K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Nyere udgivelser

Antonio Dal Masetto: Der er nogle typer dernede

Af ,
Skriv en kommentar

Fin lille roman fra Argentina om diktaturets evne til at gennemtrænge menneskenes sind med ødelæggende angst og paranoia.

Buenos Aires, 1978: Det er året, hvor Argentina vinder verdenmesterskabet i fodbold, og landet er på den anden ende af begejstring. Og ikke kun, fordi det i øvrigt er forbudt at kritisere fodboldlandsholdet eller landstræneren. Det er ellers et af den slags forbud, der skal tages alvorligt, for 1978 er også midt under det sidste argentinske militærdiktatur.

Under den eksalterede fodboldfeber i dagene mellem Argentinas sejr i semifinalen og den ventende finalekamp får journalisten Pablo besøg af sin veninde-måske-på-vej-mod-kæreste, Ana, som er ved at gå til af bekymring. Ana har set nogle typer holde til i en bil nedenfor etageejendommen, hvor Pablo bor. >> Læs videre

Olga Tokarczuk: Rejsende

Af ,
3 kommentarer

At rejse er at leve, som bekendt. Og med Olga Tokarczuk kan man både rejse og leve, mens man læser i lænestolen. At være rejsende med Tokarczuk er både sjovt, tankevækkende, bevægende, lærerigt og horisontudvidende – og i det hele taget en udsøgt fornøjelse.

Jeg kom lidt skævt ind på bogen, måske forledt af påskriften ‘roman.’ Rejsende er både en roman og ikke en roman. Den er ihvertfald på ingen måde en traditionel roman forstået som én lang, sammenhængende fortælling.

Rejsende er derimod et spøjst konglomerat af en stor mængde små og større tekster. I omfang spænder bogens kapitler fra helt korte prosastykker på 10-12 linjer til egentlige noveller på 30-40 sider. Tematisk og genremæssigt er spændet endnu større: Fra punktnedslag i videnskabshistorien med detaljerede redegørelser for eksempelvis typer af konserveringsprocesser over semihistoriske biografiske noveller, frit spundet over faktiske historiske personer og begivenheder, over korte personlige rejseessays til den rene fiktion. >> Læs videre

Célia Houdart: Med dæmpet stemme

Af ,
Skriv en kommentar

Célia Houbarts lille roman fra 2015 er en bog om om stemmer og stemninger, om klassisk musik, om at opdage sit talent og om at leve det ud.

Hovedpersonen er den unge mand Gil, der har dedikeret sin barndom og ungdom til klaveret. Han er en dygtig pianist og bliver optaget på det klassiske musikonservatorium. Men en dag opdager den spagfærdige yngling til sin egen store forbløffelse, at hans største talent ikke er klaverspillet, men hans sangstemme. Han skifter bane og bliver en succesfuld operasanger.

Vi følger Gil i hans op- og nedture, i forholdet til hans nye og gamle venner, til hans far og psykisk syge mor og ikke mindst til hans forskellige musiklærere, som ser hans talent og arbejder med det på hver deres vis.

Ifølge forlagets pressemeddelelse har bogen høstet stor anerkendelse i Frankrig fra ikke mindst musikalske kredse, som har været imponerede over Houdarts viden om og evne til at formidle klassiske musikeres arbejde i romanform. Det tror jeg gerne, for selv om jeg ikke selv er synderligt belastet af indsigt i den retning, så virker Houdarts indlevede beskrivelse af Gils studier, træning og koncertoplevelser særdeles troværdige. >> Læs videre

Hermann Ungar: De lemlæstede

Af ,
2 kommentarer

“Denne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse.”

Sådan skrev Stefan Zweig i en omtale af Hermann Ungars (1893-1929) debutroman De lemlæstede (Die Verstümmelten) fra 1922, som nu foreligger første gang på dansk. Thomas Mann toppede op ved at kalde den “… en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil …” >> Læs videre

Robert Seethaler: Et helt liv

Af ,
Skriv en kommentar

En østrigsk Stoner. Afdæmpet, men indtrængende, rørende og meget, meget fin, næsten forunderlig, østrigsk roman om… ja, et helt liv.

