Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Heaven Is Open Today er et sympatisk, omend ikke fuldt ud vellykket, multikunstnerisk projekt: På én gang en digtsamling, en illustreret og illumineret bog og en musikudgivelse.
Kamilla Hygum Jakobsen har skrevet tekster og musik, bandet In Carbon Diamonds Grow står for musikken (med Kamilla Hygum Jakobsen selv i den vokale front), Carl Quist Møller har illustreret, mens Morten Agergaard står for kalligrafering af bogens tekster og grafisk designi øvrigt. >> Læs videre
“Jeg ved ikke hvad jeg skriver om: jeg er dunkel for mig selv. I begyndelsen blot en månelys og klar vision, og således greb jeg øjeblikket før det ville dø og forsvinde for altid. Det er ikke et arsenal af idéer jeg bringer dig, men derimod et instinktivt udbrud af det der er skjult i naturen og som jeg aner. Og det er en ordenes fest.”
Citatet er fra Clarice Lispectors (1920-1977) korte roman Água Viva fra 1973, som netop er udgivet på dansk for første gang – flot fordansket af Tine Lykke Prado. Og ja, det er vitterligt en ordenes fest at læse Lispector. Det er samtidig en dunkel tekst, som kan være svær at få hånd om.
Jeg har påbegyndt denne omtale af Água Viva flere gange og er gået i stå lige så mange gange. Jeg ville gerne kunne videreformidle den helt særlige, sanselige oplevelse, det var at læse Clarice Lispector. Især ville jeg gerne kunne beskrive den hypnotiserende rytme i værket som helhed. Jeg ville også gerne kunne fortælle, hvad meningen med bogen er. Men jeg må give fortabt, ikke mindst overfor det sidste. >> Læs videre
Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Maria Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.
Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre
Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.
Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre
“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”
Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.
Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre
Joachim Lykke (f. 1976) vil ganske meget i sin debutroman Om min søster (2015). Desværre lykkes det ikke helt.
Den ydre historie i romamen er for så vidt fuld af dramatik: Fortælleren er ved romanens begyndelse praktikant ved den danske ambassade i Benin. Her udfører han sit job utrolig dårligt, svindler med bilag m.v. og har i øvrigt et mere eller mindre ufrivilligt, seksuelt forhold til sin chef. På en tjenesterejse for ambassaden forelsker han sig i en ung, amerikansk kvinde, Zoey, der arbejder som engelsklærer i en lille beninsk landsby inde i landet.
Tidligt i romanen finder fortælleren imidlertid Zoey med halsen skåret over, myrdet i sin seng. Han mistænkes for mordet (og måske har han også begået det?) og fængsles i flere måneder i et ikke specielt behageligt beninsk fængsel, hvor han slår sig på produktion af peanutolie. Da han slipper ud, tager han tilbage til landsbyen, hvor kæresten blev myrdet, beslutter sig pludselig for at udgive sig for læge og etablerer en lokal lægepraksis (bygget op på medicin og lægeremedier, han stjæler på et hospitalsskib i Benin City), mens han hen ad vejen prøver at lære sig selv lægegerningen. >> Læs videre
Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.
Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.
Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre
Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.
Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.
En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne blive en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre
“… man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en.” Tolv år før, Camus stillede sit berømte spørgsmål om selvmordet som det eneste egentlige filosofiske problem, udforskede den iranske forfatter Sadeq Hedayat (1903-1951) det samme spørgsmål i novellen Levende begravet (1930).
Novellen kan læses som et studium i selvmorderens psykologi. Den er skrevet i jeg-form som et slags selvmordsbrev eller rettere noter fra et mislykket selvmord.
Stilen er lettere manisk. Fortællerens sindsstemning svinger fra den ene sætning til den næste mellem selvynk, lede ved resten af menneskeheden, trods mod verden, stolthed over eget mod til at forsage livet, næsten begejstret forventning om den kommende udfrielse og en tilbagevendende frustration over at mislykkes med selvmordet. >> Læs videre
Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en vis satirisk kant, men den er ikke lige min kop te.
