget stærkt. En knugende sørgmodig, fortvivlende, skræmmende, men ind i mellem også vittig og i det hele taget fremragende novellesamling om liv og mennesker under krigen i Bosnien og ødelæggelsen af Sarajevo.
Jeg var ganske berørt af kroatisk-bosniske Miljenko Jergović (f.1966) debut fra 1994, Marlboro Sarajevo, og har svært ved at slippe den. Det er sjældent, at jeg genlæser noget inden for kort tid, men Sarajevo Marlboro har jeg haft fat i flere gange efter at have vendt den sidste side for at genlæse nogle af historierne.
I Anden Verdenskrigs sidste år blev 131 tyske byer ramt af ødelæggende allierede luftbombardementer. Nogle byer blev tæt på jævnet med jorden, flere end 600.000 civile tyskere mistede livet under bombardementerne, og tre en halv million boliger blev ødelagt. Bedst kendt er sønderbombningen af Dresden i krigens sidste dage, men værre gik det faktisk ud over Hamburg.
I essaysamlingen Luftkrig og litteratur fra 2001, som Tiderne Skifter her i juni 2014 har udgivet på dansk, spørger den tyske forfatter W. G. Sebald (1944-2001) til, hvordan denne luftkrig er bearbejdet i den tyske offentlighed. Hans korte svar er, at det er den stort set ikke. >> Læs videre
Noget i retning af Coloradosagaen (nu i Texas) tilsat et stænk En god dag at dø (for dem, der kan huske Thomas Bergers roman eller filmatiseringen fra 1970 med Dustin Hoffmann), renset for historieromantik og opdateret til det 21. århundrede.
Philipp Meyers The Son fra 2013 (også udkommet på dansk i juni 2014 på Gyldendal oversat af Jakob Levinsen som Sønner) er en stort anlagt episk generationsfortælling, som rummer et perspektiv på næsten 200 års amerikansk historie:
Fra hvide, amerikanske nybyggeres bosættelser på The New Frontier i Texas og deres blodige kampe med prærieindianerne over de såkaldte banditkrige i grænseområdet mellem Mexico og Texas på Pancho Villas tid, over den amerikanske borgerkrig, over opbygningen af store kvægfarme og til de texanske olieimperiers storhed og (relative) fald. >> Læs videre
“Jeg bor her alene i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Det er rigtig hyggeligt” (s.7). Ordene er Herbjørg Maria Bjørnssons, jeg-fortælleren i islandske Hallgrímur Helgasons ind i mellem rablende sjove, men også for lange, Kvinden ved 1000°.
Året er 2009, og Herbjørg ligger som 80-årig lænket til sin seng i en gammel garage, hårdt ramt af KOL, men stædigt cigaretpulsende, mens hun skriver på sine memoirer og terroriserer verden fra sin bærbare computer.
1000° er den temperatur, krematoriets ligbrændingsovn når op på, og Herbjørg har bestilt en tid til sig selv en mandag midt i december (efter klokken 12, for det kan jo tage lidt tid at forbløde, som hun siger i telefonen til telefonpasseren på krematoriet: “Det kan blive nødvendigt at skære pulsen over, og det gør jeg altså ikke søndag aften” (s.50)). >> Læs videre
K’s bognoter fortsætter 1. verdenskrig-temaet anslået med Rehr, Roth og Illies i anledning af 100-året for krigens udbrud – nu i den historiefaglige genre.
Peter Englunds store bog om mennesker under første verdenskrig er dog ikke traditionel historieskrivning. Frem for at fortælle om krigen som begivenhedsforløb er det Englunds erklærede ambition at rekonstruere “en følelsesverden” ved en indlevet fremstilling af 19 forskellige, i dag ukendte personers gøren og laden, indtryk og følelser på enkelte dage i løbet af perioden august 1914-november 1918. >> Læs videre
Jeg havde ganske store forventninger til Rachel Kushners The Flamethrowers på baggrund af mange overstrømmende amerikanske anmeldelser, herunder en placering på The New York Times’ liste over bedste nyudgivelser i 2013 og med i opløbet til talrige litterære priser. Derfor blev jeg nok også så meget mere skuffet.