Af anmeldercitaterne på bogens omslag kan man læse, at nogle anmeldere har sammenlignet Et helt liv med John Williams’ Stoner fra 1965. Det er ikke helt ved siden af. Tematisk har de to bøger ihverfald det fællestræk, at de begge er et portræt af et enkelt menneske fra barndom til død. De kan også minde om hinanden i sprog og tone: Et helt liv er ligesom Stoner fortalt i et afdæmpet og smukt sprog, som er en fornøjelse at læse.

Der er selvfølgelig også forskelle: Hvor John Williams i Stoner bevæger sig i den amerikanske, akademiske verden, så tager østrigskfødte Robert Seethaler (f. 1966) os i Et helt liv til en afsides dal i de østrigske alper. Og mens Williams’ hovedperson Stoner er universitetsprofessor, så møder vi i Et helt liv den lettere enfoldige og fattige arbejdsmand Andreas Egger. >> Læs videre

Alejandro Zambra: Multiple Choice

Af ,
Skriv en kommentar

Så er der nyt fra den chilenske, litterære wonderboy, Alejandro Zambra. Multiple Choice er et pudsigt eksperiment: En litterær leg med former og et lille stykke samfundkritik i ét.

Havde Zambra skrevet i 1960’erne eller 1970’erne i Frankrig ville han med Multiple Choice givetvis have kunnet søge optagelse i forfatterfællesskabet i OULIPO (Ouvroir de littérature potentielle eller Værksted for potentiel litteratur). De læsere, der har dén reference, har dermed gættet, at vi med Zambras nye bog befinder os i den endog meget eksperimenterende genre. >> Læs videre

Jean-Paul Didierlaurent: Læseren i morgentoget

Af ,
2 kommentarer

Jeg overgiver mig. Helt og holdent og storsmilende. Ingen, der nogensinde har nydt at læse en bog, må kunne undgå at blive glad i låget af denne lille, fine, franske finurlighed af en feel good-roman. Og kender du én, der aldrig har læst en bog, så få ham eller hende til at begynde med denne her.

Guylain Vignolles har verdens værste job. Han er en ord- og bogelsker, der arbejder som operatør af en monstrøs maskine, der æder bøger og laver dem om til dampende papirmasse. Tingen kalder Guylain for sig selv kalder maskinen, der ellers lyder navnet Zerstor 500 (efter det tyske zerstören). >> Læs videre

Yuri Herrera: The Transmigration of Bodies

Af ,
Skriv en kommentar

Jeg var svært begejstret for mexicanske Yuri Herreras første roman oversat til engelsk, Signs Preceding the End of the World (2015, opr. 2009), så mine forventninger var store til den helt nye udgivelse på engelsk, The Transmigration of Bodies (2016, opr. 2013). Måske også urimeligt store. Ihvertfald blev de ikke helt indfriet.

The Transmigration of Bodies (han kan altså noget med titler, ham Herrera) er ikke nogen dårlig bog. Den er endda temmelig god. Den er bare ikke i nærheden af forgængerens høje klasse. >> Læs videre

Lise Harlev: Jeg er aldrig ligeglad

Af ,
Skriv en kommentar

Hmm. Jeg er en ret stor fan af Forlaget Korridor, som man kan have bemærket. Men min velvilje rækker altså ikke til at kunne omfatte forlagets seneste udgivelse med nogen begejstring.

Lise Harlev (f. 1973) er billedkunstner, uddannet fra Kunstakademiet i København og til daglig bosat i Berlin. Jeg er aldrig ligeglad er hendes skønlitterære debut.

Bogen består af 84 korte, selvbiografiske prosastykker, de fleste ikke længere end én eller to sætninger. Prosastykkerne udgør jeg’ets hverdagsobservationer, erindringer og reflektioner i denne stil: >> Læs videre

Sørine Steenholdt: Zombieland

Af ,
Skriv en kommentar

Dette kan ikke være en udgivelse, der er sponsoreret af det grønlandske turistbureau. Jeg kan ihvertfald love for, at jeg ikke får lyst til at tage til Grønland lige med det første efter at have været på rejse i Zombieland med Sørine Stenholdt.