Italienske Dario Fo (f. 1926) er mest kendt som skuespiller og dramatiker – avantgardegøgleren gennem trekvart århundrede, som fik Nobels litteraturpris i 1997. Men nu har han som 88-årig også skrevet en roman om et stykke danmarkshistorie.
Romanen er opdelt i to relativt distinkte halvdele. Første del genfortæller i satirisk form den velkendte historie om den engelske Caroline Mathilde, der som ung pige bliver giftet bort til Danmarks gale kong Christian 7. (1766-1808), og senere forelsker sig i kongens tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, der på sin side en overgang var de facto regerende minister i Danmark, og som sådan forberedte og delvist gennemførte en række reformer med sigte på at bringe det enevældige Danmark ind i ‘oplysningens tidsalder.’ >> Læs videre
“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.
Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).
I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre
Lutz Seilers ambitiøse roman om DDR’s sammenbrud i skæbneåret 1989 er flot skrevet og i passager fremragende. I andre passager er den dog for udsyret for min smag, og så er den er desværre alt for lang og lider under manglen på en egentligt fængende handling.
Lutz Seilers (f. 1963) debutroman Kruso fra 2014 har allerede solgt mere end 350.000 eksemplarer i Tyskland og er belønnet med Deutsche Buchpreis 2014.
Seiler har før sin romandebut blandt andet udgivet kortprosa og digte, og det mærker man i skrivestilen. Seilers prosa har i mange passager et lyrisk præg, og teksten bevæger sig ofte i et grænseland mellem realisme, ekspressionisme og ind i mellem surrealisme i de mest bizarre og mareridtsagtige passager. Grundtonen er melankolsk, men den slår ikke sjældent over i tragikomik eller decideret satirisk galgenhumor. >> Læs videre
“Jeg føler mig ude af stand til at flygte. At flygte? Hvordan? Hvorhen? Døden synes at være mere nærliggende end flugten. At dø, ja, det føler jeg mig i stand til. Det er meget muligt at ønske sig død, fordi man elsker livet for højt.”
Skjødt Forlag har sat sig for at gøre både nyere og ældre titler på spansk, der ikke tidligere har været oversat, tilgængelige for et dansk læsepublikum. I den forløbne uge er det blevet til to udgivelser: I går kom mexicanske Elena Garros novellesamling Farvernes uge (1964) på gaden (læs anmeldelsen på K’s bognoter her) og dagen før var det María Luisa Bombals to kortromaner Den sidste tåge (1935) Ligklædt (1938), samlet i ét bind i den danske udgave, oversat af Liv Camilla Skjødt. >> Læs videre
“Jeg hersker over dagene. Jeg er Tiden. Fortæl mig, hvilken dag man har gjort jer fortræd. Så skal I bare se, hvad vi gør ved den dag […] Dagene er til for alle og enhver. Vil I have, at vi skal piske Torsdag? Sig mig nu, hvilken dag I vil se pisket til blods.”
Mexicanske Elena Garro (1916-1998) er en tidlig eksponent for det, der senere blev kendt som ‘magisk realisme’ eller ‘fantastisk realisme.’ Hendes novellesamling Farvernes uge blev første gang udgivet i 1964, tre år før Gabriel Garzía Marquez’ Hundred års ensomhed, og ifølge bagsideteksten på den danske udgivelse af bogen er hun blevet kaldt den magiske realismes moder. Elena Garro foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.
Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).
Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen. >> Læs videre
Originalt, nyt dansk værk krydser grænser mellem både litterære genrer og medier – og så er det bare superlækkert udført.
Jeg har glædet mig til at få Monia Sanders (f. 1988) nye værk Dominique mellem hænderne, lige siden jeg havde lejlighed til at se en ‘prototype’ i forbindelse med Lille Bogdag i april måned tidligere på året. Og det var da også en ren fornøjelse at modtage værket med posten og pakke det langsomt ud.