Jeg har efterfølgende læst en anmeldelse af romanen på Goodreads, som udtrykker min oplevelse meget godt: At læse The Flamethrowers er som at sidde på bagsædet i en taxa i en fremmed by. Nogle gange virker det som om, taxaen bevæger i cirkler, den drejer skiftevis til højre og venstre ad små sidegader for ind i mellem at komme tilbage til noget, der ligner en hovedvej for blot hurtigt at køre væk fra den igen. Voldsomme accelerationer og hårde opbremsninger kaster dig skiftevis tilbage i sædet og frem i selen uden synlig grund. Du mister fuldstændig orienteringen undervejs, glemmer hvor du kom fra, og er ikke sikker på, hvor du er nået frem til, når taxaen endelig standser efter 383 sider…. >> Læs videre
“I love you rotten, Delicious rottenness …wonderful are the hellish experiences, Orphic, delicate Dionysos of the Underworld” skriver D. H. Lawrence i digtsamlingen Birds, Beasts and Flowers. Strofen står som indledende epigraf til Joyce Carol Oates’ kortroman Beasts, som også trækker titlen herfra. Og det er meget passende.
Beasts handler om race, sex og magt, køn og race, totem og tabu, dominans og offerroller. Der er tydelige feministiske budskaber i spil, men det er (heldigvis) ikke en politisk eller på anden måde enøjet bog. I Beasts er kvinderne ikke bare passive ofre for et patriarkalsk samfund, men spiller selv dobbelttydige roller drevet af et modsætningsfyldt begær. >> Læs videre
Amos Oz’ novellesamling Scenes from Village Life er netop dét: Scener fra en landsby. Landsbyen er Tel Ilan, en fiktiv israelsk landsby nord for Tel Aviv, hvor tiden synes at være gået i stå eller ihvertfald går meget langsomt.
Landsbyen danner rammen om disse otte fine og foruroligende noveller, som er løst forbundne gennem personerne i landsbyen, hvor alle kender alle – og hovedpersonen i den ene novelle kan således optræde som marginal biperson i en anden. Når det kommer til stykket, viser det sig dog, at ingen i virkeligheden kender nogen, heller ikke sig selv.
Personerne i alle novellerne søger efter noget – men ingen af dem ved selv, hvad det er, og ingen af dem finder det. Ingen af historierne har en begyndelse eller en slutning i traditionel forstand: Vi får et glimt af nogle personers liv – personer, som har levet et liv før, og som lever videre efter. Hvordan, må vi gisne om. >> Læs videre
Et eventyr for børn og (især) voksne: Suddenly in the Depths of the Forest er en bagatel i Oz’ omfattende forfatterskab, men en meget charmerende – og ildevarslende – bagatel. Og så indgår der den allermest charmerende ko-agtige ko.
Fortællingen udspiller sig i en lille landsby på kanten af verden, grå og dyster ligger den, omgivet af fjendtlige bjerge og uigennemtrængelige mørke skove. I landsbyen er der ingen dyr – hverken husdyr, vilde dyr i skoven, fisk i floden, fugle på himlen eller insekter i luften og jorden. Børnene i landsbyen kender kun til dyr fra lærebøger i skolen, som de fleste opfatter som opspind og eventyr.
Kun de voksne kan huske tiden med dyrene, før den uheldssvangre nat, hvor Nehi The Mountain Demon, gik gennem landsbyen og tog alle dyrene med sig som en slags Rottefænger fra Hammel. Og de voksne taler ikke om den nat eller om fortiden i det hele taget, når børnene hører på. Men to børn sætter sig for at finde dyrene og begiver sig ind i skoven og op ad bjerget…. >> Læs videre
Israelske Amos Oz’ opus magnum er en monumental erindrings- og generationsroman om staten Israels tidligste år, om den zionistiske bevægelse oplevet fra almindelige menneskers øjenhøjde, om det jødiske intellektuelle miljø og dagligliv i Jerusalem i 1930’erne og 1940’erne.
Og så er det ikke mindst en moden forfatters forsøg på at komme overens med sin depressive mors selvmord i 1952, da han selv var bare 12 år gammel. >> Læs videre
Historien om den fortabte søn – genfortalt på midtvest-amerikansk i afdæmpet, men alligevel sanselig romanprosa om kristen og almenmenneskelig nåde, kærlighed og far-søn-relationer.
Gilead er i Det Gamle Testamente betegnelsen for et landområde i det nuværende Jordan. Hos Marilynne Robinson er Gilead en lille flække på prærien i den amerikanske stat Iowa ikke langt fra grænsen til Kansas.