“Her lades alt håb ude” står der over porten til Helvede i Dantes Den Guddommelige Komedie. Det kunne også have været en passende advarsel til læserne af denne novellesamling. >> Læs videre

Álvaro Enrigue: Sudden Death

Af ,
Skriv en kommentar

Piazza Navona i Rom, den fjerde oktober 1599: Den italienske maler Caravaggio og den spanske digter Francisco de Quevedo duellerer mod hinanden i en indædt renæssancetenniskamp spillet med en sjælden tennisbold fremstillet af håret fra Anne Boleyns afhuggede hoved…

De to fordrukne kunstnere, slagsbrødre og spradebasser har begge så brutale tømmermænd, at de ikke husker noget om, hvad det egentlig var for en kontrovers, der første til, at den ene udfordrede den anden til duel natten før. Erindringen om nattens udskejelser kommer kun gradvist til dem i løbet af kampen og romanen. >> Læs videre

Bill Clegg: Har du selv haft en familie?

Af ,
Skriv en kommentar

Sorg og svigt, fortielser og fortrydelser. Det er grundkomponenter i enhver god familie, men i Bill Cleggs amerikanske familiedrama Har du selv haft en familie?, som netop er udgivet på dansk, er familierne leveringsdygtige i det hele i lidt større målestok end de fleste.

Romanen starter med den ultimative katastrofe for den godt halvtresårige June Reid. Hele hendes familie omkommer ved en eksplosionsbrand i hendes hus – den selv samme morgen, hvor hendes datter skulle giftes. Junes ca. tyve år yngre kæreste Luke, hendes eksmand, hendes datter og hendes kommende svigersøn er fra det ene øjeblik til det andet væk. Kun hun selv overlever, da hun på tidspunktet for branden var i haven. >> Læs videre

Abdellah Taïa: Arabisk vemod

Af ,
Skriv en kommentar

I min jagt efter bøger fra hele verden faldt jeg på Lille Bogdag forleden tilfældigvis over denne lille roman af marokkanske Abdellah Taïa (f. 1973), som netop er udgivet på dansk på Arvids forlag.

Bogen er skrevet i fire distinkte dele. Første del er et tilbageblik i erindringen til en barndomsoplevelse, hvor jeg-fortælleren, den da tolvårige Abdellah, er tæt på at blive voldtaget af en flok ældre drenge. Abdellah var en dreng med feminine træk, som blev drillet med pigenavne af de andre drenge og allerede dengang vidste eller anede, at han var til mænd. I Abdellahs erindring skildres nær-voldtægtsoplevelsen med en særpræget blanding af frydefuld forventning og frygt.

I de næste to dele følger vi den voksne, unge Abdellah igennem forskellige forelskelser, fortvivlelser, forvildelser og forsøg på flugt. Han forelsker sig vildt og skuffes voldsomt, når kærligheden viser sig kun at være sex. >> Læs videre

Terry Hayes: Jeg er Pilgrim

Af ,
6 kommentarer

Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været helt god, hvis den havde været 300 sider kortere.

Jeg er Pilgrim lægger ud som en krimihistorie: Hovedpersonen og jeg-fortælleren, der er tidligere hemmelig topagent og går under mange navne, bl.a. dæknavnet Pilgrim, involveres i en mordgåde: En kvinde er blevet myrdet på et hotel i New York, og morderen har tilsynladende anvendt vores hovedpersons bog om opklaringsarbejde som manual til at slette sine spor.