Dominique består af 16 separate tryksager af forskellig karakter (17, hvis man tæller et visitkort med). De kommer i en simpel, grå papæske, men når du åbner æsken, mødes du af en umanerlig indbydende pakke af små hæfter, foldere og løsblade i forskellige størrelser, papirkvaliteter og grafiske udtryk, sirligt bundet sammen af et kapitælbånd (som er de dér små, ofte stribede stofstrimler, der fæstnes foroven og forneden på bogblokken i en indbundet bog). Alt sammen pakket nænsomt ind i et stykke bogbindergaze. Hele pakken emmer med andre ord af klassisk bogbinderkunst, men altså i en noget defragmenteret form. >> Læs videre
Ateisten og muslimen i dialog: Et uhyre relevant bidrag til debatten om islam og islamisme og om muligheden for et pluralistisk, tolerant samfund med plads til religion.
Islam and the Future of Tolerance: A Dialogue er blevet til på grundlag af møder mellem den amerikanske ateist og religionskritiker Sam Harris og den britiske muslim og tidligere Hizb Ut-Tahrir-islamist Maajid Nawaz. Det er der kommet en særdeles interessant og relevant bog ud af.
Bogen er formet som en dialog mellem Harris og Nawaz, og selv om den tydeligvis ikke bare er en uredigeret transskription af en enkelt mundtlig samtale mellem de to, så er det lykkedes at bevare meget af samtalens dynamik og umiddelbarhed i bogen. Den er let at læse og samtidig saglig og oplysende. >> Læs videre
My Documents er en intet mindre end fremragende novellesamling fra chilenske Alejandro Zambra, en af mine nye favoritforfattere.
Zambra (f. 1975) kender vi her på K’s bognoter efterhånden ganske godt fra hans hidtidige tre romaner, der er lige så gode, som de er korte: Bonsai (opr. 2006), Træernes privatliv (opr. 2007) og Måder at finde hjem på (opr. 2011).
Det overrasker ikke, at Zambra også behersker novelleformen, al den stund, at hans romaner – særligt Bonsai og Træernes privatliv – ikke er meget længere end lange noveller. >> Læs videre
Danny scorer iført bowlingsko er en ganske vellykket samling underfundige, tragikomiske scener fra en række helt almindelige, og så alligevel helt ualmindelige, menneskers liv.
Thomas Ahrensbøll Hansens små noveller har titler som ‘Torsten er en kanin og det er et karrierevalg’, ‘Måske skulle Linda blive proceskonsulent hos Arbejdsmiljø Gentofte’ og ‘Lea kan ikke få for mange indbyggede skabe’, og titlerne siger en del om tonen.
Egentlig er der ikke så meget tale om noveller som om 45 korte punktnedslag i en række menneskers liv i form af beskrivelser af en hverdagssituation. Mange er på mindre end én side, men Thomas Ahrensbøll Hansen formår i de bedste af teksterne på fornem vis på den korte plads via disse punktnedslag at give os et kig ind i et helt menneskes liv.
Det er ret sjovt, men heller ikke uden alvor, og i mange af teksterne er tonen tættere på det tragikomiske. Thomas Ahrensbøll Hansens personer er alle sammen en lille smule sølle, en lille smule ensomme og en lille smule kejtede i livet. >> Læs videre
“Det mest undergravende en kvinde kan gøre, er at tale om sit eget liv, som om det faktisk betyder noget.”
Ovenstående citat fra den amerikansk-egyptiske journalist Mona Eltahawys nye bog er meget passende også fremhævet på bogens omslag. For det er dét, Mona Eltahawy gør. Hun taler med en stærk og uforfærdet stemme det arabiske patriarkat midt imod, og hun gør det ved at tale om sit eget liv og om millioner af andre kvinder og pigers liv i den arabiske verden. Og idet hun gør det, river hun så at sige sløret bort, så vi ser den daglige og systematiske undertrykkelse af kvinder i Mellemøsten og i de arabisk dominerede dele af Nordafrika.