I Gilead bor i 1956 den aldrende, hjertesvækkede, calvinistiske pastor John Ames. Han har i en høj alder giftet sig for anden gang med en langt yngre kone og til sin egen overraskelse, store glæde og taknemmelighed fået en søn – som en anden Abraham.
Ames forventer, at han snart skal dø, og gør sig ingen illusioner om, at hans søn vil huske meget om ham, når han vokser op. Romanen er på den baggrund formet som et langt brev skrevet i 1956 fra John Ames til hans på det tidspunkt 7-årige søn. Et slags åndeligt testamente, som samtidig er en slægtshistorie om tre generationer af præster. >> Læs videre
“… og nu går vi i gang, her kommer det, munterhed og ensomhed, mådehold og meningsløshed, liv og drøm – ja, drømme” (s.10). Med den fanfare indleder Jón Kalman Stefánsson sin helt igennem og ubetinget prægtige roman om den mest elskelige samling melankolske, islandske landsbytosser, man kunne ønske sig at dele roman med.
Det her er nordisk romankunst, når det er allerallerbedst. Armene er helt oppe! Hold da kæft, hvor er det godt!
Romanen er fuld af poesi og jordnær hverdagsfilosofi, men den gør sig ikke til af noget af det, fortæller bare en håndfuld tæt forbundne, gode historier lige ud ad landevejen, sprogligt kraftfuld og raffineret, men alligevel letlæst. >> Læs videre
“Til sidst dør hun, og han bliver alene, selvom han i virkeligheden havde været alene flere år, før hun døde” (s.13).
Sådan lyder første linje af Alejandro Zambras kortroman Bonsai fra 2006, der først nu udgives på dansk. Og den kondenserer sådan set hele historien i denne uhyre vellykkede lille bog.
Zambras bog er selv en litterær bonsai: En fuld og hel historie om to menneskers kærlighed til hinanden gennem en stor del af deres liv – skåret ned til miniatureform gennem omhyggelig pleje og omsorg, præcis beskæring og nådesløs udlugning af historiens stiklinger undervejs, indtil historien får den kompakte og kunstneriske form, som forfatteren har set for sig. >> Læs videre
Mere islandsk poetisk vildskab: Sjóns Tusmørkeundere fra 2008 er endnu mere rablende mærkelig end Skygge-Baldur fra 2003, som vi læste forleden.
I Tusmørkeundere griber Sjón længere tilbage i historien end i Skygge-Baldur, som historisk var sat i slutningen af det 19. århundrede, til midten af det 17. århundrede, hvor reformationen har slået rod og har fortrængt den gamle religions blanding af katolsk Mariadyrkelse og islandsk magi og naturreligion. >> Læs videre
Islandske Sjón (alias Sigurjón Birgir Sigurðsson) skriver vildt og poetisk og i passager med stor skønhed. Hans lille roman Skygge-Baldur, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2005, henter sin styrke fra Sjóns mestendels sikre økonomiseren med ordene og hans sans for effekten af f.eks. at lade enkelte sætninger stå alene på en side.
Romanen har undertitlen Et folkeeventyr, og Sjón trækker da også kraftigt på den islandske eventyrtradition. Titlens Skygge-Baldur er således ifølge en note i romanens kolofon “et vildt bæst i islandske sagn; anses for at være afkom af en kat og en hunræv; en blakket, ‘skyggefuld’ person (mandlig); en misdæder.” >> Læs videre
Vi nærmer os den 28. juni 2014, 100-års dagen for skuddet i Sarajevo, mordet på den østrig-ungarnske kronarving ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone, den enkeltstående begivenhed, der blev gnisten, som antændte den europæiske krudttønde og udløste første verdenskrig.
Jubilæet bliver rundtom markeret på forskellig vis og herhjemme blandt andet ved udgivelsen af den grafiske roman Gavrilo Princip – manden, der ændrede et århundrede af den danske tegneserieskaber Henrik Rehr (udkommet den 19. juni 2014).
Gavrilo Princip var den 19-årige bosniske anarkist og serbiske nationalist, der affyrede det famøse skud i Sarajevo (som faktisk var to skud: én kugle til Franz Ferdinand og én til hans kone, der var med i bilen). Henrik Rerhs grafiske roman er et dobbeltportræt af Gavrilo Princip og Franz Ferdinand, morderen og hans offer, og følger dem begge i krydsklip fra fødsel til død – med hovedfokus på Gavrilo. >> Læs videre
Joseph Roths hovedværk fra 1932 er en slægtsroman om det østrig-ungarnske kejserriges forfald og stadig i høj grad læseværdigt.