Opklaringen af mordet forsvinder dog ret hurtigt ud i baggrunden (men vender tilbage undervejs på usandsynlig tilfældig vis) til fordel for hovedhistorien:

En saudiarabisk terrorist, kaldet Saraceneren, forbereder et masseødelæggende biologisk terrorangreb på USA. Superagenten Pilgrim, der ellers havde forsøgt at trække sig tilbage fra spionbranchen aktiveres mod sin vilje igen, og historien folder sig ud efter et velkendt skema: Den gode agent mod den onde terrorist i et kapløb mod tiden. Kan Pilgrim finde terroristen, inden han udløser sit angreb, og redde verden fra undergang? >> Læs videre

Voltaire: Afhandling om tolerance

Af ,
6 kommentarer

I betragtning af Voltaires ikoniske status som oplysningsmenneske par excellence kom det som en overraskelse for mig, at hans forsvarsskrift for religiøs tolerance fra 1763, Traité sur la Tolérance, aldrig tidligere har været udgivet på dansk. Det har det fine lille forlag Korridor sammen med oversætter, journalist og filosof Tine Byrckel nu rådet bod på.

Anledningen er, at Voltaires skrift om religiøs tolerance fik en gevaldig renæssance i Frankrig sidste år efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i januar 2015. Blandt blomsterne på Place de la République kunne man således også finde eksemplarer af Voltaires lille bog, og den blev efterfølgende genoptrykt og solgt i mere end 100.000 eksemplarer. >> Læs videre

Peter Swanson: De der fortjener at dø

Af ,
Skriv en kommentar

Nyoversat amerikansk noir thriller er udmærket underholdning, som vinder på et godt plot, men desværre taber på fladt sprog og utroværdige persontegninger.

De der fortjener at dø er den anden bog af Peter Swanson, som udgives på dansk. Ligesom Swansons første roman Pigen med det tidsindstillede hjerte (2014, på dansk 2015) placerer De der fortjener at dø sig sikkert indenfor den klassiske noir-genre.

Her er godt med mord og bedrag og ikke bare én, men hele to diabolske femme fatale-typer. >> Læs videre

Joseph Roth: Jøder på vandring

Af ,
Skriv en kommentar

Jøder på vandring er et politisk debatskrift, en kulturkritik og en samling journalistiske rejsereportager i ét. Tilmed fremragende skrevet med det bid og vid, der er et af Joseph Roths kendemærker. En fornøjelse at læse og samtidig et i sig selv interessant historisk dokument.

Joseph Roth (1894-1939) kender vi her på K’s bedst som skønlitterær forfatter til romaner som for eksempel den mesterlige Job – Roman om et enkelt menneske og Radetzkymarch samt et antal fine noveller (hvoraf et udvalg er oversat til dansk i samlingen Leviathan og andre fortællinger).

I Jøder på vandring er skribenten imidlertid i højere grad reportagejournalisten og samfundsdebattøren Roth end romanforfatteren Roth, selv om den lyrisk-prosaiske skrivestil også præger teksten. >> Læs videre

Niels Knudsen: Alting i et andet lys. Historier

Af ,
Skriv en kommentar

Niels Knudsens anden bog, Alting i et andet lys, er en samling korte noveller i mellemrummet mellem virkelighed og fiktion. Elleve små grotesker fra hverdagslivet med et twist.

Niels Knudsen synes at hente inspiration fra nogle af de store modernister indenfor genren ‘fantastisk litteratur’, såsom Jorge Lois Borges, Julio Cortázar og hjemlige Svend Åge Madsen. >> Læs videre

Sylvie Bocqui: Uendelig muslinger

Af ,
Skriv en kommentar

Sylvie Bocquis debut fra 2002 er en om ikke uendelig fin, så dog meget, meget fin lille roman om erindringer fra en barndom.

Det er måske for meget at kalde Uendelig muslinger for en roman. Den er snarere en kollage af flimrende erindringsglimt fra den lille pige Stéphanies barndom.

Der er således ikke en egentlig handlingstråd i bogen. I stedet får vi en samling små prosastykker, de korteste på kun et par linjer, de længste på et par sider, som hver især består af handlingsbidder, dialogstumper, sanseindtryk og tanker knyttet til situationen i erindringen. >> Læs videre

Kamilla Hygum Jakobsen/In Carbon Diamonds Grow: Heaven Is Open Today – ­Illumineret bog med musik

Af ,
Skriv en kommentar

Heaven Is Open Today er et sympatisk, omend ikke fuldt ud vellykket, multikunstnerisk projekt: På én gang en digtsamling, en illustreret og illumineret bog og en musikudgivelse.