Nu tænker den almindelige læser nok, at vi da godt er klar over, at det ikke står godt til med ligestillingen i mange arabisk prægede stater. Personligt regner jeg i al beskedenhed mig selv blandt de relativt oplyste også i det stykke. Men Eltahawys bog rystede mig ikke desto mindre. >> Læs videre
“I write you in your 15th year […]. And you know now, if you did not before, that the police departments of your country have been endowed with the authority to destroy your body.”
Ta-Nehisi Coates’ nye debatbog Between the World and Me er hård kost for naivt liberale europæiske ‘café latte’-demokratiske universalister som undertegnede. Coates insisterer på at se den faktisk eksisterende racisme i USA i dag i øjnene. Han gør det uden at blinke, og dét, han ser, er grimt, hårdt og deprimerende.
Det er en fremragende bog. Det er ‘required reading’, som Toni Morrison på omslaget er citeret for at have sagt. Og så er det en rasende godt skrevet bog – på niveau med den bedste skønlitteratur.
Samtidig er det en bog, det er svært for mig at skrive om, og jeg har taget tilløb til det i en hel uge. Bogen er ikke skrevet til mig. Den er skrevet til sorte amerikanere. Og det synes nærmest at være en underliggende præmis i Ta-Nehisi Coates’ bog, at kun med en sort amerikaners konkrete erfaringer kan man få adgang til en egentlig forståelse af hans budskaber. Jeg forsøger alligevel. >> Læs videre
Lavmælt, men intens og rørende fransk kortroman om en ung, traumatiseret japansk soldat på vej hjem fra krigen.
Det lille, relativt nye forlag Etcetera har siden 2013 markeret sig stilfærdigt og seriøst med en prisværdig ambition om gøre udvalgte titler blandt den nyere, franske kvalitetslitteratur tilgængelige på dansk. Seneste udgivelse er Hubert Mingarellis Manden som var tørstig (oprindeligt fra 2014).
Hubert Mingarelli (f.1956) er forholdvis ukendt herhjemme. Udover Manden som var tørstig er kun yderligere én af hans bøger oversat til dansk (Fire soldater (2013), også fra Forlaget Etcetera). Men faktisk har han et stort forfatterskab bag sig – mere end 20 romaner, ungdomsromaner og novellesamlinger er det blevet til i hjemlandet Frankrig. >> Læs videre
I år er 150-året for den første udgivelse af Lewis Carrolls børnebogsklassiker Alice in Wonderland (1865). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof markerer det med en ny dansk oversættelse af klassikeren og opfølgeren Through the Looking-Glass, and what Alice found there (1871) udgivet med forfatterens originale illustrationer, som angiveligt ikke tidligere har været optrykt i dansk sammenhæng.
Da jeg så nyudgivelsen, gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig har læst de oprindelige bøger, og jeg har nu benyttet anledningen til at få rettet op på denne mangel i min litterære selvopdragelse. >> Læs videre
Renæssanceridderen Michel de Montaigne (1533-1592) er berømt for mange ting, herunder for at have opfundet essayet som genre, og ikke mindst for at introducere undersøgelsen af forfatterens egen person som tema for en bog.
Essai har flere betydninger på fransk, herunder at afprøve eller forsøge noget, og Montaignes Les Essai er ifølge Compagnon netop dét, en serie aldrig helt afsluttede afprøvninger af Montaignes egne tanker om en stor mængde af emner – moral, venskab, sex, aldring og død, religion, politik, krig og fred, læsning, samtale og ikke mindst dette at blive og være sig selv, hele tiden i forandring.
Montaignes form, essayet, er den løse, causerende, usystematiske prosa, ofte inspireret af og i dialog med antikkens filosoffer, men bevidst udogmatisk, altid med afsæt i hans egen person og egne reflektioner.
>> Læs videre
Ganske ferm amerikansk thriller i klassisk noir-stil.
Pigen med det tidsindstillede hjerte er amerikanske Peter Swansons romandebut, og den er han lykkedes helt godt med.
Der er tale om en krimi/thriller i bedste noir-stil á la Raymond Chandler. Alle ingredienserne er der ihvertfald: Først og fremmest en sexet, mystisk og farlig femme fatale med en blakket fortid, men også mord, narko, diamanter og et indviklet plot, der langsomt afslører, at kun de færreste er, hvad de giver sig ud for. >> Læs videre
Ungarnske László Krasznahorkai blev i maj 2015 tildelt den prestigefyldte The Man Booker International Prize 2015. Prisen uddeles for et samlet forfatterskab skrevet på eller oversat til engelsk (og ikke for en enkelt bog oprindeligt skrevet på engelsk som tilfældet er for The Man Booker Prize)
Tilfældet (eller hvad det nu var?) ville, at Forlaget Sisyfos netop på dette tidspunkt var klar med den første danske oversættelse nogensinde af en bog af Krasznahorkai, hans angivelige hovedværk fra 1989, Modstandens melankoli. God timing, må man sige.
Jeg må tilstå, at jeg aldrig før havde hørt om Krasznahorkai, formentlig fordi han ikke har været oversat til dansk. Forstå det, hvem der kan. For bedømt på Modstandens melankoli, så er der ingen tvivl om, at Krasznahorkai bør regnes med i den helt tunge sværvægterklasse på verdenslitteraturscenen. >> Læs videre
Harald Voetmann excellerer igen i sin nyeste roman i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få. På samme niveau kan jeg umiddelbart faktisk kun komme i tanker om fransk litteraturs enfant terrible Céline, men han mangler Voetmanns humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.
Jeg var ret begejstret for Voetmanns forrige bog. Alt under månen (2014), og Syner og fristelser er næsten lige så god. Faktisk er den sidste på sin vis mere stramt og for så vidt bedre komponeret end forgængeren. Syner og fristelser mangler dog det spraglede katalog af frastødende og såre menneskelige typer, der befolkede Voetmanns udgave af Tycho Brahes Hven i Alt under månen. >> Læs videre
Antropocæn kreatur? Hvad i alverden er det nu for en titel?
Antropocæn er et af de nye in-ord på den klimabevidste del af venstrefløjen. Begrebet er for nogle år siden bragt i spil i antropologiske, men også i geologiske kredse som forslag til betegnelse for en ny geologisk tidsalder.
Ifølge de nuværende officielle betegnelser befinder vi os i dag i tidsalderen Holocæn, som har varet siden sidste istid for ca. 11.500 år siden. Argumentet bag begrebet Antropocæn er, at jorden siden den industrielle revolution omkring år 1800 har undergået så store og varige forandringer som følge af menneskelig aktivitet, at det også i et geologisk perspektiv giver mening at tale om en helt ny epoke. >> Læs videre
Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.
I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.
Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel. >> Læs videre
Frøydis Sollid Simonsens (f.1986) kortprosa er fyldt med både poesi, vid og skæv humor. Anbefales.
Hver morgen kryber jeg op fra havet er Frøydis Sollid Simonsens debut som forfatter. Hun er norsk, bosat i København og studerer i Sverige på tegneserieskolen i Malmö. Talentet for at tegne demonstreres også af denne smukke udgivelse, hvis forside og omslagsklapper prydes af Frøydis Sollid Simonsens skæve tegninger (se billede herunder).
Hver morgen kryber jeg op fra havet er en lille bog med en lille historie fortalt i en serie små kortprosastykker, de færreste mere end en side lange, de fleste kortere. Vi følger en jeg-stemme, en ung kvindelig biologistuderende, som læser til eksamen samtidig med, at hun bliver forelsket, får en kæreste og til sidst forladt. >> Læs videre