Romanen følger tre generationer af mænd fra slægten Trotta. Den ældste i generationen, Josef Trotta, redder i romanens indledning kejser Franz Josefs liv under slaget ved Solferino i 1859 under den fransk-østrigske krig og bliver som tak adlet til friherre Trotta von Sipolje – for fremtidige generationer, inklusive hans søn og sønnesøn, først og fremmest kendt som Helten fra Solferino. Hans historie fylder ikke meget i romanen, men den trækker lange, definerende skygger hen over de næste generationers liv og selvforståelse
Helten fra Solferino træder ud af hæren i protest over, at kejserrigets officielle historieskrivere forvansker historien om slaget til en kejserlig legende, og han tvinger sin søn Franz til en karriere som jurist og senere amtmand. Denne tvinger omvendt sin egen søn Carl Josef ind i militæret – en karriere, han er sørgeligt uegnet til. I det hele taget er den unge Carl Josef ikke særlig livsduelig.
De tre generationer af Trottaer bliver hos Roth til billeder på det historiske forfald af det habsburgske kejserdømme: fra militær glorværdighed over bureaukratisk degeneration til nederlag og udslettelse. >> Læs videre
Jeg har en høne at plukke med Politikens boganmelder Erik Jensen. Det var hans femstjernede anmeldelse i Politiken 30. maj 2014, der overtalte mig til at læse denne bog.
I stedet skulle jeg have fulgt min egen umiddelbare intuition ved synet af det parfumerede, vaselineklistrede omslag og den ildevarslende, damebladsmelodramatiske bagsidetekst (“En tango. To skæbner. Tre afgørende møder”….) og ladet bogen stå på boghandlerens hylde. Men det er jo før set, at et forlag pakker en god bog ind på misvisende vis i et forsøg på at øge salgstallet. I tilfældet Tangodanseren er indpakningen imidlertid ganske retvisende…. >> Læs videre
Ikke dårligt af et digteværk at være. Faktisk ret godt sine steder. Skrev han lidt overrasket over sig selv.
Læsere af disse noter vil vide, at jeg ikke er den store lyrikfan. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det er sådan. Måske skyldes det en 25-30 år gammel i folkeskole- og gymnasietiden installeret aversion mod pligtanalyser af gamle døde og moderne uforståelige digte. Måske har jeg været så uheldig at støde ind i for mange uudholdeligt selvsmagende jamrekrukker, der forsøger at illudere dybde og smerte og mystisk talent via pinagtige metaforer og andre prætentiøse former.
Måske har jeg bare ikke tålmodigheden til at dvæle længe nok ved en enkelt strofe i et enkelt digt, til at jeg kan fravriste den sit overskud af mening (omvendt bruger jeg gerne lang tid og anstrengelse på at afkode svært tilgængelig romanværker). Eller også er jeg slet og ret mestendels et meget prosaisk menneske.
Anyway: Den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmer (f.1931) og hans samlede værker har i løbet af de seneste forårsdage gjort sit for at nedbryde mine fordomme mod lyrikken. Ihvertfald kan jeg ikke afvise, at nogle af Tranströmers strofer og digte har fået hægtet nogle bådshager fast steder i mig: nogle i hjernen, nogle i hjertet og andre i knoglerne. >> Læs videre
Rablende sjov og skarp samfundssatire og selvbiografisk roman er lige på kornet og ind imellem for meget, men for det meste befriende og vildt skæg og med stikpiller til de fleste af os.
Hassan Preislers Brun mands byrde er en blanding af det, der på nudansk vist nok hedder autofiktion, som kombinerer selvbiografi med løgnehistorier og anekdoter, og en velrettet satire over dagens Danmark med dets elementer af repressiv tolerance overfor “nydanskere” og den velmenende inklusionsindustri, som Preisler selv er en del af. >> Læs videre
Sympatisk forsøg på en konceptantologi i horrorgenren holder desværre ikke hele vejen hjem.
Malkøbing Museum er en ny dansk antologi bestående af elleve korte, delvist sammenhængende historier af Jesper Ilum Petersen, Morten Carlsen og Chris D’Amato. Genren er “gys og gru” (“horror”, som det hedder på nudansk) eller “skæbnefortællinger”. Det er ikke normalt min favoritgenre, og det er det heller ikke blevet efter denne antologi. >> Læs videre
Østrigske Joseph Roth er høj, høj klasse. Det er ikke til at forstå, at disse meget, meget fine historier har 75-95 år på bagen. Stor lykke for os danske læsere, at Roth har fået en revival i de seneste år og er blevet (gen)oversat i stor stil.
Denne lille samling præsenterer fire af Roths noveller (heraf en ultrakort på kun to sider), og de er alle i dén grad læseværdige. >> Læs videre
Helt sin egen, temmelig sær og ganske vidunderlig. Italo Calvinos lille bog fra 1972 er en genistreg af et overflødighedshorn af magiske arkitektoniske fantasier og filosofiske refleksioner over menneskets stræben, drømme, håb, angst og omgang med verden og sig selv i det hele taget.
Rammehistorien er følgende: Den handels- og opdagelsesrejsende Marco Polo fra Venedig opholder sig ved den mongolske verdenshersker Kublai Khans hof. Her beretter Marco Polo på 1001-nats-eventyr-agtig vis hver aften om byer i khanens mægtige rige, som Polo har besøgt på sine rejser – i fantasien, viser det sig snart. >> Læs videre
Meget fint og rørende portræt af en ung kvinde fra Elfenbenskysten, som arbejder som stuepige i London.
Det er egentlig kun en novelle, der ikke desto mindre er udgivet som selvstændig bog, endda i en relativt eksklusiv hardbackversion – en lækker lille bog. Det er åbenbart sådan noget, man kan få lov til, når man er et etableret navn som Zadie Smith.
The Embassy of Cambodia er ikke desto mindre en rigtig fin historie. Den handler ganske vist ikke rigtigt om den cambodianske ambassade, men derimod om afrikanske mænd og kvinder, som kommer til Europa i håbet om en ny og bedre tilværelse, men ender i bunden af samfundet. >> Læs videre
Præcist essay om den menneskelige dumheds natur i semividenskabelig klædedragt serveret med underspillet, tør, italiensk humor.
Den talienske professor i økonomisk historie Carlo M. Cipolla skrev oprindeligt dette essay på engelsk i 1976, mens han var gæsteprofessor ved Berkeley University i USA. Siden har det været en lille bestseller oversat til italiensk og andre sprog, men er først i 2011 udgivet i denne bogform i den engelske orignalversion.
Cipolla definerer i den økonomiske teoris nytteterminologi en stupid person som en person, som påfører en anden person eller gruppe personer tab uden selv at vinde noget derved eller måske endda selv lider tab. Og ifølge Cipollas første lov er der altid flere af dem, end vi tror. >> Læs videre
Underholdende, rørende og næsten lige så god som hypen omkring den.
Britisk-canadiske Tom Rachmans debutroman De ufuldkomne handler om personerne omkring en engelsksproget, international avis forankret i Rom. Bogen består af elleve løst sammenhængende historier om elleve forskellige personer knyttet til avisen: freelance-korrespondenten, chefredaktøren, redaktionsekretæren, nekrologskriveren, ejeren, den trofaste læser m.fl.
Rachman skriver godt, enkelt og uprætentiøst. Samtidig er han meget præcis i sine iagttagelser: I hver eneste af de relativt korte historier lykkes det ham at give et troværdigt og nuanceret portræt af sine personer. Det er faktisk ret flot gjort og tilmed ganske underholdende. Man drøner hurtigt gennem alle historierne. >> Læs videre
Ny dansk politisk satire og krimikomedie er desværre for plat til at være sjov.
De danske forfattertvillinger Morten og Søren Ellemose begår sig i en del forskellige genrer: Sammen har de skrevet adskillige krimier, for nylig udgav Morten Ellemose sin første solokrimi Killer Killer, Søren Ellemose har skrevet flere faglitterære bøger om dansk erhvervsliv, og nu har de sammen også begået en slags satirisk krimikomedie.
Halløj på Christiansborg præsenterer sig selv som en satirisk nøgleroman, og mange karakterer i bogen er da også kun slet skjulte karikaturer over personer fra aktuel dansk politik. Bogen er således en næsten dagsaktuel satire over dansk politik og erhvervsliv, aktuelle tv-fænomener m.m. Den er udgivet her i april 2014 og har nået at få både “Den hemmelige socialdemokrat”, DONG-salget til Goldmann-Sachs og SF’s udtræden af regeringen med. >> Læs videre