Kamilla Hygum Jakobsen har skrevet tekster og musik, bandet In Carbon Diamonds Grow står for musikken (med Kamilla Hygum Jakobsen selv i den vokale front), Carl Quist Møller har illustreret, mens Morten Agergaard står for kalligrafering af bogens tekster og grafisk designi øvrigt. >> Læs videre

Clarice Lispector: Água Viva

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg ved ikke hvad jeg skriver om: jeg er dunkel for mig selv. I begyndelsen blot en månelys og klar vision, og således greb jeg øjeblikket før det ville dø og forsvinde for altid. Det er ikke et arsenal af idéer jeg bringer dig, men derimod et instinktivt udbrud af det der er skjult i naturen og som jeg aner. Og det er en ordenes fest.”

Citatet er fra Clarice Lispectors (1920-1977) korte roman Água Viva fra 1973, som netop er udgivet på dansk for første gang – flot fordansket af Tine Lykke Prado. Og ja, det er vitterligt en ordenes fest at læse Lispector. Det er samtidig en dunkel tekst, som kan være svær at få hånd om.

Jeg har påbegyndt denne omtale af Água Viva flere gange og er gået i stå lige så mange gange. Jeg ville gerne kunne videreformidle den helt særlige, sanselige oplevelse, det var at læse Clarice Lispector. Især ville jeg gerne kunne beskrive den hypnotiserende rytme i værket som helhed. Jeg ville også gerne kunne fortælle, hvad meningen med bogen er. Men jeg må give fortabt, ikke mindst overfor det sidste. >> Læs videre

Maria Gerhardt: Amagermesteren

Af ,
Skriv en kommentar

Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Maria Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.

Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre

Bjørn Rasmussen: Ming

Af ,
Skriv en kommentar

Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.

Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre

Thomas Boberg: Hesteæderne. Trilogien

Af ,
Skriv en kommentar

“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”

Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.

Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre

Joachim Lykke: Om min søster

Af ,

Joachim Lykke (f. 1976) vil ganske meget i sin debutroman Om min søster (2015). Desværre lykkes det ikke helt.

Den ydre historie i romamen er for så vidt fuld af dramatik: Fortælleren er ved romanens begyndelse praktikant ved den danske ambassade i Benin. Her udfører han sit job utrolig dårligt, svindler med bilag m.v. og har i øvrigt et mere eller mindre ufrivilligt, seksuelt forhold til sin chef. På en tjenesterejse for ambassaden forelsker han sig i en ung, amerikansk kvinde, Zoey, der arbejder som engelsklærer i en lille beninsk landsby inde i landet.

Tidligt i romanen finder fortælleren imidlertid Zoey med halsen skåret over, myrdet i sin seng. Han mistænkes for mordet (og måske har han også begået det?) og fængsles i flere måneder i et ikke specielt behageligt beninsk fængsel, hvor han slår sig på produktion af peanutolie. Da han slipper ud, tager han tilbage til landsbyen, hvor kæresten blev myrdet, beslutter sig pludselig for at udgive sig for læge og etablerer en lokal lægepraksis (bygget op på medicin og lægeremedier, han stjæler på et hospitalsskib i Benin City), mens han hen ad vejen prøver at lære sig selv lægegerningen. >> Læs videre

Édouard Levé: Selvportræt

Af ,
Skriv en kommentar

Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.

Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.

Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre

Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

Af ,
Skriv en kommentar

Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.

Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.

En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne blive en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre

Sadeq Hedayat: Levende begravet

Af ,
Skriv en kommentar

“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).

Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.

Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre

Dario Fo: Der er en skør konge i Danmark

Af ,
2 kommentarer

Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.

Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.

Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre

Georg Trakl: Sebastian i drømme

Af ,
Skriv en kommentar

“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre